Kristian V. Jensen

Studerer nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet med tilvalg i historie og har tidligere boet i Istanbul i forbindelse med et udvekslingsophold. Levede mine første 10 år i sjove omgivelser i en lærerbolig på Askov Højskole, indtil mine forældre fik den sindssyge idé at flytte til Limfjordsøen Fur. Tidligere vinder af Metro Litteraturs novellekonkurrence. Hvis du kan li', hvad du læser, er alle bidrag velkomne på Mobilepay +4561727773.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Kristian V. Jensen
på Mobile Pay: 61 72 77 73

Kirsten Hammann, forfatter

Kristian V. Jensen: Flygtige svar fra dagbogen

ANMELDELSE – I en tid hvor mange vil skrive og være forfattere, er det interessant at læse forfatteren Kirsten Hammans svar til sine læseres evindelige spørgsmål om det fag, hun har gjort til sin levevej: At skrive er ligesom at dyrke hed sex, brække sig til tårer eller høre et godt stykke musik. Enten har du et talent for det, eller også har du ikke, lyder det i ”Ofte stillede spørgsmål”, som Kristian V. Jensen mener aldrig rigtig folder sig ud.

Omslagsgrafiker: Clara Birgersson.

Et års undervisning på forlaget Gladiators forfatterskole i København koster i skrivende stund 35.000 danske kroner. For de penge bliver elever med ”talent” bl.a. trænet i ”at tænke hurtigere”, som det står på forlagets hjemmeside:

”Vi tilstræber en acceleration af tanken for med det litterære arbejde at tænke hurtigere, end det ellers er muligt i hverdagen, og vi sætter denne acceleration i gang ved at gøre teksten tæt, ved at der mellem sætningerne/verslinjerne er så lidt plads at vende på som muligt.”

Underviserne på skolen er den kritikkerroste forfatter og grundlægger af Gladiator, Hans Otto Jørgensen, som i øvrigt aldrig selv har gået på nogen forfatterskole, men er uddannet drifts- og kvægbrugstekniker fra Vejlby landbrugsskole ved Aarhus, og to yngre skrivehoveder, digteren Andreas Pedersen og forfatteren Mette Zingenberg.

Efter at have læst Kirsten Hammanns nye bog, Ofte stillede spørgsmål, er det svært at forestille sig, at Hammann nogensinde vil komme til at undervise på en forfatterskole.

Det er også svært at forestille sig, at hun rent faktisk har uddannet sig på en, som hun gjorde på digteren og litteraturkritikeren, Poul Borums ’rigtige’ forfatterskole i årene 1989-91:

“Tænk at ville have sit manuskript op i plenum. At tro, at noget kan blive godt og originalt, hvis man har taget alle de svære valg efter diskussion med andre. (…) Skulle man så også have hjælp til at elske sin partner, fordi man var usikker på, om man gjorde det godt nok, for hårdt, for slapt, hvornår skal jeg bevæge hånden?”

Således punkterer Hammann tidens kommercielle forestilling om, at alle kan blive forfattere. Enten skriver man godt, eller også gør man ikke, lyder det i Ofte stillede spørgsmål, hvori Hamman også røber, at hun nogle dage ikke når længere end til at åbne sin computer.

At accelerere mælkeproduktionen er ikke det samme som at accelerere tekstproduktionen, fristes man til at sige.

Forfatterens tilstande

Det helt sigende træk i Ofte stillede spørgsmål er dagbogsformen. Hammann har tidligere brugt formen i sit forfatterskab til at understrege sine personers manglende orientering i tilværelsen, som hun f.eks. gjorde det i romanen Fra smørhullet fra 2004 om den 35-årige Mette, der efter en skilsmisse ikke ved, hvad hun skal stille op med sit liv.

Dagene går. Der sker ikke meget. I stedet mærker læseren Mettes limbo mellem forskellige sindsstemninger.

Ligesom hovedpersonerne i hendes bøger mærker vi i Ofte stillede spørgsmål, hvordan Hammann bevæger sig i mellem forskellige tilstande: En dag er hun høj, nærmest lykkelig. En anden dag ser hun sort på sig selv og sit forfatterskab.

Vi mærker hendes væmmelse over at være en del af et marked, hvor man skal promovere sine bøger for at sælge bedre. Og over sit arbejde: At skrive kan både føles som at have hed sex og at brække sig til tårer:

“Og nu stiger trykket i mit ansigt, stort og rødt og dunkende, tårerne løber ud af mine øjne, slim og spyt driver ad min hånd, og endelig en lille portion, nogle sætninger, mit indre har overtaget arbejdet, jeg kan fjerne hånden, sammentrækningerne og udstødningen sker af sig selv.”

Dagbogsformen passer – får vi at vide – til hendes metode om at skrive ”forlæns” uden at se sig tilbage: ”Jeg skriver romaner, som jeg skriver dagbog, den ene dag følger den anden, og der er ikke noget før og efter. ”

Man aner hvorfor Hammann ikke skriver plotbaserede romaner.

Det er i forlængelse heraf interessant, at Hammann flere gange bringer Knut Hamsuns Sult og J.P. Jacobsens Niels Lyhne på banen i løbet af sin nye bog. Sult og Niels Lyhne er hovedværker i den skandinaviske litteratur fra brydningstiden i slutningen af 1800-tallet. Begge romaner er moderne i den forstand, at der i ingen af de to bøger bliver etableret et punkt, hvorfra livet kan forstås eller sættes i perspektiv.

I en passage fra Niels Lyhne, der også skildrer et menneske hvis liv går i tomgang, fornemmer man parallellerne til Hammanns hovedperson Mette:

“Niels Lyhne var træt; disse idelige tilløb til et spring, der aldrig blev sprunget, havde mattet ham, alting blev hult og værdløst for ham, forvrænget og forvirret, og så småt desuden; det syntes ham naturligst at stoppe sine øren og stoppe sin mund, og så sænke sig ned i studier, der ikke havde noget med verdenskvalmet at gjøre, men var som et stille havdyb for sig selv, med fredelige tangskove og kurieuse dyr.”

I Ofte stillede spørgsmål reflekterer Kirsten Hammann ikke over dette tematiske slægtskab med J.P. Jacobsens Niels Lyhne. I stedet fastholder hun, at den talentfulde forfatter kan skrive om hvad som helst, så længe det er ”menneskeligt og ærligt”, men læseren får aldrig udfoldet, hvad det helt præcist vil sige.

Hammann skriver kraftfuldt, og det er befriende at læse hende gå imod forestillingen om, at alle har talent for at skrive.

Men hendes svar på de oftest stillede spørgsmål forbliver flygtige, som dagene der går og aldrig kommer igen. Og selvom hun nærmest demonstrativt udleverer intime detaljer om sig selv, er det som om man aldrig kommer hende nær.

Tilbage står billedet af en forfatter, der helst bare vil skrive sine bøger i fred.

Topbillede: Gyldendals presseservice.

Kategorier