mm

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Frederik Bojer Bové
på Mobile Pay: 60677086

Kinok: Luk billederne ind

FILM – I anledning af at den franske teoretiker Roland Barthes’ essay-samling Kærlighedens forrykte tale er blevet filmatiseret skriver Kinok Frederik Bové om de to film Luk Solskinnet Ind og Nahid – samt om kærlighed, billeder, og kærlighed til billeder.

Den er atopos, som jeg elsker, og som fascinerer mig. Og som jeg ikke kan klassificere, netop fordi vedkommende er det Unikke, det særegne Billede, der på mirakuløs vis har indfundet sig som et svar på det særlige ved mit begær. Min elskede er min sandheds figur og kan ikke fanges i nogen stereotyp (der jo er de andres sandhed).
– Roland Barthes: Kærlighedens forrykte tale, s. 36

På et tidspunkt siger Isabelle, hovedpersonen i Claire Denis’ fremragende Luk Solskinnet Ind, en filmatisering af Roland Barthes’ essay-samling Kærlighedens forrykte tale, at hendes grundlæggende problem består i, at ingen er i stand til at aflæse, hvad hun mener. Hendes problem består af, at hun er atopos, unik, uklassificerbar, hvilket får hende til at passe ind i det moderne dating-spil som en hund i et spil kegler.

Hun kan ikke forstås, det eneste mulige forhold er derfor at uforbeholdent elske hende.

Men heldigvis spilles Isabelle af Juliette Binoche, der fremstiller hende med en afmålt blanding af uudgrundethed og rendyrket særegenhed, så forelskelsen virker som en ganske relevant reaktion. Og så er hun hovedperson i en film af Claire Denis, hvis film også har for vane at være ganske atopose. Få dyrker som hende mulighederne til at tale i billed- og lyd-sprog, forrykt eller ej.

Claire Denis

Billedet aftegner sig rent og tydeligt som et bogstav: det er bogstavet for det der smerter mig. […] Billedet er uigendriveligt, det får altid det sidste ord; ingen viden kan modsige det, arrangere det, bortforklare det.
– Roland Barthes: Kærlighedens forrykte tale, s. 43

Luk Solskinnet Ind er nærmest en opfordring til en gentænkning af hele Denis’ filmografi. Den erfarne instruktør startede som instruktørassistent, bl.a. på Wim Wenders’ klassikere Paris, Texas og Himlen Over Berlin, inden hun debuterede som instruktør med Chokolade i 1988. Denis voksede op i Fransk Vestafrika og har lavet post-koloniale film som Chokolade, Beau Travail og White Material, og er en af få europæiske instruktører, der konsekvent har immigranter i hovedroller; S’en Fout la Mort og 35 Rhums for eksempel.

Og så har hun været sat i forbindelse med det, der kaldes ‘new french extremity’ på grund af voldsomme film som J’ai pas Sommeil, om en fransk massemorder, og Trouble Every Day, en art vampyrfilm der blandede vold og sex på kvalmende vis.

Det er kærlighedsforhold generelt, Denis skildrer, og som Barthes siger, så består det ikke af viden eller tale, men af billeder. Derfor kommunikerer Denis i billeder, derfor er hendes film så helt absurd stærke

Men alt det kan føles overfladisk i forhold til de problemer, der diskuteres i Luk Solskinnet Ind: Selve muligheden af et personligt forhold mellem mennesker i den moderne verden. Det er i sidste ende grundproblemet i Denis’ film: om det er en familie, der bryder sammen under en borgerkrig i White Material, et ægteskab der knirker, fordi manden har trang til at æde dem, han har sex med i Trouble Every Day, eller de mindre spektakulære familieforhold som i søskendedramaet Nénette et Boni eller far og datter i 35 Rhums.

Det er kærlighedsforhold generelt, Denis skildrer, og som Barthes siger, så består det ikke af viden eller tale, men af billeder. Derfor kommunikerer Denis i billeder, derfor er hendes film så helt absurd stærke.

Hun arbejder gang på gang med fotograf Agnès Godard og musikerne fra bandet Tindersticks, og efterhånden kan en Denis-film kendes på sin tone. En melankolsk guitar, uudgrundelige karakterer – ofte spillet af mindre kendte, men udtryksfulde ansigter som Alex Descas og Grégoire Colin – og en klipning, der ofte indsætter små sekvenser, der egentlig ikke har så meget med plottet at gøre, men som føles rigtige, og i sidste ende er dem man husker.

Mesterværket er Beau Travail fra 1999 – nummer 79 på Sight & Sounds top 250 fra 2012, den fjerdebedst placerede fra halvfemserne – der baserede sig på Herman Melvilles novelle Billy Budd, men som nok hovedsaglig huskes for sine fantastiske dansesekvenser, inklusive ovenstående fabelagtige slutsekvens, der her 19 år efter stadig diskuteres: Hvad er meningen, hvor kom det fra, hvordan passer det ind?

Jeg ved det ikke (hvorfor jeg ikke føler, jeg spoiler noget af filmen ved at diskutere det) men i research-arbejdet til den her klumme, fandt jeg ud af, at det er to klip, og at filmskaberne syntes, de begge var så stærke, at de puttede dem begge ind. Og at filmen måtte slutte med dem, for intet kunne komme efter.

Det er den slags æstetisk tænkning, der skaber mesterværker.

Solskin

Der er dog også andre grunde til at Isabelle virker så uudgrundelig, nemlig at mændene i hendes liv til tider nægter overhovedet at gøre et forsøg på at finde ud af, hvad hun mener.

I filmens åbningsscene har hun sex med en rig bankmand, uden at hun lader til på nogen måde at nyde det, men han spørger hende alligevel, om hun kommer – et spørgsmål der udløste et nærmest hånligt fnis fra en række bag mig til pressevisningen.

Isabelles insisteren på, at det er dejligt alligevel, virker ikke voldsomt troværdig, men bankmandens reaktion er bare at spørge, om hun havde nemmere ved at få orgasme med en tidligere elsker – hendes orgasme er tydeligvis for ham kun vigtigt som et bevis for hans egen seksuelle formåen.

Den slags relationalitet går begge veje – Isabelle afbryder også en session med sin eksmand, da han slikker sine fingre på en tydelig pornoficeret måde; et billede på at han har haft et sexliv efter deres forhold, og måske ikke det mest glorværdige af slagsen – men for Denis’ kamera, og dermed for publikum, får karaktererne lov til at optræde som sig selv.

Inden en skuespiller f.eks. mødes med Isabelle til en date, ser vi ham klæde om efter en forestilling, og han kaster spejlbilledet af hans nøgne overkrop et beundrende blik, der er svært at glemme, og som fortæller meget mere om hans personlighed, end han lader komme til udtryk i hans ellers lidt for åbenhjertige snak på daten.

Men central er naturligvis Isabelle. Vi ser hende det meste af tiden på dates, optrædende overfor de forskellige mænd hun mødes med, men i tiden indimellem finder vi endnu mere ud af, hvem hun er: Hvordan hun snakker, spiser, sover, hvornår hun mister selvkontrollen og råber, hvornår hun tydeligvis er i fuldstændig kontrol over for de mænd hun forfører.

I sidste ende er der et enkelt fremragende kærlighedsforhold i Denis’ film: Mellem os og Isabelle.

Nahid

Det er nemt, når man ser Luk Solskinnet Ind, at beklage, hvor svær kærligheden skal være i vores moderne samfund, men når man så ser en film som iranske Nahid, burde det være tydeligt, at det kunne være meget værre. Ida Panahandehs debutfilm omhandler et iransk fænomen med midlertidige ægteskaber, hvor par flytter sammen på ad hoc basis, et arrangement der dels er ildeset i det æresbaserede samfund, og dels er åbent for misbrug, hvor det kan være svært at skelne fra prostitution.

Nahid er en enlig mor i trediverne, der tilsyneladende blev gift med sin fætter i håbet om, at det ville hjælpe ham ud af hans heroin-misbrug, men nu bor alene med en krævende søn og en arrig eks-mand. Pengene er små, især fordi Nahid insisterer på, at sønnen Amir Reza skal gå på privatskole, og hun har kun fået forældremyndigheden over sønnen på betingelse af, at hun ikke gifter sig igen. Nahid er fanget i et spind, hvor hun er tvunget til at stå på egne ben, eller at holde det hemmeligt, at hun forsøger at stifte familie igen.

Det er et unikt, atopos, miljø Panahandeh her tegner op, og billedsproget er på samme måde nærmest overmåde smukt. Her er der forelskelse og kærlighed at spore.

Det er et mærkværdigt trekantsdrama: Nahid elsker sin søn, som lader til mest af alt at elske sin far, som insisterer på, han stadigvæk elsker Nahid, omend det ikke er ret tydeligt i den måde, han opfører sig over for hende.

Filmen er plottung, og intrigerne omkring Nahid og hendes forskellige ægteskaber viser kærlighed som tale snarere end som billeder, hvis man skal blive i Barthes’ terminologi.

Nej, de unikke billeder findes i filmens periferi, i skildringen af det mærkværdige miljø enlige og pengemanglende Nahid må bo i. Hendes faldefærdige ejendom ligger i udkanten af en lille iransk by, hvortil man kommer med båd over en lille flod. Det er et unikt miljø Panahandeh, her tegner op, og billedsproget er på samme måde nærmest overmåde smukt. Her er der forelskelse og kærlighed at spore.

Det er efterhånden også ret tydeligt, at lejligheden i høj grad er det, som Nahid elsker: Selve livet for sig selv, uden at være fanget ind af eksmand eller af familie eller af en ny elsker. Heri ligger selve betingelsen for selv at være atopos, at være Nahid, ikke bare kone eller ekskone eller mor, men noget i sig selv.

Panahandeh formår at skildre den spænding, mellem dels Nahid som rolle, som statussymbol for mændene omkring hende, og Nahid som menneske, via især den smukke brug af rum og omgivelser. Dermed bliver hendes film også atopos, kunst, og et smukt indblik i Iran i dag.

Iran nu

Nahid vises dels som månedens film i Cinemateket, men også som del af serien Iran nu, der netop forsøger at give os et indblik i Iran, som det er i dag. Af tilbageværende arrangementer kan nævnes, at Panahandehs opfølger til Nahid, en film ved navn Israfil, såmænd også vises onsdag d. 25, og at en dokumentar om den iranske bil Paykan vises lørdag d. 28. Nahid vises flere gange indtil d. 1. maj.

Filmen er det sprog hvorigennem verden taler med sig selv. Den er en lind strøm af verdenens billeder, der ikke så meget kræver afkodning eller viden, som det kalder på kærlighed.

Det er et specielt indblik man får i et land ved at se dets film snarere end at læse om det – netop et indblik via billeder snarere end tekst. Iran har været blandt verdens vigtigste filmnationer siden i hvert fald 90’erne, hvor nyligt afdøde Abbas Kiarostami brød igennem som en af verdens vigtigste stemmer. I år er der to iranske instruktører i hovedkonkurrence i Cannes, Asghar Farhadi og Jafar Panahi.

For den, der har lyst, er der dermed mulighed for at dykke ned i en lind strøm af unikke iranske billeder. De rangerer fra det poetiske landskab Kiarostami fremviste med uhørt nænsomhed til de postmoderne meta-elementer, der fylder godt op i film fra Jafar Panahi og Mohsen Makhmalbaf. Og så bare til alle de specifikke kulturelle detaljer, som den måde kvinder bærer deres tørklæder lidt løsere end i andre muslimske lande, eller den rolle som kærlighed til fodbold ofte spiller.

Filmen er det sprog, hvorigennem verden taler med sig selv. Den er en lind strøm af verdenens billeder, der ikke så meget kræver afkodning eller viden, som det kalder på kærlighed. I en af de sidste scener i Luk Solskinnet Ind taler Isabelle med en art guru, der læser hendes skæbne. Hun opfordres til at finde et eller andet at tro på, at stole på at elske. For os cineaster er det ikke ret svært. Og en uge som denne, med to så strålende film, gør det kun lettere.

Fotocredits: Angel Film & Noori Film

Kategorier