Karen Hammer: Victoria og Abdul

af

ANMELDELSE – Engelske dronning Victoria elskede sin afdøde prins Albert hele livet, men Stephen Frears nye film om dronningens ensomme år efter prinsens død viser, at hendes hjerte også havde plads til en charmerende mand fra Indien. Victoria & Abdul er i biograferne nu, og POV’s Karen Hammer kvitterer med fire stjerner. 

Forfatterinden Shrabani Basu var egentlig i gang med at researche en bog om karryens historie. Undervejs i forløbet opdagede hun, at dronning Victoria var meget glad for karryretter. Hun fik tilladelse til at besøge dronningens sommerresidens, Osborne House på Isle of Wight, og undrede sig over at finde minder fra en periode i Victorias liv, som hidtil havde været ukendt: En bronzebuste og portrætter af en statelig indisk mand og dronningens Durbar Room proppet med skatte fra det kejserdømme, som hun aldrig selv besøgte. Hun kunne ikke selv rejse til Indien, for der var en fatwa imod hende, og i stedet samlede hun derfor kunst og kultur fra det enorme fjerne rige, som hun allerede i 1858, efter Sepoy-oprøret, var blevet kejserinde af.

Billede af Abdul Karim (1863-1909) fra Durbar Korridoren, Osborne House. Foto: Royal Collection Trust / © HM Queen Elizabeth II 2017

Shrabani Basu var faldet over en godt glemt hemmelighed. Den afbildede unge inder havde som skotten John Brown været en nær ven og fortrolig af den aldrende dronning, men sporene efter ham var stort set blevet udslettet. Da dronning Victoria døde den 22. januar 1901, fik hendes søn Edward VII omhyggeligt destrueret hele korespondancen mellem sin mor og hendes Munshi (lærer).

Han havde imidlertid overset hendes notesbøger – skrevet på urdu! – dem fik Shrabani Basu adgang til i 2006, og hun sørgede for at få dem oversat. I 2010 dukkede Abduls dagbøger op i Karachi hos en af hans fjerne familiemedlemmer. Ud fra disse kilder skrev hun Victoria & Abdul: The True Story of the Queens Closest Confidant.

Ukendt kærlighedshistorie

Filminstruktøren Stephen Frears fik tildelt opgaven at filmatisere denne ukendte kærlighedshistorie. Han besluttede straks at bede Judi Dench om at fylde rollen som Victoria. Dench havde nemlig allerede i 1997 spillet dronning Victoria i John Maddens Hendes Majestæt Mrs. Brown, der fortalte om det meget tætte forhold mellem skotten John Brown og den ensomme, livstrætte dronning. Judi Dench blev meget glad for Frears’ tilbud – det gav hende chancen for at vende tilbage til mennesket Victoria, som hun beundrede og allerede kendte så godt.

Stephen Frears præsenterer os for en ældre, lidt knarvorn dame, der er dødtræt af de mange store ceremonier og middage i anledning af hendes 50-års jubilæum

Den meget unge Victoria blev dronning i 1837; hun giftede sig i 1840 med sin tyske fætter Albert, som hun forgudede overalt på jorden. De fik ni børn, som hun ikke var alt for interesseret i, og så – allerede i 1861 – døde hendes elskede mand, som hun klædt i sort begræd resten af sit liv. Sent i livet mødte hun John Brown, som til hoffets bekymring blev hendes nære ven og fortrolige. Sladderen sagde, at de var gift.

Efter tyve års venskab døde han i 1883, og hun følte sig atter meget alene. I anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum i 1887 besluttede regeringen at sende to flotte engelsktalende indere til London for at overbringe en ceremoniel mønt – en mohur – til dronningen. Den højeste og flotteste, en kontorist fra fængslet i Agra, var Abdul Karim.

The Queen of Fruit

Stephen Frears, der tidligere med The Queen (2006) havde lavet en film om dronning Elizabeth i skikkelse af Helen Mirren, præsenterer os nu for hendes forgænger, Victoria, som en ældre, lidt knarvorn dame, der er dødtræt af de mange store ceremonier og middage i anledning af hendes 50-års jubilæum. Premierministeren prøver at opmuntre hende med smalltalk om hungersnød i Indien og uroligheder i Irland, mens hun piller ved maden og keder sig. Hun liver lidt op, da de to indere i højrøde uniformer træder ind i festsalen.

Den første, Abdul, bærer på en pude med den kostbare guldmønt. Han er omhyggeligt blevet instrueret i den korrekte hofetikette og ved, at det er strengt forbudt at se på dronningen. Men hans dybtfølte loyalitet mod sin høje herskerinde tager over, og han smiler til hende for straks efter at kaste sig ned og kysse hendes tåspidser. Victoria oplever ham som et befriende pust, og kort efter er både Abdul og kollegaen Mohammed ophøjet til hendes personlige lakajer.

Det var meningen, at de begge kort efter skulle rejse hjem, men nu må det forfærdede og racistiske hof leve med, at Abdul får privilegeret adgang til dronningen, når hun ordner sin korrespondance i enerum. Med en næsten barnlig naivitet svarer Abdul på hendes spørgsmål og giver hende et indblik i hendes fjerne imperium, Indien. Han fortæller om Taj Mahal og den gribende kærlighedshistorie, der ligger bag gravmælets konstruktion, og han fortæller om frugten mangostan, også kaldet ”The Queen of Fruit”, hvorefter hun straks beordrer hoffet at skaffe et eksemplar af frugten.

They only grow in India
I am the Empress of India so have one sent!

Da den endelig kommer frem, kasserer hun den, for den er blevet for moden og for gammel.

Royale koranstudier

Inspireret af Abduls mange beretninger fra sit hjemland begynder Victoria at samle på kunst og kultur fra Indien og opretter et Durbar Room til sine mange nye skatte. Hun udnævner Abdul til sin Munshi og går energisk i gang med at lære at skrive og tale urdu. Hun er begejstret og liver gevaldigt op. Ingen ved hoffet kan forstå, hvad hun kan se i en ”simpel bonde” fra Indien.

Hendes søn Edward, som meget længe har gået og ventet på, at det blev hans tur til at være konge, spionerer desperat uden for hendes dør og truer med at få hende erklæret sindssyg, hvis hun ikke straks fjerner denne irriterende muslimske fremmede, der bringer monarkiet i krise. I et system, hvor dronningens nåde stadigvæk er af kolossal betydning for en mands status og avancement, irriterer det de britiske aristokrater, at en inder – en farvet person – benytter dronningens indflydelse til så let at opnå forfremmelse.

Steven Frears har lavet en meget smuk og underholdende film, hvor man får stor sympati for den unge charmerende Abdul, der med sit rene hjerte er i stand til at hjælpe den gamle, evigt sørgende kvinde tilbage til en meningsfyldt tilværelse

Alle, høj som lav, ved hoffet er fortørnede over, at en indfødt fra kolonierne bliver behandlet som deres ligemand/overmand. Dronning Victoria, der i den grad er lykkelig over atter at have fået en fortrolig ven, beskytter på alle måder Abdul, der følger hende rundt som en lille hund. Da en adelig fra hoffet har været i Indien for at tjekke Abduls bagrund og afslører hans sande rang for Victoria, tager hun det i stiv arm og flytter ud til Osborne House, hvor hun i fred og ro kan slappe af og koncentrere sig om sine studier i Koranen.

En fortryllende Judi Dench

Steven Frears har lavet en meget smuk og underholdende film, hvor man får stor sympati for den unge charmerende Abdul, der med sit rene hjerte er i stand til at hjælpe den gamle, evigt sørgende kvinde tilbage til en meningsfyldt tilværelse. Han beskytter hende mod hoffets tunge etikette, og hun beskytter ham mod Edwards angreb og hofsnogenes sladder og intriger. Man forstår hendes betagelse af den livlige og meget talende Abdul, for skuespilleren Ali Fazal har de dejligste, spillende brune øjne og fremstår som en uhyre sympatisk og omsorgsfuld person.

Judi Dench, der nu 82 år gammel netop har alderen til at spille den gamle, trætte Victoria, er fortryllende i sin entusiasme og glæde ved alt det nye og spændende, som Abdul kommer med – og imponerende, når hun rasende pointerer over for den utaknemmelige søn: ”I am Queen of England, Empress of India, I am greedy, ill-tempered, fat and in a disagreeable way attached to power, but I am anything but insane. How dare you attack Abdul!

Eddie Izzard som Edward er vældig overbevisende og morsom i sin frustration over ikke at kunne styre sin ældgamle mor, som først og fremmest ikke kan lide ham, og som dernæst slet ikke respekterer hoffets traditionelle etikette ved at favorisere en muslimsk undersåt fra kolonierne. Man får næsten ondt af gamle Bertie.

Kærlighed i ensomheden

Graver man lidt i de historiske dokumenter, finder man, at meget tyder på, at Abdul Karim ikke bare var dronning Victorias bedste ven, men også bevidst misbrugte deres venskab til at avancere i graderne; der var med andre ord reelle grunde til, at man ønskede at få ham fjernet.

Alligevel kom hans indflydelse på Victoria vist ikke nogen til skade. Han lærte hende, at hendes mission var at tjene sine hundredevis af millioner undersåtter, at hendes liv havde en mening. Det ansporede dronningen til at kæmpe mod samtidens racisme og hykleri og forlængede utvivlsomt hendes allerede lange regeringsperiode.

Dronning Victoria elskede sin afdøde Albert hele livet, men via de to film Hendes Majestæt Mrs. Brown og Victoria & Abdul står det klart, at hendes hjerte i de mange ensomme år efter 1861 også havde plads til en stovt skotte og en charmerende inder.

Jeg morede mig fint og giver fire stjerner.

Victoria & Abdul
Premiere: 02.11.2017
Genre: Drama
Copyright og fotos: UIP

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 100 lande, dog kun i 25 i Afrika. Skriver om African Cinema. Researcher for tiden i Elfenbenskysten og Burkina Faso. Overlever på pension fra forskellige gymnasieskoler.

Seneste indlæg fra

Gå til Top