mm

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Se alle skribentens artikler

Iran – en lang række polemiske film af uhørt intensitet

FILM – Engang for meget længe siden deltog jeg i en filmfestival i Torino. Festivalen præsenterede film af unge instruktører, der endnu kun havde lavet tre spillefilm. Det var et meget spændende kig ind i mange fjerne landes kulturer. Men det, der virkelig fik mig op på mærkerne, var en total præsentation af en for mig helt ukendt iransk instruktør, Mohsen Makhmalbaf.

Man fortalte, at instruktøren allerede havde været fem år i fængsel for politisk aktivitet mod Shahens regime, men nu atter var fri under det nye meget, anderledes Khomeni-regime. Jeg afleverede straks efter hjemkomsten festivalkataloget til Børge fra Husets Biograf, og han sørgede hurtigt for at få Makhmalbafs film til Danmark.

Jeg så dengang hans mest berømte socialrealistiske film, The Cycle, fra 1987, og havde så den glæde for et par år siden at gense dette mesterværk, da Cinemateket i 2016 præsenterede en temaserie med iranske film. I mellem tiden har Makhmalbaf lavet mange film, og har selvfølgelig atter haft problemer med myndighederne og censuren. I begyndelsen klarede han sig ved at flytte produktionen til udlandet med en mindre streng censur, men i 2004 gav han op og flyttede fra Iran.

Hans filmografi består af 30 spillefilm; de er i dag alle forbudt i Iran. Fra de senere år kan nævnes Gabbeh, 1995, A moment of Innocence, 1996, The Silence, 1998, Rejsen til Kandahar, 2001 (nomineret i Cannes), Afghan Alfabeth, der beretter om hans arbejde i Iran med at skaffe skoler og undervisning til 20.000 afghanske flygtningedrenge, og i 2014 den morsomme og sarkastiske The President, som har været vist herhjemme. I mellem tiden er hans datter Samira sprunget ud som filminstruktør, og vi har i danske biografer kunnet se hendes debut, Æblet, og Blackboards fra 2003.

Posthusteatrets idealistiske sats

Irans store, internationalt anerkendte instruktør Abbas Kirostami, der levede fra 1940 til 2016, modtog et væld af internationale priser og blev ikke censureret af de iranske myndigheder. Takket være Posthusteatrets idealistiske ledere, Carsten og Tine, blev vi allerede i 1987 præsenteret for Kirostamis fortryllende lille film Hvor er min vens hus, der gik med stor succes i månedsvis, så biografen turde fortsætte med at skaffe Kirostamis afslappede apolitiske mesterværker hjem. I 1992 The Wind Will Carry Us, som modtog Guldløven i Venedig og i 1994 Gennem Olivenlunden. I 1997 vandt han førsteprisen i Cannes med Smagen af kirsebær.

Takket være Posthusteatrets idealistiske ledere, Carsten og Tine, blev vi allerede i 1987 præsenteret for Kirostamis fortryllende lille film “Hvor er min vens hus”

Hans seneste værker, eksperimental-spillefilmen Shirin, 2008, og dokumentarfilmen Roads of Kirostami, 2005, har ikke været oppe i Danmark, men ved Cinematekets nylige Iran-temauge hyldede man hans lange kunstnerliv og viste hans allerseneste værk, 24 Frames, 2017.

Husets biograf fortsatte Posthusteatrets arbejde ved at vise to film af den iranske instruktør Bahman Ghobadis: De berusede hestes tid, 2002, der fortalte om det livsfarlige arbejde, det er at smugle bildæk op over bjergene fra Iraq til Iran, og Turtles Can Fly, 2008, en meget deprimerende antikrigsfilm med børn i hovedrollerne. Ghobadis hører til den yngre genration af iranske instruktører, hvis film Cinemateket i forrige måned viste ved sin nyeste Iran-præsentation.

Ældst af denne nye generation er den journalistuddannede Isghara Yousefinejad, født 1969, der i 2017 vakte begejstring og vandt adskillige priser ved Fajr International Film Festival med sit sorte lystspil The Home.

Irans kvinder

Filmen var indspillet på tyrkisk og handlede om en familiestrid over en død bedstefar. Man er uenig om begravelsen, og den tilsyneladende så pligtopfyldende datter får alvorlige problemer, da myndighederne helt uventet kræver en obduktion!

Behnam Behzadi, født 1972, fortæller med Inversion en besk historie om kvinden Niloofar, der har rundet de 30 år og endnu er ugift. Hun leder en lille industri, bor sammen med sin mor og har lige fået en interesseret bejler. Da mor kommer på hospitalet og diagnosticeres som lungesyg, bliver det nødvendigt at flytte hende mod nord langt væk fra Teherans smog. Familien beordrer Nilofaar til at fyre sine ansatte, lukke butikken og sammen med mor flytte sit liv langt væk fra byen. Hun er jo bare en kvinde uden børn, og hendes broder kan få sin dårlige øhonomi rettet ved at sælge hendes arbejdsplads! Hun protesterer voldsomt, men tages ikke alvorligt, for hvem skal ellers tage sig af mor?

Kvindens rolle i det iranske samfund er tydeligvis stadigvæk meget svag, hvilket vi også kan se ud fra et par af de andre film

Ida Panahande, født 1979, præsenteres med to spillefilm: Månedens film, Nahid, fra 2015 og Israfill fra 2017. Den kvindelige instruktør dissekerer intenst og vredt den i Iran udbredte skik med midlertidige ægteskaber. Dette er praktisk for enlige mænd, men hvad med kvinderne? De risikerer at blive beskyldt for prostitution.

Kvinden Nahid kæmper for at kunne beholde sin søn. Hendes junkie-eksmand har forældrerettigheden og prøver at presse hende til at komme tilbage. Af økonomiske grunde accepterer hun et ægteskab med en velhavende, meget forelsket mand, der går med til at holde det skjult. Da hans stride søster opdager sandheden, er helvede løs, men måske reddes hun, da politiet sætter manden ind for tyveri?

Israfil kommer atter ind på kvindens svage position i Iran. Den fraskilte Mahi har mistet sin søn ved en bilulykke. Ved begravelsen i sin hjemby træffer hun den mand, hun i sin tid elskede, men af sociale grunde ikke måtte få. Han er imellemtiden flyttet til Canada, men er tilbage for at sælge sin ejendom og hente sin forlovede. Fortidens følelser og minder vender tilbage for dem begge. Kan livet måske give dem endnu en chance?

Dokumentarfilmen Sonita af Rokhsareh Ghaemmaghami, født 1976, er fra 2016 og fortæller om den 18-årige rapper Sonita fra Afghanistan, der lever som flygtning i Iran. I Afghanistan må piger ikke synge, mens det er OK i Iran. Hun er lykkelig for sit liv på en flygtningeskole, hvor man støtter hende. Men da hendes mor ankommer for at tvinge hende hjem til et arrangeret ægteskab, får hun problemer.

Mor ser hende som en vare: hendes brudepris er nemlig nødvendig for, at hendes ædre broder kan få råd til at gifte sig. Sonita rapper en sang om sin tvungne situation og planlægger at søge asyl i USA. Alle hendes papirer befinder sig i Kabul; hun vil blive nødt til at rejse hjem for at få et pas, hun er nødt til at få sin mors hjælp og accept.

Situationen er håbløs, selvom Sonita har fået en invitation fra et musikcollege i USA. Nu sker der noget, som ellers aldrig må ske i en dokumentarfilm: Instruktøren blander sig aktivt i sin hovedpersons skæbne ved at give Sonitas mor 2000 dollars mod at give pigen endnu et år til at løse sine problemer. Alt ender godt; Sonita får succes i USA og sender penge hjem, så mor forstår, at piger også kan være værdifulde, og filmen vinder publikumsprisen ved Sundance-festivalen. En oplagt film at vise på DR-K.

International anerkendelse

For nogle måneder siden var A Man of Integrity, (2017, af Mohammed Rasoulof, født 1972, månedens film på Cinemateket. Det er en stærk og vedkommende film, der beretter om korruption og grådighed ude i de små samfund i Iran. Da filmen tidligere er anmeldt her på POV, nøjes jeg lige nu med at prise den, og undre mig over, hvordan han kunne lave den, når han i 2013 blev idømt seks års fængsel for i hemmelighed at have lavet Manuscripts Don´t Burn, der med sin vrede og raseri vakte opsigt i Cannes 2013. Filmen fortæller den sande historie om et mislukket forsøg i 1996 på at overfalde og dræbe en busfuld forfattere.

Asghar Farhadi er blevet en betydningsfuld instruktør i Iran og herhjemme efter flere Oscars for stærke film, der sågar har været oppe i danske biografer. I 2011 modtog han en Oscar for det intense og deprimerende drama Nadar og Simin – en separation. I 2014 modtog han for Fortidenen Cesar, en Bodil og en Golden Globe, og i 2017 atter en Oscar for The Salesman.

Der er mange flere spændende filminstruktører i Iran, og da de tider, hvor man brændte publikum inde i biograferne, er forbi, så kan vi bare glæde os til de kommende mesterværker

Jafar Panaki, født 1960, havde i 2016 Taxi Teheranoppe i Grand-biografen i København; den meget underholdende film var optaget illegalt med instruktøren som en taxachaufør i Teherans gader. Panaki var nemlig raget uklar med myndighederne og havde fra 2009 forbud mod at arbejde og mod at rejse ud af landet, men det tog han forbløffende afslappet på, så filmen kom til Europa og nodtog en Cesar.

Panaha er ikke hjem som helst: I 1995 lavede han en meget smuk film, The White Balloonmed manuskript af Kirostami, i 2000 vandt han den Gyldne Løve i Venedig med The Circle, og i 2006 vandt hans film OffsideSøvbjørnen i Berlin.

Der er mange flere spændende filminstruktører i Iran, og da de tider, hvor man brændte publikum inde i biograferne, er forbi, så kan vi bare glæde os til de kommende mesterværker.

Hovedfoto: Wikimedia Commons.

Kategorier