Den illiberale kapitalismes anatomi

af

Hvad har Vladimir Putin, Donald Trump, Recep Tayyip Erdoğan, Ungarns premierminister Viktor Orbán og formanden for det polske Lov og Retfærdighedsparti til fælles? De er alle illiberale demokrater og ser alle markedsøkonomien som et redskab til at styrke statsmagten, skriver Polens tidligere finansminister Jacek Rostowski. Han advarer mod ledere, som udformer deres politik med det mål at styrke statsmagten og svække den dømmende magt. I sidste ende vil det underminere velstanden og deres respektive landes stykepositioner og således også i sidste ende deres egen berettigelse.

BUDAPEST – Populister som Donald Trump, Polens de facto leder, Jarosław Kaczyński, og autoritære præsidenter som Tyrkiets Recep Tayyip Erdoğan og Ruslands Vladimir Putin, deler ikke kun Ungarns premierminister Viktor Orbáns begreb om det såkaldte ”illiberale demokrati”. De går også hver især ind for en form for ”illiberal kapitalisme.”

Men hvad indebærer en illiberal kapitalisme, og hvor sammenlignelig er den med et illiberalt demokrati? For det første betragter nationalister, som Trump, Kaczyński, Erdoğan, Putin og Orhán, ikke markedsøkonomien som et middel til at hæve velstanden, effektiviteten eller den individuelle frihed i et samfund, men ser den hovedsageligt som et redskab til at styrke statsmagten.

Den russiske kommandoøkonomi

Historisk set har den autoritære højrefløj været delt i spørgsmålet om forholdet mellem markedet og staten. I et ekstremt eksempel etablerede nazisterne en kommandoøkonomi ved at bevare retten til privat ejendom sammen med en høj ulighed i indkomst. I et andet ekstremt eksempel advokerede sociale darwinister i Europa og USA i det 20. århundrede for frie hjemmemarkeder, hvor kun de ”stærke” ville overleve for på den måde at gøre landet mere robust.

Under Ruslands yderst komplicerede ejerskabsstrukturer er Kremls kontrol med formuer synonym med politisk kontrol. Frem for at forsøge at kontrollere millioner af mennesker fra de velstillede klasser, kan staten udkommandere et hemmeligt politi til at styre 20-30 oligarker

I dag befinder Rusland sig i den ene ende af det illiberale-kapitalist spektrum. Putin ser i det store hele Sovjetunionens sammenbrud som en økonomisk fiasko, og han anerkender, at privat ejendom og et marked kan gøre den russiske økonomi mere modstandsdygtig over for Vestens sanktioner.

Men han mener også, at ejendomsretten er underlagt behovene fra den russiske ”sikkerhedsstat”, hvilket betyder at ejerskabet altid er betinget.

Meget passende for en tidligere KGB-officer mener Putin derudover, at den russiske stat har den ”ultimative ejendomsret”, når det gælder borgeres private aktiver – ikke kun i Rusland, men også i udlandet. Russiske oligarker og virksomheder, der opererer internationalt – såsom dem der har interageret med Trump-organisationen – er således potentielle redskaber i udarbejdelsen af Ruslands udenrigspolitik.

Hitler berømte spøg om at bolsjevikkerne nationaliserede produktionsmidlerne, mens nazisterne gik skridtet videre og nationaliserede selve folket, runger i baghovedet. Hitlers spøg er i store træk identisk med Putins egen forståelse af forholdet mellem kapitalister og staten, ifølge hvilken selv de rigeste russiske oligarker i sidste ende er statens træl.

Trumps økonomiske populisme vil højst sandsynligt manifestere sig i en afholdenhed fra pro-marked initiativer, der åbenlyst vil komme til at skade den hvide arbejderklasse

Under Ruslands yderst komplicerede ejerskabsstrukturer er Kremls kontrol med formuer synonym med politisk kontrol. Frem for at forsøge at kontrollere millioner af mennesker fra de velstillede klasser, kan staten udkommandere et hemmeligt politi til at styre 20-30 oligarker.

Amerikansk protektionisme under Trump

Trump befinder sig i den anden ende af nutidens illiberale-kapitalist spektrum. Han er ikke mindre tilpas med store indkomstuligheder end Putin, men han er ikke nær så tilbøjelig til at bruge staten til at favorisere bestemte forretningsfolk (andre end ham selv). Og hans administration har som et resultat heraf brugt dekreter som redskab til at tilbagerulle mange af de regulativer, som den tidligere amerikanske præsident, Obama, indførte.

Trods det er der undtagelser i Trumps støtte til det frie marked. Han foretrækker protektionisme og lavt forrentede lån, tilsyneladende fordi sådanne standpunkter spiller godt sammen med hans politiske kernevælgere – den hvide arbejderklasse.

Vælger Trump at følge protektionismens vej, vil USA’s handelspartnere imidlertid svare igen med forholdsregler rettet direkte imod grundpillerne i hans politik, som da den Europæiske Union for nylig truede med at belægge Kentucky Bourbon med afgifter. I lyset af den trussel vil Trumps økonomiske populisme højst sandsynligt manifestere sig i en afholdenhed fra pro-marked initiativer, der åbenlyst vil komme til at skade den hvide arbejderklasse.

Allerede da Erdoğan kom til magten afholdt hans støtte til frie markeder ham ikke fra at fordømme fantasifulde økonomiske konspirationer. Men hvis han prøver at indvarsle en tilbagekomst til etatisme, vil Tyrkiets voksende entreprenørklasse vende sig imod ham

I Tyrkiet kom Erdoğan til magten i 2003 som forkæmperen for den gudfrygtige og muslimske del af de anatolske entreprenører. Ved at opponere mod Tyrkiets regerende kemalistiske elites traditionelle etatisme indførte Erdoğan pro-marked reformer og lod som om han forpligtede sig til at få Tyrkiet optaget i EU ved at støtte landets demokratiske institutioner.

Nu hvor Erdoğan har opnået flere af sine politiske mål, doserer han sine forpligtigelser til demokratiet. Det vil vise sig, om han vil gøre det samme med markedskapitalismen. Men selv da Erdoğan kom til magten afholdt hans støtte til frie markeder ham ikke fra at fordømme fantasifulde økonomiske konspirationer. Hvis han prøver at indvarsle en tilbagekomst til etatisme, vil Tyrkiets voksende entreprenørklasse imidlertid vende sig imod ham.

Angreb på uafhængige domstole

I Ungarn har Orbáns indgangsvinkel til kapitalismen været mere kompleks. Selv om han ofte bliver kaldt ”populist” i Vesten, kombinerer hans politik social darwinisme med nationalisme. På den ene side har han indført en flad indkomstskat, der tilgodeser de velhavende og en børneskat, som kun gavner husholdninger med høje indkomster. På den anden side holder han – ligesom Putin – fast i en klike af rige oligarker, som hjælper ham med at bevare magten, bl.a. ved at kontrollere de ungarske medier.

Kaczyńsk er den største økonomiske populist blandt de illiberale kapitalister. Han startede ud som social darwinist ved at indføre en børneskat, der senere skulle inspirere Orbán. Men siden hans Lov og Retfærdighedsparti vandt magten tilbage i 2015, har Kaczyńsk kernepolitik været en månedlig ydelse på 115 euro til polske familier for hvert barn bragt til verden efter den første.

Det er ikke tilfældigt, at alle fem ledere nævnt i denne artikel har angrebet den dømmendes magt uafhængighed i eget land … i hvert tilfælde er uafhængige dommere blevet set som rivaliserende magtudøvere

Derudover har Kaczyńsk presset på for at hæve minimumspensionen – frem for at hæve alle pensioner – og for at sænke tilbagetrækningsalderen, hvilket vækker begejstring blandt lavindkomstvælgerne i landdistrikterne, også selv om det gør pensionssystemet mindre bæredygtigt. Når det kommer til handel har Kaczyńsks regering protesteret højlydt mod protektionisme rettet mod Polens interesser, som det var tilfældet,da Frankrigs præsident Emmanuel Macron foreslog at ændre reglerne for udsendt arbejdskraft.

Nutidens eksempler på illiberal kapitalisme spænder fra at tolerere ekstrem ulighed til at favorisere en stor omfordeling, og fra overdreven etatisme til brede dereguleringer af markedet. Bortset fra et fælles syn på protektionisme, ser disse ledere ikke ud til at have meget til fælles.

Men langt mere vigtig end hver enkelt regerings økonomiske politik er dens politiske orientering.

Det er ikke tilfældigt, at alle fem ledere nævnt i denne artikel har angrebet den dømmendes magt uafhængighed i eget land. Putins og Erdoğans hårde kurs har utvivlsomt været langt mere effektiv end Trumps ytringer på Twitter eller Lov og Retfærdighedspartiets forhalede forsøg på en retsreform denne sommer. Men i hvert tilfælde er uafhængige dommere blevet set som rivaliserende magtudøvere.

I politik er det fristende at bøje loven, så den passer til ens egne formål. Men uden retsstatsprincipper mister erhvervslivet troen på, at kontraktaftaler og den private ejendomsret vil blive håndhævet uafhængigt. Dermed kan økonomien ikke fastholde en langvarig og robust vækst. Det er derfor at illiberale demokrater, som udformer deres politik med det mål at styrke statsmagten, i sidste ende vil underminere velstanden og deres respektive landes stykepositioner og således også i sidste ende deres egen berettigelse.

Project Syndicate og POV International.

Oversat af Kristian V. Jensen.

Topbillede: Istanbul skyline, WikiMedia Commons 

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Jacek Rostowski
Politisk rådgiver, tidligere finansminister

Jacek Rostowski (1951) var Polens finansinister og vice-premierminister fra 2007-2013. Han er uddannet BA i internationale relationer og MA i historie og økonomi fra UCL og London School of Economics. Han er født i London og arbejdede i 1990'erne for både UCL og LSE. I sin tid som universitetsansat grundlagde han sammen med Ljubo Sirc det akademiske tidsskrift, Communist Economies (der senere skiftede navn til  Communist Economies & Economic Transformation and Post-Communist Economies).  I begyndelsen af ​​1980'erne var han sammen med sin kone Wanda Kościa aktiv i den polske kampagne for Solidarnosc med base i London. Fra 1989 til 1991 efter kommunismens fald var Rostowski rådgiver for den polske viceministerpræsident og finansminister Leszek Balcerowicz. I 1991 var han med til at stifte den Warszawa-baserede tænketank, Center for Social og Økonomisk Analyse (CASE), hvis hovedformål  var at hjælpe de tidligere østblok-lande med overgangen til kapitalismen. Fra 1997 til 2000 var han formand for det makroøkonomiske politiske råd i det polske finansministerium og fra 2002-2004 arbejdede han som økonomisk rådgiver for Polens Nationalbank. I 2004 blev Rostowski udnævnt til økonomisk rådgiver for Bank Pekao. Han forlod det job, da han blev udnævnt til finansminister i 2007. I 2015 udnævnte Polens premierminiser Ewa Kopacz ham til sin politiske toprådgiver. Jacek Rostowski har skrevet flere bøger herunder "Macroeconomic Instability in Post-Communist Countries" (Oxford University Press). Han er tidligere medlem af det britiske konservative parti.

Seneste indlæg fra

Gå til Top