SUNDHED & AYURVEDA // ESSAY – Nanna Kalinka Bjerke blev mere og mere desperat og dårlig. Hverken behandlingerne i det officielle sundhedsvæsen eller de mere alternative tilbud hjalp. Heller ikke piller, hvidvin, smøger eller standhaftighed virkede mod det sortsyn og de infektioner, hun i årevis har lidt af. Nu er hun taget til Kerala i Indien for at give ayurveda en chance.
Så sidder jeg og skumler på en altan i Sydindien. Med udsigt over det arabiske hav omgivet af palmer, varme og en blid brise; et drømmescenarie, jeg ikke sætter pris på i det øjeblik.
Omsorgsfulde familiemedlemmer og venner har skubbet mig herud, og det er lykkedes mig at booke et kurophold på et ayurvedisk hospital i Kerala-provinsen. Mine nærmeste har vinket med vognstænger og talt med store bogstaver for at få mig til at stoppe op og mærke efter. Inden det var for sent. Det er for længst gået op for dem, at jeg har ramt et eller andet hårdt. Det er kun mig, der ikke accepterer præmissen om, at selv jeg eventuelt kan være brugt op.
Jeg er født uovervindelig, forstår du. Selvom jeg lider af diverse kroniske sygdomme, så mestrer jeg samlivet med dem, og har, hvis jeg selv skal sige det, fået det optimale ud af de kort, der er givet mig. Der er ikke mange, der har presset så meget liv, fest, ballade, kærlighed og fede opgaver, rejser og oplevelser ud af tilværelsen som mig med mine let skrøbelige akademiske burgøjsergener på den ene side og min solide norske hjælpemotor på den anden.
Det er en gåde, hvordan de to personaer deler samme krop og sjæl, men når det nu skal være, så gør de det sgu ret godt. Jeg er vant til at stå oprejst, uanset hvad livet byder mig.
Indtil for nylig troede jeg, at ayurveda var endnu en urt, som omsat til olie eller håndsæbe kan skabe så høje forventninger om et bedre liv, at man er nødt til at erhverve det uanset literprisen
Men selv jeg kan så småt se det. Summen af udfordringer er konstant voksende, og uovervindeligheden har været på retur længe. Meget længe. Jeg ved ikke rigtig, præcis hvor længe det har stået på, men hvis jeg absolut skal regne bagud, så har de sidste 2-3 år været temmelig dumme.
Og skal jeg være helt ærlig, skal vi nok endnu længere tilbage. Selvom jeg sidder i paradis og er både sur og ked af det, begynder jeg at forstå baglæns, at der var en overfrekvens af tilfælde, hvor jeg, når jeg ramlede ind i noget, slog enten det eller mig selv i stykker. Det er godt, jeg er kommet herned.
En liste så lang som et ondt år
Jeg er blevet bedt om at lave en liste over mine helbredsudfordringer de sidste år og aflevere den til min nye indiske læge ved ankomst. Here it goes i kronologisk rækkefølge: en monster-hjernerystelse, en blindtarmsbetændelse, seks kæbeoperationer, pop-up-knæsmerter, en diskusprolaps, to fibersprængninger og nogle mærkelige jag i fingrene, som kommer og går.
Læg dertil en, synes jeg selv, ret imponerende liste over diverse vira og infektioner, inkl. corona og en solid, dyb og langvarig hoste. Som alle andre har jeg også noget post-corona-blues og har skullet lede længe efter en ledig hylde i mit inderste, hvor jeg kunne lægge den dybe angst, som krig og ekstremisme udløser.
Men det er mere end det. Jeg er hele tiden syg – uden at fejle noget officielt.
Med det er ikke der, jeg er. Jeg savner ikke noget, jeg ikke allerede har. Jeg er en kæmper og har aldrig troet på, at græsset er grønnere på den anden side
Jeg synes, jeg har prøvet alt. Både det indlysende og det helt klart kontraproduktive. Jeg har besøgt specialister, betalt for nærhed, varme hænder, nåle og kiropraktik. Jeg har købt og indtaget alle mulige og umulige medikamenter og prøvet det ene, det andet og det tredje indenfor det mere eller mindre officielle system.
Og når alt andet glipper, kan man altid ty til den semi-hedonistiske vestlige tilgang, som alle, der har afprøvet det, ved ikke virker, men som det ligger lige for at teste endnu engang. Bare for at prøve et eller andet, mens man flæber ned på sit pæne bord. Hvidvin og smøger mod modgang, sortsyn, virus og infektioner er som tændvæske på et bål, så branden breder sig til hele bygningen, og jeg fortsatte således bare i lys lue.
Nu skal jeg så give en vis dr. Unni, den lægevidenskabelige metode ayurveda og mig selv en chance. Indtil for nylig troede jeg, at ayurveda var endnu en urt, som omsat til olie eller håndsæbe kan skabe så høje forventninger om et bedre liv, at man er nødt til at erhverve det uanset literprisen og behørigt stille det frem på sit badeværelse, så alle kan se det. Jeg har trods alt gennemlevet årtiers diller med alt fra æble over moskus til hamp og senere aloe vera, avocado, argan, rasul og hamp igen.
Ayurveda er lidt mere end et modelune, viser det sig. Det betyder livets videnskab og er en 5000 år gammel behandlingsform, som praktiseres af en forbløffende stor andel af Indiens læger.
Når man har det, man skal bruge
Jeg kommer til at tænke på den selvbiografiske bog ”Eat, pray, love” af Elizabeth Gilbert, som jeg engang slugte på et par timer og derfor ikke helt kan huske alle pointerne fra.
Det var noget med en frustreret amerikansk skribent med kærestesorg, der drager ulykkelig og søgende ud i verden for til sidst at genfinde glæden i pasta, is, meditation, østens mystiske religioner og en guddommelig smuk sydamerikansk kæreste og masser af sex. Ikke underligt, at bogen solgte i 30 mio. eksemplarer og blev filmatiseret med Julia Roberts and Javier Bardem i hovedrollerne.
Han ser fortrøstningsfuld ud og lægger en plan. Jeg er for en gangs skyld ikke interesseret i at kende alle detaljer. Jeg slipper og lader mig føre
Med det er ikke der, jeg er. Jeg savner ikke noget, jeg ikke allerede har. Jeg er en kæmper og har aldrig troet på, at græsset er grønnere på den anden side. Mad rager mig også en høstblomst, og jeg kan nøjes med kolde ris i en uendelighed. Jeg har endda min helt egen ganske vist hvide midaldrende partner derhjemme, som jeg har været venner med i 40 år og kæreste med over i 30.
Vi har for nylig lovet hinanden at tage ti år mere sammen. Udover at det er medgang og modgang i forholdet 80/20 og dermed til at leve med, så forsikrer vi også hinanden om, at alternativet til ægteskabet er værre. Han giver mig et kys og går ned i sit værksted og skruer på sin cykel. Det er fint, skat.
Jeg er relativt spirituel på min egen måde og sætter pris på meditation, stilhed og eftertænksomhed, men der er ikke gået nogen konvertit tabt i mig. Københavneren i mig er altid skeptisk overfor sekter, flokdyr og pludseligt opståede bevægelser, så jeg skal ikke se lyset i noget eller nogen, tak. Jeg vil for fanden bare gerne føle mig rask.
Hvor længe kan man tale om sig selv?
Til min første aftale på hospitalet træffer jeg den ene af mine to læger, dr. Salu. Konsultationen er næsten ubehagelig grundig og langvarig. Efter det første lange kvarter tænker jeg, at det må være en fejl, at min nye læge spørger mig om alt muligt.
Dr. Salu vader rundt i mit livs skavanker og sygdomme, og hun forlanger at vide alt, jeg nogensinde har fejlet. Jeg bliver rastløs og utilpas, fordi hun vel har andet at lave end at tale med mig? Det er simpelthen kulturstridigt, at en læge skal bruge så lang tid på en patient.
Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har haft en lægesamtale, der har varet længere end 10 minutter, bortset fra når jeg taler med min psykiaterven en times tid hvert 3. år. Han og jeg plejer i fællesskab at konstatere, at min tilstand er, som den er, at det jo nok er kronisk, men at det da går fint efter omstændighederne. Vi bliver enige om at fortsætte min behandlingsplan. Derefter vender vi som regel lige verdenssituationen og sladrer om vores fælles bekendte.
Så jeg får næsten klaustrofobi af min indiske læges insisteren på at tale om mig med mig.
Og så borer dr. Salu sig helt ind med spørgsmålet om, hvordan det går lige nu? Tårerne springer ud af øjnene som på kommando. Altså, hvad kan jeg sige? Jeg har det, som jeg ser ud til. Mit ansigt ligner en fast sammenkrøllet karklud, som nogen vred op og lagde til tørre for længe siden. Endda en som er brugt til at vaske mørke pletter fra skimmelsvamp ned med.
Mit sind er kulsort og har været det meget længere end sædvanligt. Det er derfor, jeg er der, tror jeg. Jeg har nærmest opgivet at få det godt nogensinde igen. Jeg er en robot, der passer mit arbejde, mens jeg svigter min nærmeste familie og venner. Jeg kan ikke få grædt ud over mine døde eller bearbejdet mine venners livstruende sygdomme, jeg er kørt fast under facaden.
Et par dage efter bryder alle mine gamle infektioner ud synkront, og på få timer har jeg fået rasende ondt i kæben, betændelse i øjet, smerter i øret og noget, der minder om blærebetændelse. Det tager dr. Unni helt roligt
Konsultationen slutter med, at jeg bliver vejet. Det føles helt trygt i sin vestlige form. Jeg vejer for meget. Også.
Jeg kommer derefter direkte ind til overlægen, dr. Unni, uden ventetid. Dr. Salu overleverer både verbalt og med min håndskrevne journal, som kommer til at følge mig under hele opholdet og gå fra hånd til hånd mellem behandlerne. Dr. Unni læser journalen igennem og kigger op ind imellem og smiler venligt og interesseret. Han taler også længe med mig. Stiller uddybende spørgsmål og er samtidig nysgerrig efter at vide, hvem og hvad jeg mon også er for en.
Og vigtigst af alt, han ser fortrøstningsfuld ud og lægger en plan. Jeg er for en gangs skyld ikke interesseret i at kende alle detaljer. Jeg slipper og lader mig føre. Det er godt, du er kommet herned, siger han.
Massage er ikke bare massage
Jeg har ikke forberedt mig godt nok hjemmefra og bliver derfor overrasket over at blive hentet af en yngre mandlig terapeut. Han beder mig om at følge med, tage mit tøj af og lægge mig på en madras på gulvet. Jeg får bugt med min panik over at skulle være helt nøgen og flytter fokus til, at min krop er et hylster, der skal repareres.
Alocious, som manden viser sig at hedde, bruger den næste time på at massere min krop med sin fod, mens han holder fast i en snor i loftet, så han hele tiden kan regulere sin egen vægt og fodens styrke på min krop. Jeg har aldrig oplevet noget så dybt og forløsende.
Alocious overlader mig til et hold bestående af to andre terapeuter, Leda og Yazim, som over den næste 1,5 time masserer og behandler min krop med forskellige andre metoder, olier og urteblandinger. Jeg bliver ved med at tænke, at det da ikke kan passe, at der er afsat så lang tid til mig. Men det er der, hver dag.
Jeg bliver ført ned til dr. Unni igen, som tjekker, alt er, som det skal være, og jeg får en taske med min ayurveda-medicin, som oftest blandes på stedet af hospitalets egne farmaceuter. Behandlingen er officielt startet, og to doktorer og tre kropsterapeuter tager sig nu af mig.
Nu ved jeg, at hvis du har det skidt, så har du det skidt, og så skal vi måske en anden gang bare begynde samtalen der
Første skridt for mig er at komme i gang med en grundig udrensning over flere dage. Det meste lort, i både egentlig og bogstavelig forstand, skal naturligt nok ud gennem tarmene, og derfor bliver afføring en vigtig del af opholdet, noget man taler om, også med de andre klienter. Jeg skider simpelthen mine dårligdomme ud og udmåler min dag efter, hvordan det lige går med det. På en eller anden måde er det dejligt jordnært og konkret, og det er effektivt. Der sker noget med mig.
Jeg står tidligt op hver dag, dyrker yoga og spiser min morgenmad, og så går dagen ellers i gang igen med konsultationer og behandlinger. Alt handler om at få det godt.
Det er overvældende omsorgsfuldt og intenst. Efter få dage er jeg holdt op med at hoste, men jeg græder som pisket, og da jeg er færdig med det, græder min krop videre helt af sig selv. Jeg ser nærmest på den udefra og forstår godt, hvis den har noget, den skal af med.
Et par dage efter bryder alle mine gamle infektioner ud synkront, og på få timer har jeg fået rasende ondt i kæben, betændelse i øjet, smerter i øret og noget, der minder om blærebetændelse. Det tager dr. Unni helt roligt og giver mig en ny urtekur. Det forsvinder. Hver dag er en ny dag, og en dag kan jeg mærke, at jeg rejser mig. Mine øjne er pludselig knaldblå, og jeg tager mig selv i at grine lykkeligt. Jeg ved nu, at jeg får mit liv tilbage. Det virker.
En bitter pille
Efter kun to uger kan jeg rejse hjem komplet transformeret. Udover at det er skelsættende og fantastisk for mig og mine nærmeste, så er der også noget dybt forstemmende over min oplevelse. Jeg er nærmest i chok over, hvor stor forskel opholdet har gjort for både min krop og min sjæl. Det gør mig trist.
Jeg har ulejliget det danske sundhedsvæsen i flere år med så mange forskellige tilstande uden at få det godt eller i det mindste bare lidt bedre. Jeg har slugt den ene pille efter den anden og spildt min egen og mine omgivelsers tid og penge ved at hænge i med neglene. Jeg har ødelagt meget ved at acceptere, at når en blodprøve siger, at du er okay, så er du okay.
Nu ved jeg, at hvis du har det skidt, så har du det skidt, og så skal vi måske en anden gang bare begynde samtalen der.
Filosofien bag ayurveda tager – groft sagt og udlagt af mig – udgangspunkt i, at krop og sjæl hænger uløseligt sammen, og at en smerte et sted i kroppen kan hænge sammen med ubalancer et andet sted i kroppen, og at det påvirker hele molevitten.
Det er altså modsat de principper, vi primært arbejder med i vesten, hvor vi fx har uddelegeret mund og tænder til en type læger og resten af kroppen til alle mulige andre slags læger. Vi er gode til at redde liv og reparere konkrete skader, men vi er knap så gode til at fikse mennesker med mere komplekse udfordringer.
For mig er der nu ingen tvivl om, at vi kan opnå meget mere, hvis vi åbner øjnene for andre kulturers videnskabelige erfaringer. Måske vi ovenikøbet kan hjælpe flere for færre penge og derigennem sikre, at sundhedssystemets ikke bryder sammen, når vi har allermest brug for det. Det kræver blot, at vi anerkender, at der er mere mellem isse og storetå, end vi umiddelbart forstår.
To dage, efter denne artikel var skrevet, faldt skribenten og brækkede venstre arm …
Skribenten har selv finansieret sit ophold på Agastyaa Heritage Ayurvedic Hospital og vinder intet økonomisk ved at oplyse, at rejsen blev arrangeret af Grace Tours, eller at dr. Unni netop er landet i Danmark på sit årlige besøg.
Man kan booke et møde med dr. Unni gennem Grace Tours eller opleve ham fortælle om den medicinske videnskab ayurveda sammen med forfatter Anders Haahr Rasmussen i Klub, Linnésgade 25, 1361 Kbh. K mandag d. 13. juni ml. 16.00-18.00.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
