Den amerikanske valgkamp eksisterer slet ikke

af

Det sidste halvandet år har været fyldt med en af de mest dramatiske valgkampe i USAs historie. “Drama” er det rigtige ord her, for det hele er nemlig en fiktion. Der har aldrig været nogen egentlig valgkamp. Hillary Clinton har aldrig kunnet tabe, og Donald Trump har aldrig kunnet vinde. Alt det andet nonsens er medieskabt drama. Og det gælder også de seneste e-mail-afsløringer, som medierne bobler over med lige nu.

Lyder det, som om jeg har taget stoffer? Det har jeg, men de er fuldt lovlige, så tillad mig at argumentere for min sag. Hvis du kan holde ud hele vejen til enden af dette lange indlæg, kommer du i det mindste ud af det med en bedre forståelse af meningsmålinger i amerikanske valgkampe, og hvordan politisk mediedækning fungerer anno 2016.

Lad os starte med det sidste. Den hollandske medieforsker Peter Vasterman arbejder med et begreb, han kalder ”selvforstærkende nyhedsbølger”. Det er et fænomen, der opstår, når nyhedsmedierne selv forårsager, at noget kommer i offentlighedens interesse, og andre nyhedsmedier så begynder at dække det, fordi det er i offentlighedens interesse – hvilket jo er deres formål.

Som man næsten kan regne ud, er det et cyklisk fænomen, hvor en historie, der egentlig ikke har ret meget kød på sig, pludselig kan blive opfattet som værende utrolig vigtig, fordi alle medier skriver om den. Hvor vigtig, historien er for offentlighedens oplysningsniveau, bliver ramt af en slags inflation: Historien bliver ”oppustet” til et niveau, hvor den gatekeeper-rolle, medierne normalt har, bliver sat ud af spillet. Medierne bringer historien, fordi andre medier har bragt historien, og so ein ding müssen wir auch haben.

Aktualitet og underholdning er vigtigere end sandhed

Det er noget af det, der bidrager til den fornemmelse af post-faktualitet, der i disse år præger mediebilledet og politik. Journalisters forsøg (for det vil altid kun være en tilstræbelse) på at beskrive en objektiv sandhed, bliver i højere og højere grad sat til side for at tilfredsstille to andre kriterier: Nyhedens aktualitet og nyhedens underholdningsværdi. Det gælder om at komme først, og hvis vi ikke er helt sikre på sandhedsværdien, er det OK, hvis historien bare er god.

Netflix har for nylig haft premiere på ’Amanda Knox’, en dokumentarfilm om den amerikanske studine, der for få år tilbage blev anklaget (og senere dømt, så frifundet, så dømt igen og til sidst frifundet ved højesteret) for drab på sin bofælle i et hus i Perugia i Italien. Det er en fantastisk dokumentar. Jeg skal ikke dykke for meget ned i selve filmen, for det er ikke det, denne blogpost handler om.

Men to af filmens underliggende temaer er dels den sexisme, der ligger i den mandlige, italienske politianklagers overbevisning om, at Amanda er skyldig, og så hvordan pressen behandlede hende. Den engelske journalist Nick Pisa fra The Daily Mail skærer det helt ud i pap, og det er her, filmen skriver sig ind i dette indlægs hovedtema: ”Vi rapporterede jo bare, hvad vi hørte fra en kilde i det italienske politi. Jeg kunne jo ikke bare vente og verificere nyheden fra en kilde mere og lade en af vores konkurrenter komme først med historien, vel?”.

Narrativet bliver sandhed, selvom det måske er et narrativ, der er tættere på fiktion end fakta.

Det skal siges, at der ikke er et eneste gran af sarkasme i Pisas udtalelse ovenfor, selvom verificering fra mindst to og helst tre uafhængige kilder er – eller i hvert fald har været – et absolut minimum i det journalistiske håndværk. Men når den slags dårligt verificerede historier bliver sat ind i Vastermans selvforstærkende nyhedsbølger, bliver det lynhurtigt ikke bare til en historie. Det bliver til en virkelighedsopfattelse hos mange mennesker. Narrativet bliver sandhed, selvom det måske er et narrativ, der er tættere på fiktion end fakta.

Det bringer os frem til den seneste udvikling i den amerikanske præsidentvalgkamp.

2016-valget i USA har mere end noget tidligere valg været præget af selvforstærkende nyhedsbølger. Som Vasterman selv gjorde opmærksom på, da han lancerede begrebet, så er fænomenet et resultat af en overmætning af medier. Fordi alle kan starte et medie uden at det koster ret meget (POV.International er jo et fremragende eksempel), er medieudbuddet nu så stort, at der er grundlag for, at en historie kan gå hurtigere i selvsving, uden at den har ret meget rod i sandheden. Det er ingen sjældenhed, at en historie er blevet rapporteret på velrespekterede medier, der i virkeligheden kom fra en ukurant kilde som f.eks. en eller anden blog med en politisk agenda.

Det store medieudbud er et tveægget sværd, for på den anden side er det også denne demokratisering af massemedierne, der gør det muligt for undertrykte folk, der ikke tidligere havde en stemme, at få opmærksomhed. Vi ville f.eks. formentlig ikke have den fokus på politivold USA, som vi har, havde det ikke været for billeder og videoer offentliggjort af almindelige mennesker, der tilfældigvis var til stede med et smartphone-kamera.

Grundløs panik over FBI-brev

Men i det forhåndenværende tilfælde handler det om en officiel udmelding fra forbundspolitiet FBI. Ikke ligefrem nogen ukurant kilde. Og alligevel blev FBI-direktør James Comeys brev til 16 medlemmer af Repræsentanternes Hus til en selvforstærkende mediebølge, hvor sandhed og fakta blev smidt af karrusellen, da den først kom op i fart.

Det handler -igenigenigen- om Hillary Clintons e-mails fra dengang hun var USA’s udenrigsminister. FBI gennemførte tidligere på året en undersøgelse af, hvorvidt Clinton havde foretaget sig noget kriminelt eller sat landets sikkerhed i fare ved benytte en privat e-mail-server i stedet for udenrigsministeriets, da hun sad på posten. Comey udtalte i juni, at Clinton havde udvist ”grov uagtsomhed” i denne forbindelse, men sagde senere, at resultaterne af undersøgelsen aldrig bragte FBI ”tæt på” at ville sigte Clinton for noget kriminelt.

Fredag, 11 dage før valget, sendte Comey så et brev til 16 medlemmer af Repræsentanternes Hus om at de havde fundet nye e-mails i sagen, som de havde tænkt sig at undersøge. Og så fik medierne ellers travlt med at gå i selvsving og skabe selvforstærkende nyhedsbølger.

Sagen har aldrig været lukket, så den kan naturligvis ikke genåbnes.

Historien kom på rekordtid til at gå på, at ”FBI havde genåbnet sagen mod Clinton”, hvilket naturligvis fik Donald Trump til at gå helt amok i selvfejring og anklager mod Clinton fra talerstolen ved et par events. Det fik de højreorienterede kommentatorerog også en del venstreorienterede – helt op i det røde felt, ganske vist af forskellige grunde.

Men sandheden er, at FBI ikke har ”genåbnet” sagen mod Clinton, fordi der er kommet nye beviser. Sagen har aldrig været lukket, så den kan naturligvis ikke genåbnes. FBI er blot kommet til en midlertidig konklusion, som Comey fremlagde i juli. Og det er klart, at når nye beviser kommer for en dag, skal de undersøges. Det er helt normalt. Normalt ville FBI ikke engang have fortalt nogen om det.

Det er en regel hos FBI, at man ikke kommer med udmeldinger, der kan have politisk indflydelse, når der er 60 dage eller mindre til et valg. Når Comey alligevel har brudt med denne praksis, er det ikke fordi han er erklæret republikaner, eller fordi han er en talentløs FBI-direktør. Det er fordi han ikke kunne gøre andet. Hvis han havde ventet til efter valget, og de nye beviser viser sig at kunne danne baggrund for en sigtelse af Clinton, ville han blive anklaget for at have beskyttet hende. Den anklage er naturligvis langt værre end et brud på 60 dages-reglen, der alt andet lige blot betyder, at nye informationer kommer for en dag så hurtigt, som de kan.

Når Comey afslører dette i et brev til 16 medlemmer af Huset, er det fordi disse har haft kontakt til Comey og har haft ham i høring i forbindelse med en undersøgelse af Clintons e-mail-sag i Repræsentanternes Hus. Han har med andre ord blot passet sit arbejde.

Abedin printede e-mails ud

Og selvom det er et møguheldigt tidspunkt, at historien kommer ud på for Clinton-kampagnen, ville det slet ikke have været nogen historie af særlig karakter, hvis det ikke var fordi medierne lige nu har mere tendens til at gå i selvsving, end at insistere på at deres formidling skal tilstræbe en vis sandhedsværdi.

For vi ved nemlig stadig ikke (i skrivende stund), hvad disse e-mails indeholder. Det ved FBI heller ikke, for de fik kun fat i e-mail-bunken torsdag. Comey sendte sit brev fredag og nu er det lørdag. FBI arbejder på højtryk for at se, om der er noget kriminelt i de e-mails. Men vi ved det ikke.

Hvad der dog ER sluppet ud, er at de nye e-mails er kommet FBI i hænde gennem en helt anden kriminalsag, nemlig sagen om Anthony Weiner. Han er det skandaleramte, tidligere medlem af Repræsentanternes Hus for demokraterne i New York, der ikke har kunnet holde sig fra at sende sjofle beskeder og billeder af sin penis til kvinder, der ikke er hans kone. Unge kvinder. Og i det tilfælde, FBI er ved at undersøge, en pige under den amerikanske, seksuelle lavalder på 18 år.

Weiner har angiveligt sendt beskeder til en 16-årig pige i North Carolina med seksuelt indhold. Eftersom han bor i Washington D.C., sker det på tværs af en statsgrænse, og det gør det automatisk til en føderal sag, og det er altså FBI, der skal undersøge sagen. Tilsyneladende har Weiner haft adgang til sin kones computer, og den er på en eller anden måde blevet rodet ind i hans ”sexting”-aktiviteter.

Problemet er, at hans (nu forhenværende) hustru er Huma Abedin, der er en af Hillary Clintons mest betroede medarbejdere. Dermed kan det handle om, at en skandaleramt og muligvis kriminel, forhenværende politiker har haft adgang til at se fortrolige e-mails.

Det kan allerhøjst blive til en skandalefyring af en Clintons mest betroede medarbejdere. Og det er naturligvis en stor historie.

Det kan dog også være noget meget mindre celebert. Kurt Eichenwald fra Newsweek skriver, at sagen ifølge hans kilder omhandler, at Huma Abedin havde svært ved at få udenrigsministeriets printere til at fungere med sin offentlige udenrigsministerie-email, og at hun derfor ofte videresendte e-mails til sin Yahoo-mail for at printe dem ud derfra.

Hvis hun har gjort dette med hemmeligstemplede e-mails, er både videresendelsen og udprintningen ulovlig. Det er dog meget lidt sandsynligt at dette er tilfældet. Abedin har ry for at være utrolig påpasselig med at følge protokoller og regler korrekt i sit arbejde. Hvorfor skulle det være anderledes i denne situation. Men selv, hvis hun virkelig har omgået hemmeligstemplede e-mails med ”grov uagtsomhed”, er det ikke sikkert, der er nok til at føre en kriminalsag, ligesom det var tilfældet med Clinton. Og uanset hvad, så kan det aldrig blive Clintons problem, medmindre, uagtsomheden kan forbindes direkte med Clintons egen e-mail-aktiviteter.

Det kan allerhøjst blive til en skandalefyring af en Clintons mest betroede medarbejdere. Og det er naturligvis en stor historie.

Men hvis man læser mediernes udlægning, kan dette være den ”October surprise”, der giver Trump sejren.

Sikke noget vås.

Hvorfor nationale meningsmålinger er ubrugelige

Ifølge statistikguruen Nate Silver gav den sidste omgang ballade om Clintons e-mails tilbage i juli en tilbagegang på 2 procent i meningsmålingerne for Clinton. Det vil i langt de fleste målinger være indenfor fejlmarginen, og dermed ubetydeligt. Desuden er det samtidig en tilbagegang i befolkningsstemmer, også kaldet ”the popular vote”. Og man skal hele tiden holde sig for øje, at disse målinger nok er sjove og interessante og kan give et indblik i befolkningens sindsstemning.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Men det siger ingenting overhovedet om, hvem der bliver præsident.

Det er nemlig KUN valgmandstemmerne, der tæller i den sammenhæng. Som jeg gennemgik i et tidligere blogindlæg, så sidder der i hver stat en række valgmænd m/k, der i de fleste tilfælde har lovet at stemme efter, hvad der er flertal for i befolkningen i vedkommendes stat.

Hvis man vil vide noget om Trumps eller Clintons chancer, skal man altså kigge på de lokale meningsmålinger i staterne og IKKE de nationale.

Hvis man ikke har så meget erfaring med meningsmålinger, kan det forklares sådan her:

Alle meningsmålinger laves baseret på et udsnit af befolkningen, der er sammensat på en måde, der er repræsentativ for hele USA’s befolkning. Altså på tværs af indkomstgrupper, etnicitet, køn, geografisk placering og så videre. Et sådan udsnit skal som regel have mindst 1000 adspurgte for at have statistisk signifikans, altså for at der er tilstrækkelig meget data at drage en konklusion ud fra.

Samtidig er der en øvre grænse for, hvor mange, man kan spørge i sådan en undersøgelse, ganske enkelt fordi der er konstant pres på at få meningsmålingerne ud i pressen, og fordi der ikke er ressourcer til at spørge 100.000 mennesker.  Derfor ender de fleste af de nationale befolknings-meningsmålinger, man ser i forbindelse med valget med et udsnit på 1000-2000 mennesker.

Hvis man vil vide noget om Trumps eller Clintons chancer, skal man altså kigge på de lokale meningsmålinger i staterne og IKKE de nationale.

Men det giver i virkeligheden ikke ret meget mening. For prøv lige at overveje, at der er 50 stater med 50 forskellige delstatsregeringer, kulturer og ikke mindst lovgivninger i USA. Hvis 2000 mennesker skal repræsentere 50 stater, giver det 40 mennesker fra hver stat. Men fordi USAs stater har så store forskelle i befolkningsantallet, fordeles udsnittet også efter denne forskel. Det betyder f.eks., at udsnitsstørrelsen, der repræsenterer Vermont eller Maine eller en anden lille stat er så lille, at den aldrig kan være statistisk signifikant. Især fordi du indenfor den lille gruppe så skal opdele efter køn, etnicitet, økonomi osv.

Lad os tage et konkret eksempel. ABC News og Washington Post – to ret velrenommerede nyhedsmedier – fik lavet en måling mellem d. 24. og 27. oktober. De stillede spørgsmålet: ”Hvem vil du stemme på” (eller ”Hvem har du stemt på” for dem, som allerede har stemt) til 1148 mennesker, der er tilfældigt udvalgt ved, at man ringer tilfældige telefonnumre op. Da man i disse mobiltelefon-tider ikke længere kan regne med, at et telefonnummer siger noget om, hvor man bor, bliver der lavet en vægtning baseret på resultatet af den seneste folketælling fra 2010, og hvordan befolkningsantallet fordelte sig på stater og regioner dengang.

Spotlight på Pennsylvania

Tillad mig at stikke ud ad en tangent ganske kortvarigt. Hvis Donald Trump skal vinde præsidentvalget, skal han vinde i staten Pennsylvania. Dette er bydende nødvendigt, fordi selv hvis han vinder i alle de sædvanligvis republikanske stater som Texas, Oklahoma, Kansas, Utah m.fl., så er det ikke nok til at nå de 270 valgmandsstemmer, der skal til for at vinde hele valget. Han skal vinde alle disse samt et flertal såkaldte svingstater, altså dem, hvor man ikke på forhånd ved, om staten typisk stemmer på en republikaner eller demokrat.

Men selv, hvis han vinder alle de typisk republikanske stater OG alle svingstaterne, er han stadig kun på 266 valgmandsstemmer (prøv selv at lege med valgmandskortet her). Clinton vil i givet fald være på 252 valgmandstemmer. Tilbage står Pennsylvanias 20 valgmandsstemmer. Den af de to, der snupper Pennsylvania, vil så vinde valget. Når resultatet fra Pennsylvania kommer ind på valgaftenen, er valget i princippet afgjort, selvom ingen vil sige noget officielt om det, før valgstederne er lukket på vestkysten.

Lad os lige sætte Pennsylvania ind i sammenhæng med den ABC News/Washington Post-måling fra før. US Census Bureau estimerer, at der lige nu bor omtrent 325 millioner mennesker i USA. Men desværre er det langt fra alle disse, der kan eller vil stemme, og således stemte blot 126 millioner mennesker i 2012.

Der bor omtrent 12,8 millioner mennesker i Pennsylvania, heraf har 9,9 millioner en alder, hvor de har stemmeret ifølge staten Pennsylvanias egne tal. 5,8 millioner af disse stemte i 2012. Så lad os gå ud fra, at det også er det antal mennesker, der kommer til at stemme i 2016.

Grundlaget for at vurdere stemningen blandt asiater i Pennsylvania er altså nede på halvanden person. Hvad nu hvis den person er i dårligt humør den dag?

Hvis vi går ud fra 2012-tallene, vil Pennsylvania altså bidrage med 4,6 procent af stemmerne i det kommende valg. Det vil sige, at 4,6 procent af de 1148 mennesker, der blev adspurgt i målingen ovenfor, skal repræsentere Pennsylvania. Det er 53 mennesker, hvis vi runder op. 53 mennesker, der måske ikke engang reelt bor i Pennsylvania og dermed har statens atmosfære, kultur og udfordringer tæt inde på livet, men blot repræsenterer staten som et led i en vægtning af de indsamlede data.

Treoghalvtreds.

Ud af de 53 skal man så, for at få en realistisk måling, dele disse op på indkomst, uddannelse, etnicitet, religion, køn, arbejdsduelighed og så videre. Og så går det først galt. Der er f.eks. 3,4 procent af befolkningen i Pennsylvania, der er asiater. Det svarer til 1,8 personer ud af de 53. Grundlaget for at vurdere stemningen blandt asiater i Pennsylvania er altså nede på halvanden person. Hvad nu hvis den person er i dårligt humør den dag? Spørger man til asiatiske kvinders syn på valget i Pennsylvania, er vi nede på under en hel person. Hvilket jo alt sammen er absurd.

Selv, hvis vi tager lidt mere realistiske, demografiske grupper, giver det ikke mening. 11,7 procent af Pennsylvanias befolkning er afrikansk-amerikanere. Før vi er begyndt at kigge på f.eks. uddannelse og indkomst eller køn, har vi således 6,2 personer at rutte med. Realistisk set seks personer, der skal repræsentere holdningen hos halvanden million afrikansk-amerikanere i Pennsylvania. Det giver selvsagt ikke mening overhovedet.

Eller sagt på en anden måde: Eftersom Danmarks befolkning er lige under halvdelen af Pennsylvanias, svarer det til, at enhver meningsmåling i Danmark blev foretaget på baggrund af 20 mennesker, man havde ringet op tilfældigt. Disse 20 skal statistisk repræsentere alle holdninger og kulturer i Danmark, fra Rønne i øst til Blåvand i vest. Det kan de naturligvis ikke.

Med andre ord skal man aldrig lægge ret meget i de nationale meningsmålinger i amerikanske valg. Disse er oven i købet meget tidsligt orienterede. De er et fastfrosset fotografi af, hvordan stemningen var blandt de adspurgte netop den dag. Næste dag kan de have skiftet mening, men de adspurgte fra 24. oktober bliver stadig hældt ind sammen med dem, der blev spurgt 25. oktober.

Ikke en skid værd

Så nationale meningsmålinger kan ikke bruges til en skid, rent ud sagt. De er ren underholdning. Hvis man tager et gennemsnit af dem over en lang periode, kan man få en vag indikation af, hvordan tingene ser ud, men selv det kan være problematisk. Websiten Real Clear Politics viser f.eks. gennemsnittet af alle målinger fra en bestemt periode og citeres ofte som en god kilde til information.

Problemet er bare, at dette gennemsnit tages af alle mulige målinger, fra alle mulige kilder, der ofte har forskellige metodikker. Det værste eksempel i dette valgår er de målinger, der laves af LA Times sammen med University of Southern California. De benytter sig dels af et panel, hvilket vil sige, at de spørger de samme mennesker hver gang. Det er altså ikke tilfældigt udvalgte mennesker, hvilket gør statistikken langt mindre troværdig. Dertil kommer, at de beder folk om at svare med en procentsats, altså hvor stor er sandsynligheden for, at de vil stemme på en kandidat, målt i procent. Hvilket er en fuldkommen håbløs metodik i et præsidentvalg, der reelt står mellem to kandidater. Hvis man f.eks. er typen, der aldrig vil sige aldrig, og man siger til intervieweren, at der er en 90 procent chance for, at man stemmer på Clinton, og 10 procent chance for, at man stemmer på Trump, så får Trump alligevel point, selvom vedkommende helt sikkert vil stemme på Clinton. Trump har været foran i denne måling på tidspunkter, hvor alle de andre målinger har vist noget andet.

Derfor bliver valget også tættere i ”the popular vote”, end mange tror.

Fordelen ved denne metodik er, at man i højere grad kan tage højde for det, man i Danmark kalder for ”DF-fænomenet”: At folk ikke tør indrømme overfor andre, at de har stemt på Dansk Folkeparti, men gør det alligevel. I USA kalder man dette for ”closet voters”. Og der er slet ingen tvivl om, at der er rigtig mange af dem. Rigtig mange. Derfor bliver valget også tættere i ”the popular vote”, end mange tror. Denne metode-fordel bliver dog ødelagt helt og holdent af det faktum, at det er de samme mennesker, man spørger hver gang.

Real Clear Politics’ gennemsnit bliver ydermere gjort utroværdig af, at mange af målingernes resultater ligger indenfor fejlmarginen. For nu at vende tilbage til den førnævnte ABC News / Washington Post-måling, så var resultatet af den, at Clinton førte med 47 procent foran Trumps 45 procent. Hun er altså foran med to procentpoint. Problemet er bare, at der er fejlmargin på tre procentpoint.

Når der er en fejlmargin på tre procentpoint, betyder det, at folkene bag målingen er rimelig sikre (typisk med en sandsynlighedsrate på 95 procent) på, at det målte resultat ligger indenfor +/- tre procent. Med andre ord kunne ABC News / Washington Post-målingen med næsten lige så stor sandsynlighed hedde 47 procent til Trump og 45 procent til Clinton. Eller 49 procent til Clinton og 43 procent til Trump – vi kan ikke vide det.

Når forskellen i det målte resultat ligger indenfor fejlmarginen, er målingen reelt set ubrugelig. Men alligevel kommer de med i Real Clear Politics’ gennemsnit.

Nationale befolkningsstemmer betyder intet

Og så skal vi altså lige huske, at alle disse nationale målinger handler om befolkningsstemmer – som ikke betyder en hujende fis i forhold til, hvem der bliver præsident. Det er ene og alene resultatet i den enkelte stat, der betyder noget.

I det så meget omtalte valg i 2000 vandt Gore klart på antallet af befolkningsstemmer, men 537 vælgere i Florida gav den stat til Bush efter en omtælling, og det var nok til, at Bush nåede 270 valgmandsstemmer, og Gore ikke gjorde. (I den første tælling havde Bush vundet Florida med 1784 stemmer, så han havde formentlig vundet en tredje omtælling også, hvis ikke højesteret havde forhindret denne).

Lad mig sige det igen: Befolkningstemmerne betyder INTET.

Man skal især være på vagt, når en eller anden meningsmåling påstår, at de er den mest præcise meningsmåling, fordi de har spået korrekt i et eller andet antal på hinanden følgende valgkampe. Sandheden er, at LANGT DE FLESTE meningsmålinger kommer tæt på det endelige resultat, fordi deres sidste måling altid ligger lige op ad selve valgdagen, hvor de fleste mennesker har besluttet sig – hvis de ikke allerede har stemt. I mange amerikanske stater kan man nemlig stemme forud for valget, hvilket op mod 20 millioner allerede har gjort i USA i denne valgkamp. Og det ser foreløbig ret godt ud for Hillary Clinton i nogle af de vigtige svingstater.

Lad mig sige det igen: Befolkningstemmerne betyder INTET. Kun resultatet i den enkelte stat betyder noget for, hvem der bliver præsident. Så når du ser en national meningsmåling fra USA, så lad være med at betragte det som andet end det, det er: Spekulativ underholdning.

MERE POV
Territoriet // - en novelle

Underholdning, der i et mediemiljø med masser af selvforstærkende nyhedsbølger alligevel ender med at blive en slags falsk sandhed, som folk tager ganske alvorligt. Jeg har meget stor respekt for den tidligere NBC- og nu MSNBC-vært, Brian Williams. Men lidt af respekten røg alligevel, da han på et tidspunkt på vegne af sig selv og en række medværter og politiske eksperter sagde om en tæt måling af den type, jeg har beskrevet ovenfor: ”Bare lige, så vores mail-indbakker undgår endnu en gang at blive overfyldt med sure klage-mails: Vi er godt klar over, at resultatet er indenfor fejlmarginen. Det er med det in mente, vi alligevel taler om målingen”. Hvorefter han og de andre i studiet fortsatte med at tale om målingen, som om den betød en hel masse. Hvilket den naturligvis ikke gjorde.

Med andre ord: Hvis du vil vide noget om, hvordan valget står til i USA, skal du udelukkende kigge på lokale meningsmålinger, og glemme dem, hvis forskellen i resultatet ligger inden for fejlmarginen. Hvis du har mod på det, kan jeg varmt anbefale, at du tjekker metodikken for hver enkel måling, for ofte afslører det en hel del om, hvor troværdig målingen er.

Derfor kan Trump ikke vinde

Så hvordan går det egentlig i Pennsylvania? Bortset fra en uge i september har Clinton ligget klart foran Trump med resultater langt uden for fejlmarginen siden juni måned. Fordi det er en lokal meningsmåling, er antallet af adspurgte som regel mindre, men ligger stadig på omkring halvdelen af, hvad de store målinger bruger til at repræsentere hele nationen. Så det bør være relativt troværdigt, og det gøres mere troværdigt af, at Clinton nogle gange har været helt oppe at vende på 12 procentpoint forskel.

I en enkelt måling i Pennsylvania har man adspurgt 1997 mennesker, hvilket må siges at være et højt antal for et lokalt meningsmålingsudsnit. Her ligger Clintons sejr kun på tre procentpoint, men det er stadig udenfor fejlmarginen, der er på 2,19. Dertil skal lægges, at meningsmålingen er lavet af Remington Research Group, der har tendens til at hælde mod republikanere, når de laver en måling, og så er der oven i købet tale om en automatiseret telefon-meningsmåling, hvilket vil sige, at respondenterne ikke taler med en rigtig person, men med en computer – hvilket kan give alle mulige slags fortolkningsfejl.

Pennsylvania er gået til en demokrat i de sidste seks valg.

Meningsmålinger kan dog ikke stå alene, hvis man gerne vil lave en kvalificeret forudsigelse af, hvem der bliver den næste præsident (hvis du har læst hertil, bør årsagerne være åbenlyse). Det er bedst at tage andre faktorer ind, såsom historikken for en given stats valgresultater, økonomien i staten og nationen som helhed og så videre.

Hvis vi kigger på Pennsylvania, så er Pennsylvania gået til en demokrat i de sidste seks valg. Vi skal helt tilbage til 1988 og valget af George H. W. Bush, der vandt 40 stater mod Michael Dukakis’ 10 (11, hvis man inkluderer Washington D.C.) for at finde et valg, hvor Pennsylvania gik til en republikaner.

Kun, når der er en ultrapopulær republikaner på banen, går Pennsylvania til ham (og historisk set har det jo netop været en “ham”). Selv da Nixon vandt sin jordskredssejr i 1968, gik Pennsylvania til demokraten Hubert Humphrey. Man skal tilbage til 1948-valget for at finde et valg, hvor Pennsylvania gik til en republikaner, der ikke var specielt populær, og som tabte valget.

Og hvis vi så kigger på Pennsylvanias økonomi, så er det en stat, hvor der sker en kraftig urbanisering lige nu. De to store hovedbyer, Philadelphia og Pittsburgh stemmer typisk demokratisk, og netop på grund af ”Philly” har Pennsylvania en dobbelt så stor afrikansk-amerikansk befolkning som resten af USA, målt i procent. De afrikansk-amerikanske stemmer ligger solidt på Clintons hold.

Derudover er Pennsylvania ved at overgå fra en økonomi, der indtil for et par årtier siden var domineret af stålindustrien, (Derfor hedder Pittsburghs Football-hold også ’Steelers’), men hvor serviceindustri, medicinalvareindustrien, forskning og udvikling er ved at tage over. Af samme grund ligger Pennsylvania pænt, når det gælder uddannelsesniveau. Staten ligger præcis på det gennemsnitlige, nationale niveau for højtuddannede, hvilket er cirka 10 procent af befolkningen, og lige over hver fjerde har en bachelorgrad som minimum, hvilket også er ret gennemsnitligt for hele USA. Eftersom Clinton mere eller mindre sidder på alle vælgere med en bachelorgrad eller derover, taler dette også for en Clinton-sejr i Pennsylvania. Det samme gør opsvinget i Pennsylvanias økonomi, hvor bruttonationalproduktet i første kvartal i år var tredoblet i forhold til 2015.

Trump har aldrig kunnet vinde

Der er altså intet, der tyder på, at Trump skulle kunne vinde i Pennsylvania. Intet som helst. Nada. Zip. Zilch. Nul. Nix. Nichts. Rien. Tværtimod peger alt på, at Clinton kommer til at vinde Pennsylvania med lethed.

Hvis man nogensinde har besøgt Pennsylvanias forskellige regioner, forstår man godt hvorfor. Selv uden for byerne, hvor de typisk er demokrater, er folk sindige amerikanere, der bedst kan lide den bløde midte og hader ekstreme typer. Det betyder ikke, at der ikke kommer til at være mange mennesker, der stemmer på Trump. Men slet ikke nok til at gøre ham konkurrencedygtig i staten.

Som nævnt ovenfor har det været sådan siden juni, når vi kigger på målingerne. Men i virkeligheden har det altid været sådan. Trumps facon huer ikke de midtersøgende amerikanere. Mine venner på Facebook vil kunne attestere, at jeg ikke troede på Trump, da valgkampen blev skudt i gang for halvandet år siden. Men da den første, republikanske kandidat-debat i primærvalget rullede over skærmen 6. august sidste år, gik det op for mig, hvor ringe de øvrige kandidater egentlig var. Og fra den dag har jeg troet på, og endda håbet på, at Trump kunne blive republikanernes præsidentkandidat.

For som jeg skrev på Facebook dengang: Trump skal være republikanernes præsidentkandidat, for Hillary vil smadre ham i debatterne, hvor folk for alvor kommer til at se, hvad han er for én. Dette gentog jeg i en lang Facebook-status i juni, hvor jeg redegjorde for, hvorfor Trump umuligt kan vinde: Han kan ikke vinde Pennsylvania, og debatterne kommer til at vise vælgerkorpset, hvor forfærdelig han er.

Indtil videre er det her valg gået præcis, som jeg havde forventet.

Det skal nok nå at blive tættere i målingerne for befolkningsstemmerne inden 8. november. Men hverken de nye e-mail-afsløringer eller noget andet kan vende hele Pennsylvania mod Clinton med det forspring, hun har. Og selv, hvis det skete, så skal hun bare vinde enten en af de to store svingstater, Florida eller Ohio (og det ser ret godt ud i Florida), så vinder hun alligevel.

Det er derfor, statistikguruerne på FiveThirtyEight.com har givet Hillary Clinton en overvældende chance for at vinde, lige siden hun og Trump blev officielle kandidater. Når man kigger på den eneste af deres statistikker, der betyder noget, nemlig ”Polls Plus”, der inkluderer historik, økonomiske og demografiske faktorer m.m., så har Trump aldrig været over 46 procents chance for at vinde, og langt det meste af tiden var hans chancer langt mindre. I et valg, hvor der kun er to kandidater, er 46 procent stadig meget langt fra en sejr.

Der har i virkeligheden aldrig været nogen valgkamp. Det har været en ren simulation.

Så derfor har jeg altid med en vis skråsikkerhed kunnet sige, at Trump ikke kan vinde det her valg. Det kan han ikke, og det kommer han ikke til. Det eneste spørgsmål er, hvor stor Hillary Clintons sejr bliver, og hvorvidt demokraterne overtager Senatet, hvilket vil være ret heldigt for Clinton. Det vil nemlig gøre det noget nemmere f.eks. at få udpeget nye højesteretsdommere. Clinton skal afgå ved døden, eller blive sigtet for landsforræderi for ikke at vinde. Det er meget lidt sandsynligt, at nogle af de to ting sker inden 8. november.

Jeg har egentlig ikke ret meget til overs for den franske post-strukturalist Jean Baudrillard. Jeg synes han var for ekstrem i sin relativisme. Men han pegede blandt andet på, at den medierede virkelighed, vi lever i, er en slags simulation af den egentlige virkelighed (hvilket gav hans bog ’Simulacra and Simulation’ en lillebitte birolle i ’The Matrix’).

Når jeg kigger på al det drama, der har udspillet sig i denne valgkamp, kan jeg dog bedre forstå Baudrillard. For al ophidselsen, dramaet, frygten, nervøsiteten og alle fornærmelserne, der er slynget hen over den politiske midte, er ikke andet end en simulation. Eller, for nu at bruge et mere passende og ældre udtryk: Det er rendyrket politisk teater.

Der har i virkeligheden aldrig været nogen valgkamp. Det har været en ren simulation. Hillary Clinton vandt valget den dag, Trump blev republikanernes kandidat.

Men noget skulle journalisterne jo putte i medierne. Inklusive alle os danske USA-korrespondenter, der har haft travlt med at holde dramaet i live. Og noget skulle Trump og Hillary jo sige fra talerstolen.

Sand virkelighed har det dog aldrig været.

Topfoto: POV International.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Morten Bay

Morten Bay er en prisvindende forfatter, journalist og teknologiforsker. Han er kommende Ph.D. i informationsvidenskab fra UCLA i Los Angeles, hvor han har boet siden 2008. Han forsker primært i national cybersikkerhedspolitik og Internet-historie, senest i et to-årigt projekt for DARPA sammen med en af Internets fædre, Dr. Leonard Kleinrock.
Ud over studierne arbejder han som journalist for en række medier, primært Politiken og Rec.dk, hvor han skriver om digital livsstil og tech-økonomien. Han er forfatter til fem bøger, hvoraf tre handler om mødet mellem mennesker og teknologi og livet i netværkssamfundet: ’Generation Netværk’ (2006), ’Homo Conexus’ (2009) og ’Velkommen til Computopia’ (2014).
Før han emigrerede til USA, arbejdede Morten Bay som rådgiver for en række digitale medievirksomheder og startups, herunder Aller Media, hvor han var med til at lede en relancering af hele forlagets digitale magasinportefølje. Han har også selv været involveret i startups, og var i den forbindelse først i den vestlige verden med at skabe en mobil musikdownload-tjeneste i 2004 og lancerede også Danmarks første, egentlige recommendation engine med Findengave.dk i 2005. Han har været redaktør eller redigerende på en lang række magasiner (hvoraf de fleste – formentlig urelateret, men man kan aldrig vide – gik ned, efter han forlod dem): GEAR, T3, Alt om DATA, Tidens Mand, Mix, Privat Computer m.fl.
Han har en fortid i både organisations- og partipolitik og rådgav i en årrække folketingsmedlemmer fra Det Radikale Venstre, hvor han også selv var folketingskandidat. Derudover har han også en musikkarriere bag sig med pladeudgivelser på Sony Music og EMI/Noiz, der kan udgraves fra de store streamingtjenester, hvis man orker. Han spiller stadig guitar og keyboards i Los Angeles’ musikmiljø, men kun for sjov. Morten Bay fik Fremtidsprisen fra Akademiet for Fremtidsforsknings i 2008 og Ravn-Joensen-prisen fra DPA i 2004.

Seneste indlæg fra

Gå til Top