mm

Elmas Berke

Elmas Berke er forfatter og foredragsholder. Tidligere nyhedsvært på radio, journalist, tolk ved Rigspolitiet og nu erhvervskvinde. Forfatter til romanen "Tavshedens Pris", der udkom maj 2015. Indstillet til Blixenprisen for ytringsfrihed, 2016. Nomineret til "Danners Ærespris 2015" og "Årets Dansker 2015". Blogger hos Berlingske Media/ Den Politiske Puls, Politiko. Hun har skrevet manuskript til en spillefilmskomedie om en dansk-tyrkisk familie, hvor intet er for helligt til at blive rusket igennem på en kærlig måde. Arbejdet med dette er påbegyndt de indledende faser om en kommende filmatisering. Elmas Berke er tegner og kunstmaler i sin sparsomme fritid. Hun er ikke bange for at sige fra over for sit baglands forældede syn på kønsroller, kulturelle handlemønstre eller religiøse dogmer, der måtte spænde ben for ellers velfungerende familier, og hun bryder gerne med tabuer og gør det personlige offentligt, for på den måde at sætte fokus på den undertrykkelse og/eller diskrimination, en gruppe medborgere lever under i Danmark. Elmas Berke er gift og mor til 4.

Se alle skribentens artikler

Dehumaniseringen er i gang

Jeg har stirret ind i tv skærmen i, jeg ved ikke, hvor lang tid. Jeg er rystet efter at have set DR2/Debatten torsdag i denne uge.

Jeg tænker, hvis dét, jeg så, giver et praj om, hvad det er for en tid, vi går i møde, ved jeg ikke længere, hvad jeg skal tro andet end, at nu er der ingen vej udenom. Jeg er nødt til at lægge en plan B for min familie. Jeg kan ikke rumme de følelser, den udsendelse har vakt i mig.

Jeg så Poul Højlund fra Nye Borgerlige. Da han og Martin Henriksen (DF) udtalte sig om kvoteflygtninge, lød det for et øjeblik som om, han fremstod ”blød”. Måske – nu, hvor Nye Borgerlige er blevet opstillingsparate til det kommende folketingsvalg – det undervejs i udsendelsen gik op for Højlund, at han og Martin Henriksen, konkurrerer om de samme kunder til butikken. Så han måtte råde bod på skaden, for ikke at fremstå alt for ”blød”. Jeg skal ikke kunne sige, hvad begrundelsen kunne være, men jeg skal da lige love for, at han i anden del af udsendelsen, kom tilbage for fuld skrue, så det ikke var til at holde ud at høre på.

Det var Martin Henriksen i øvrigt heller ikke. Sjældent har jeg fået det så dårligt. Fysisk. Som psykisk. Over at se måden to, tilsyneladende civiliserede og voksne mænd, talte til en 18-årig gymnasieelev, som i sammenhængen fremstod både mere civiliseret og voksen, end de to tilsammen. Som bevarede fatningen, selv om han skulle finde sig i at få fortalt, at han ikke nødvendigvis er, hvad Martin Henriksen forstår som en rigtig “dansker”, uanset at elevrådsformand Jens Phillip Yazdani er dansk statsborger – født og opvokset i Danmark.

For ikke at nævne den patroniserende og nedladende måde, Højlund henvendte sig til Tarek Ziad Hussein og Kashif Ahmad på. Han henvendte sig decideret til de to, fordi de er muslimer og udråbte dem til nærmest at være årsag til integrationsproblemerne i Danmark. To veluddannede, velartikulerede og velfungerende mennesker, der på hver sin måde, forsøger at bidrage til vores fælles samfund. Hvis man er kommet så langt ud i sit syn på sine medborgere, at man ikke længere kan se ud over mærkatet “muslim” og overser mennesket foran sig, har man et seriøst problem, mener jeg. Tarek Ziad Husseins blik gik lige i hjertet på mig. Det fik det til at vende sig i mig. Bogstavelig talt. Hensigten er klar. Vi hører ikke hjemme i Danmark, vi der er mulismer. Vi skal helst bare forsvinde. Hvad vil der ske, hvis de herrer og ligesindede får magt som de har agt?
Vi er i enhver forstand “de andre.” Her, kunne jeg citere nogle af de foruroligende ord, Højlund og Henriksen sagde i udsendelsen, men ærlig talt, så magter jeg, hverken at se eller høre dem igen.

Jeg er nødt til at lægge en plan B for min familie.

Lad mig fortælle Højlund og Henriksen noget, nu når de nærmest snubler over hinanden i deres iver efter at fortælle os, de har løst universets gåde om muslimer i Danmark. Vi er mange muslimer, der hver evig eneste dag knokler en vis legemsdel i laser, fordi vi sætter en stor ære i at bidrage til vores fælles samfund. Det samfund, I – ligesom de u-integrerbare – er godt i gang med at splitte med jeres “dem” og “os” retorik.

Min familie har fået adskillige tilbud om at flytte til udlandet. Også tilbud, man skal være noget nær vanvittig for at afslå. Tilbud, vi, uden at tøve, har takket nej til. Hver gang. Vi vil tjene Danmark og vores indsats for et bedre samfund, ønsker vi skal komme hele Danmark til gode.

Udover ønsket om at ”give tilbage” til Danmark økonomisk set, har jeg følelsesmæssigt ikke kunnet bære tanken om, at vores børn skulle vokse op i et andet land og ikke få det forhold til Danmark som jeg har. Præcis som jeg i tidligere indlæg har skrevet om mine forældres forhold til Tyrkiet kontra mine, på grund af min opvækst i Danmark.

Tanken om, at Danmark, for mine børn, skal være et fremmed land, de ikke føler sig knyttet til, sådan helt inde under huden som jeg, er ikke til at bære. Mit håb har altid været, at mine børn må elske Danmark ligeså højt som jeg.

Efter Debatten i aftes, tænker jeg, om det ikke efterhånden tenderer til omsorgssvigt, ikke at beskytte og skåne dem fra at udvikle netop de følelser.

Ikke at fjerne dem fra de giftige ord, der i en lind strøm, flyder, snart sagt alle steder fra og ikke kun fra tv skærmen. Udsendelsen i aftes er blot én ud af mange, for det bliver ved og det bliver ved og det bliver ved…
Jo, jeg mener, dehumaniseringen er i gang og jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal råbe folk op.

Topillustration: CCO Public Domain, Destruction. Pixabay.

mm
Elmas Berke

Elmas Berke er forfatter og foredragsholder. Tidligere nyhedsvært på radio, journalist, tolk ved Rigspolitiet og nu erhvervskvinde. Forfatter til romanen "Tavshedens Pris", der udkom maj 2015. Indstillet til Blixenprisen for ytringsfrihed, 2016. Nomineret til "Danners Ærespris 2015" og "Årets Dansker 2015". Blogger hos Berlingske Media/ Den Politiske Puls, Politiko. Hun har skrevet manuskript til en spillefilmskomedie om en dansk-tyrkisk familie, hvor intet er for helligt til at blive rusket igennem på en kærlig måde. Arbejdet med dette er påbegyndt de indledende faser om en kommende filmatisering. Elmas Berke er tegner og kunstmaler i sin sparsomme fritid. Hun er ikke bange for at sige fra over for sit baglands forældede syn på kønsroller, kulturelle handlemønstre eller religiøse dogmer, der måtte spænde ben for ellers velfungerende familier, og hun bryder gerne med tabuer og gør det personlige offentligt, for på den måde at sætte fokus på den undertrykkelse og/eller diskrimination, en gruppe medborgere lever under i Danmark. Elmas Berke er gift og mor til 4.

Kategorier