I årtier har borgerlige kommentatorer holdt liv i en myte om, at DR er befolket af røde lejesvende. Myten er falsk og siger mest af alt noget om borgerlig intolerance.
”Jeg så Melodi Grand Prix i går og kan konstatere, at de røde lejesvende holdt fri.”
Opdateringen fra en af mine Facebook-venner var selvfølgelig en ironisk kommentar til den hidsige debat i sidste uge, hvor borgerlige debattører og politikere affyrede endnu en runde verbale skudsalver mod DRs ”røde lejesvende”.
Anledningen var Ingolf Gabolds spektakulære udmeldelse om, at han i sin tid som dramachef i DR (1999-2012) havde haft et klart politisk formål med bl.a. serien om 1864, der ifølge Gabold skulle ”spejle nationalismen i 1864 i den neonationalisme, Dansk Folkeparti står for”, som Politiken formulerede det, og som han mener betyder, at Dansk Folkeparti er ”meget fremmedfjendske og meget bange for EU”.
”Det er jo det, vi altid har sagt,” lød det triumferende fra en stribe borgerlige debattører og politikere, og det blev ikke bedre af, at kampen for Ingolf Gabolds vedkommende ligesom virkelighedens 1864 endte som et forsmædeligt nederlag, da han udvandrede fra et radiostudie, fordi han ikke ville diskutere med Dansk Folkepartis Alex Ahrendsen. Til Berlingske begrundede han det således: ”Jeg diskuterer ikke med medlemmer af Dansk Folkeparti. Det er rent tidsspilde, for de er simpelthen så uflyttelige. De tumler afsted med nogle dogmer, som de smider i hovedet på folk, og så er der ikke mere at snakke om.”
Det er svært at forestille sig en mere spektakulær og grundig måde at ødelægge sit eget omdømme og afspore debatten på. Men frem for at kaste sig ud i ørkesløse spekulationer om, hvad der fik Gabold til at lande sådan en lort på DRs bord (kedede den gamle ronkedor sig mon i sit pensionistliv, spurgte mange), er der grund til at se på den livskraftige – men forkerte – påstand i borgerlige kredse om, at DRs er befolket af ”røde lejesvende”, der ikke forsømmer mange lejligheder til at fylde befolkningen med rød propaganda.
DRs problem er ikke, at der i tidens løb har været enkelte røde journalister og programmedarbejdere, der blev lagt mærke til, men at der ikke har været flere: Danmarks Radio skal jo afspejle hele befolkningen, og cirka halvdelen af den stemmer rødt. Og det største problem er, at borgerlige debattører og politikere ikke forsømmer nogen lejlighed til at kritisere det mindste optræk til røde tendenser i programmerne, mens de i tavshed forbigår enhver blå skævvridning.
”Skal regeringen dolkes af fjernsynets røde lejesvende?”
Begrebet ”De røde lejesvende” blev lanceret af den tidligere Venstreminister Jens Sønderup i februar 1968 i et læserbrev i dagbladet Vestkysten, hvor han kaldte journalisterne Lasse Budtz, Jakob Nielsen, Ole Andreasen og Helge Lorenzen for ”røde lejesvend”.
Hjemmesiden Radionyt beskriver baggrunden på denne måde: ”Indtil 1968 havde det været så som så med kritisk journalistik i Danmarks Radio overfor de siddende regeringer, men i et krydsilds-interview med de tre partiledere fra den nye VKR-regering – Hilmar Baunsgaard, Poul Møller og Poul Hartling – blev der stillet mere kritiske spørgsmål end vanligt.”
Det fik Sønderup til i læserbrevet at skrive, at udsendelsen i Danmarks Radio var et ”vel forberedt, ondsindet oplæg, der havde til hovedformål at skabe vanskeligheder for det nye styre”, og at de fire journalisters ”selvglæde og til tider pågående frækhed… virker anstødelig, tendentiøs og usaglig”. ”Skal regeringen Baunsgaard dolkes og ødelægges af fjernsynets røde lejesvende?”, spurgte han.
Journalistforbundet anlagde retssag mod Jens Sønderup for injurier, og ”i retten måtte de fire journalister under edsansvar over for dommeren oplyse om deres politiske ståsteder”, som Radionyt beretter: Jakob Nielsen havde i sin ungdom været formand for en konservativ ungdomsforening, Ole Andreasen havde været ansat hos Venstre-pressen tidligere i sin karriere, mens Helge Lorenzen og Lasse Budtz var socialdemokrater.
Jens Sønderup tabte sagen, men udtrykket har levet videre lige siden.
Ikke meget rød propaganda i Den store kagedyst
Men hvordan vurderer man, om et program – eller et indslag i en nyhedsudsendelse – er rødt eller blåt? Al journalistik og al programlægning handler om valg og fravalg: af emner, af vinker eller af kilder. Og mange valg har en politisk dimension.
Mens det ikke i sig selv er hverken rødt eller blåt f.eks. at sætte fokus på, hvordan det er lykkedes udenlandske svindlere at tømme SKAT for 6 milliarder kroner, er det ikke ligegyldigt, om man i en serie udsendelser sætter fokus på socialt bedrageri blandt bistandsmodtagere og arbejdsløse, eller ser nærmere på de milliarder, rige danskere har stuvet væk i udenlandske skattely. Begge udsendelsesrækker vil udløse en omfattende politisk debat.
Ser man ud over fladen af nyheds- og debatprogrammer er det – selv med den bedste vilje – svært at se en rød slagside. Der ”skæres hakkelse i døgnets rejsestald”, som det hedder med det gamle journalistudtryk: lytterne og seerne får serveret et lille udvalg af døgnets nyheder, får en anelse baggrund og nogle kommentarer, hvor man omhyggeligt hører begge sider af en sag. At se på de bagvedliggende, kapitalistiske og imperialistiske strukturer og pege på, at tingene godt kunne indrettes helt anderledes – som vel må siges at være en del af kernen i et rødt nyhedskriterium i en blå verden – er helt fraværende, når f.eks. Kåre Quist jagter rundt efter plattenslagere.
Ser man på resten af programfladen er billedet lige så tydeligt: Der er sgutte meget rød propaganda i Den store kagedyst, X-Faktor, Sporløs eller de mange programmer, hvor man skal gætte prisen på en bolig eller hvem der bor i den. Ligegyldig underholdning og harmløst tidsfordriv fra ende til anden. ”Opium for folket,” som Karl Marx sagde om religion.
Borgerlige tier om blå skævvridning
Optræder der en programvært med en venstreorienteret grundholdning, skydes der løs fra borgerlig side, som tilfældet var, da Kjeld Koplev havde snakkeprogrammet ”Koplevs Krydsfeldt” på P1, mens jeg ikke mindes en eneste protest, da programmet ”Religionsrapport” som vært havde Iben Tranholm, der ligger så langt ude på den katolske højrefløj, man overhovedet kan komme.
Kritikken afspejler med andre ord en nidkær, borgerlig klapjagt på de anderledes tænkende og talende, mens man ikke siger noget, når der er tale om ”ens egne”.
Den nu pensionerede SFer Jens Thoft kom forleden med et tilsvarende eksempel på Facebook:
”Henning Schumaltz Jørgensen var chef for TV-As valgudsendelser samtidig med, at han var valgstrateg for Venstre. Det var dengang, DR havde monopol. Havde disse dobbeltroller været en socialdemokrat eller endnu ”værre” en længere ude på venstrefløjen, havde der rejst sig et ramaskrig. Nu var det bare partiet Venstres folk, der var centralt placeret. Og det havde ingen ondt i røven af.”
Lone Kühlmann kom med et tredje eksempel i et debatindlæg i Information for nogle år siden, hvor der fra borgerlig side blev fyret endnu en runde salver af mod de røde lejesvende, nemlig sagen om Hans Morten Rubin, der i mange år var en del af inderkredsen i Venstres ledelse, og som sad uantastet som leder af TV-Avisen, samtidig med at han tilrettelagde Venstres politik og mediestrategi.
Var der borgerlige, der protesterede mod det? Gæt selv.
Borgerlige partier har flest DR-medarbejdere
I det hele taget er der en tydelig, borgerlig skævhed, hvis man laver en liste over journalister og programmedarbejdere ved Danmarks Radio, der før eller efter DR-karrieren har stillet op for et politisk parti eller siddet på centrale poster i et politisk parti:
De Konservative: Per Stig Møller, Connie Hedegaard, Niels Krause Kjær, Paula Larrain, Suzanne Bjerrehuus, Bent Bertramsen, Claus Toksvig, Frode Kristoffersen, Mogens Rubinstein, Lis Møller.
Venstre: Uffe Ellemann-Jensen, Jens Rohde, Jess Myrthu, Morten Løkkegaard, Bjørn Elmquist, Hans Morten Rubin, Kaj V. Andersen, Poul F. Hansen, Jørgen Schleimann, Claus Borre, Ole Andreasen, Henning Schmaltz Jørgensen, Hans Bischoff, Bent Stuckert. Jan Jakob Floryan forsøgte forgæves at blive opstillet til Europa-parlamentet.
Liberal Alliance: Mette Bock.
Socialdemokratiet: Lasse Budtz, Jimmy Starr, Mogens Heuniche, Christine Antorini, Thor Möger.
SF: Ejgil Andersen.
Enhedslisten (tidligere DKP og VS): Hanne Reintoft.
Hertil kommer Karen Jespersen, der som bekendt er gået fra det yderste venstre til det yderste højre.
Så kære borgerlige debattører og politikere: Hvad med at I begynder at vise lidt mere åbenhed og tolerance over for de små, røde sprækker, der er i DRs blå og borgerlige programflade?
Du er velkommen til at dele historier fra POV International. Kan du lide, hvad du læste, er du velkommen til at sende mig et beløb på Mobilepay (20 74 68 44) – men det er helt frivilligt.
(Foto af en af DRs sendevogne: Wikimedia Commons)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
