Den 21.april sidste år sad jeg og skrev i den høje bygning på Langenæs i Aarhus, hvor jeg bor, da jeg fik en SMS.
”Jeg kan se din bygning fra min bygning.”
”Haha, hvor er du sjov,” skrev jeg tilbage.
”Jamen dét kan jeg og…”
”Og hvad…?”
”Jeg er færdig med at arbejde om lidt, skal jeg ikke komme hen til dig… Altså jeg kan se lige over til dig…? Stil dig lige ud og vink…”
”Hahahaha!” skrev jeg tilbage og gik ud på svalegangen, klokken var lidt i to om eftermiddagen, forårsluften duftede af dét ham der SMSede, havde i tankerne. Jeg følte mig lidt akavet, da jeg vinkede ud mod en masse højhuse, men vinkede gjorde jeg. Og grinede. Inde fra min lejlighed understregede Prince, at jeg var på rette vej denne torsdag eftermiddag, han hviskede, stønnede og falset-skreg, ”Sexy Mother Fucker! Shaking That Ass, Shaking That Ass, Shaking That Ass, U Sexy Mother Fucker…”
Da SMSeren kom på besøg dansede vi et par timer til Prince og brugte sangene både som menu og skattekort. Fed eftermiddag!
Bagefter havde jeg susende travlt med at skrive på noget, der skulle afleveres. En deadline er for mig lige så umulig at udsætte som en fødsel, så der skulle bare hænges i, men heldigvis havde jeg da munden fuld af kys, det hjælper på alt, også deadlines.
Jeg fik sendt min artikel af sted og sad og læste nyheder på nettet, da der pludselig stod: BREAKING NEWS! ”According to TMZ a fatality is found at Paisley Park, The Artist Prince’s home in Minneapolis, who the deceased person is has not been confirmed yet…”
Vente, vente, vente, skøjte rundt på nettet frem og tilbage til TMZ’s hjemmeside og så kom dét BREAKING NEWS, der ikke var til at tro på, ikke var til at bære og ikke måtte være sandt, men det var det. Slår man ordet ”breaking” op betyder det blandt andet: Gå itu, brække, knække, gå i stykker.
I dag er det et år siden, at Prince Rogers Nelson blev fundet alene i en elevator i Paisley Park, i det hjem og arbejdssted, han selv havde skabt i Chanhassen, Minneapolis i Staten Minnesota. Prince blev 57.
Hvor er døden dog ondskabsfuld. Den stopper vores skridt, planer og hjerter, alt der bankede er pludselig stille, stift og koldt, og den er ikke kun ondskabsfuld, døden, den er også ydmygende. De af jer der har set et eller flere lig, har alle set noget, I ikke havde lyst til at se.
Nogle lidt for åbne øjne, en mund der var halvt et skrig, underlige liggestillinger – alt muligt, som man bare ikke har lyst til at huske, men som man altid husker, indtil man selv ligger i en underlig stilling med lidt for åbne øjne.
Skopudser eller superstar, døden er fuldstændig ligeglad med, hvem og hvad vi er, ydmyget bliver vi alle. Prince, der på alle måder og set fra alle verdens vinkler var et musikalsk geni, var og er også hyldet og berømmet for at være et fashion icon uden lige.
Artisten, der ifølge alle dem der har kysset, spillet og arbejdet med og for ham blev aldrig set uden fuld makeup, høje hæle, det vildeste håndsyede tøj, skinnende hår og blinkende smykker, jo, jo, dødens ydmygelser fik også ham.
Da Prince blev fundet – forskellige rapporter og kilder mener at han havde ligget død i helt op til 6 timer – da man fandt perfektionisten Prince, var hans sorte trøje og sorte bukser taget omvendt på og hans strømper havde vrangen udad. Gudskelov er det – endnu – ikke beskrevet, hvordan han lå, da de fandt ham.
Prince døde af en overdosis, men det ændrer intet for mig, jeg er komplet ligeglad med de facts, ligeglad med, hvor længe han havde været afhængig og af hvad. Om det var i årtier, i årevis, i et år, i måneder – I don’t give a toss! Om han så var død af at have slugt atten sorte ravne, hva’ så?
Han er er død.
Det er det, der snerper, strammer, men tak Prince, også samler. Du sagde altid, at du ikke havde fans. Dine fans var din familie, din Purple Family, dem – os – du slet og ret så kærligt kaldte for ”Fams”.
Lyt til over to timers podcast fra den 21.april 2016, hvor The Prince Podcast (PodcastJuice.net) sendte deres udsendelse LIVE og musikere og mange der kendte Prince og havde personlige historier ringede ind og kæmpede med tårerne, nogle krakkelerede helt, men grinet blev der også – dejligt, dejligt program. The Prince Podcast er den podcast i USA,, der har dedikeret sine udsendelser længst og flest år til Prince.
Showets grundlægger og vært, Michael Dean, har forskellige gæster både i studiet og på telefonen, der handler om, som han selv siger: ”All things Prince, we dive and we dive deep!” Der er et stort bagkatalog af interviews med musikere og andre, der har spillet og arbejdet med Prince, mange anmeldelser og hver uge har Michael Dean nye og gamle vinkler på ”All Things Prince” og det er ikke kun rosenrødt, men det er godt.
Dagen efter Princes død blev jeg nødt til at gå et ærinde på Strøget her i Aarhus. Jeg skulle købe og sende en pakke til min venindes femtenårige datter, der var på efterskole, hun havde fødselsdag og ønskede sig en bestemt kjole fra H&M, så jeg havde retning mod Skt. Clemenstorv hvor den største butik ligger i Aarhus, der måtte de have den kjole.
Hvor er døden dog ondskabsfuld. Den stopper vores skridt, planer og hjerter, alt der bankede er pludselig stille, stift og koldt, og den er ikke kun ondskabsfuld, døden, den er også ydmygende
Jeg havde min lilla velour kasket, syet kærligt af min veninde Kasket Hanne, på og kæmpestore sorte solbriller. Jeg gik meget hurtigt, ville ha’ kjolekøbet overstået og så hjem i seng med sorgen igen. Jeg hørte ikke Prince i mine høretelefoner, det kunne jeg endnu ikke holde til, jeg hørte Miles Davis, ”Kind of Blue” og skråede over den træbelagte bro mod butikken.
Jeg fandt meget hurtigt kjolen og stillede mig i kø stadig formummet bag solbriller og kasket. Det blev min tur, jeg lagde den grønne kjole med store røde blomster op på disken.
”Hej, er det til dig selv eller vil du have en gaveæske?” spurgte ekspedienten, der så sød ud.
”Jeg vil meget gerne have en gaveæske, tak,” sagde jeg stille, havde ikke talt med nogen siden dagen før, min stemme var en slags ru af gråd.
”Undskyld jeg spø’r, men er du ikke Synnøve?”
Jeg så ned i gulvet og nikkede. Normalt synes jeg det er hyggeligt når folk siger sådan, men ikke i dag. Ikke i dag.
”Hvad hedder du,” fik jeg fremstammet, jeg så stadig ned i gulvet med hånden for munden, så tæt på at tude.
”Majken.” Jeg kunne høre smilet i hendes stemme.
Jeg løftede hovedet og så på Majken bag solbrillerne.
”Er du okay?”
Jeg rystede på hovedet.
”Prince…” sagde jeg hulkende – jeg ved godt det er toppinligt, men det gjorde jeg altså, hulkede.
Køen var lang, men Majken gav sig god tid, hun lagde en hånd over min hånd som jeg havde lagt på disken.
”Min mand har også taget en fridag, han har ligget på sofaen siden i går aftes, hvor vi hørte det. Han hører Prince non-stop, han er godt nok også smadret…”
”Åhr, hils ham, vil du ikke nok?”
”Det kan du tro, det vil han blive glad for.”
I nummeret ”Let’s Go Crazy” er der en linje som nærmest er blevet en slags profeti for Princes død.
”And if the elevator tries to bring you down
Go Crazy (Punch a higher floor!)
Denne gang kunne Prince ikke ”punch a higher floor” eller måske var det netop dét, han gjorde? Punched the highest floor op til hans elskede Jehova, i hvert fald var der en stor smuk og meget klar regnbue, der lå og vogtede over Paisley Park et par timer, efter at ligvognen var kørt bort.
Dagen efter, fredag den 22.april, var Prince kremeret og kun hans aske var tilbage i en lille æske.
Det regner i dag, måske sner det senere, ”Sometimes It Snows in April”.
Jeg sidder ved vinduet og tæller regndråber, mens jeg hører ”Purple Rain”. Regnen på Langenæs er godt nok ikke lilla, men hver dråbe føles lilla, selv her et år efter at manden, der var bygget let og muskuløs som en jockey og talte med en dyb hviskende stemme og sang falset, så kvinderne gik i knæ og spagat sammen med ham, selv her et helt år efter føles det stadig uvirkeligt.
Der er så mange lag af lilla dråber, der endnu skal opleves, så megen musik, der ikke er hørt, så mange tårer, der stadig sidder fast, men vel bliver sluppet ud på et tidspunkt. Hviner det i dine tænder? Er det for sentimentalt det her? Dig om det og hvis du en dag får lyst, så er The Purple Family også din.
Jeg har talt nok dråber for i dag, nu tror jeg at jeg vil gå ind til Majken i H&M, og hvis jeg kan kende hende, vil jeg give hende et knus uden solbriller og sige tak for hendes store nærvær den første dag efter den chokerende nyhed.
”Breaking” betyder udover alle nuancer af at gå i stykker også: At holde pause og det har Prince så gjort i et år nu. Vi ”Fams” kloden rundt har danset, elsket, skændtes, grinet, og grædt til hans musik i det år, der er gået. Og det bliver vi ved med.
Topillustration: ADORE, Privat ejet, April 2016, 8X8 cm
Værket ”ADORE” er skabt af Evren Tekinoktay (født 1972 i København), uddannet: 1993-97, Gerrit Rietveld Academy, Amsterdam, Holland. 1997-99 Jan van Eyck Akademie, Maastricht, Holland. 1998-99, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. Blandt andet solgt flere værker til Charles Saatchi, London. Evren Tekinoktay er KÆMPE Prince fan og har lavet en jumpsuit, en sort og hvid grafisk dragt til Prince i 2013 som inspirerede The Artist til at lave en scenografi til nogle af sine koncerter i USA med sit band, 3rdeyedgirl, som den danske bassist, Ida Nielsen var og er et prominent medlem af. David Risley Gallery info@davidrisleygallery.com www.theapproach.co.uk/ Instagram: @evrentekinoktay
Den 7. maj 2016 optrådte Evren Tekinoktay i programmet ”Flaskens Ånd”, hvor studievært Poul Pilgaard Johnsen talte med hende om Prince. Lyt til programmet her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her