
PRINCE // KLUMME – I dag er det præcis ti lange og mange år siden, at en kæmpemæssig forandring indtræffer, da nyhedsmedier verden over chokerende fortæller, at Prince er revet ud af livet. Og hvert år siden, på den her uønskede mærkedag, finder fotograf Eddie Michel det ’lilla’ topbillede frem og ser på kunstnerens ansigtsudtryk og blik.
Jeg husker ikke, hvad det er, der gør det. Måske er det de lidt under tyve TUSINDE mennesker på Tiøren i København, der i samlet kor synger med på en af hans sange? Prince bliver i hvert fald pludselig så bevæget, at han gør antræk til at vende ryggen til publikum. I lige den bevægelse tager jeg billedet, du ser øverst.
Jeg er kun halvanden meter fra ham og har fået særlig adgang til scenen med mine kameraer, fordi jeg på det tidspunkt er fast fotograf for en af musikerne på scenen: Funklegenden, sangeren og bassisten Larry Graham, der, ud over at være en af Princes største musikalske helte, var en del af gruppen Sly and the Family Stone i 1970’erne.
Bortset fra musikerne er jeg formentlig den eneste, der ser, hvor berørt Prince bliver.
Senere på aftenen skyller Purple Rain ned fra scenekanten og ud over det ekstatiske publikum. Kun minutter senere bliver den lilla effektregn pludselig virkelig og glasklar. Himlen åbner sig, og monumentale søjler af vandmasser står ned over festivalpladsen.
På få sekunder skaber regnen kaos blandt publikum foran scenen. Græsarealerne forvandler sig til en sump på ingen tid. Regnen siler ind på scenen i en skæv vinkel, og eftersom vand og strøm aldrig har været den bedste kombi, bliver koncerten prompte afbrudt.
Prince bliver ført ud backstage, hvor det er meningen, at jeg efter koncerten skal fotografere ham. Sådan skal det ikke gå. Han bliver hastigt ført væk fra området, og det her øjeblik, set gennem min kamerasøger, bliver det sidste, jeg nogensinde ser til Prince.

Tiden lader sig ikke standse, vækst og forfald veksler som fylde og tomhed, og enhver bevægelse medfører en forandring. I dag er det præcis ti lange og mange år siden, at en kæmpemæssig forandring indtræffer, da nyhedsmedier verden over chokerende fortæller, at Prince er revet ud af livet. Død, helt uventet, som følge af en overdosis af det syntetiske smertestillende opiat fentanyl. Ikke selvmord, men et uheld. Fra musikalsk altomsluttende fylde af næsten hidtil usete proportioner i populærmusikken er der pludselig tomhed.
Hvert år siden, på den her uønskede mærkedag, finder jeg det ’lilla’ topbillede frem og ser på hans ansigtsudtryk og blik. For hvert år, der går, bevæger det mig mere og mere. Naturligvis fordi jeg var der og oplevede det, men mest fordi det er en påmindelse om, at der aldrig mere kommer flere Prince-koncerter eller ny musik fra ham.
Billedet minder mig også om, at jeg intet har til gode, hvad angår Prince. Som millioner af andre var jeg så svineheldig at få indtil flere koncertoplevelser med ham
Samtidig minder billedet mig også om, at jeg intet har til gode, hvad angår Prince. Som millioner af andre var jeg så svineheldig at få indtil flere koncertoplevelser med ham.
Den bedste er en sen tropeaften i slutningen af 1990’erne under et firmament af klare stjerner i en tyrefægterarena i Marbella i Spanien. Her har han også et kæmpe hus, hvor jeg samme eftermiddag ydermere er blevet tildelt 40 minutters audiens, fordi jeg som daværende journalist skal interviewe ham til flere danske medier. Det hele kunne ikke blive meget større for en die hard-fan! Jeg levede højt på mødet og interviewet i mange år. Og gør det stadig.
Alligevel var og er det på en eller anden vis det største for mig at have taget lige dét her billede og fanget dét her øjeblik i tiden …

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og