mm

Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Ole Blegvad
på Mobile Pay: 53 64 44 13

Auteur Trier indtager Det kongelige Teater

TEATER – Lars von Trier er ubetinget den største nulevende kunstner i Danmark, mener Ole Blegvad, der har set teaterversion af Triers tv-serie “Riget” på Det kgl. Teater. Vi er i en verden, hvor modsætningerne står over for hinanden: Lægen møder patienten, logikken møder det ulogiske, det sjuskede møder det omhyggelige, fantasien møder virkeligheden, det clairvoyante møder lægevidenskaben. Og det hele er lidt u-hyg-ge-ligt, men måske også lidt for pænt og for genkendeligt.

Uge 16 i 2018 – på flere måder en hyldest uge for Lars von Trier: Torsdag modtog den 61-årige filminstruktør Danmarks største kulturpris, Sonningprisen på 1 million kroner uddelt af Københavns Universitet.

I begrundelsen lød det blandt andet: ”Den danske filminstruktør og manuskriptforfatter Lars von Trier, er en af de få nulevende filmskabere, der har haft så vedholdende og afgørende betydning for nyere europæisk film. Med mere end tyve opsigtvækkende og nyskabende film- og tv-produktioner bag sig indtager Lars von Trier rollen som en af Europas vigtigste og mest banebrydende filmfornyere.”

Samme dag blev hans nyeste film The House That Jack Built udvalgt til at blive vist uden for konkurrence ved Filmfestivalen i Cannes, som foregår i maj. Og endelig var der fredag premiere på en teaterudgave af Riget, Triers tv-serie fra 1994, i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater.

Overlæge Moesgaard – Jens Jørn Spottag til højre – har igangsat “Operation Morgenluft”, der skal skabe en god stemning imellem alle kolleger. Han skaffer klistermærker og klistrer dem op, men morgenluften forbliver sort og uigennemtrængelig. Helmer – Thomas W. Gabrielsson – er ikke vild med “Operation Morgenluft”.

Jeg glæder mig over, at Lars von Trier hyldes.

I min verden er han ubetinget den største nulevende kunstner i Danmark. Den største historiefortæller, den vigtigste æstetiker. Han er aldrig tilfreds, forfalder aldrig til gentagelsen men søger altid fornyelsen, og så er han aldrig leflende overfor sit publikum (eller overfor Filminstituttet, der bevilliger penge, for den sags skyld).

Men Trier er måske også ved at være en anakronistisk kunstner i en tid, hvor salgs- og seertal fylder mere end kunsten og dannelsen på de statslige kulturinstitutioner. Da jeg i 2009 interviewede Lars von Trier, sagde han om tidens tendens indenfor kunsten: ”Der er en tendens til, at man bare reproducerer i forvejen kendte succeser og gentager dem igen og igen. Både på film og i tv.”

Med auteurens citat in mente bevægede jeg mig fredag aften mod Skuespilhuset og teaterversionen af Riget.

Kongelig CT-scanning af Riget

Tæppet går, teaterrummet er tåget, fyldt af røg og lys. Ved store kar står skuespillerne klar til prologen, den kendte intro til Riget:

Grunden under Rigshospitalet er gammel mose. Her gik blegemændene og fugtede deres store lærreder i det lave vand for at lægge til blegning. Senere byggedes Rigshospitalet her. Og blegemændene blev skiftet ud med læger og forskere og landets bedste hjerner og mest fuldendte teknologi. Nu skulle livet defineres, og uvidenhed og overtro aldrig mere kunne ryste videnskaben. Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er som om, kulden og fugten er vendt tilbage – små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide og moderne bygninger. Ingen levende ved det endnu, men porten til Riget er begyndt at åbne sig på ny.

Herefter kommer kendingsmelodien fra tv-serien, og med Palle Steen Christensens fine scenografi  i en kombination af væg-og drejescene er vi snart suget ind i Riget. Vi er ved indgangen, i kælderens snørklede gangsystem, på operationsstuen, til lægernes morgenkonference, i arkivet og i elevatoren:

Den lille pige vil give sig til kende for den gamle dame.
Hvor skete det?
I elevatoren.
Elevatoren?

Kirsten Olesen spiller en en skøn udgave af Sigrid Drusse. Her er hun i elevatoren, hvor nu hører Marys stemme.

Det er ved at blive aften.
Og pigen er igen i elevatoren.
Snart er hun der, snart er hun der ikke,
Jo, det gentager sig bare – hele tiden.
Det er u-hyg-ge-ligt.
Ja det er.
Det er u-hyg-ge-ligt.

– Opvaskerne i Riget

De to lægestuderende Christian – spillet af Emil Prenter – og Mogge – spillet af Thue Ersted Rasmussen til forelæsning hos patologen Bondo – der bliver spillet af Peter Christoffersen.

Lars von Triers univers fra 1994 er mystik og uforklarlige hændelser, videnskab, overtro og overnaturlige kræfter, blandet sammen med magtkampe og intriger.

Vi er i en verden, hvor modsætningerne står over for hinanden: Lægen møder patienten, logikken møder det ulogiske, det sjuskede møder det omhyggelige, fantasien møder virkeligheden, det clairvoyante møder lægevidenskaben.

Når det er trist, så græder børnene.
Når det er sørgeligt, så græder de voksne.
Men hvordan er det, når huset græder selv?
Hvad laver den gamle dame?
Hun vil ind til den lille pige.
Er hun ikke bange?
Nej ikke mere.
Græder huset?
Huset har grædt længe.

– Opvaskerne fra Riget.

På scenen er de ikoniske figurer fra serien: Fru Drusse, den svenske overlæge Helmer, overlæge Moesgaard, den lægestuderende Mogge, Mona, Mary, lægerne Judith og Rigmor, portøren, Drusses søn, Bulder, patologen Bondo.

Som publikum bliver vi suget ind i den – for de fleste – kendte historie. Ind i Lars von Trier og medforfatter Niels Vørsels spøgelseshistorie af et spejl på samfundet og menneskelige relationer. Symboliseret gennem Riget.

Hvor skogen dog er frisk og stor
Kuk-kuk kuk-kuk fallera!
H.C. Andersen, Danmarks nationalpoet.
Kuk-kuk kuk-kuk fallera!
De er ikke bare bare dumme idioterne, de er fa’me tilmed livsfarlige.
Danskjävlar!

Fra Trier til Teater

Det er langt fra første gang, at Lars von Triers værker bliver til teater. Jeg har selv set Odense Teaters glimrende version af Breaking the Waves i 2009. Forestillingen modtog en Reumert som sæsonens bedste forestilling. Stykket fik fem til seks stjerner i mange medier. Fyens Stiftstidende skrev:

”Breaking the Waves er teater, når det er bedst. Alt overflødigt er skrællet væk, så kun den rene tekst står tilbage. Forestillingen er en sublim sejr for instruktøren Kasper Wilton og et ensemble, der spiller med hver eneste nervefiber, hver eneste sansetråd rettet mod handlingen og hinanden.”

Odense Teater har senere spillet Dogville, Aarhus Teater har opført Antichrist, Dancer in the Dark på Operaenligesom Triers film har været forlæg teaterstykker flere steder i udlandet.

Portøren Bulder, der også er søn af Drusse – spillet af Mads Rømer Brolin-Tani – ses her sammen med overlæge Helmer, der har har sine problemer med parkeringsforholdene ved sygehuset. Han forstår ikke, hvorfor overlægerne ikke har en privat parkeringsplads.

En-til-en opsætning af Riget

Den oprindelige tv-serie Riget bestod af fire dele. På teatret er inddelingen af de fire afsnit bevaret, så første akt er seriens to første afsnit, mens andet akt er tredje og fjerde af tv-serien.

Denne morgen blev en ganske særlig morgen.
Hvordan særlig?
Menneskene er ikke, som de plejer.
Hvem?
Den unge læge, der bor i kælderen
blev bange for hende han elsker, som skal have barn.
Hvorfor?
Han tror hun er et spøgelse.
Men, det er hun ikke.
Nej, det er hun ikke.
For manden, der skærer i de døde,
har fået selv noget af en død i maven.
Hvor bliver det en mærkelig morgen.
Og svenskeren, der altid er vred er ikke vred længere.
Det var ikke godt.
Nej, det er slet, slet ikke godt.

– Opvaskerne

Fordi castet fra tv-serien står så stærkt, kan man som udgangspunkt ikke lade være med at sammenligne skuespillernes præstationer. Kirstens Olesens Fr. Drusse sammenlignet med Kirsten Rolffes. Moesgaard, der huskes som Holger Juul Hansen spilles nu af Jens Jørn Spottag, Krogshøj der var Søren Pilmark er nu Esben Dalgaard, Peter Mygins Mogge-rolle spilles af Thue Ersted Rasmussen, Ghita Nørbys Rigmor spilles af Stine Schrøder Jensen og så videre.

Det er et skønt ensemblesammenspil, hvor alle på fineste måde udfylder deres rolle, så man efterhånden glemmer de gamle, kendte skuespillere. Og så er der lige ham overlægen, svenskeren Stig Helmer. Han blev i tv-serien helt suverænt spillet af Ernst-Hugo Järegård, på teatret bliver han spillet helt enestående af Thomas W. Gabrielsson, der på imponerende vis giver karakteren Helmer et nyt og nærværende ansigt.

Hans replikker, hvor han sviner det danske sygehusvæsen og den danske mentalitet til, afleveres med en præcision, så Triers humoristiske univers bliver forløst til fulde.

Tetrapak
Volvo, ja.
Pripps blå.
Ja.
Björn Borg.
Ja.
Hep Stars.
Ja.
Jeg frågor, vad i helvete gör jag här?

– Overlæge Helmer, når han står på taler og ser mod fædrelandet Sverige.

Den svenske skuespiller Thomas W. Gabrielsson i rollen som overlæge Helmer. Her har han lige været til samtale med Monas mor.
Historien om Mona er et hovedtema i “Riget”. Det er Helmers alvorlige lægefejl, som han ikke vil indrømme. Helmer opererede engang forkert i hjernen på den lille pige. Hun ligger nu hjerneskadet på hospitalet, og moderen indsender en klage. Han sætter himmel og jord i bevægelse for at destruere de to rapporter, der afslører hans skyld.

I Nicolei Fabers iscenesættelse kommer vi rundt i alle hjørnerne af Riget. Der er lagt stor vægt på de humoristiske elementer, som så til gengæld sætter Triers lidt mere alvorlige røntgen-analyse af mennesket i baggrunden. Vi er til Operation Morgenluft og til møder i lægelogen Rigets Sønner. Og det hele er lidt u-hyg-ge-ligt, men måske også lidt for pænt og for genkendeligt.

Efter første akt følte jeg mig gevaldigt underholdt i en stram og velovervejet instruktion, der samtidig var ekstremt underholdende. Anden akt fik en tendens af gentagelse, ikke alene fra tv-serien, men også fra første akt.

Den originale tv-serie har et langt udløb, hvor alle ender skal nå hinanden, og alle hængepartier skal forklares. På teatret blev afslutningen lidt for nu-skal-posen-lukkes og lidt for jappende.

Jeg så den gamle dame.
Hun gik forbi lige før.
Ja hun er urolig i aften.
Er hun bange?
Hun er ikke bange, hun er urolig.
Hun har gjort klar til en stor opvask,
men hun kan ikke finde børsten.
Kan hun ikke finde sæben?
I aften vil den gamle dame finde det, som hun mangler.
Godmorgen.
Godmorgen.
Så stille her er.
For dem, der vil ikke høre, er det stille.

– Opvaskerne i Riget

Tv-serie eller teaterstykke?

Det i – mine øjne – ringere andet akt, fik mig til at tænke over, om Riget er en 1990’er historie, eller om det er en universel fortælling. Mange ting er i hvert fald ændret i forhold til Triers kirurgiske indgreb på sygehusvæsen og forholdet mellem Danmark og Sverige. Jeg kan godt forestille mig en teaterversion, der ikke fulgte tv-serien så slavisk.

Som nævnt er Lars von Trier ikke selv begejstret for reproduktion af eksisterende værker (om end jeg er sikker på, at han er stolt over, at Det Kongelige Teater sætter Riget op). Men hvis man som filmskaber kaster sig over en bog, som musiker laver et covernummer, eller som Det Kongelige Teater opfører Riget, så kan man ikke undgå sammenligningen.

Jeg blev underholdt, jeg synes ensemblet på Det Kongelige bliver mere og mere sammenspillet, og jeg synes scenografien var imponerende. Når det er sagt, har nationalscenen pillet ved en kronjuvel i dansk tv-dramatik, og de, der ikke kender Riget, vil jeg stadig anbefale at se de fire første afsnit af Lars von Triers originale tv-serie fra 1994.

Til jer, der har set serien og elsker den, vil jeg sige: Afsted til skuespilhuset – det er et u-hyg-ge-ligt godt gensyn, når Trier og Riget indtager scenen.

Men lad os give Trier de sidste ord – i forestillingen er det Bulder, der spilles af Mads Rømer Brolin-Tani, som stiller sig frem på scenekanten og siger:

Jo, porten til Riget er så sandelig begyndt at åbne sig.
Den lille Mary er vendt hjem,
Judith har fået sit barn.
Planer er udført,
og konklusioner er nået.

Alligevel virker det hele mere som en ny begyndelse,
end som en afslutning.
Måske gør dette Dem utryg.
Måske har det, vi har vist Dem, gjort Dem utryg.

De skal ikke være bange.
Al den tid De holder øjne og øre åbne,
så er alt vi herfra kan gøre at forsøge at skræmme Dem
med lidt teaterbuldren og en sjat kunstigt blod.

Det er først, hvis De vender ansigtet bort, at vi har Dem fanget.

Det er bag de lukkede øjne, at den virkelige uhygge begynder.

Tilbage står vi med et enkelt, men praktisk problem.

Hvordan skal vi dog komme videre med disse personer, disse intriger?
Hvordan skal Rigets historie føres videre.
Alle argumentationer ender ud i den samme enkle løsning.
Det gælder slet og ret om at bruge hovedet.

Jeg ønsker dem alle en rigtig god aften.

Og for resten, skulle De drages af Riget igen,
og ønsker De på ny at bruge lidt tid sammen med os,
så vær stadigvæk beredt på
at tage det gode med det onde.

Hele tv-serien Riget kan ses her på DRs Bonanza.

Alle fotos: Emilia Therese, Det Kongelige Teater. Topfoto: Opvaskerne med de både synske og historiefortællens iagttagelser er i tv-serien spillet af to mongoler. På teatret er replikkerne fint udført til en scenebillede, som ses her.
Copyright: Emilia Therese, Det Kongelige Teater.

Kategorier