At vælge hinanden i en kærlighed der rummer alt

af

Programmet ”Gift ved første blik” er et fornemt spejlbillede af, hvordan en stor del af vores forældregeneration i minoriteten har forstået ægteskabet. Blot er de såkaldte parforholdseksperter skiftet ud med de nærmeste familiemedlemmer, der uafbrudt anbefaler og kobler to familieenheder sammen, ligesom den nye generation prøver at fikse deres forhold med parterapi, sexterapeuter og livsstilseksperter for at undgå skilsmisser. Men kærligheden skal ikke institutionaliseres eller monopoliseres af konventioner, skriver Daud Aron Ahmed, der selv er sammen med sin kæreste, Khaterah, på 9. år

Som barn var jeg vidne til, at ægteskabet først og fremmest handler om offervillighed og overlevelse, mere end det egentlig handler om at være glade sammen. ”Glæde, sikke noget vrøvl”, tænkte jeg, for mor og far bliver jo sammen uanset.

Men sådan var det ikke. Da jeg var 10 år, blev mit liv centreret om en skilsmisse. Nu var jeg barn af en enlig mor. Den ældste søn i rækken og jeg påtog mig en voksenrolle for at bistå min mor med alle de opgaver, som min far havde svigtet.

Da mistede jeg troen på ægteskabet som en hellig institution. Ikke at mine forældre befandt sig i et arrangeret ægteskab; det var faktisk et kærlighedsægteskab. Gift ved første blik så at sige – som i det program, der lige nu holder store dele af den danske nation tryllebundet ved tv-skærmen.

Efter et år flyttede min mor til Danmark fra Pakistan. Hun havde kun kendt min far i et halvt års tid. De blev viet i en moské af en imam, og ægteskabet blev gjort helligt. Et bånd der skulle holde for evigt, men efter 10 års rutiner og krav fra omgivelserne bristede illusionen om det evige ægteskab.

Når hun bliver spurgt, hvorfor vi er sammen, svarer hun som regel: ”Jeg kan ikke holde ham ud, men jeg ikke kan forestille mig et liv uden ham”. Det er alternativet til at skulle leve uden hinanden, der holder os sammen, fordi det er kærligheden, der har drevet os til at blive hos hinanden

I dag er jeg selv på 9. år i et fast parforhold. Om et år har vi begge været sammen i længere tid end mine forældre var. Vi har begge ikke-vestlige baggrunde og vores kultur dikterer, at vi burde have giftet os ved første blik.

Daud og Khaterah – privatfoto.

Tiden er gået og vi er forblevet kærester. Alle omkring os – og særlig vores forældre – hang over nakken på os med ”Gør hende til din hustru”, ”Gift dig nu med ham”, mens jeg forklarede og spurgte: ”Hvad er en hustru, når hun allerede er min kæreste. Det allerkæreste, der findes i mit liv?”

Vores kammerater og kusiner og fætre blev omvendt gift omkring os, og deres lykke i deres ægteskaber smuldrede i en fart, mens vi forblev sammen. Vel nok havde vi også vores kriser, men vi var ikke drevet af en kontrakt.

Når hun bliver spurgt, hvorfor vi er sammen, svarer hun som regel: ”Jeg kan ikke holde ham ud, men jeg ikke kan forestille mig et liv uden ham”. Det er alternativet til at skulle leve uden hinanden, der holder os sammen, fordi det er kærligheden, der har drevet os til at blive hos hinanden.

Vi diskuterer om tingene øjeblikkeligt

Imens ser jeg, at flere og flere blandt min generation jagter den eneste ene og det ideelle ægteskab, som vi ser i film, romaner og reality stjerners liv. Polerede billeder, der er kørt igennem ti filtre af lækre farver dominerer internettet, og parforholdet er blevet et gyldent stempel, et bevis på at man ikke er helt så fortabt.

Vi har skændtes og råbt i alle de år, vi har været sammen. Vi har smadret tallerkener i alle de køkkener, som vi har boet i, og vi har også elsket i dem alle.

Forleden spurgte mine kammerater som min familie gør det: ”Du er i et perfekt forhold, og I er det perfekte par. Hvorfor bliver I ikke gift?”

Det er særligt interessant, når mine kammerater betragter mit parforhold som perfekt, for hvis man har tilbragt nogle stunder med mig og min kæreste, så ved man at vi er uenige om næsten alt, og vi er ikke bange for at tage en diskussion eller et skænderi uden for hjemmet også.

Vi har aldrig underlagt os polerede overflader, måske fordi vi har sat hinanden højere end andre. Jeg er i og for sig fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker. Hvad hun tænker, er det vigtigste, og derfor snakker vi og diskuterer vi om tingene øjeblikkeligt, selv i det lokale supermarked, eller på Via Del Corso i Rom, hvor selv italienerne, blev forbavset over de gestikulationer, som man ellers kun ser til en fodboldkamp om søndagen.

Vi har skændtes og råbt i alle de år, vi har været sammen. Vi har smadret tallerkener i alle de køkkener, som vi har boet i, og vi har også elsket i dem alle.

I 2014, mens Danmarks slog rekord i skilsmisser, gik vi også igennem vores egne kriser, men det blev ikke til en skilsmisse.

Foto: Klaus Holsting.

Min kærestes krise var en sorg, som ingen kunne fjerne. Hendes mor døde. Oveni hobede vægtproblemer, alderskriser, venskaber, der ikke kunne reddes, forældre der blev skilt og karriereplaner, der røg i vasken, sig op.

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

Jeg kunne ikke gøre noget og var handlingslammet, også fordi jeg røg ind i mit eget post-speciale kaos. Vores depressioner hang som tunge skyer i vores stue på Nørrebro. Hun kravlede ind i sine egen hule og begyndte at skrive i stedet for at male. Vi udførte vores rutiner med maskinel nøjagtighed. Hun løb flere gange over til sin far i flere dage for at koble af fra parforholdets følelsesmæssige og økonomiske udfordringer. Jeg lå som en anti-social ”ægtemand”, ubarberet og brød mig ikke om hendes familiesammenkomster og lå i sengen i flere dage, ubekymret.

Tosomhed har sine udfordringer

Tanker om karriere og børn medførte en angst i os begge. Kunne vi holde fast i kærligheden eller skulle vi blive gift og udfordre skilsmissestatistikken med en fuck-finger? Nej. Vi tog fat i hinanden og mindede hinanden om, hvorfor vi er her, og at vi jo om nogen vidste, med vores baggage, at tosomheden har sine udfordringer. Det har kærligheden, og det kan ingen kontrakt redde. En institution kunne ikke redde os ud af nogen krise. Det kunne vi alene selv.

Men mine egne problemer har fået mig til at tænke over, hvorfor så mange lige nu og her i disse så desperat prøver at finde opskriften på, hvordan man får mennesker til at blive sammen. Hvordan får man fat på en mand? Hvordan får man fat på en kvinde? Hvordan holder man fast i ham eller hende? Det sekulære, social instituerede giftekrav om, at vi skal være sammen og være perfekte og populære, har jeg som nævnt personligt oplevet fra det religiøse samfund for mange år siden.

Daud og Khaterah privatfoto.

Men kravet er der, uanset at vi ved, at antallet af skilsmisser tordner skyhøjt år efter år. 2014 var det mest ”skilsmissende” år i Danmark, 19.435 ægtepar blev skilt, og andelen af skilsmisser blandt de 20-29-årige er dobbelt så høje. I dag kan du blive skilt øjeblikkelig over internettet. Ægteskabet er og har længe været en juridisk kontrakt, men nu kan du med en tast annullere uden at involvere den anden part, uden følelser, helt ukompliceret, og flyve frit videre på jagten efter en ubesværet start.

Det er en slags ny puritanisme. Fuckability er skiftet ud med marriagebillity, selvom tosomheden for alt i verden ikke må være krævende og besværligt. Det skal være spændende, enkelt, poleret, lykkeligt og dejligt – altid – og det skal være salgsbart til de sociale medier.

På et tidspunkt tilbød jeg også selv at ændre mine religiøse overbevisninger, hvis det gav hende ro, og til det svarede hun også: ”Ingen præst, imam eller stat skal velsigne mit valg. Jeg ville aldrig ydmyge dig sådan

Men er ægteskabet et succeskriterie, som next step? Og hvad med det langvarige kæresteforhold? Skulle den være nemmere? Nej. Begge dele er fyldt med op – og nedture. Fiaskoer og succeser. Kærlighed er ikke en popularitetskonkurrence og popularitetskonkurrencer har det i øvrigt med at fordufte, når eksperter skal sætte krav for par og forudsige og sammensætte mennesker på kryds og tværs.

Falsk overbevisning

Alligevel er det som om vi kollektivt og med offentlige midler har besluttet os for at vende den udvikling i 2017. Og her kommer jeg tilbage til DR’s succesprogram ”Gift ved første blik”, der også kører lige nu.

Gift ved første blik, DR. Foto: Nikolai Linares.

Jeg savner substans i programmets indhold. Tillad mig et tankeeksperiment: Tænk, hvis man havde sat en dansk-afghaner og en dansk-pakistaner sammen i et program og fulgt deres forhold i flere år, uden at de blev gift og uden at de skulle snakke med eksperter. Et program, der havde fungeret som et vindue ind til kærlighedens gerninger, et tværreligiøst og et tværetnisk ”ægteskab” –  et opgør med at man partout skal have fælles interesser og fælles baggrund.

Ja, tænk hvis …. Men sådan er det ikke. Og mens jeg har set programmet, har jeg siddet med en følelse af afmagt over, at det vi forsøger at fordrive, bliver romantiseret herhjemme i Andedammen.

Under overfladen af programmet dominerer et mishag mellem parterne over det, man ikke kan planlægge, men som vi efterkommerbørn altid har vidst, er gnisten. Den overjordiske, uforklarlige higen og interesse to mennesker kan have for hinanden, på trods af at de ikke har en eneste interesse tilfælles. Den ene kan hade friluftslivet, mens den anden er gladest i et telt i skoven, men stadig finder de hinanden og drages mod hinanden på trods.

Flere fra vores forældregeneration har fået sig en lærestreg i den anledning. Men netop derfor – fordi så mange godt ved, at det er sådan, det hænger sammen og har lært af deres fejl, så burde eksperter i et tv-program heller ikke spilde en gruppe danskeres liv med en falsk overbevisning om, at ægteskab er et klinisk teamwork – og i øvrigt kommunikere dette fejlbehæftede budskab videre til seerne.

Vi er mange børn, der var førstehåndsvidner til ægteskaber, hvor mishag blev ignoreret, fordi det var bestemt på forhånd, at de bare skulle lykkedes. Og sikke en falliterklæring, hvis man ikke holdt ud.

På den baggrund forstår jeg simpelthen ikke mine kammeraters opfordring til at blive gift, for hvad er det egentlig ægteskabet som en institution kan bidrage med ud over et stykke papir? Jeg plejer også at svare, at jeg har givet min kæreste hele seks vielsesringe gennem årene og nok spenderet flere penge på de ringe, end de har på alle deres bryllupper.

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

Jeg har også været nede på knæ og mindet hende igen og igen om, at jeg er villig til at få nedskrevet vores forhold, godkendt af en imam, rabbiner eller præst som bevis på, at vi er i et ægteskab. Eller rådhuset, som jeg selv foretrækker. For når man kommer fra to forskellige religiøse baggrunde, er det ikke uden besvær at blive gift.

Kærlighed skal rumme alt

Jeg kender mange mænd, alt for mange, der har konverteret til en religion, for at være sammen med deres udkårne kærlighed. Forleden jokede jeg med min kæreste om, at jeg nok skal sørge for opdragelsen af vores børn, når vi får nogen, og til min overraskelse, svarede hun: ”Hvis de bliver som dig, så er jeg glad”.

Kærlighed skal kunne rumme alt, og vi bliver nødt til at fratage institutionernes monopol på at diktere det vigtigste valg i vores liv og hvem vi vil tilbringe vores liv med; de institutioner som har taget patent på at godkende kærligheden igennem ægteskaber eller ej. For kærlighed skal ikke passes og presses ind i en tv-skærm, et excel-ark eller blåstemples gennem religion, familiekrav, konventioner eller tabloidsladder og sælges som det nyeste fix på markedet

I det øjeblik gik det op for mig – igen – at vi vælger hinanden dagligt frem for alle andre. Det er et aktivt valg, som handler om at påskønne hinanden som mennesker. Hvor jeg ser mange par, der har glemt, hvorfor de valgte hinanden til at starte med. På et tidspunkt tilbød jeg også selv at ændre mine religiøse overbevisninger, hvis det gav hende ro, og til det svarede hun også: ”Ingen præst, imam eller stat skal velsigne mit valg. Jeg ville aldrig ydmyge dig sådan”.

Kærlighed skal kunne rumme alt, og vi bliver nødt til at fratage institutionernes monopol på at diktere det vigtigste valg i vores liv og hvem vi vil tilbringe vores liv med; de institutioner som har taget patent på at godkende kærligheden igennem ægteskaber eller ej. For kærlighed skal ikke passes og presses ind i en tv-skærm, et excel-ark eller blåstemples gennem religion, familiekrav, konventioner eller tabloidsladder og sælges som det nyeste fix på markedet.

Hvilket i øvrigt ikke skal forstås som, at jeg eller jeg og min kæreste har fundet nogen garanti for lykken. For som de famøse kyniske og tvivlende ord af Kierkegaard tilsiger, er kærligheden sikkert ikke engang opskriften på lykke:

Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele”

Topillustration: Klaus Holsting.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Daud Aron Ahmed

Daud Aron Ahmed er født på Vestegnen, Ishøj i 1984 og er søn af enlig mor som har arbejdet for SAS i 22 år. Han startede på teologi og læste derefter jura på KU, men endte på RUC, hvorfra han blev uddannet cand.scient.soc. I hjemmet er det mest de stablede bunker af litteratur, der optager hans vågne timer - en rigtig arkivrotte. En vane han har overtaget fra filosoffen Peter Tudvad, som mødte Daud, da denne var 14 år og som Daud beskriver som ”den person, der blev et vendepunkt i mit liv og blev indledningen på en vred vestegnsdrengs møde med filosofiens litteratur”. Hans livserfaringer fra en opvækst med rødder i forskellige religioner, en opvækst på bundens vilkår og med en kvindeforkæmper som mor, har formet ham til det menneske, han er i dag. Daud er kæreste med feministen, meningsdanneren og kommende forfatter, Khaterah Parwani, der beskriver ham som sit levende leksikon; et forhold, der giver inspiration til den tværreligiøse, tværkulturelle og tværetniske kærlighed, som udfordrer enhver fordom. I sin fritid skriver Daud kække og provokerende SoMe-kommentarer til alt, hvad der bevæger sig inden for dansk politik, kunst, poesi og litteratur. De rene integrationsdebatter keder ham, men han tænder på politiske debatter om økonomi og klima. Han elsker Pinot Noir og en Macallan 18. Når han har brug for en pause fra hverdagens maskinelle rutiner, smutter han forbi digteren, Keith Thomas Lohse, en ven han beskriver som ”den fandenivoldske broder fra en anden moder”. Daud har tidligere arbejdet for Miljøstyrelsen og er i dag tilknyttet Ellebjerg Skole som ressourceperson. Han er også Lazio, Brøndby og West Ham fan.
 
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top