Absolute Election Depression Vol. 3

af

Hvis du vil læse en klassisk analyse af den sidste præsidentdebat mellem Hillary Clinton og Donald Trump, så smut over på Politiken eller Berlingske eller nogle af de andre steder, hvor kloge folk har skrevet om det med en dansk vinkel. Aftenens debat var så grufuldt ubehagelig, at den her på POV International fortjener en anderledes form for postmortem-analyse.

Læsere over en vis alder vil huske cd’er. De der forfærdelige plastikmedier, som musik blev formidlet på i en periode, mens vinylet tog sig en frokostpause og før onlinemusikken kom ind i vores liv. Nogle af de mest solgte cd’er i 90’erne var opsamlingsalbum med titlen Absolute Music. Og der var meget ved denne tredje debat, der fik mig til at tænke på Absolute Music-opsamlingerne.

Onsdag aften var greatest hits fra en snart halvandet år gammel valgkamp. Det var alt sammen noget, vi havde hørt før. Lige med undtagelse af et enkelt øjeblik, som alle taler om, og som er fuldkommen overvældende deprimerende. Det vender vi tilbage til.

Absolut hjernedød

Absolute Music-albummene var som regel de bedst sælgende singler og mest spillede sange fra radioen. Sagt på en anden måde, det meste af det var noget lort. Nej, vent. Lort er som regel kropsprocesseret mad i en anden form. Det er langt mere substantielt end hvad man kunne finde på de der Absolute Music-plader fra 90’erne.

Ikke, at der var dårlig musik i 90’erne. Slet ikke. Det var bare al den alternative musik, der var godt og ikke det, der var på histlisterne. Grunge. Britpop. 100 nye, interessante genrer inden for elektronisk musik. Nye stemmer indenfor hip-hop. Men det man fandt på Absolute Music-pladerne var hjernedøde dansehits.

Hvis man faldt i søvn i en dybfryser i 1996, og vågnede op 20 år senere og tændte for fjernsynet onsdag aften, kunne man blive fristet til at tro, at det stadig var 1996. Og at forureningen bare havde givet alle mennesker dårligere hud og flere rynker. For dér på tv’et stod Donald Trump og Hillary Clinton og sagde ting, der var så hjernedøde, at de lige så godt kunne have været sange fra et Absolute Music-album i 1996.

Jeg kan afsløre, at Absolute Music 13 fra 1996 gik tredobbelt platin og indeholdt hjernedødheder som ’Mystery Girl’ med Peter André og Bubba Ranx. To rimelig let forglemmelige singler med ex-Take That-medlemmerne Gary Barlow og Robbie Williams (’Forever Love’ og ’Freedom’) og ikke mindst ’Wannabe’ med Spice Girls.

Kan du huske dem? Formentlig kun den sidste, ikke? Måske hjælper det, hvis jeg minder om at Robbie Williams-nummeret var hans rædsomme version af George Michaels original.

Clinton og Trump kunne begge lige så godt have taget hovedtelefoner på og startet et 90’er-party med de cd-discostænger, man brugte dengang. Det, der kom ud af hovederne fra de to 90’er-mennesker var lige så indholdsløst som hits på en Absolute Music-plade.

For det første var det, som på Absolute Music, alt sammen noget, vi allerede har hørt gentaget hele vejen op til kvalmegrænsen, inden det blev gentaget nok engang ved debatten. Som hits i kraftig rotation på en lokalradio i Midtjylland. Og ligesom under Absolute Music-regimet var der en sideløbende, meget vigtigere kulturel udvikling i gang uden om alle klichéerne.

Her er en trackliste fra aftenens debat, i den rækkefølge de faldt.

1. Donald Trump: ”Poor Little Me”

I denne klagesang skulle Trump egentlig have svaret på, hvad han gerne ville have USA’s højesteret til at gøre, hvis han blev præsident, men han ender i stedet med at udtrykke sin forargelse over ting, som højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg har sagt om ham.

2. Donald Trump: ”Happiness is a Warm Gun”

Et dansehit, der især handler om at twiste. Efter Trump angreb Clinton for at ville skyde the 2nd amendment, hvor forfatningen sikrer amerikanernes ret til at bære skydevåben, slog hun igen med at Donald Trump var støttet af NRA. Så i denne sang sætter Donald Trump i med en ordentlig omgang twist ved at sige, hvor stolt han var af at være støttet af dem. Det er der nok mange af hans fans, der twister med på.

3. Hillary Clinton: ”Fight for your right”

Et stærkt energisk og indigneret nummer, hvor Hillary Clinton synger direkte til Donald Trump, efter sidstnævntes kommentar om, at man ikke skal kunne hive et foster/barn ud af en kvindes krop i 9. måned. Hendes svar var blandt andet at minde folk om, at Donald Trump ville straffe kvinder, der fik foretaget en abort. Det var noget af et knaldhit – lige midt i ansigtet.

4. Hillary Clinton: ”We are Family”

Clinton bruger i sin nye version af denne klassiker argumentet om, at hun ikke vil rive familier fra hinanden for at deportere en ulovlig immigrant. Trump kommer dog ind med en enkelt verselinje om, at Obama har deporteret millioner… hvilket virker lidt mærkeligt, for det advokerer han selv for, men han siger samtidig, at han ikke vil have fire år mere med Obama-politik.

MERE POV
Fængsling af journalister er en sikkerhedstrussel imod os

5. Hillary Clinton og Donald Trump: ”From Russia With Love”

I denne duet synger de to præsidentkandidater om Putin, Wikileaks og e-mails. Trump siger, at han ikke kender Putin, men at han synes det er formidabelt, at Putin kan køre rundt med USA, som han gør. Imens rammer Hillary plet med sine strofer om at Trumps venner i Rusland står bag de forsøg på at sabotere det amerikanske valg gennem e-mail-hacks, og at Putin foretrækker Trump, fordi han vil være en marionetdukke for den russiske leder. Til sidst synger Donald Trump dog ind over Hillary Clinton med ordet ”Wrong”, et refræn, vi har hørt fra ham mange gange.

6. Hillary Clinton: ”Money, Money, Money”

I dette medley, hvor sangen “Robin Hood” også optræder, synger Hillary om at tage fra de rige og give til de fattige rent økonomisk, en sang hun har lært af sin ven Bernie Sanders (Han havde et hit med den først). Denne sang opnåede en højere hitlisteplacering end Trump-sangen ”Trickle Down”, mest fordi sidstnævnte var en meget dårlig genindspilning af en sang, der tidligere havde været et hit for Ronald Reagan.

7. Donald Trump: ”Sweet Nothings”

I denne sang synger Donald Trump om, hvordan Hillary ikke har gjort noget som helst i de 30 år, hun har arbejdet i politik. Han sang den også ved sidste debat. Og ligesom sidst svarer Clinton med en sang om alle de ting, hun rent faktisk havde foretaget sig i de 30 år – en sang, der ellers ikke var på programmet. Og som Trump altså ufrivilligt gav hende plads til at synge. Trump forsøger sig som et koda med en improviseret sang om sine præstationer som forretningsmand, som om disse var sammenlignelige, men de fleste kan godt høre, at han synger pivfalsk.

8. Donald Trump: ”Girls, Girls, Girls”
I denne sang forsvarer Donald Trump sit kvindesyn og siger, som i den sidste debat: ”Ingen respekterer kvinder mere end jeg” til trods for, at foreløbig 9 kvinder har anklaget ham for alt fra upassende adfærd til deciderede overgreb. Det er en meget kort sang med et noget sjofelt indhold, der faktisk aldrig var noget radiohit, fordi folk mest fik kvalme af at høre den.

9. Hillary Clinton: ”Non, Je Ne Regrette Rien”

Hillary Clinton benægter alle upassende forbindelser mellem Clinton Foundation og hendes arbejde som USA’s udenrigsminister – men uden egentlig at argumentere særlig godt for sagen.

Og sådan fortsatte de hjernedøde hits, som vi har hørt til hudløshed. Men omkring sang nummer 10 på opsamlingalbummet skete der noget. Cd’en så ud til at være skadet og begyndte at hakke.

Lavpunktet

Efter flere dage med anklager om at valgprocessen i USA er rigged, at der er snyd i spillet, blev Trump af moderatoren Chris Wallace spurgt direkte, om han var villig til at acceptere nederlaget, hvis han taber.

Det er en stolt tradition i amerikanske præsidentvalgkampe, at taberen overgiver sig, så landet kan blive forenet under den nye præsident. Men det nægtede Trump simpelthen:

”Vi får se. Jeg vil holde jer hen i spænding”, sagde han, hvorefter der lød et højlydt gisp fra hele salen.

Og derfra var det som om, musikken aldrig rigtig kom i gang igen.

Alt, der blev sagt derefter – de sidste 20 minutter af debatten – stod i skyggen af, at Trump var villig til at sætte demokratiets spilleregler på pause, og måske helt ud af kraft, hvis han taber. Og at han helt åbent ville indrømme dette på landsdækkende tv.

Ovenstående Absolute Music-analogi er jo bare en pudsig måde at skrive på, at der ikke var ret meget nyt i debattens første tre femtedele. Det er et fortællemæssigt greb, som undertegnede skribent håber, du har haft sjov ud af at læse. Ligesom i den første debat lykkedes det Trump at holde sig i ro til at begynde med, hvilket gav ham et forspring, og i denne tredje debat holdt han roen og forspringet lidt længere end i de andre debatter.

Valgdepression

Men nu holder jeg lige op med at være skribent og analytiker et øjeblik og tager en anden hat på. Jeg er nemlig også vælger i USA. Jeg skal som nybagt statsborger for første gang stemme ved et amerikansk valg.

Med rødder i den skandinaviske værditradition er det svært ikke at stemme på Clinton, hendes politik trækker – i hvert fald på papiret – USA over i en mere skandinavisk retning, når det f.eks. gælder sociale ydelser, skat, offentlige investeringer m.m.

Trumps nægten at følge den amerikanske valgtradition gjorde mig dog noget deprimeret, for første gang i valgkampen. Jeg har aldrig troet på, at han kunne vinde, og det kan han heller ikke. Valgmandskortet har bare aldrig hængt sammen for ham, og der har kun været meget spekulative veje til sejren.

Det, der gør mig deprimeret, er fornuftens og faktualitetens åbenbare bortgang.

Denne valgkamp har hele vejen igennem været præget af, at videnskabelige fakta og beviselige sandheder har spillet en meget lille rolle. Det er mavefornemmelsen, der har drevet Trumps støtter, ligesom det er svært at finde de steder i den europæiske tradition for rationel moral, hvor holdningerne hos højrenationalisterne i Europa, inklusive Dansk Folkeparti, kan forsvares.

MERE POV
Merkel sidder fast i symbolpolitikken

Men når man er villig til helt at se bort fra, hvordan demokratiet fungerer, har man krydset en grænse. Det har været sjovt at følge Trumps deroute og se, hvordan han ikke har kunnet holde racisten og sexisten inde under skjorten. De fleste af os forudså nok allerede for et år siden, at Hillary ville smadre ham i debatterne.

De ting, Trump har sagt, har spændt fra det moralsk uforsvarlige til det nationalstrategisk farlige. Det har været til at holde ud, fordi det var umuligt for ham at vinde, og jo mere han kæftede op, jo mere ville midtervælgerne få øjnene op for, at han var upræsidentiel og umulig at vælge.

Trump pissede på demokratiet

Men det, Trump sagde i aften, var en fornærmelse af alle os, der elsker demokratiet. Det var at pisse på de mennesker, der gav ham en chance for at se, om hans holdninger kunne finde klangbund hos amerikanerne.

Det er virkelig deprimerende. Det var så deprimerende, at man næsten overhørte, at han kaldte Hillary Clinton en ”Nasty Woman” til sidst i debatten.

Donald Trump har aldrig kunnet vinde den her valgkamp. Han havde allerede tabt rent teoretisk, da den gik i gang. Rent praktisk tabte han den ved den første debat, da langt de fleste amerikanere for alvor fik at se, hvad han er for én. På den måde ændrer aftenens greatest hits-opsamling ikke noget.

Aftenens debat nåede dog et lavpunkt, som enhver fan af demokratiet må ækles ved. Som alle må tage afstand fra. Men som de sidste hærdede Trump-fans formentlig vil juble over snarere end begræde.

Der er dog en enkelt god nyhed. En silver lining, som man siger herovre. Når Hillary Clinton med overvældende sandsynlighed bliver valgt om et par uger, bliver det formentlig med et stort flertal. Et flertal, der måske kan give demokraterne kontrollen med senatet. Det vil så betyde, at senatet ikke kan blokere for, at der bliver sat 1-2 nye, venstreorienterede højesteretsdommere ind i højesteret. Hvilket vil forstumme enhver snak om abort-forbud og måske endda ændre på højesterets fortolkning af den anden forfatningsændring og retten til at bære våben. Citizens United kan blive omstødt, hvilket vil nedbringe mængden af penge i amerikansk politik – måske.

Så det gode ved at Donald Trump hev os helt ned på et lavpunkt onsdag aften er, som Yazz and the Plastic Population sang i et hjernedødt dansehit fra 1988:

”The Only Way Is Up”

Topfoto: Absolute Music – cd-cover.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Morten Bay

Morten Bay er en prisvindende forfatter, journalist og teknologiforsker. Han er kommende Ph.D. i informationsvidenskab fra UCLA i Los Angeles, hvor han har boet siden 2008. Han forsker primært i national cybersikkerhedspolitik og Internet-historie, senest i et to-årigt projekt for DARPA sammen med en af Internets fædre, Dr. Leonard Kleinrock.
Ud over studierne arbejder han som journalist for en række medier, primært Politiken og Rec.dk, hvor han skriver om digital livsstil og tech-økonomien. Han er forfatter til fem bøger, hvoraf tre handler om mødet mellem mennesker og teknologi og livet i netværkssamfundet: ’Generation Netværk’ (2006), ’Homo Conexus’ (2009) og ’Velkommen til Computopia’ (2014).
Før han emigrerede til USA, arbejdede Morten Bay som rådgiver for en række digitale medievirksomheder og startups, herunder Aller Media, hvor han var med til at lede en relancering af hele forlagets digitale magasinportefølje. Han har også selv været involveret i startups, og var i den forbindelse først i den vestlige verden med at skabe en mobil musikdownload-tjeneste i 2004 og lancerede også Danmarks første, egentlige recommendation engine med Findengave.dk i 2005. Han har været redaktør eller redigerende på en lang række magasiner (hvoraf de fleste – formentlig urelateret, men man kan aldrig vide – gik ned, efter han forlod dem): GEAR, T3, Alt om DATA, Tidens Mand, Mix, Privat Computer m.fl.
Han har en fortid i både organisations- og partipolitik og rådgav i en årrække folketingsmedlemmer fra Det Radikale Venstre, hvor han også selv var folketingskandidat. Derudover har han også en musikkarriere bag sig med pladeudgivelser på Sony Music og EMI/Noiz, der kan udgraves fra de store streamingtjenester, hvis man orker. Han spiller stadig guitar og keyboards i Los Angeles’ musikmiljø, men kun for sjov. Morten Bay fik Fremtidsprisen fra Akademiet for Fremtidsforsknings i 2008 og Ravn-Joensen-prisen fra DPA i 2004.

Seneste indlæg fra

Gå til Top