Hvorfor ytringsfrihed? Hvorfor til Paludans provokationer? Filosofiske perspektiver

af i Politik & Samfund/Viden

YTRINGSFRIHED // ANALYSE – Mediemoralfilosofi hader nuancer og kompleksitet, skriver filosof Frej Klem Thomsen i en analyse af spørgsmålet om Rasmus Paludans ytringsfrihed. Kun ved at kigge på disse komplikationer kommer vi et fornuftigt svar nærmere.

De seneste par uger har man nærmest ikke kunnet åbne en avis uden at støde på et indlæg i debatten om Rasmus Paludans provokationer, de voldelige reaktioner og politiets foreløbige forbud mod yderligere demonstrationer.

Mit indlæg kommer således sent til festen.

Fordelen ved at være sent på den er imidlertid dels, at det værste støv fra debattens hede allerede har lagt sig, dels at der har været tid til at tænke problematikkerne lidt igennem.

Omtanke kan der nok være brug for. Den tilbagevendende danske debat om ytringsfrihed har ofte og også i dette tilfælde i nogen grad karakter af en skyttegravskrig, hvor deltagerne med slagord, stråmænd og personangreb gentager tidligere kampe fra for længst fastlåste positioner.

Hvordan vurdere spørgsmålene om, hvornår henholdsvis risici og ressourcehensyn kan begrunde begrænsninger af ytringsfriheden?

Som filosof med en vis faglig interesse for emnet mener jeg, at der er visse perspektiver på debatten, som har fået mindre opmærksomhed, end de har fortjent, og også nogle pointer, som er mindre vigtige, end de indimellem bliver gjort.

I dette indlæg skitserer jeg seks ting, som ikke er det, debatten egentlig handler om (eller burde handle om).

Derpå viser jeg, hvordan man kan vurdere de to centrale spørgsmål: hvornår kan henholdsvis risici og ressourcehensyn begrunde begrænsninger af ytringsfriheden?

Det viser sig imidlertid, når man kigger nærmere på dem, at vurderingen blandt andet afhænger af nogle pointer om ytringsfrihedens grundlag og forholdet mellem enkeltsager og generelle regler, så dem introducerer jeg afslutningsvis.

Min overordnede konklusion er den lidt udramatiske påstand, at emnet er mere komplekst, end det ofte bliver gjort til.

Det er ikke så sexet som et letforståeligt og provokerende synspunkt, men på den anden side er der næppe noget element i den verserende debat, som har mere brug for et forsvar, end nuancerne.

Fem ting, som burde fylde mindre i debatten og en, som burde fylde mere

Rigtig meget af debatten har fokuseret på at gentage en lang række i nogen grad relevante, men ikke centrale pointer. Der er i hvert fald fem pointer, som har fået mere opmærksomhed, end de nok fortjener.

Til gengæld er der også en enkelt pointe, som måske burde gives mere opmærksomhed, selvom den strengt taget heller ikke er det, som debatten handler om.

1: Juraen

Den første pointe, som har fået (for) megen plads, er spørgsmålet om, hvorvidt de restriktioner, som politiet har gennemført, eksempelvis ved at forbyde Paludan at demonstrere, er lovlige.

Det er de helt ukontroversielt (som blandt andet nogle af mine gode kollegaer har slået fast), og alene af den grund er spørgsmålet ikke så interessant. Men hvad vigtigere er, så bør vi skelne skarpt mellem det juridiske spørgsmål om, hvordan ytringsfriheden faktisk er beskyttet og det etiske spørgsmål om, hvordan ytringsfriheden bør beskyttes.

De to forhold forveksles ofte og blandes ind imellem sammen, men det er næsten altid og også i dette tilfælde det etiske spørgsmål, som er sagens kerne.

Vi bør skelne skarpt mellem det juridiske spørgsmål om, hvordan ytringsfriheden faktisk er beskyttet og det etiske spørgsmål om, hvordan ytringsfriheden bør beskyttes

2: Paludan

Den anden pointe er vurderingen af Rasmus Paludans karakter og ytringer. Paludan er, for nu at formulere det diplomatisk, en speciel karakter.

Han virker usædvanlig optaget af at tiltrække sig mest mulig opmærksomhed og fremsætter synspunkter, som mange med god grund vil finde skiftevis latterlige og moralsk frastødende.

Hans tilsyneladende bevidste forsøg på at skabe voldelige reaktioner er mildt sagt usympatiske og kontraproduktive.

Heldigvis har denne vurdering været ukontroversiel undtagen i de mest islamofobiske dele af den danske offentlighed. Men dels fordi vurderingen er relativt ukontroversiel, og dels fordi den ikke spiller nogen rolle for sagens kerne, så er pointen triviel.

3: Ytringernes karakter og juraen

Den tredje pointe er nemlig, og her nærmer vi os substansen, sammenhængen mellem karakteren af Paludans person og ytringer og deres lovlighed:

Der er ingen. Det er en central værdi i et moderne samfund, at staten ikke skelner mellem hvem, som fremsætter en ytring, eller hvad de siger, når den skal beskytte den etablerede ytringsfrihed.

Der findes naturligvis en række alment accepterede begrænsninger af ytringsfriheden, for eksempel forbud mod injurier, falsk markedsføring, videregivelse af fortrolige oplysninger og i denne forbindelse især den begrænsning, som racismeparagraffen udgør. Der kan også være grund til lejlighedsvis at overveje, om der er andre typer ytringer, som vi bør forbyde, for eksempel vildledende og skadelig vaccineskepsis.

Men der er stor forskel på at etablere juridiske grænser for ytringsfriheden og på løbende at lade staten vurdere, om en lovlig ytring skal begrænses eller beskyttes.

Det er en central værdi i et moderne samfund, at staten ikke skelner mellem hvem, som fremsætter en ytring, eller hvad de siger, når den skal beskytte den etablerede ytringsfrihed

Det er oplagt i forlængelse af denne pointe at spørge om, hvorfor det er en central værdi, at staten anlægger denne type neutralitet i forhold til ytringers karakter.

Det spørgsmål er væsentligt, og ofte lidt overset i debatten, men også et, som vi først vender tilbage til lidt senere.

4: Ytringernes karakter og moralen

Den fjerde pointe, som debatten egentlig ikke handler om, er sammenhængen mellem Paludans ytringers lovlighed og deres moralske karakter: der er heller ingen.

Det er værd at nævne for at minde om, at der ikke findes en moralsk ytringsfrihed.

Ytringer er handlinger, som etisk må vurderes på samme vis, som vi vurderer alle mulige andre handlinger. Det betyder, at kvaliteten af Paludans ytringer spiller en rolle for, om han handler rigtigt eller forkert ved at ytre sig, som han gør.

Hvis man for eksempel vurderer, at Paludans ytringer er løgnagtige, stigmatiserende, polariserende og advokerer for dybt forkastelige politiske tiltag, så kan man af den grund fordømme hans ytren sig som en moralsk forkert handling og ham selv som en moralsk anløben person.

Ytringer er handlinger, som etisk må vurderes på samme vis, som vi vurderer alle mulige andre handlinger

Kan man vurdere, at Paludan handler moralsk forkert ved at ytre sig og samtidig fastholde den neutralitet i forhold til hans ytringsfrihed, som jeg ovenfor fremhævede?

Selvfølgelig. Der er masser af moralsk forkerte handlinger, som vi ikke bør kriminalisere. Et almindeligt eksempel er utroskab i parforhold, som de færreste nok betvivler er forkert, men som det alligevel er de færreste, som mener, at staten skal kunne straffe.

5: Volden

Den femte pointe er den moralske karakter af de voldelige reaktioner, som Paludans provokationer er blevet mødt med.

Her er det trivielt at slå fast, at Paludans ytringers karakter ikke legitimerer, at andre angriber ham, vandaliserer en bydel eller i almindelighed gør skade på mennesker.

Der er situationer, hvor man legitimt kan gøre skade på andre, for eksempel i selvforsvar, men der er ikke nogen sobre argumenter for, at dette skulle være en af dem.

Omvendt legitimerer den voldelige reaktion heller ikke Paludans handlinger. Hvis ytringerne er moralsk problematiske, så bliver de ikke pludselig uskyldige, fordi de bliver mødt med vold (det er i parentes bemærket meget tvivlsomt, om det i almindelighed kan lade sig gøre at ændre en handlings moralske status med tilbagevirkende kraft).

Desværre er det muligt og måske også oplagt at anlægge det misantropiske perspektiv, at begge de centrale parter i konflikten er moralsk forkastelige, hvilket selvsagt er foreneligt med at vurdere, at det er langt værre at gribe til vold end at provokere.

6: Lejlighedsliberalisme

Endelig er det værd at nævne en pointe, som man godt kunne ønske sig mere opmærksomhed om i den danske debat om ytringsfrihed, selvom den ret beset heller ikke handler om sagens kerne.

En del af de kommentatorer, som på det seneste er gået i brechen for ytringsfrihed, synes i nogen grad at være lejlighedsliberalister, som fortrinsvis interesserer sig for ytringsfrihed, når den udfordres i forbindelse med en bestemt religiøs minoritet

Den tilbagevendende danske debat om ytringsfrihed har nemlig en påfaldende og bekymrende slagside.

Væsentlige udfordringer for ytringsfriheden, for eksempel afsløringen af, at forskere på danske universiteter rutinemæssigt undlader at udtale sigogså om deres forskning, af bekymring for de konsekvenser, det kan have for deres karriere, forbigås alt for ofte med knusende ligegyldighed.

Omvendt får visse sager en lang række erklærede forsvarere af ytringsfriheden til at galoppere ind i debatten for fuld udblæsning. En del af de kommentatorer, som på det seneste er gået i brechen for ytringsfrihed, synes i nogen grad at være lejlighedsliberalister, som fortrinsvis interesserer sig for ytringsfrihed, når den udfordres i forbindelse med en bestemt religiøs minoritet. Det klæder dem ikke.

Sagens kerne

Snarere end alle de ovenstående pointer så er sagens kerne nok følgende to spørgsmål:

Hvornår kan politiet legitimt indskrænke Paludans ytringsfrihed af hensyn til hans og andre personers sikkerhed? Og hvornår kan politiet legitimt indskrænke Paludans ytringsfrihed af hensyn til prioritering af politiets ressourcer?

Det første spørgsmål har især været diskuteret, fordi det konkret er denne begrundelse, som Københavns politi har brugt til at forbyde Paludans demonstrationer.

Så prominent en fortaler for ytringsfrihed som Jakob Mchangama har i den forbindelse understreget, at dette er lovligt, anerkendt, at det er rimeligt, og begrædt, at det er nødvendigt.

Det andet spørgsmål har været diskuteret efter, at blandt andet SF’eren Carsten Hønge og Politiforbundets talsmand Claus Oxfeldt har hævdet, at det er et problem at bruge så mange ressourcer på at beskytte Paludan, som tilfældet er.

Hvornår kan politiet legitimt indskrænke Paludans ytringsfrihed af hensyn til hans og andre personers sikkerhed? Og hvornår kan politiet legitimt indskrænke Paludans ytringsfrihed af hensyn til prioritering af politiets ressourcer?

Begge spørgsmål er relativt vanskelige at besvare, fordi de rummer en række komplikationer (hvilket i parantes bemærket måske er en af grundene til, at de ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener – mediemoralfilosofi hader nuancer og kompleksitet).

Men kun ved at kigge på disse komplikationer kommer vi et fornuftigt svar nærmere.

Sikkerhed og risici

Det første af de to kernespørgsmål om, hvornår Paludans ytringsfrihed legitimt kan indskrænkes med henvisning til, at hans demonstration vil medføre risici for uskyldige, er reelt et spørgsmål om, hvorvidt politiet proaktivt kan indskrænke Paludans juridiske ytringsfrihed.

Hvis det relevante hensyn er at beskytte uskyldige mod at lide overlast, så er det ikke tilstrækkeligt at lade Paludan gennemføre demonstrationen “på egen risiko”.

Det forekommer endvidere helt indlysende, at der kan være situationer, hvor det er moralsk tilladeligt at forhindre personer i at ytre sig, fordi deres ytringer vil medføre alvorlige risici for dem selv eller andre. Overvej et lidt fantasifuldt eksempel:

Lavine. Fr. Henriette Øytråbenne insisterer på at holde tale på torvet i landsbyen nedenfor bjerget umiddelbart efter et kæmpe snefald. Holder hun talen, vil snemasserne med stor sandsynlighed begrave hele landsbyen under tusinder af tons af sne.

Det er nok de færreste, som vil protestere, hvis politiet forhindrer Fr. Ø. i at holde talen.

Omvendt er det også klart, at ikke alle risici kan legitimere en begrænsning af ytringsfriheden.

Enhver ytring rejser visse risici, selvom de ofte er meget små og ubetydelige, men vi mener ikke, at alle ytringer legitimt kan begrænses med henvisning til de risici, de rejser. Hvilke risici er så tilstrækkelige?

Et andet og nok mere troværdigt bud er, at vi bør afveje de risici, som demonstrationen medfører, mod de hensyn som taler til fordel for dens gennemførsel

Man kunne forsøge at besvare spørgsmålet ved at henvise til gældende lov. Lovgivningen siger i grove træk, at der skal være tale om en alvorlig, aktuel og reel fare, for at politiet kan forbyde en demonstration, især når faren udgår fra andre personers reaktion på demonstrationen, snarere end fra demonstrationen selv.

Det svar løser imidlertid ikke noget. For det første fordi den juridiske definition efterlader et betragteligt rum til politiets skøn – hvordan, helt præcist, skal politiet vurdere om faren er alvorlig, aktuel og reel nok?

For det andet fordi det jo, rent teoretisk, kunne være, at den juridiske definition ramte forkert. Og for det tredje fordi en ren henvisning til gældende lov ikke ville give os det, vi dybest set er interesserede i: en forklaring på hvorfor netop dette niveau af risici er det relevante.

Et andet og nok mere troværdigt bud er, at vi bør afveje de risici, som demonstrationen medfører, mod de hensyn som taler til fordel for dens gennemførsel.

Det er i princippet enkelt, hvis vi antager, at det i sidste ende er de samme værdier, som er på spil på begge sider, for eksempel menneskelig velfærd.

Er det tilfældet, så kan vi modellere den forventelige skade på den ene side (som et sandsynlighedsvægtet udfaldsrum) og afveje dette mod de velfærdsinstrumentelle gevinster, som taler for at lade ytringen blive fremført på den anden.

Selvom det principielt er enkelt at fastslå risikoens vægt, så vil det i praksis ofte være meget vanskeligt.

Hvordan skal vi for eksempel konkret fastslå, hvad risikoen er ved at lade Paludan gennemføre en bestemt demonstration?

Givet de begrænsninger på tid og ressourcer, som politiet i praksis arbejder under, vil det ofte være nødt til at nøjes med relativt løse og intuitive vurderinger.

For en samlet vurdering er vi også nødt til at kunne sige, hvor stærke de hensyn, som taler for ytringsfrihed, er, og hvilken rolle det spiller, om der er tale om en enkeltstående afvejning eller et princip, som skal anvendes ved alle sådanne situationer, for eksempel fordi det stadfæstes som lov. Det vender vi tilbage til.

Ressourcer og alternativomkostninger

Det andet af de to centrale spørgsmål er, hvornår politiet legitimt kan begrænse ytringsfriheden som en prioritering af politiets ressourcer.

Som vi har set, har blandt andet SF’eren Carsten Hønge og Politiforbundets talsmand Claus Oxfeldt fremført det synspunkt, at der bør være en grænse for, hvor mange ressourcer politiet afsætter til at beskytte Paludans ytringsfrihed.

Omvendt har flere kritikere anført, at dette ville være en urimelig begrænsning, som på problematisk vis sætter pris på ytringsfriheden.

Et første argument for en begrænsning kunne være, at et system, der ikke sætter grænser for de ressourcer, enkeltpersoner kan lægge beslag på, er i overhængende fare for at bryde sammen af mangel på ressourcer.

Det forekommer imidlertid tvivlsomt. Dansk politi og anklagemyndighed havde i 2018 budgetterede udgifter på DKK 11 milliarder og ca. 11.000 danske politibetjente. Overvej:

Fanatiker. En dedikeret modstander af fodbold holder tre demonstrationer om dagen, 365 dage om året, hvor hun agiterer for et forbud mod ”djævlens sport”.

Hver demonstration kræver i gennemsnit beskyttelse fra 10 politifolk i to timer hver. Årligt lægger hun derved beslag på næsten 22.000 timers politiarbejde.

Selv denne monomane protestaktivitet, som ville få Rasmus Paludan til at ligne et apatisk sofadyr med et overbelastet Netflix-abonnement i sammenligning, ville stadig efterlade politiet med 99.86% af deres betjente til det almindelige politiarbejde.

Det er således ikke sandsynligt, at dansk politi bryder sammen som resultat af behovet for at beskytte overivrige demonstranter.

Et mindre dramatisk men bedre argument er, at det kan være uhensigtsmæssigt at afsætte ressourcer til at sikre den reelle ytringsfrihed, fordi denne brug af ressourcer har alternativomkostninger.

En alternativomkostning er den værdi, som en agent går glip af ved at bruge ressourcerne på én måde, når der findes alternative måder at bruge ressourcerne på, som vil skabe mere værdi eller andre værdier. Et enkelt eksempel er:

Aktier. Aktie A giver en gennemsnitlig forrentning på 5%/år. Aktie B giver en gennemsnitlig forrentning på 7%/år.

Givet at aktie A giver en umiddelbart pæn forrentning, kan det ligne en god ide at købe den. Men hvis det i stedet er muligt at købe aktie B, så medfører købet af A reelt et tab af 2 procent ekstra forrentning per år.

Dette tab er alternativomkostningen ved at købe A, og i dette tilfælde en rigtig god grund til at købe B i stedet. Præcis den samme type betragtning kan gøre sig gældende for samfundets brug af ressourcer i for eksempel politiet.

Der ingen grund til at tro, at de reelle omkostninger ved at garantere Paludans ytringsfrihed vil få systemet til at bryde sammen

Helt konkret kan vi realistisk forvente, at når en politibetjent skal bruge en dag på at sikre Paludans ytringsfrihed, så er der en dags politiarbejde mindre til at forhindre udsatte unge i at glide ind i bandemiljøet, til at forhindre overfald og slagsmål ved barer og diskoteker i nattetimerne i weekenden, til at besøge et hus, som har haft indbrud og tale med familien, til at følge op på et spor om, hvad der er blevet af en stjålet bil, til at afhøre et vidne, som kan give et spor i sagen om et hjemmerøveri, til at køre en mindreårig butikstyv hjem til forældrene, og så videre og så videre.

Det er den faktuelle alternativomkostning ved at bruge politiets ressourcer på proaktivt at sikre Paludans reelle ytringsfrihed.

Hvilken rolle bør sådanne alternativomkostninger spille?

Forsvarere for ytringsfrihed hævder ind imellem, at vi ikke bør “sætte pris på ytringsfriheden”, og i hvert fald en plausibel måde at forstå det udsagn på er, at hensynet til alternativomkostninger aldrig kan legitimere en begrænsning af ytringsfriheden. Den version af synspunktet møder imidlertid to stærke indvendinger.

Den første indvending er, at vi kan forestille os situationer, hvor det forekommer indlysende, at hensynet til alternativomkostninger kan legitimere en sådan begrænsning.

Som vi så ovenfor, er der ingen grund til at tro, at de reelle omkostninger ved at garantere Paludans ytringsfrihed vil få systemet til at bryde sammen.

Men vi kan sagtens forestille os en (ekstrem og urealistisk) situation, hvor dette ville være tilfældet. Overvej endnu et fantasifuldt eksempel:

Splittet. Titusindevis af medlemmer af den rabiate politiske bevægelse ”Ned med jyderne” demonstrerer på Fyns-siden af Lillebæltsbroen.

Som svar demonstrerer titusindevis af lige så rabiate medlemmer af bevægelsen ”Ned med øerne” på Jyllands-siden af broen. I chok og forargelse over moddemonstrationen annoncerer ”Ned med jyderne” en ny demonstration. Hvilket får ”Ned med øerne” til ligeledes at organisere en ny protest. Etc.

Ved hver demonstration er mindst 10.000 politibetjente nødvendige for at undgå, at situationen eskalerer.

Kan demonstrationerne annulleres med henvisning til risici? Ikke nødvendigvis. Vi kan forestille os, at når blot der er tilstrækkeligt med betjente til stede, så er der ingen risiko, hverken for politiet eller andre.

Til gengæld virker det indlysende, at den pris, som samfundet ville betale ved at afsætte så mange af politiets ressourcer til at beskytte demonstranternes ytringsfrihed, ville være for høj.

Hvis politiets øvrige ressourcer reduceres til under 10 procent af deres nuværende niveau, ville de i meget begrænset omfang være i stand til at beskytte den personlige sikkerhed og den private ejendomsret.

Vi bør sikre ytringsfriheden når de hensyn, som taler for det, vejer tungere end de omkostninger, det har, og vi kan omvendt legitimt begrænse ytringsfriheden eller undlade at afsætte ressourcer til at sikre den, når omkostningerne ved at gøre det overstiger vægten af det hensyn, som taler for

Den anden indvending er, at det er grundlæggende de samme hensyn, som er på spil i afvejningen af alternativomkostninger mod hensynet til ytringsfrihed, som i afvejningen af risici mod hensynet til ytringsfrihed ovenfor.

Grunden til at politiet i nogle tilfælde legitimt kan begrænse ytringsfriheden med henvisning til risici er, at det er rimeligt, at hensynet til velfærd bør spille en rolle.

Men de alternativomkostninger, som er på spil her, er også velfærdshensyn – de opgaver, som politiet må bruge færre ressourcer på, fordi de skal beskytte ytringsfriheden, er også opgaver, som i sidste ende har til formål at beskytte eller fremme menneskelig velfærd.

Hvis man vil fastholde, at alternativomkostninger ikke bør spille nogen rolle, så må man altså forklare, hvorfor velfærdshensyn spiller en rolle i den ene situation, men ikke i den anden. Det forekommer mildt sagt vanskeligt at finde på en troværdig forklaring af denne type.

De to indvendinger tyder på, at vi bør behandle hensynet til alternativomkostninger på samme vis, som vi gjorde med risici: vi bør sikre ytringsfriheden når de hensyn, som taler for det, vejer tungere end de omkostninger, det har, og vi kan omvendt legitimt begrænse ytringsfriheden eller undlade at afsætte ressourcer til at sikre den, når omkostningerne ved at gøre det overstiger vægten af det hensyn, som taler for. Derved er vi tilbage ved det måske mest grundlæggende spørgsmål i hele sagen: hvorfor egentlig ytringsfrihed?

Hvorfor ytringsfrihed? Hvorfor til Paludans provokationer?

Ytringsfrihedens værdi tages så ofte for givet, at det er relativt sjældent at møde reflekterede og detaljerede forsvar af den.

Selv inden for forskningen er det meste af diskussionen fokuseret på overvejelser om, hvilke grænser ytringsfriheden har, for eksempel om pornografi eller hadtale skal undtages (SEP giver som altid et fornemt overblik), snarere end på at definere et grundlag for den. Og når den skal forsvares politisk eller i den offentlige debat, foregår det oftest på skåltale-niveau:

“Ytringsfriheden er en central rettighed i et demokratisk samfund”. Sådanne slogans er gode til at skabe følelsesladet opbakning, men gør os ikke klogere.

Ytringsfrihedens værdi tages så ofte for givet, at det er relativt sjældent at møde reflekterede og detaljerede forsvar af den

Det skyldes, at de er en særlig slags cirkelslutninger, det som på engelsk kaldes “begging the question“.

Det er jo meget muligt at ytringsfriheden er en central rettighed i et demokratisk samfund, men hvorfor er den det? Og hvorfor er det iøvrigt, at noget, som er en central rettighed i et samfund af den type, er vigtigt?

En udmærket øvelse i sådanne situationer er at spørge, om argumentet for ytringsfrihedens værdi kan bestå Marsbo-testen: ville en lille, grøn Marsboer, som ikke deler vores værdier og forforståelser, forstå argumentet?

Der er mindst tre argumenter for ytringsfrihedens værdi, som bedre kan bestå Marsbo-testen: et som handler om den umiddelbare negative værdi ved juridiske eller reelle begrænsninger i ytringsfriheden, et som handler om den samlede epistemiske værdi ved en fri debat, og et som handler om den særlige kritiske værdi ved mulighederne for at udfordre magthavere.

Det første argument er i grove træk følgende:

Velfærdsargumentet

  • En juridisk sanktion mod et individs ytringer eller manglende beskyttelse af et individ, der faktisk ytrer sig, vil regelmæssigt forhindre individer i at ytre sig.
  • Det er normalt dårligt for individer, når de forhindres i at ytre sig.
  • Vi har moralske grunde til som samfund at tilstræbe, at individer har det godt.
  1. C) Vi har moralske grunde til ikke at indføre juridiske sanktioner på et individs ytringer og til at beskytte individer, der faktisk ytrer sig.

Varianter af argumentet er centrale i den politiske liberalisme, fra John Locke til John Rawls. I den version, jeg ovenfor skitserer, hviler argumentet på den tilforladelige ide, at det er dårligt for personer, det vil sige reducerer deres velfærd, hvis de har noget på hjerte, som de bliver forhindret i at sige eller skrive.

Det kan skyldes flere forhold, dels naturligvis at en præference for at ytre sig ikke opfyldes, dels den frustrerende oplevelse af at blive forhindret i at handle og endelig negative følgeeffekter såsom tab af selvrespekt.

Begrænsninger af ytringsfriheden opfattes som en særskilt vigtig begrænsning, som stiller højere krav til begrundelserne end andre typer begrænsninger

Isoleret set kan dette argument virke lidt utilstrækkeligt. Det skyldes, at en begrænsning af ytringsfriheden i lyset af dette argument hverken er mere eller mindre problematisk end andre begrænsninger i den individuelle frihed eller andre typer velfærdstab.

Men det er ikke sådan, vi normalt forstår ytringsfrihed. Begrænsninger af ytringsfriheden opfattes som en særskilt vigtig begrænsning, som stiller højere krav til begrundelserne end andre typer begrænsninger.

Heldigvis kan det suppleres af to andre argumenter.

Det andet argument, klassisk formuleret af John Stuart Mill, hævder at ytringsfrihed har en bredere værdi, fordi den øger et samfunds sandsynlighed for at opnå viden.

Det epistemiske argument

  • En juridisk sanktion mod et individs ytringer eller manglende beskyttelse af et individ, der faktisk ytrer sig, reducerer antallet af synspunkter, som får plads i den offentlige debat.
  • Et samfunds sandsynlighed for at opnå viden øges, jo flere synspunkter som får plads i den offentlige debat.
  • Vi har moralske grunde til som samfund at tilstræbe, at vi øger vores viden.
  1. C) Vi har moralske grunde til ikke at indføre juridiske sanktioner på et individs ytringer og til at beskytte individer, der faktisk ytrer sig.

Argumentet hviler på ideen om, at når alle ytringer er tilladte, så har vi de bedst mulige chancer for, at sandheden kommer for dagen.

Selv falske ytringer har værdi, fordi de tvinger andre til at reflektere over og argumentere for sandheden.

Den ide kan godt udfordres, ligesom man kunne spørge, om det altid er et gode, at vores viden øges (det er for eksempel muligt, at der findes visse typer teknologi, som er så farlige, at det vil være bedst, at vi aldrig opfinder dem).

Til gengæld peger argumentet på en særlig grund til, at netop ytringer skal beskyttes, som er anderledes og stærkere end de grunde, vi i øvrigt har til at beskytte individers frihed.

Når alle ytringer er tilladte, så har vi de bedst mulige chancer for, at sandheden kommer for dagen

Det tredje, mere kyniske argument, hævder, at ytringsfrihed er vigtig, fordi den beskytter især én gruppe ytringer, som dels er vigtige og dels ellers hurtigt ville blive begrænset: kritik af magthaverne.

Det kritiske argument

  • Jo lettere det er for magthavere at indføre juridiske sanktioner mod et individs ytringer eller manglende beskyttelse af et individ, der faktisk ytrer sig, jo større er sandsynligheden for, at sådanne begrænsninger vil blive brugt af magthaverne til at begrænse kritik af magten.
  • Et samfund har, alt andet lige, større sandsynlighed for at undgå magtmisbrug, jo bedre muligheder der er for at kritisere magten.
  • Vi har moralske grunde til at undgå magtmisbrug.
  1. C) Vi har moralske grunde til ikke lade magthavere indføre juridiske sanktioner på et individs ytringer og til at kræve, at de beskytter individer, der faktisk ytrer sig.

Argumentet hviler på ideen om, at muligheden for at afsløre kontroversielle beslutninger, som magthaverne har truffet, for offentligt at argumentere imod deres beslutninger og for at påvise usandheder, som de har fremsat, er vigtig, fordi den sætter magthaverne under pres for at handle i andres interesser i stedet for kun i deres egne.

Magtkritikken fremmer på denne måde bedre regeringsførelse.

Muligheden for at afsløre kontroversielle beslutninger, som magthaverne har truffet, for offentligt at argumentere imod deres beslutninger og for at påvise usandheder, som de har fremsat, er vigtig, fordi den sætter magthaverne under pres for at handle i andres interesser i stedet for kun i deres egne

Ligesom det epistemiske argument kan det kritiske argument naturligvis diskuteres og udfordres, blandt andet ved at pege på, at der ikke er grund til at tro, at de faktorer, det peger på, vil være til stede i alle situationer.

Det vil sige, at de instrumentelle argumenter ikke kan forklare, at ytringsfrihed altid er vigtig. Spørgsmålet er så, om det er et problem?

Fra enkeltsituationer til gældende ret

Den sidste, og ret afgørende pointe, når vi taler om ytringsfrihed, er nemlig, at der kan være afgørende forskel på vores vurdering af en enkeltsituation og vores vurdering af en praksis, som også omfatter andre situationer.

Jeg har ovenfor præsenteret argumenter for, at spørgsmålet om hvorvidt det i en enkeltsituation er rigtigt at sikre eller begrænse ytringsfriheden afhænger af en afvejning mellem på den ene side risici og alternativomkostninger og på den anden side de hensyn, som taler for ytringsfrihed.

I en enkeltsituation vil dette være ytringens marginale værdi som individuel handling, som bidrag til opnåelse af sandheden og som kritik af magten. Intuitivt kan dette svar virke utilfredsstillende, fordi det umiddelbart sætter tærsklen for legitime indgreb meget lavt.

Antageligt er den marginale værdi af mange ytringer i et generelt frit og velinformeret samfund som det danske meget lav, så selv relativt små risici eller alternativomkostninger vil være tilstrækkelige til at legitimere en begrænsning af ytringen.

I vores verden, hvor vi regereres af kun alt for fejlbarlige mennesker, så er disse provokationer den pris, vi betaler for at beskytte den værdifulde del af den demokratiske debat

Imidlertid ser tingene meget anderledes ud, når vi diskuterer en praksis, for eksempel i form af et regelsæt. Det er der to grunde til.

For det første er den gennemsnitlige værdi af de ytringer, som en bestemt praksis begrænser, typisk langt højere end den marginale værdi af den enkelte ytring. Det betyder i sig selv, at tærsklen for begrænsninger af ytringsfriheden sættes højere.

Den anden grund kan hentes i spilteorien og knytter sig helt tilbage til den pointe, jeg indledningsvis nævnte, om hvilken rolle det bør spille, at personer reagerer voldeligt. Jeg fremhævede der, at volden ikke legitimerer Paludans ytringer.

Men hensynet til voldelige reaktioner kan påvirke tærsklen på en anden, lidt mere kompleks måde.

Fordi vi nu ikke har at gøre med en begrænsning af en enkeltstående ytring, men med et regelsæt, som skal anvendes for en lang række situationer, så bør vi overveje, hvilke incitamenter forskellige tærskler skaber for de, som kunne fristes til at reagere voldeligt.

Sætter man tærsklen lavt, så skaber man et perverst incitament til at forhindre ytringer, man ikke bryder sig om ved at skabe risici knyttet til disse ytringer (det er i parentes bemærket dette, som jeg tror, er den mest gavmilde tolkning af de ofte ret uklare påstande om, at vi ikke “må give efter for voldsmændene”).

Begge disse hensyn taler altså for, at vi, når vi skal etablere et regelsæt, som definerer begrænsninger af ytringsfriheden, sætter barren højere, end vi ville gøre, hvis vi blot afvejede hensynene til risici og alternativomkostninger mod hensynet til værdien af ytringer i den enkelte situation.

En allersidste pointe er værd at understrege i denne sammenhæng, for man kan fristes til at spørge, om vi ikke blot kunne have en praksis med at tage stilling fra gang til gang?

Risikoen ved at lade staten skelne mellem ytringer er langt større end den potentielle gevinst

Med det spørgsmål kommer vi endelig tilbage til, hvorfor det er en central værdi, at staten ikke skelner mellem (især politiske) ytringer, når den skal administrere ytringsfriheden.

Det skyldes ikke, at alle ytringer er lige gode. Tværtimod – udgangspunktet for vores diskussion er trods alt Paludans ytringer. Det skyldes derimod det forhold, at risikoen ved at lade staten skelne mellem ytringer er langt større end den potentielle gevinst.

Hvis først staten får mulighed for løbende at skelne mellem “gode” og “dårlige” politiske ytringer, så er der, som det kritiske argument påpeger, en overhængende fare for, at den til enhver tid siddende magthaver vil benytte muligheden til at undertrykke legitim kritik.

I en stat regeret af engle ville der ikke være nogen grund til at lade selviscenesættende fjolser udfolde latterlige og frastødende provokationer på en måde, som stigmatiserer og polariserer, men i vores verden, hvor vi regereres af kun alt for fejlbarlige mennesker, er disse provokationer den pris, vi betaler for at beskytte den værdifulde del af den demokratiske debat.


Illustration: Udskæring af Raphaels Athenskolen.

Frej Klem Thomsen er Ph.D. i filosofi og arbejder med analytisk etik og politisk filosofi. Han har forsket i straffeetik, neuroetik, diskrimination, overvågning og spørgsmålet om fri vilje, men interesserer sig også for bl.a. fordelingsretfærdighed, klimaetik, global fattigdom, demokratiteori, medicinsk etik, retsfilosofi, videnskabsteori, metaetik og værditeori.

Seneste artikler om Politik & Samfund