NYHED // POV OVERBLIK – Den internationale presse er valfartet til Norge, hvor retssagen mod den 29-årige, voldstiltalte Marius Borg Høiby begyndte tirsdag formiddag i Oslo byret. Sagen kommer samtidig med afsløringer af, at hans mor, Mette-Marit, kendte den dømte sex-forbryder Jeffrey Epstein bedre end først antaget. Sønnen er anklaget for 38 forhold, og han nægter sig skyldig i de mest alvorlige, skriver NRK.
Foreløbig har han nægtet sig skyldig i de fleste forhold og kun indrømmet skyld i mindre forseelser. Flere af de 190 akkrediterede journalister og andre, som ønsker at overvære retssagen, dukkede op foran retsbygningen i nat for at få en af de 250 pladser i byrettens største lokale. Sagen er berammet til at vare i syv uger og foregår under massivt sikkerhedsopbud.
Sikkerheden er blandt andet blevet skærpet, efter at Høibys forsvarsadvokater måtte finde et nyt kontor. VG skrev for et par uger siden om, at pågående fotografer generede klienten, når han skulle mødes med sine advokater for at forberede sig på straffesagen.
Høiby, som er den norske kronprinsesses søn, er anklaget for 38 forhold, heraf fire voldtægter og forhold om vold i nære relationer. Kvinderne har haft svært ved at afgive præcise forklaringer, idet de oftest har været bedøvede under voldtægterne. 17 af overgrebene har angiveligt fundet sted, efter han blev anholdt første gang i 2024, skriver avisen Dagbladet.
Det sidste nye er, at Høiby søndag aften blev anholdt igen, hvilket er fjerde gang på to år. I går blev han varetægtsfængslet i fire uger, hvilket vil sige frem til 2. marts. Der er ikke mange detaljer fremme om den nye sag endnu, men ifølge norske medier har han truet med kniv, fremsat trusler og overtrådt et tilhold mod en af de kvinder, som indgår i sagskomplekset mod ham. Dagbladet tilføjer, at Høiby blev indlagt i går, men det er uklart hvorfor.
Den norske statsadvokat, Sturla Henriksbø, har til fremmødte journalister forklaret, at sagen foreløbig vil køre som planlagt, og at ”nye forhold i udgangspunktet ikke vil spille en rolle i sagen”. Han siger også, at det er for tidligt at sige, om de nye forhold senere kan blive en del af retssagen, fordi efterforskningen fortsat pågår, skriver Dagbladet.
Flere bisiddere og advokater for de forulempede kvinder har på vej ind til retsmødet sagt til journalisterne, at deres klienter har det svært og er nervøse for retssagen.
Retten har på forhånd nedlagt et delvist referatforbud. Flere forulempede får lov at vidne bag lukkede døre, hvor kun få udvalgte journalister får adgang, dog fortsat med referatforbud.
Ifølge det norske nyhedsbureau NTB sagde kronprins Haakon på en konference i sidste uge, at ”vi ikke vil være til stede i retssalen”.
”Det er klart, at vi tænker meget på alle de berørte i sagen,” sagde han videre. Hans hustru, den kommende dronning, fik sønnen Marius i et tidligere ægteskab, og Marius Borg Høiby er ikke medlem af den kongelige familie. Kronprinsen understregede, at ”det er godt at vide, at vi lever i en retsstat. Vi har tillid til, at retssystemet gør sit arbejde på en god måde”.
Sagen mod kronprinsessens søn kommer samtidig med, at hendes navn bliver ved med at dukke op i de filer, som bliver frigivet i sagskomplekset mod den nu afdøde dømte sex-forbryder Jeffrey Epstein.
Statsminister Jonas Gahr Støre har ifølge NRK sagt, at kronprinsessen har udvist ”dårlig dømmekraft”. Norske Sex og Samfund er enig med statsministeren og har afbrudt et samarbejde med Mette-Marit på grund af hendes korrespondance og forbindelse med Epstein. I går aftes fulgte Kristiansands internationale børnefilmsfestival trop og fratog kronprinsessen protektor-rollen.
Andre prominente nordmænd bliver nævnt i Epstein-filerne. Det gælder ifølge NRK blandt andre den tidligere udenrigsminister Børge Brende, den tidligere statsminister Thorbjørn Jagland og diplomatægteparret Mona Juul og Terje Rød-Larsen.
Læs norske Dagbladet og NRK og britiske BBC
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.