VM i Qatar – er der ingen nedre grænse for, hvad vi vil acceptere?

af i Sport

FODBOLD // KOMMENTAR – Måske er det på tide at alle, både de mennesker, der træffer beslutningerne, men også vi, der bare nyder spillet og fortællingerne under et VM, stopper op og spørger os selv, hvad fodbolden dog skal blive til, skriver Magnus Søndergaard. Efter VM i Qatar er der vel i bund og grund ingen nedre grænse for, hvad vi accepterer i fremtidens fodboldverden?

Frankrig, 1998. Brian Laudrup glider hen ad græsset og ender i sin nu ikoniske jubel-positur efter sit mål mod et fantastisk brasiliansk landshold. Danmark taber 3-2 og ryger ud af VM-slutrunden, men aldrig har et nederlag føltes så meget som en sejr. De danske landsholdsspillere kunne rejse hjem som helte. Endnu et smukt kapitel i historien om fodboldens verdensmesterskaber var blevet skrevet.

Den kommende slutrundes fortælling ligner dog allerede nu en, der vil stå som verdensmesterskabernes, ja hele fodboldsportens, absolutte lavpunkt

VM-slutrunderne har en særlig plads i næsten alle fodboldfans hjerter. Det er hér myter skabes og helte fødes. Det er her alverdens nationer kan vise hvad de står for, og det er her hele verdens opmærksomhed på samme tid, er rettet mod samme sted.

Hvert fjerde år skal der kåres en verdensmester i fodbold og de fire år er et perfekt interval der gør, at man altid kan opbygge en særlig fortælling om hver eneste slutrunde. Den kommende slutrundes fortælling ligner dog allerede nu en, der vil stå som verdensmesterskabernes, ja hele fodboldsportens, absolutte lavpunkt.

Skeletterne vælter ud af skabet

Tilbage i år 2010 annoncerede det internationale fodboldforbund FIFA, at VM i 2022 skal afgøres i den rige arabiske ørkenstat, Qatar. Med en befolkning på kun to millioner mennesker og en tårnhøj temperatur om sommeren, netop der hvor et VM altid spilles, var det ikke noget oplagt valg.

FIFA forsøger altid at sprede VM-slutrunderne geografisk og umiddelbart kunne det ligne en frisk og åbensindet idé at Mellemøsten nu også skulle inkluderes i den store fodboldfest. Men ikke lang tid efter annonceringen begyndte det alligevel at vælte ind med kritik af beslutningen, og nu, 9 år senere, ruller den stadig på højtryk.

Korruptionsundersøgelserne har for nyligt resulteret i at den gamle fodboldboss, Michel Platini, er blevet anholdt i en sag, der trækker tråde til den tidligere franske præsident, Sarkozy, og milliardaftaler mellem Qatar og Frankrig. Men korruptionsskandalen er langt fra den eneste ting, den kommende slutrunde skal kritiseres for. Skeletterne er, nærmest bogstaveligt talt, væltet ud af skabet.

Går vi med til det her, er der vel i bund og grund ingen nedre grænse for, hvad vi accepterer i fremtidens fodboldverden?

Imens ørkenstaten forbereder sig til fodboldfesten, bliver folk slået ihjel. I tusindvis. Ekstra Bladets journalist, Jan Jensen, har skrevet et par fremragende og kritiske artikler om både Qatars kyniske forhold til menneskeliv og resten af fodboldverdenens manglende mod til at markere sig som andet end konfliktsky medløbere uden medansvar.

Hjemme i vores egen andedam undgik Dansk Boldspils-Union i længere tid helt at tage stilling til spørgsmålet, om hvorvidt Danmark ikke bør trække en streg i ørkensandet og boykotte slutrunden.

Svaret lyder nu: ”Vi truer ikke med at blive hjemme. Vi truer med at møde op og fortælle om vores værdier: Mangfoldighed, åbenhed og menneskerettigheder”.

Jeg er sikker på, at de arabiske oliesheiker allerede ryster i klædedragterne.

Et eksempel uden fortilfælde

I 2018, da Rusland skulle være vært for VM, blev det diskuteret blandt fans om Danmark virkelig kunne medvirke i et overfladisk show i et land, hvis syn på f.eks. homoseksualitet, er milevidt fra hvad vi anser som værende bare i nærheden af acceptabelt. Dengang druknede debatten i spillere uden holdninger og ledere med diplomatiske og overfladiske fraser.

Der er næppe mange, der mener, at Rusland, på trods af verdens bevågenhed og en invasion af glade danske fans, er blevet meget mere tolerant eller åbensindet.

Nuvel, man kan ikke boykotte hver gang man er utilfreds med noget, men her står VM i Qatar altså som et eksempel uden fortilfælde: Homoseksuelle risikerer dødsstraf, det samme gør personer med et religiøst frafald, indtagelse af alkohol straffes med pisk (held og lykke, roligans!) og offentlig kritik af regeringen straffes med fængsel på livstid.

Yderligere er det veldokumenteret, at der hersker slavelignende arbejdsforhold for de tusindvis af fattige mennesker, herunder f.eks. nepalesere, der er hyret til at modernisere og opbygge de store stadions, som verdens multimillionær-fodboldspillere kommer til at boltre sig på.

Ifølge International Trades Union Confederation er omkring 1200 arbejdere omkommet, siden Qatar begyndte sine forberedelser i år 2010. Det foregår lige nu. Som i: Lige nu!

Måske er det på tide at alle, både de, der træffer beslutningerne, men også vi, der bare nyder spillet og fortællingerne under et VM, stopper op og spørger os selv, hvad fodbolden dog skal blive til? Går vi med til det her, er der vel i bund og grund ingen nedre grænse for, hvad vi accepterer i fremtidens fodboldverden?

At adskille fodbold og politik er en helt legitim og pragmatisk holdning, men spørgsmålet er om det overhovedet er politik, hvorvidt man kan forsvare at spille på stadions, der er bygget på et bjerg af lig: Over 1000 døde slavearbejdere.

Jeg synes egentlig, det i højere grad er et moralsk og etisk spørgsmål.

Imens DBU truer ”med at møde op”, tages der ikke højde for, at det til den tid vil være for sent. Der er de mange nye stadions blevet bygget, og de hårdtarbejdende og underbetalte arbejdere vil for længst være både døde og begravede.

Så må vi bare ikke håbe at Danmarks næste Brian Laudrup snubler i en død daglejers kranie og pådrager sig en alvorlig knæskade.

DBU skulle jo nødigt få noget at tage stilling til.


Foto:

Magnus Søndergaard, født 1989 i Viborg. Er uddannet cand.mag. i dansk og historie fra Roskilde Universitet.

Arbejder til dagligt som gymnasielærer. Interesserer sig primært for – og skriver derfor om – nyere historie, litteratur, fodbold og fankultur.

Seneste artikler om Sport