Virginia måtte kæmpe sig frem til kærligheden

revolution — Allerede i 1979 demonstrerede iranske kvinder mod hijab-påbuddet, og siden har vreden ulmet. Foto: Wikimedia Commons

Jesper Grunwald 18.12.2022

DET IRANSKE KVINDEOPRØR // POVCAST – Trods massiv vold, drab og nu også henrettelser af de mennesker, som protesterer mod præstestyret, fortsætter KVINDE-LIV-FRIHED-oprøret mod den kvindeundertrykkende virkelighed i Den Islamiske Republik Iran. Her er andet afsnit af podcasten “Virginia – Frihedskæmperen” af POV-journalisten og taxichaufføren Jesper Grunwald. Virginia Alipour fortæller sin personlige historie, der også er historien om at finde en vej mellem to kulturer.

Ikke uden min datter.

Mange kan sikkert huske bogen af forfatteren Betty Mahmoody fra slutfirserne – eller filmen få år senere med Sally Field i hovedrollen. Den selvbiografiske og voldsomme historie om den amerikanske kvinde Betty, der fulgte sin iranske mand og deres lille datter Mahtob til Teheran på noget, der var tiltænkt en længere ferie – indtil faren, der var læge i USA, meddelte, at nu skulle familien blive i Iran under præstestyret.

Han transformerede sig på rekordtid fra almindelig rar far til et voldeligt og truende monster. Indtil moren fik smuglet sig selv ud på en livsfarlig og kompliceret flugt.

Virginia Alipour – den iranske kvinde, som har boet i Danmark siden 1999 – fortalte i den første podcast om, hvordan også hun måtte tage flugten. Men det skete uden datteren, fordi manden i det fundamentalistiske Iran ejer børnene, hvis en mor vil skilles.

Ja, trods ægtemandens trusler og vold, som næsten havde slået hende ihjel, lykkedes det ham at få Virginia sat flere måneder i fængsel, fordi hun havde brudt de muslimske dogmatikker om mandens særlige, dominerende rolle og forladt ham.

Nu er anden del af podcasten “Virginia – Frihedskæmperen” tilgængelig.

Virginia måtte flygte

I den første episode (hør den her) hørte du om den unge Virginia, der blev gift i et arrangeret ægteskab med en mand, nogle af hendes forældres bekendte havde bragt i forslag som et passende parti for den giftemodne kvinde. Det gik helt galt fra starten med vold mod Virginia. Hendes flugt havde det ene formål at overleve.

Vejen ud af dette mareridt gik, hvor absurd det end kan lyde i vore ører, via et nyt, arrangeret ægteskab. Den tilkomne, Abbas, var godt nok en del år tidligere, helt ung, flygtet til Danmark i sin modstand mod regimets levevilkår og for at undgå at blive indkaldt til den daværende krig mellem Iran og Irak.

Under et kort besøg i Iran arrangerede forældre, Virginia og naboer et flygtigt møde med den kommende ægtefælle. Blot 10 minutter tog det – og så var alle enige om, at Virginia og Abbas var et passende par. Han skulle tilbage til Danmark. Og hun blev efter de muslimske forskrifter kort efter gift i den lokale moske via stedfortræder – et familiemedlem til den nye mand.

På den baggrund kunne hun med de daværende familiesammenføringsregler komme til Danmark på legal vis – uden penge til mellemmænd eller menneskesmuglere.

I december 1999 kunne hun så stige af flyet i København og blive modtaget af sin nye mand – som hun forinden blot havde været sammen med uden kys, kram, kærtegn – eller kærlighed – i 10 minutter.

Hun må fortsat leve med smerten over tabet af den datter, der blev taget fra hende inden flugten

De næste år i Virginias liv blev med hendes egne ord – en kamp. Ikke den voldelige. Men kampen og anstrengelserne for at finde hinanden i et ægteskab og parforhold uden at kende hinanden og på helt andre betingelser end vilkårene under fanatiske, religiøse kår.

I dag lever Abbas, parkeringsvagten, og Virginia, fodterapeuten, et roligt og godt ægteskab på den københavnske vestegn med de to halvvoksne børn, de har fået. Men hun må fortsat leve med smerten over tabet af den datter, der blev taget fra hende inden flugten. Hun har indlysende grunde til at deltage i aktivisme mod det kvindeundertrykkende præstestyre.

I podcasten med Jesper Grunwald fortæller hun om kampen for ligestilling og kærlighed – og det følelsesmæssige voldsomme møde i Teheran for få år siden med den efterladte datter, som, da hun var blevet voksen, tog kontakt med sin mor via Facebook. Som udgangspunkt med datterens store vrede mod sin mor.

Lyt til POVcasten her:

Jesper Grunwald

En hyrevognschaufførs bekendelser Jesper Grunwald er taxamanden. Og taxamand.dk er mig! Sådan er det og sådan bli’r det. Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner. Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig. Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning. Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det. Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst. Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk. Hvad det er jeg kan? - Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND. Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112