
TRO & EKSISTENS // INTERVIEW & POVCAST – Flere i vesten end nogensinde tager elementer af buddhismen til sig. Og med god grund, mener leder af den kristne organisation, Areopagos, for den kan lære os at blive mere optagede af klodens og andre menneskers ve og vel. Men hvorfor vil hun så forblive kristen? Mød Silje Kvamme Bjørndal og kom tæt på, hvordan man kan leve med både vestlig kulturarv og østens spiritualitet.
I takt med at flere nu forstår faren i, at mennesket har sat sig selv i centrum, vinder buddhismen frem.
Så enkel er analysen fra en af dem i Norden, der kender mest til samspillet mellem nutidens nordiske hverdag, den kristne tro og buddhismen.
For hver gang danskernes tro undersøges, rykker den mere og mere østpå
”Der et noget i buddhismen, som vi lader til at have mistet i vores protestantiske kristendom, og som falder sammen med den tid, vi lever i nu”, konstaterer Silje Kvamme Bjørndal, generalsekretær i den kristne organisation, Areopagos, der arbejder med blandt andet dialog mellem de to religioner og netop i år fylder 100 år.
”For 100 år siden var det vældigt kontroversielt, men nu er buddhismen blevet en integreret del af mange menneskers liv i Norden,” konstaterer Silje Kvamme Bjørndal. Hun er uddannet teolog, opdraget i den norske pinsekirke og har før sit hverv som generalsekretær forsket i netop troens betydning i samfund som sit eget norske og det danske sekulære samfund.
Googlebuddhisterne
For hver gang danskernes tro undersøges, rykker den mere og mere østpå.
Sådan kan man i hvert fald beskrive den tendens, der klart ses ude i den konkrete virkelighed, hvor østligt inspirerede meditationskurser tilbydes som weekendredninger af vestligt stressede.
Bevægelsen østover ses også i de store værdiundersøgelser, som Danmarks Statistik og Aalborg Universitet udfører cirka hvert tiende år, og som hver gang viser en stigning i antallet af danskere, der blander den kristne tro med trosretninger østfra.
”Googlebuddhisme” blev den måde at tro på døbt i 2011 i bogen Den tredje reformation fra statskristendom til Googlebuddhisme skrevet af daværende generalsekretær i Bibelselskabet, Morten Thomsen Højsgaard. At døbe mennesker til at være Googlebuddhister var ikke venligt ment, og lige siden har debatten været, ja, man kan kalde det ukristeligt rå.
”Jeg ved det,” siger Silje Kvamme Bjørndal.
”Men jeg synes, det er godt, at religionerne inspireres af hinanden, og det er tydeligt, at man i dag opdager noget i buddhismen, der giver mennesker det, de ønsker,” siger hun og fortætter:
”Det handler især, tror jeg, om buddhismens holistiske tilgang til hele vor eksistens i modsætning til den antropocentriske holdning i vesten. Vi har sat mennesket i centrum, ja, ikke bare mennesket, men det enkelte menneske. Hver af os har en slags afgrænset eksistens, næsten uafhængig af naturen, af det skabte, af strukturerne omkring os.”
Menneske først, men kristen så
Inden andre kan nå at kritisere hende for at være for ensidig, når Silje Kvamme Bjørndal at tilføje, at ”der findes modbevægelser, debatter og diskussioner og alt muligt.”
”Det ændrer ikke det faktum, at det er den antropocentriske bevægelse, der har været stærkest i vores vestlige, kristne samfund. I de her år er der dog vokset en øget bevidsthed frem. Se nu den seneste klimarapport fra FN, som tydeliggør alvoren i det, vi står overfor. Det er noget, vi har vidst i alt for lang tid i forhold til, hvad vi har gjort ved det, men nu, nu reagerer folk.”
Der er en større mangfoldighed i dag end nogensinde i måder at udleve tro på
Ifølge Silje Kvamme Bjørndal passer tidens stadigt stærkere opgør med individualismen godt sammen med den buddhistiske opfattelse af, at ”ingenting eksisterer uafhængigt af noget andet, men alt eksisterer i sammenhæng med noget andet”.
Den opfattelse har hun også selv, men hun forbliver kristen. Som så mange andre i tiden beholder hun den tro, hun er vokset op med, og tager også en anden tro ind i sit liv. Men hun er ikke buddhist.
”Nej, det er jeg ikke. Buddhismen mangler fortællingen om Jesus Kristus. En guddom som får kød og blod, og med det giver os mennesker en helt anden måde at være til på. Vi sættes i kontakt med Gud på anden vis end bare med læresætninger eller visdom. Det er en kropslig erfaring.”

Hver sin krop og tro
Ifølge Silje Kvamme Bjørndal er det paradoksalt nok manglen på krop i den måde, der leves med den kristne tro på i Norden, som gør buddhistisk inspiration tiltrængt.
”Noget af det, vi kan lære af buddhismen, er netop, at den ikke holder fast i dualismen mellem krop og sjæl. Det er ikke adskilt, som det ellers er sket i meget af den kristne kirkes måde at udøve tro på. Men det ønsker folk nu at bryde med,” sammenfatter Silje Kvamme Bjørndal.
Det er barske tider, men netop derfor må de af os, der arbejder for at samle mennesker, arbejde videre
I takt med individualiseringen er også bindingen til de store institutioner løsnet. Det betyder, at også kirkens monopol på at vise, hvordan man lever som troende, er fjernet. I stedet stoler folk mere på deres egne oplevelser af for eksempel noget guddommeligt eller spirituelt og følger i højere grad deres egne længsler efter at være i ro og balance.
”Der er en større mangfoldighed i dag end nogensinde i måder at udleve tro på. Det betyder, at der er et stigende behov for at kunne møde hinanden i ægte dialog,” fastholder Silje Kvamme Bjørndal.
”Netop ved at gå dybt ind i andre traditioner og reelt arbejde med dem, lærer vi, at det er samme eksistentielle erfaringer, de har, og som de hjælpes til at leve med gennem for eksempel bøn. Det giver en viden og en kunnen i at leve sammen, som mange ser, at der er brug for i dag,” siger Silje Kvamme Bjørndal og afslutter:
”Det er barske tider, men netop derfor må de af os, der arbejder for at samle mennesker, arbejde videre, og jeg ser, at tiden arbejder med os.”
Silje Kvamme Bjørndal
Født 1981 i Seoul. Opvokset i Bergen. Bor i Oslo. Gift med Christer Bjørndal, partner, CARN. De er forældre til to.
- 2020 – : Generelsekretær, Areopagos
- 2019- 20: Generelsekretær, KRIK
- 2017-19: Politisk rådgiver, Kristeligt Folkepartis stortingsgruppe, Norge
- 2015: Ph.d. i teologi, ”The Church in a Secular Age”, udgivet på Princeton Theological Monograph, 2018
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.