Versaillesfreden fylder 100 år – en turbulent fredsaftale med forfærdelige følger

af i Europa/Historie

EUROPA // HISTORIE – 100 år er gået, siden et nødtvunget og ydmyget Tyskland underskrev Versaillesfreden. Det var en aftale, der ideelt set skulle have skabt en verdensorden, der forhindrede det frembrusende tyske rige i igen at blive en alvorlig konkurrent til England og Frankrig. I stedet blev den et diktat, der hurtigt blev både omdiskuteret og ignoreret. Kun tyve år efter fredsaftalen gik verden atter i krig. I denne artikel ser historiker Magnus Søndergaard nærmere på fødselaren, der ydmygede Tyskland og gav brændstof til en helt ny og endnu mere fatal katastrofe: 2. verdenskrig.

Optakten og særligt udbruddet bag 1. verdenskrig er en hel historie for sig. Men for at forstå ydmygelsen i den fredsaftale Tyskland måtte underskrive, da de ville undgå den totale undergang i 1918, må vi kort vende blikket mod folkestemningen i det tyske rige og de konflikter, der havde ført til krigsudbruddet fire år tidligere.

Europa i krig

Dét Europa, der i de flestes optik havde nået sit økonomiske, geografiske og kulturelle højdepunkt i starten af det 20. århundrede, blev på kun fire år splittet fra hinanden. En hel generation af unge mænd blev for altid mærket, og et helt nyt Europakort opstod. Fire riger – det russiske, det osmanniske, det østrig-ungarske og det tyske – var blevet opløst. Kejserriget Tyskland var dengang en ung og fremadstormende spiller på verdensscenen. Det havde få årtier forinden været i krig med og slået sin nabo Frankrig, ligesom det både militært og økonomisk nærmede sig noget, der for verdens største imperium, det britiske, kunne ligne en alvorlig fremtidig trussel. Tyskland selv drømte om ”en plads i solen”, som det blev udtrykt. Konflikterne lå og lurede, og i 1914 blev der tændt en gnist til den lunte, der var blevet etableret i et overlegent Europa, der i imperialismens navn havde underlagt det meste af verden.

Vi ønsker kun, at Tyskland blandt verdens folk – den nye verdens, i hvilken vi lever – skal indtage sin plads som et ligeberettiget folk, ikke som de andre folks herre” – Woodrow Wilson

Med skuddet i Sarajevo og mordet på den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, var terningerne  kastet. Europa skulle i krig, ja – hele verden kom i krig, og om den nationalfølelse der prægede Tyskland ved krigsudbruddet, skrev den tyske forfatter Stefan Zweig:

Og trods mit had til og al min afsky for krig ville jeg ikke i mit liv undvære mindet om disse første dage. Som aldrig før følte nu de tusinde og atter tusinde mennesker det, de hellere skulle have følt i fredens tider: at de hørte sammen”.

Fire år senere var det slut. Den tyske kejser Wilhelm 2. trådte tilbage og overlod fredsforhandlingerne til en forhandlingskommission, der i bund og grund ikke havde andet valg end at skrive under på det, der måtte blive lagt foran den. Og det var ikke småting.

Freden havde ellers virket, som om den kunne nås med relativt positive udsigter. Den amerikanske præsident, Woodrow Wilson, havde i januar 1918 præsenteret 14 punkter, der baserede sig på principper om bl.a. samhandel, mere åbenhed og nedrustning. Målet var at gøre en ende på den forfærdelige verdenskrig og sikre, at ingen lignende katastrofe nogensinde skulle ske igen. Idéerne var altså både fremsynede og konstruktive, og eksplicit om Tysklands rolle efter krigen udtalte Wilson på kongressen:

Vi ønsker kun, at Tyskland blandt verdens folk – den nye verdens, i hvilken vi lever – skal indtage sin plads som et ligeberettiget folk, ikke som de andre folks herre”.

Aftalen og forhandlingerne i Versailles

På trods af de inkluderende ord fra Wilson blev det imidlertid på nogle helt andre forudsætninger, at det tabende Tyskland skulle opnå fred, da boet skulle gøres op. Først i januar 1919 begyndte forhandlingerne om fredsslutningen. Selvom det egentlig hørte tiden til, at man inviterede den tabende part af en krig med til fredsforhandlingerne, blev Tyskland ikke inviteret. Den 28. juni 1919 blev Versaillestraktaten forelagt. Væk var de noble principper fra Wilsons 14 punkter. De var i stedet erstattet af krav fra særligt de to lande, Frankrig og England, der havde følt sig mest truet af Tyskland før krigen. I fire lange år havde de kæmpet lange og udsigtsløse slag i skyttegravene på vestfronten og nu var hævnens time kommet. Med den engelske premierminister Lloyd Georges’ egne ord skulle Tyskland få lov at betale.

Den engelske økonom John M. Keynes deltog i det økonomiske råd under Versailles-konferencen, men forlod den i protest på grund af de økonomiske bestemmelser som han fandt alt for hårde. I sin bog fra 1919 langer han ud efter de engelske og franske ledere, som han anså for at være mere fokuserede på at knuse end på at genopbygge

Straffen til Tyskland, der på trods af verdenskrigens mudrede og dominospils-lignende begyndelse, havde måttet tage ansvaret for krigens udbrud, var både geografisk, militært og økonomisk betinget. For et Tyskland, der var drevet frem til krigen i 1914 af en overdrevet nationalisme og store ambitioner, var det en ydmygelse uden lige.

Den nye tyske regering, der havde fået magten, efter kejser Wilhelm 2. havde abdiceret og forladt landet, havde ingen andre muligheder end at møde den totale undergang eller skrive under på aftalen. Mere end 6 millioner mennesker måtte på grund af de nye grænsedragninger nu se sig selv som en minoritet i et fremmed land. I 1918 havde Tyskland kunne mønstre 4,5 millioner mand i felten, men nu blev hæren næsten opløst. Den skulle begrænses til 100.000 mand, måtte ikke besidde hverken ubåde, store krigsskibe eller luftvåben, og almindelig værnepligt blev forbudt. Landets guldreserver blev beslaglagt, ligesom det måtte afgive dets rige kulmineområde, Saar, til Frankrig, samt betale en krigsskadeerstatning på knap 7 milliarder engelske pund og afgive sine kolonier til det nyoprettede Folkenes Forbund. Tyskland fik bogstaveligt talt lov til at betale. Frankrig og England fik trumfet så meget igennem, så de troede, Tyskland nu kunne holdes nede.

Versaillestraktaten bliver underskrevet den 28. juni 1919 og blev i Tyskland ikke omtalt som nogen aftale, men som Das Diktat.

Den engelske økonom John M. Keynes deltog i det økonomiske råd under Versailles-konferencen, men forlod den i protest på grund af de økonomiske bestemmelser, som han fandt alt for hårde. I sin bog fra 1919 langer han ud efter de engelske og franske ledere, som han anså for at være mere fokuserede på at knuse end på at genopbygge. Han skrev:

Traktaten indbefatter ingen bestemmelser for Europas økonomiske genoprettelse – intet, som kan gøre de besejrede centralmagter til gode naboer”.

Keynes advarede mod at ydmyge det tyske folk. Civilbefolkningen havde allerede lidt meget, og særligt efter den tyske hærs overgivelse blev det muligt for Ententen at stoppe for tyske forsyninger, da man uden kamp kunne blokere Østersøen. Sult og armod prægede et folk, der allerede havde måtte se sin hær give op i kampen for tysk storhed. ”Mennesker vil ikke altid dø roligt”, skrev John M. Keynes advarende. Versaillestraktaten bliver underskrevet den 28. juni 1919 og blev i Tyskland ikke omtalt som nogen aftale, men som Das Diktat.

For USA, der ellers ivrigt havde forsøgt at holde sig ude af 1. verdenskrig, skulle dens involvering og sejr i krigen have været med til at stoppe alle fremtidige krige. Men til Wilsons store fortrydelse stemte Kongressen hjemme i USA ikke for hans planer om at involvere sig i det nyoprettede Folkenes Forbund. Et initiativ, der ellers skulle have været med til at sikre, at en verdenskrig blev afløst af en verdensfred.

I stedet for en aftale, der sikrede et balanceret Europa og et pacificeret Tyskland, fik man en turbulent fred, der bød på nye spændinger.

I stedet trak USA sig tilbage til sin gamle plan om at isolere sig på sin egen side af Atlanterhavet og lade Europa styre sin egen fremtid. Det efterlod den nyslåede tyske republik, der skulle forsøge at skabe en lys fremtid, omgivet af fjender og uden et slagkraftigt militær, forgældet og alene. Frankrig og England havde lidt stort under krigen og ville have hævn, ligesom de ville have sikkerhed for, at Tyskland aldrig igen skulle blive en trussel.

Versaillestraktatens modtagelse

I stedet for en aftale, der sikrede et balanceret Europa og et pacificeret Tyskland, fik man en turbulent fred, der bød på nye spændinger. Med de nye grænsedragninger fik man godt nok skabt en række nye, selvstændige lande, men også en lang række sociale, økonomiske og nationalistiske problemer, der snart ville resultere i en katastrofe endnu større end den, der netop var blevet afsluttet. De ædle principper fra de vindende lande druknede i minderne om de millioner af døde franskmænd og englændere, der havde måttet lade livet under de umenneskelige vilkår i skyttegravene.

I Tyskland blev det Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP) stiftet allerede i året efter, Versaillestraktaten var blevet underskrevet. I dets partiprogram fremgår det tydeligt, at det er en mærkesag at gøre op med de straffe, der er blevet pålagt Tyskland. De ”kræver, at alle tyskere sluttes sammen i et Stortyskland”, de kræver at ”fredstraktaterne fra Versailles og St. Germain [fredsaftalen med Østrig 1919. red.] annulleres” og de kræver ”land og jord [kolonier, red.] til at ernære vort folk og til bosættelse for vort befolkningsoverskud”.

Den store økonomiske straf, der var blevet pålagt Tyskland, skabte en turbulent tid, hvor den nyetablerede Weimarrepublik skulle forsøge at udvikle et demokratisk fundament. Imens blæste kommunismens vinde fra øst og fristede mange i en svær økonomisk tid, samtidig med at fascismen og Adolf Hitler meldte sin ankomst på den politiske scene. Det var umulige odds for et nyetableret demokrati, der ovenikøbet snart kom til at mærke konsekvenserne af den globale økonomiske krise, der kom pludseligt i 1929, da børsen på Wall Street i New York krakkede. Snart blev demokrati forbundet med nederlag. Resten, som man siger, er historie.


Foto: Wikimedia Commons

Magnus Søndergaard, født 1989 i Viborg. Er uddannet cand.mag. i dansk og historie fra Roskilde Universitet.

Arbejder til dagligt som gymnasielærer. Interesserer sig primært for – og skriver derfor om – nyere historie, litteratur, fodbold og fankultur.

Seneste artikler om Europa