
VALG // ANALYSE – “Venstre er tilbage i rollen som det sårede dyr på savannen. Senest er Mona Juul begyndt at bide partiet i haserne med Konservatives tilslutning til de røde partiers krav om rent drikkevand og forbud mod sprøjtning,” skriver politisk redaktør Frank Korsholm. “Men hvad værre er: Flere er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om Venstre overhovedet har styrke til at gå i regering, hvis rovdyrene får held med at tilføre Troels Lunds parti alvorlige blødninger.”
Naturligvis vil Troels Lund Poulsen kunne stå i spidsen for en blå regering, men hvis det projekt mislykkes, kan et svækket Venstre så holde til at indgå i en ny midterregering med Mette Frederiksen?
Det er yderst tvivlsomt, hvis ikke ligefrem umuligt, hvis partiet kommer ud af valgkampen med et tab på omkring 3 pct., som meningsmålinger pt. antyder.
En ny lussing til Venstre vil være vælgernes tydeligste afvisning af partiets deltagelse i SVM-regeringen i december 2022, hvor Venstres daværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, brød partiets valgløfter om aldrig at ville deltage i en regering med Mette Frederiksen som statsminister.
Venstre er fuldt ud bevidste om, at grundvandet er en akilleshæl for partiet, og at de risikerer at blive gjort til landbrugets skødehund
Dengang skete løftebruddet ud fra en filosofi om at holde den røde blok uden for indflydelse og så samtidig få markant venstrepolitik igennem.
Selv om man rent objektivt kan argumentere for, at projektet er lykkedes, er det efter 10 dages valgkamp ikke lykkedes for Troels Lund Poulsen at overbevise vælgerne om, at det var det rigtige. Man kan med en floskel sige, at operationen lykkedes, men patienten lige nu er døende.
Venstre blev til tre partier
Venstre fik kun 13,3 pct. ved valget i 2022, efter Inger Støjberg var brudt ud og dannet Danmarksdemokraterne, mens Lars Løkke Rasmussen havde dannet Moderaterne.
Venstre blev dermed til tre partier, så undskyldningen for det svage valgresultat var bestemt plausibel, men den kan til gengæld kun bruges én gang.
Får Venstre et nyt dårligt valgresultat, måske ligefrem under partiets historiske lavpunkt på 10,5 pct. i 1987, vil det være en kæmpe begmand til partiets regeringsdeltagelse gennem de seneste 3,5 år. En begmand, der ikke kommer til at gå upåagtet hen i Venstres bagland, og som kan stikke en kæp i hjulet på Troels Lund Poulsens officielle linje om at holde døren på klem til endnu en runde med Mette Frederiksen.
Troels Lund Poulsen vil sandsynligvis kunne argumentere for, at Venstre, trods et skuffende valgresultat, er nødt til at deltage i en ny midterregering for at holde de røde uden for indflydelse. Her kan han fremhæve ønsket om en formueskat og nye skrappere miljøkrav over for landbruget.
Stærke kræfter i partiets bagland og i folketingsgruppen vil derimod modarbejde deltagelsen i en ny regering under Mette Frederiksen og argumentere for, at Venstre har brug for at trække vejret på udskiftningsbænken i en årrække og derefter komme stærkt tilbage som oppositionens leder.
Bliver det konsekvensen, vil det næsten med statsgaranti også blive et farvel til Troels Lund Poulsen som formand og et goddag til Stephanie Lose, der nyder en kæmpe opbakning i partiets bagland.
Der er vi langt fra endnu, og scenariet forudsætter en gedigen øretæve til Venstre på valgdagen. Foreløbigt kører valgkampen for fulde gardiner.
Troels Lund havde problemer i statsministerduellen
Søndagen bød på en statsministerduel mellem Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen på TV 2, hvilket var det sværeste for Troels Lund Poulsen at komme igennem.
Han stod i en situation, hvor han beskyldte Socialdemokratiet for at ville føre en uansvarlig økonomisk politik, og så samtidigt byde sig til som mulig kommende regeringspartner.
Det er en stor mundfuld at gabe over, og om det lykkedes at få det synspunkt til at glide ned hos vælgerne, er en smagssag for den enkelte. Under alle omstændigheder kom Troels Lund Poulsen til at stå med ryggen mod væggen.
Socialdemokratiet og resten af rød blok har gjort rent drikkevand og delvist sprøjteforbud for landbruget til en mærkesag under valgkampen.

Det er en sag, som har næring til at blive en folkesag i et land, hvor vi i modsætning til mange andre lande bryster os af at kunne drikke vandet direkte fra hanen.
Som Danmarks grønneste borgerlige parti er Mona Juul fra Konservative gået med på den røde dagsorden, hvilket endnu engang efterlader Venstre i skødet på landbruget og resten af blå blok på den forkerte side af den offentlige moral.
Det er ikke noget trygt sted at stå for Troels Lund Poulsen, og konsekvensen af at have stillet sig der kender man først i de sidste dage af valgkampen, hvor der for alvor bliver skruet op for retorikken.
Troels Lund Poulsen bed dog godt fra i debatten om grundvandet, som han også gjorde på andre af aftenens temaer. Duellen blev derfor langt fra den paradekørsel af Mette Frederiksen, som mange havde ventet.
Venstre er fuldt ud bevidste om, at grundvandet er en akilleshæl for partiet, og at de risikerer at blive gjort til landbrugets skødehund.
Derfor var der valgt en offensiv linje med krav om at speede udtagningen af de forurenede drikkeboringer op. Om Troels Lund Poulsen lykkes med den forklaring, kan som nævnt, blive afgørende for valgets resultat.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og