VÆRINGS MUSIKLYTTERI // NY MUSIK – Få musikinteresserede følger så intenst med i den nye musik som musiker, musikskribent med meget mere, Trinelise Væring. Hver måned delagtiggør hun POV’s læsere i sine forventninger til og betragtninger om det, der sker lige nu på musikscenen i den faste feature, Værings Musiklytteri. I denne måned handler det om Copenhagen Americana Festival, der finder sted den kommende weekend i Vega. I bunden af artiklen finder du en podcast med Trinelise Væring og hendes mand, Frederik Lundin, der fortæller om deres succes med Tone of Voice Orchestra.
Jeg og dermed Lytteriet er ved at lukke ned for sommeren, men ”vi” er på vej til Copenhagen Americana Festival, der i denne uge kører torsdag- søndag over flere scener i Vega. Derfor får jeg lyst til at smide et par anbefalinger af nogen af de kunstnere, der ikke er på som ”hovednavne”, men som jeg personligt glæder mig mere til.
Torsdag d. 9. juni
Victoria bor i Nashville, men det er ikke den karakteristiske Nashville-sound, hun dyrker. Hun er mere dyster, mere southern gothic. Netop dét mørke og den skramlede akustiske lyd tiltrækker mig.
En af mine favoritsange i 2021 var faktisk hendes “Mean-Hearted Woman”. Den kom fra Adia Victorias tre album, der var fuldt af rustikke, mørke bluesfarvede sange. Da A Southern Gothic udkom, skrev jeg om det her på bloggen:
”Man kan næsten mærke varmen og den tunge luft og høre insekternes svirren. Harmonistrukturer og grooves er statiske på den der måde, hvor man allerede synes, man står med fødderne plantet i sumpen”
T-Bone Burnett er co-producer på albummet, og det hører man tydeligt. Om Victoria så også kan gøre sig som live-kunstner, tror jeg, afhænger af, hvilket band hun har med sig. Det er nemlig ikke musik, der spiller sige selv. Den skal ”lægges ned” på den rigtige måde for at blive rigtig fed. Men det regner jeg så også med, at det bliver.
Lyt til Adia Victorias “Magnolia Blues” her:
Mipso er et fuldakustisk (indie-) folkband og kommer vel nok ud af noget alternativ blue grass. Denne North Carolina-kvartet spiller på alt, der har strenge. Som det er i mange folkemusik-bands, så er vokal ikke et instrument, man ”sidder på”, man spiller på et instrument eller flere, og så synger man også. Sådan er det også i Mipso, hvor flere lader til at synge og spille og gerne samtidig.
I 2017 var Mipso på Rolling Stones liste over ”10 country artists you need to know”.
Deres seneste album (2020) var deres sjette, så selv om de er unge, har de virkelig nået at få noget fra hånden. Når man ser deres videoer og deres pressebilleder, får man ikke fornemmelsen af et band, der er optaget af at være smarte, tværtimod. Men lad jer ikke snyde af det, de er virkelig dygtige, rigtige spillemænd. Det kan man både se og høre i de korte videoer, de jævnligt lægger op på sociale medier.
Mipsos seneste album er fra 2020, og om det kan jeg sige, at det simpelthen lød så rart.
Jeg forudser, at det bliver en skøn aften. Og i øvrigt sikkert endnu bedre, fordi den foregår på en lille scene.
Således er Mipsos koncert faktisk en af dem, jeg havde glædet mig mest til, så hvis Alanis Morisette, som jeg skal ud at anmelde i Royal Arena netop den aften, ikke spiller for længe, kommer jeg i huj og hast i en taxa. Kunne man dog bare være to steder på én gang.
Lyt til Mipsos “Hourglass” her:
Fredag d. 10. juni
Når jeg vælger at anbefale dem i samlet trop, er det, fordi de har meget til fælles. De er f.eks. begge to meget velspillende og syngende kvinder med en akustisk guitar i hånden. De er også begge to virkelig gode sangskrivere. Jeg tænker derfor, at kan man lide den ene, vil man nok også forstå at værdsætte den anden.
Hvor Courtney Marie Andrews kommer ud af country og bluegrass, faldt Aoife O’Donovan, som mange vil kende fra “I’m With Her” (der har spillet for fulde huse i København mange gange), nok i Joni Mitchell-gryden som barn.
Der er i alle fald en stærk inspiration fra Michell på O’Donovans seneste soloalbum, Age of Apathy, der udkom i januar. Inspirationen er tydelig i hendes måde at skrive sange på, i hendes melodier og i måden, hun kommer rundt i harmonierne på. Hendes stemme er derimod en hel del mere blød altstemme.
Courtney Marie Andrews har som sagt tættere relationer til countryscenen, men hun er er ikke en full blown country girl. Hendes utroligt velfungerende sopran er lys og slank, og man kunne sige som en ung Joni Mitchell, men med country-twang.
Jeg har set Andrews live før i Lille Vega, hvor hun var alene på scenen og viste sig at være en fremragende guitarist. Hendes bedste album til dato er May Your Kindness Remain fra 2018, hvor titelsangen er noget helt særligt.
Lyt til Aoife O’Donovans “Phoenix” her:
Og lyt til Courtney Maria Andrews: “It Must Be Someone Else’s Fault” her:
Lørdag d. 11. juni
Goodmans debutalbum, Old Feeling fra 2020, har jeg hørt mange, mange gange. Jeg vil kalde det indie-klingende americana eller måske bare alt-country. I modsætning til alle de kunstnere, jeg anbefaler ovenfor, spiller Goodman el-guitar, så udtrykket er i ikke i udpræget grad akustisk. Hendes ny album udkom d.3. juni, og det tegner også virkelig godt.
Der er noget ved hendes stemme, der griber mig om hjertet. Den har de samme bends og slides som de klassiske countrysangerinder, men hun er lige så meget bluessangerinde. Musikken, med hendes el-guitar i centrum, har masser af kant.
Goodman er vokset op på landet i Kentucky, og man fornemmer et socialt engagement i flere af hendes tekster. Jeg tænker, at hun er en sej ung kvinde, hende her!
Jeg håber, at hun har band med til København, for jeg tror, det kan blive en af de helt store oplevelser, hvis hun får det rigtige afsæt.
Her er Goodmans spritnye video:
Søndag 12. juni kl. 19
Jeg anmeldte Felice Brothers seneste album, From Dreams to Dust, (sept. 2021) for Gaffa, og jeg havde en virkelig god oplevelse ved at sidde med deres album og læse deres begavede, sjove, og indimellem rablende tekster.
Er man til Dylan-perioden med The Band, kan man roligt troppe op til koncerten. Brødrene har udgivet otte album siden 2006, så de kan helt sikkert også spille koncerter.
Fra samme anmeldelse tillader jeg mig at citere mig selv: “Med deres dejligt rustikke, håndspillede musik lægger The Felice Brothers sig et sted imellem rootsrock og indie rock. Det skrumpler derudaf, alt imens det swinger, når det skal, på den der medrivende organiske måde, som kun musik spillet af levende mennesker kan.”
Jeg tror, der er god grund til at glæde sig til denne koncert.
Hvis I har mere appetit på musik kurrateret af denne skribent: Følg min Spotify playliste “Trinelise Vaering: What I Listen to”.
Den indeholder til en hver tid 500 sange fra det seneste års tid – sange, jeg stadig er optaget af at lytte til. Ca. hver mandag lægger jeg mit bud på ugens bedste udgivelser i toppen af listen. Det vil også sige, at i alle fald kommer S.G. Goodman op i toppen i denne uge.
Efter nogle uger glider sangene lidt ned i listen og ender, hvis de er rigtig gode, nede i den alfabetiske del af listen (alfabetisk efter kunstner).
Værings og Lundins snigende verdenssucces
Lyt evt. her til den nye POV Mediano Music podcast, hvor Jan Eriksen taler med Trinelise Væring og hendes mand, Frederik Lundin, om deres fælles projekt Tone of Voice Orchestra, der har fået overraskende meget medfart i det meste af den vestlige verden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
