MUSIK // ESSAY – Hvorfor fylder komponisten med de store oratorier, lange operaer og storslåede musik mere end nogensinde operahuse, koncertsale og ikke kirker verden over, spørger Katrine Nyland Sørensen, der selv lider af uhelbredelig Händel-mani.
Mens Händels oratorium Messias med det berømte Halleluja-kor vækker genklang hos folk, som ellers ikke interesserer sig for klassisk musik, og kroningshymnen Zadok the Priest kan få alverdens Champions League-fans til at spidse ører, så er det ikke fordi den store tyske komponists musikalske eftermæle umiddelbart er så dybt forankret i den kollektive musikalske bevidsthed. Det på trods af, at han ofte beskrives som den klassiske musiks første superstjerne.
Med sine engelske oratorier, kroningshymner og værker som Water Music og Music for the Royal Fireworks har Händel ganske vist været lidt af et nationalt ikon i England siden sin død i 1759. Derimod gled de italienske operaer, som i sin tid gjorde ham til hele Londons darling, hurtigt ud i glemslens ubarmhjertige mørke. Kun enkelte arier som f.eks. Ombra mai fu/Largo fra operaen Serse fortsatte med at have sit eget liv.
Alle kan tilsyneladende finde nye vinkler på og nye fortolkninger af Händels musik og person
Meget har dog ændret sig i løbet af de sidste ca. 50 år. Kigger man i programmer for europæiske operahuse i 2025, vil man hurtigt finde mange nye og ofte radikale fortolkninger af Händels operaer og oratorier.
Senere på året får filmen The King of Covent Garden med Anthony Hopkins i hovedrollen som Händel premiere. Samtidig udkommer den ene nye Händel-biografi efter den anden.
Vejen til den menneskelige tilstand
Alle kan tilsyneladende finde nye vinkler på og nye fortolkninger af Händels musik og person.
Det interessante er, at hvor Händel efterlod så meget musik, som stadigvæk kan røre, begejstre og inspirere, så ved vi forbavsende lidt om, hvad han brugte sin tid på, når ikke han komponerede eller ledede sit eget operahus. Trods ivrig brevveksling med venner, mæcener, sangere og samarbejdspartnere, som det er utroligt underholdende at læse, så forblev Händel gennem sit liv et særdeles privat menneske.
Han giftede sig aldrig. Der er ingen skriftlige kilder, der viser, at han havde intime relationer til hverken mænd eller kvinder. Men han besad en bemærkelsesværdig evne til i sine operaer og oratorier at dykke ned i sine karakterers indre liv og skrive musik, der afspejler deres komplekse følelser. Det er de mangefacetterede skildringer, der gør hans operaer og oratorier evigt relevante. Som den amerikanske mezzosopran, Joyce DiDonato, så smukt har udtrykt det: ”Händel er den direkte vej til den menneskelige tilstand.”
Fra jurist til organist
Der stod ikke skrevet over Händels vugge, at han ville blive betydningsfuld komponist.
Georg Friedrich Händel – eller George Frideric Handel, som han kaldte sig, da han blev britisk statsborger i 1727 – blev født i Halle i Niedersachsen den 23. februar 1685. Hans far var feltskær/kirurg og ønskede, at sønnen skulle læse jura, men gav dog alligevel sønnike lov til at studere musik hos den lokale kirkeorganist Friedrich Zachow.
Händel fik hurtigt etableret sig som Londons mest feterede komponist. Det var ham, der skrev hymner til kroningsceremonierne, og det var hans italienske operaer, publikum ville se
Efter at have opnået et godt grundlag i kontrapunkt og orgelspil, sagde Händel farvel til jurastudiet og tog sit første musikjob i marts 1702 som organist ved den lokale katedral. Året efter sagde han dog op og rejste til Hamborg, hvor han fik arbejde som violinist ved operahuset Gänsemarkt og arbejdede sig gradvist op i rækkerne, indtil hans første opera, Almira, blev uropført i januar 1705.
Fascinationen af italiensk opera førte Händel til Italien, hvor han fra 1706 til 1710 havde en strålende karriere, hvor han skrev operaer i Firenze og Venedig, spektakulær kirkemusik for Rom og smukke verdslige kantater for aristokratiske mæcener.
Efter kortvarigt at have besat sin post som kapelmester hos kurfyrsten af Hannover, drog Händel med kurfyrsten, den senere George I til London. Fra efteråret 1710 tilbragte Händel det meste af sit kreative liv i London.
Händel som superstjerne
Händel fik hurtigt etableret sig som Londons mest feterede komponist. Det var ham, der skrev hymner til kroningsceremonierne, og det var hans italienske operaer, publikum ville se.
Händels opera Rinaldo fra 1711 var den første italiensk-sprogede opera for et engelsk publikum. Den blev opført flere aftener i træk, hvilket aldrig var set før. Publikum var vilde med de overdådige kulisser, hvor der bl.a. var en sort sky fyldt med monstre, der spyede ild. Og de elskede de lange arier, hvor især kastratsangere kunne brillere med deres virtuositet.
Händel kunne skrive lange operaer i løbet af ganske få uger, og han var aldrig bleg for at genbruge arier fra den ene opera til den anden. Han var også kendt for at være dygtig til at finde de dyreste og de bedste sangere i Italien og for ikke spare på udgifterne til kulisser.
Dét var noget, der faldt i publikums smag! I 1719 blev han udnævnt til musikdirektør for Royal Academy of Music, et operaselskab, der var dedikeret til at producere italienske operaer på King’s Theatre på Haymarket, og fire år senere købte han sit eget hus på Brook Street i London.
Det pudsige er, at hvor Händel gennem hele sin hidtidige karriere havde skrevet talrige kantater for at hylde sine rige mæcener i Tyskland, Italien og England, så skrev han ikke én eneste, efter han fik fod under eget bord.
Nu behøvede han ikke længere at indynde sig hos skiftende rige mæcener, som han regel også boede hos. Nu kunne han lukke døren efter sig, og gøre præcis hvad det passede ham.
I det hele taget havde han igennem hele sin karriere en enestående evne til på diplomatisk vis at smutte uden om alle potentielle konflikter, hvad enten det handlede om forventninger om at konvertere til katolicismen for at behage en rig mæcen eller blive brugt som brik i politiske spil ved det britiske hof.
Händel foretrak at være sin egen herre. Også sådan en herre, som nogle gange sneg sig ud fra sine egen middagsselskaber i Brook Street for at drikke af den gode portvin, som han gemte i sit musikværelse, under dække af at være blevet ”grebet af musikalsk inspiration”.
Efterhånden spillede han for tomme huse, og hans italienske operaer blev pillet af plakaten efter at have været opført et par gange
Händel var ikke bare en flittig komponist. Han var også en dygtig operadirektør og forretningsmand. Svigtede billetsalget til en forestilling, følte han sig ikke for fin til at genbruge arier fra tidligere populære operaer eller låne lidt hits hos andre komponister. I barokken var kunstneren som ophøjet geni ikke opfundet endnu. En komponist gjorde klogest i (også) at kunne forholde sig ganske pragmatisk til sin metier.
I løbet af 1730’erne var Händels italienske operaer gået af mode. Publikum svigtede. Han begyndte at skrive oratorier, som er værker for solister, kor og orkester, der ofte bygger på en bibelsk fortælling.
For Händel havde oratorier også den store fordel, at de hverken krævede dyre kulisser eller dramatiske effekter som røg og fyrværkeri. Men det kedede publikum i London. Efterhånden spillede han for tomme huse, og hans italienske operaer blev pillet af plakaten efter at have været opført et par gange.
Messias
Selvom man i London betragtede Händel som en ”færdig mand” på fallittens rand, så var komponisten selv ikke typen, som sad og hang med hovedet i længere tid ad gangen af den grund.
I juli 1741 var Händel således i fuld sving med at komponere en serie italienske duetter af romantisk karakter, som den gang var på mode ved de tyske fyrstehoffer. Muligvis et tegn på, at han overvejede at vende hjem til sit fædreland.
Charles Jennens, manden bag librettoen til Messias, skrev i et brev til en ven i juli 1741, at Händel havde fortalt ham, at han ikke ville lave noget som helst den kommende vinter. Derfor håbede Jennens, at han kunne overtale Händel til at ”sætte musik til endnu en tekstsamling og fremføre den i påskeugen.”
Som Jennens skrev: ”Jeg håber, at han lægger alt sit geni og kunnen i det, så hans komposition vil overgå alle hans tidligere kompositioner, da emnet overgår alle andre emner. Emnet er Messias.”
Der hersker en del uklarhed om, fra hvor lang tid, der gik fra Charles Jennens sendte librettoen – eller ”tekstsamlingen”, som han kaldte den – til Händel åbnede bogen. Nogen mener, at der gik 18 måneder. Andre mener, at der nok snarere gik omkring seks uger. Ingen ved det.
Librettoen blev afleveret i Brook Street hjemme hos Händel. Måske kiggede Händel på teksterne efter 18 måneder. Måske efter seks uger. Og så gik han i gang med at komponere. 24 dage tog det ham. Den 14. september 1741 var han færdig. Derefter gik Händel i gang med at komponere musik til oratoriet Samson, hvor ireren Newburgh Hamilton havde skrevet librettoen.
Når forfattere som Stefan Zweig i Stjernestunder skriver, hvordan Händel blev nærmest fik en religiøs åbenbaring, mens han over 24 dage komponerede Messias, og hverken spiste eller drak, så har det ikke så meget med de historiske realiteter at gøre. Händels appetit fejlede aldrig noget. Det gjorde hans arbejdsdisciplin heller ikke. han var vant til at arbejde hurtigt og koncentreret.
Jennens var rasende over, at Händel ikke havde brugt længere tid på at skrive musikken til Messias. Han fortalte til alle, der ville lytte, at det nu var slut med at skrive librettoer til Händel, når de skulle udsættes med den form for hastværk.
Da Händel blev alvorligt syg i 1743 bekendtgjorde Jennens med en vis fryd, at det nok var pga. hans mange klager over, den ringe musik til Messias, at Händel var blevet syg. I 1744 blev de gode venner igen, og Jennens sukkede i et brev til en ven, ”Jeg må jo tage ham, som han er, og så gøre bedst mulig brug af ham.”
Händel virker dog ikke på noget tidspunkt at have følt sig specielt tynget af, at Jennens for altid var bitter over, at musikken til Messias ikke var blevet lige så god, som han havde håbet på.
Händel finder lykken i Dublin
Når Messias blev uropført over påsken i Dublin 1742, skyldes det, at Händel var blevet inviteret til at komme til byen og afholde en række koncerter. En af Händels tidligere protegér, Matthew Dubourg, arbejdede som musikchef ved vicekongens hof i Dublin, og havde fået bekymrende meldinger om, hvor dårligt det gik for hans gamle læremester i London.
Dubourg gik derfor i gang med at opfordre vicekongen og andre af byens notabiliteter om at invitere komponisten til Dublin for at afholde koncerter.
Händels måneder i Dublin gav ham troen på sig selv som komponist tilbage, og han komponerede frem til sin død i 1759
Der er ingen tvivl om, at der var et særligt bånd mellem Händel og Dubourg. Dubourg kunne rigtig godt lide at brillere med, hvor dygtig han var til at spille violin. Mens Händel var i Dublin, gik det imidlertid på et tidspunkt så vidt, at Dubourg ”for vild” i sine egne improvisationer. Da Dubourg endelig ”fandt melodien” igen, udbrød Händel knastørt bag sit cembalo: ”Velkommen hjem, Mr. Dubourg”. En bemærkning, der i den grad faldt i publikums smag.
Forholdet mellem Händel og Dubourg var meget sigende for det forhold, som Händel havde til sine sangere og musikere. Hvis vi dog lige ser bort fra en besværlig operadiva, som han en gang troede med at kaste ud ad vinduet. Han hjalp unge talenter på vej, han omskrev konstant sine værker, så de passede bedst muligt til de sangere, han havde til rådighed. Bl.a. derfor findes der så mange udgaver af Messias fra Händels egen levetid.
Det var ham magtpåliggende, at den skandaliserede mezzosopran, Susannah Cibber, fik genoprejsning ved at spille en central rolle ved opførelsen af Messias i Dublin. Susannah Cibber var noget så enestående som en sanger, der ikke kunne læse noder, men hver gang hun arbejdede sammen med Händel, sad han med hende ved sit cembalo og tålmodigt indøvede alle partier med hende.
Så selv om han var en hidsigprop, som kunne bande på op til fire forskellige sprog på én gang, så var han også sine venners ven.
Händels måneder i Dublin gav ham troen på sig selv som komponist tilbage, og han komponerede frem til sin død i 1759, selv om han efterhånden mistede synet.
Händel i hyldemeter
Sidst jeg talte efter i reolen, nåede jeg frem til, at jeg har i omegnen af 26 bøger om Händel. Alt fra Winton Deans mammutværker om alle Händels operaer og oratorier til smalle bøger om alt fra Händels mæcener, foretrukne sangere, musik i almindelighed og Messias i særdeleshed.
Derudover er der så en omfattende vinyl- og cd-samling (streamingtjenester har jo sine begrænsninger) med et væld af indspilninger af nogle af de 42 operaer, 24 oratorier og mere end 120 kantater, trioer, duetter og arier Händel nåede at komponere i løbet af sit 74 år lange liv, altså udover de 12 orgelkoncerter og 18 concerti grossi.
Selv om jeg i forvejen er flittig bogkøber, så indrømmer jeg gerne, at min Händel-samlermani nok har taget lidt overhånd i de senere år, men der dukker hele tiden ny viden om, som jeg synes, jeg gerne vil blive klogere på.
Siden jeg for efterhånden otte år siden lavede en podcastjulekalender om tilblivelsen af Händels Messias (bl.a. offentliggjort her i POV), føler jeg, at jeg er kommet til at leve ret tæt med Händel. Jeg elsker ikke alene hans operaer og oratorier, men jeg elsker også ham i al hans kompleksitet.
Om nogle måneder er jeg inviteret af en af de største amerikanske podcast til at rejse i Händels fodspor med særligt fokus på Messias. Vores sidste programpunkt på turen bliver, at vi skal pay our respects ved hans gravmonument i Westminster Abbey.
Så tillykke gamle dreng! Hurra og halleluja!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og