DANSK POLITIK // ANALYSE – Vi lever i et af verdens lykkeligste lande. Nogle gange kårer FN os til at ligge nr. 1 på listen, og andre år er vi dalet lidt og har veget pladsen for et andet nordisk velfærdssamfund, Finland. Men, at danskerne generelt er glade og trygge borgere, er der ingen tvivl om.
Den danske befolkning ønsker derfor grundlæggende ikke forandringer. De ønsker at stå op i morgen til det samfund, institutioner og regler, som de lægger sig til at sove i aftenen forinden, og enhver politisk debat om nye reformer kan derfor fremkalde onde drømme. Det giver mareridt om nedskæringer, og bare forholdsvis neutrale managementord ord som ”udliciteringer og outsourcing” skaber frygt blandt de 800.000 offentlige vælgere for, at de står til at miste deres job.
De Radikale er vågnet op til dåd og kræver nu reformer, der kan styrke arbejdsudbuddet og dermed få flere i arbejde. Pudsigt nok er den eneste kendte opskrift på det at lette skatten for de rigeste og stramme vilkårene for dem med de mindste indtægter
Hvorfor ændre på noget, når vi har det trygt og rart, og som en meget kendt direktør i en dansk brancheforening engang sagde til undertegnede under en arbejdsfrokost:
”Reformer og skattelettelser er noget vi kræver i vores arbejdstid, men så snart vi kommer hjem og har smidt habitten, bliver vi til frådende socialdemokrater og er de første til at råbe op, hvis der er nedskæringer på vej i vores børns vuggestuer og skoler.”
Radikale reformkrav
Reformdagsordenen er for alvor blevet sat igen. De Radikale er vågnet op til dåd og kræver nu reformer, der kan styrke arbejdsudbuddet og dermed få flere i arbejde. Pudsigt nok er den eneste kendte opskrift på det at lette skatten for de rigeste og stramme vilkårene for dem med de mindste indtægter.
Det styrker incitamentsstrukturen i samfundet, som det så smukt hedder på økonomsprog, men det gør også, at redskaberne er utroligt svære at tage i anvendelse for de røde partier og især for Socialdemokratiet.
Her husker man nemlig stadig, hvordan fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev straffet for at bryde sit efterlønsløfte i 1998, men også hvordan Helle Thorning Schmidt og Bjarne Corydon senere bragte partiet ud i en historisk krise efter privatiseringen af energikoncernen, DONG – nu Ørsted. Ovenikøbet en privatisering, der sikrede, at den danske stat fortsat er hovedaktionær, og som efterfølgende har givet Ørsted en værdi på omkring 400 mia.kr. og altså rigeligt til at kunne betale corona-regningen, hvis det skulle komme dertil.
Selv om reformdebatten ofte ligger lige til højrebenet for de blå partier, er det også sjældent, at de enkeltvis høster ros eller bliver belønnet for at hæve fanen alt for højt i reformdebatten
De socialdemokratiske erfaringer viser med al tydelighed, at der ikke er stemmer i at prædike reformer for de store gamle partier, der alle, med enkelte undtagelser, har aktier i de store velfærdsaftaler, der har bidraget til at gøre os til et af verdens lykkeligste befolkninger. Og selv om reformdebatten ofte ligger lige til højrebenet for de blå partier, er det også sjældent, at de enkeltvis høster ros eller bliver belønnet for at hæve fanen alt for højt i reformdebatten.
Ingen var vist i tvivl om, at den daværende Konservative leder, Lars Barfoed, var reformivrig og at han fra tidlig morgen til sen nat kunne tale solen sort om alle lyksalighederne ved at afskaffe efterlønnen.
Hans reformbegejstring kunne alligevel ikke redde ham fra den totale vælgerlussing ved folketingsvalget i 2011 – ovenikøbet på trods af, at han op til valget havde allieret sig med en anden af Folketingets notoriske reformkæmpere, Margrete Vestager, fra De Radikale.
De konservative vælgere er i den forstand meget konservative, og sorgen over at se Lars Barfoed forbløde efter igen og igen at have stødt panden mod muren hos både Anders Fogh Rasmussens og Pia Kjærsgaard, var da også til at overse i det konservative bagland.
Reformer er nedskæringer
Har du valget mellem at blive på eksisterende regler eller vælge nye regler som led i en reform, skal du altid vælge de eksisterende regler, da du kan være lige så sikker som amen i kirken på, at der sker en forværring af dine økonomiske vilkår, hvis du vælger de nye regler.
De social-økonomiske reformer har siden kanslergadeforliget, indførelsen af folkepensionen i 1950 og efterlønnen i 1979 stort set kun handlet om forringelser.
Nu efter globaliseringens overtag, handler den politiske diskurs nemlig primært om nødvendighedens politik, konkurrencesamfundet og budgetloven m.v., hvorimod nye velfærdstiltag, som fx Arne-pensionen til de særligt nedslidte, mere er undtagelsen end reglen.
Vermund ved bare godt, at en offentlig diskussion om deres nedskæringsforslag risikerer at drive flokke af vælgere over til DF
Det er b.la. et af de diskussionsnedslag, som Enhedslistens fhv. folketingsmedlem og nu borgmesterkandidat på Frederiksberg, Pelle Dragsted, har med i sin nye anmelderroste bog, Nordisk Socialisme, hvor han mener, at hele venstrefløjen har svigtet arbejdsklassen ved at ikke at sætte hælene i for de seneste mange års velfærdsnedskæringer.
Nedskæringer, der langsomt, men sikkert har eroderet de talrige velfærdsordninger, der er opbygget gennem de seneste 90 år for netop at geare samfundet til den nye konkurrencestat.
Reformpartierne er og bliver små
Det Radikale er et reformparti, men har ikke været noget stort parti siden starten af 1970’erne. Liberal Alliance er i den grad et reformparti, men efter Anders Samuelsen faldt ned fra træet, er sandsynligheden for, at den nye leder, Alex Vanopslag, og LA ryger ud af Folketinget nu større, end at partiet får gennemtvunget nogle af de topskattelettelser, som Samuelsens stålfaste øjne i sin tid havde gjort til et ultimativt krav.
Nye Borgerlige må vel også betegnes som et reformparti. Udfordringen for dem er blot, at deres vælgere ikke ved det, og at partiets leder, Pernille Vermund, grundlæggende heller ikke ønsker at fortælle dem det. For Nye Borgerlige ønsker ikke flimmer på linjen og en ubehagelig diskussion om, hvordan de skaffer 110 mia. kr. til at finansiere deres forslag, uden det kommer til at gå ud over de svageste i samfundet.
Tør radikale fremkalde et valg på manglende reformer hos Socialdemokratiet, når et folketingsvalg automatisk kommer til at kaste dem i armene på deres hovedfjender i Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti?
Under Folketingets afslutningsdebat i sidste uge, kunne Vermund således ikke engang redegøre for, hvordan hun ville afskaffe efterlønsordningen, men måtte slå det hen med en søforklaring om, at det tager tid at regne deres økonomiske politik igennem.
Det er naturligvis notorisk sludder, da ethvert syvårigt barn er fuldt oplyst om computerhastigheder og regnekraft, men Vermund ved bare godt, at en offentlig diskussion om deres nedskæringsforslag risikerer at drive flokke af vælgere over til DF.
Brændt barn skyer ilden
For netop DF kender godt prisen af at støtte reformer.
Partiet har tidligere været til at tale med, når det kunne bytte deres deltagelse i skattelettelser og reformer til nye symbolske udlændingestramninger, og DF bidrog da også med stemmer til Lars Løkke Rasmussens udhuling af efterlønsordningen.
Men brændt barn skyer som bekendt ilden. Nu er der lukket for det varme vand hos Thulesen og Co., når partiet ikke længere kan få æren for nye udlændingestramninger.
Tør Radikale presse Mette Frederiksen til reformer?
Den radikale reformoffensiv er klogt set og har adskillige gange været efterlyst fra denne pen. Sofie Carsten Nielsen kæmper fortsat for sin troværdighed oven på sexismedebatten, og med både Ida Aukens og Jens Rohdes afgang har radikale i den grad brug for at komme på Centre Court igen og frem og spille ved nettet.
Partiet står med de afgørende mandater til at true Mette Frederiksens og få statsministertaburetten til at vakle. Men tør de også, når det kommer til stykket?
Tør radikale fremkalde et valg på manglende reformer hos Socialdemokratiet, når et folketingsvalg automatisk kommer til at kaste dem i armene på deres hovedfjender i Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti? Det bliver op ad bakke for partiet og risikoen for, at Sofie Carsten Nielsen bliver straffet af vælgerne, partiet og af baglandet, er derfor overhændende.
For Radikale ligger chancen mere i at spille ind i den reformdagsorden, som Mette Frederiksen meget forsigtigt løftede sløret for under afslutningsdebatten.
Her slog hun til lyd for et tiårigt reformprogram med vægt på tre forholdsvis tilforladelige reformer, der i hvert fald som udgangspunkt ikke støder nogen partier eller vælgere fra sig. Det gælder en uddannelsesreform, der skal få flere unge til at tage erhvervsuddannelser.
Dernæst vil hun ind og se på dem, der sidder yderst på arbejdsmarkedet og som altid, fristes man til at sige, vil hun også have flere unge indvandrere i arbejde og ud af kontanthjælpen.
Det sidste lugter af nye udlændingestramninger, og lægger man alle reformerne sammen, skal de nok kunne gå igennem via brede forlig, der fordeler ansvaret ligeligt mellem rød og blå blok, så ingen af de gamle bærende partier kan sige sig fri for at forstyrret vælgernes nattesøvn.
LÆS ALLE FRANK KORSHOLMS ARTIKLER OG ANALYSER HER
Topfoto: Formanden for De Radikale, Sofie Carsten Nielsen. Af Klaus Holsting
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
