
USA/ISRAEL // ANALYSE – Når Netanyahu møder Trump i Washington for fjerde gang siden januar i år, er den amerikanske støtte til Israel fortsat betragtelig. Men også på den amerikanske højrefløj begynder de kritiske røster at rejse sig.
I næste uge besøger den israelske premierminister Benjamin Netanyahu Det Hvide Hus. Her træffer han præsident Donald Trump, der angiveligt er frustreret over ham, men ikke har brudt med ham eller Israel. Det var Trumps tale på FN’s generalforsamling i New York tirsdag om noget et vidnesbyrd om.
Her sagde præsidenten eksempelvis, at Hamas ”gentagne gange har afvist fornuftige forsøg på at slutte fred”. Talen kom desuden ikke længe efter, at USA’s udenrigsminister Marco Rubio besøgte Israel og Netanyahu, hvor han takkede premierministeren for hans ”venskab og for det venskab, som Israel har vist USA.”
Trump synes ikke at have et umiddelbart problem med sin base som helhed, når det kommer til hans Israel-politik
Da USA tidligere på sommeren angreb Iran, sagde Netanyahu desuden, at det ”vil ændre historien”. Det skal heller ikke undervurderes, at Trump trods sin udtrykte frustration har et stærkt bånd til den israelske leder.
Den amerikanske præsident har med andre ord langtfra brudt med Israel, og det har hans parti heller ikke. Blandt republikanere finder man som helhed langt mere støtte til Israel end modstand, og blot 24 % af partiets vælgere mener ifølge en ny AP-NORC-måling, at det militære modsvar fra Israel i Gazastriben er gået for vidt.
Kritiske røster i USA
Sagt med andre ord: Trump synes ikke at have et umiddelbart problem med sin base som helhed, når det kommer til hans Israel-politik.
Det har dog ikke afholdt prominente stemmer i MAGA-verdenen eller på højrefløjen generelt fra at kritisere landet.
Marjorie Taylor Greene, republikansk medlem af Repræsentanternes Hus fra Georgia, har eksempelvis omtalt situationen i Gaza som et ”folkemord”.
America First betyder, ja, America First. Og det skal Israel jævnfør denne logik ikke være hverken hævet over eller dispenseres fra
Desuden har Matt Gaetz, et tidligere medlem af Repræsentanternes Hus, som nu er vært på The Matt Gaetz Show, for nylig skrevet, at ”Bibi (Netanyahu red.) ikke ønsker fred”, mens han også har anført, at USA ”giver Israel pengene til at købe vores våben … til at skyde dem mod lande, som huser vores tropper”.
Årsagerne til, at stemmer på højrefløjen ytrer kritik af Israel, kan variere, men en ting er i al fald svær at komme udenom: Donald Trumps devise er som bekendt ”America First”, og America First betyder, ja, America First. Og det skal Israel jævnfør denne logik ikke være hverken hævet over eller dispenseres fra.
Kritikken af Israel fra højrefløjen begrænser sig ikke til Greene og Gaetz. Ifølge Andrew Day fra mediet The American Conservative, der selv er en højtrøstet kritiker af forholdet mellem USA og Israel, skal man også holde øje med ”Steve Bannon, Tucker Carlson og medlem af Repræsentanternes Hus Thomas Massie fra Kentucky”, som han forklarer i et interview med USAPol.
Andrew Day uddyber her, at spørgsmålet for ham ikke så meget er, om Trumps position i forhold til Israel vil koste ham på politisk kapital på den korte bane, men om Republikanerne i fremtiden vil få et andet syn på Israel.
”Det republikanske establishment er bredt set stadig meget pro-israelsk, og det kommer i hvert fald ikke til at ændre sig i Trumps anden periode. Den betingelsesløse støtte til Israel vil fortsætte.”
”Men på langt sigt tror jeg, at kritikken fra de førnævnte figurer er en indikation på, hvor Republikanerne er på vej hen,” lyder det.
Han ser en mulighed for, at Republikanerne ”om 10-20 år er meget mere kritiske over for Israel, end de er for øjeblikket”, også fordi unge republikanere i meningsmålinger er mere kritiske over for Israel end ældre republikanere.

Over for mediet The Dispatch kom Trumps tidligere chefrådgiver Steve Bannon med en lignende observation: Han mener, at ”mange unge mænd på højrefløjen er på vej derhen, hvor den progressive venstrefløj er”, når det kommer til Israel. ”Det kan jeg se på vores chatfora,” som han sagde.
For nylig citerede magasinet The Economist desuden Curt Mills, en anden markant Israel-kritiker på højrefløjen, for at sige, at han forventede, at vicepræsident JD Vance – den republikanske favorit til 2028-nomineringen, som det ser ud lige nu – ville være ”god” på Israel-spørgsmålet, altså meget mere kritisk end Trump.
Det peger med andre ord på, at også Mills ser en mulighed for, at Republikanernes forhold til Israel kan blive et andet på sigt.
Det behøver selvfølgelig langtfra at blive tilfældet, og der er mange grunde til, at man ikke skal være skråsikker i sine spådomme. Men hvad man i al fald skal huske, er, at Trump for nuværende har vid kontrol over basen, når det kommer til Israel – uanset hvordan fremtiden kommer til at se ud.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og