NYHED // OVERBLIK – Den sidste uges tid er krigen mellem USA og Iran blusset op efter et par relativt rolige måneder. Amerikanske angreb har ifølge iranske myndigheder de sidste par døgn kostet mindst over 20 mennesker livet, herunder fire ved en bryllupsfest. Iran har svaret igen med missil- og droneangreb mod amerikanske interesser i flere lande i regionen.
Irans sundhedsminister oplyser ifølge Reuters, at 18 mennesker blev dræbt og 108 såret af amerikanske bomber tirsdag aften. Iranske Røde Halvmåne oplyser samtidig, at fire mennesker blev dræbt og 67 såret ved en bryllupsceremoni nær Hormuzstrædet.
Det iranske udenrigsministerium fordømmer ifølge det statslige iranske nyhedsbureau IRNA de amerikanske angreb “på det kraftigste” og skriver, at USA har ramt civile områder og kritisk infrastruktur i flere iranske provinser.
USA’s militære centralkommando (CENTCOM) har de seneste dage skrevet opslag på X med videoer om angreb. Og i går fulgte de trop med opslag om, at deres kampfly er klar og konstant til stede i luftrummet over Mellemøsten.
Ifølge Iran har amerikanerne angrebet i fire provinser, og ved brylluppet i Hormozgan-provinsen var langt de fleste af over 70 dræbte og sårede kvinder og børn. Iran betegner angrebene som “brutale krigsforbrydelser” og alvorlige brud på international lov, skriver IRNA.
FN’s generalsekretær, António Guterres, har ifølge Reuters udtrykt “dyb bekymring” over meldingerne om civile tab og opfordret til en øjeblikkelig afslutning på de militære operationer. Han understreger, at alle parter skal overholde international humanitær ret og beskytte civile.
USA afviser, at landets styrker med vilje angriber civile. Det amerikanske militær “angriber aldrig civile, i modsætning til IRGC”, siger kaptajn Tim Hawkins fra CENTCOM ifølge Reuters.
Kampene kommer efter en periode, hvor våbnene har været relativt tavse i et par månederne, hvor der fandt større udvekslinger sted. Fredsforhandlingerne er imidlertid ikke kommet videre, og præsident Donald Trump har skruet op for retorikken overfor iranerne igen.
New York Times beskriver en amerikansk præsident, der i stigende grad synes fastlåst i en krig, som han tidligere lovede hurtigt at afslutte. Trump har erklæret, at Iran er militært besejret og økonomisk i opløsning, men erkender, at USA ikke har formået at få den iranske befolkning til at rejse sig mod styret.
Avisen skriver, at han igen truer med endnu kraftigere angreb, og i går skrev han på sit sociale medie Truth Social, at USA nu har “næsten total kontrol” over Hormuzstrædet og tilføjede så et retorisk spørgsmål: “Hvornår rejser det iranske folk sig for at slås?”.
Iran har siden de nye amerikanske angreb sendt missiler og droner mod det, landet beskriver som amerikanske mål i Bahrain, Jordan, Kuwait og Irak. Kuwait meldte torsdag om nye angreb, som landets luftforsvar ifølge militæret havde afværget.
“Vi oplever en situation, hvor våbenhvileforhandlingerne er kørt helt fast”, siger POV’s udlandsredaktør, Hans Henrik Fafner. “Samtidig er begge parter desperate og prøver at presse modparten til at give efter. I den forbindelse er det nok særlig interessant, at iranerne har valgt at angribe Jordan, som jo ikke har direkte økonomiske interesser i Hormuzstrædet. Jordan har en fredsaftale med Israel, og står på god fod med amerikanerne, som har flere militære anlæg i landet. Men det er, som om iranerne prøver at understrege, at dette allianceforhold godt kan ændre sig, og at jordanerne skal tænke sig godt om. Der blev således også meldt om raketnedslag ved byen Akaba, hvor amerikanerne ikke har nogen militær interesse. Det hele ligner altså et dystert psykologisk spil om, hvem der giver sig først, og det kan under de nuværende betingelser have lange udsigter.”
Teheran har opfordret landene i regionen til at forhindre USA i at bruge deres baser, når de skal angribe Iran; det vil ifølge det iranske udenrigsministerium forhindre, at krigen breder sig yderligere i regionen.
Iran begrænser fortsat trafikken i Hormuzstrædet, fordi skibe som sejler igennem uden iransk tilladelse bliver angrebet. Før krigen passerede omkring en femtedel af verdens oliehandel gennem Hormuz, skriver Reuters.
New York Times skriver, at iranerne tydeligt har vist, at de kan skabe store problemer for verdensøkonomien, fordi de kan forstyrre olietrafikken.
Læs Reuters, New York Times og IRNA
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.