Urkatastrofen

i Featured/Historie/Internationalt af

ESSAY – Denne søndag 11.11. kl. 11 er det 100 år siden kanonerne på Vestfronten tav, og 1. verdenskrig var forbi. De forudgående fire års meningsløse myrderier på slagmarkerne efterlod et ødelagt Europa med grundlæggende politiske, økonomiske og moralske strukturer i total opløsning og en europæisk civilisation, der havde mistet en stor del af sin selvtillid, og som aldrig blev den samme igen. Den Store Krig trak et blodigt og konfliktfyldt spor efter sig, som vi fortsat præges af, og den blev et vendepunkt for Europas globale dominans, som i dag reelt er et afsluttet kapitel i verdenshistorien, skriver Nikolaj Bøgh.

”Jeg blev født i 1881 i et stort og mægtigt Kejserrige, i Habsburgernes Monarki – det er spildt møje at søge det på Landkortet, det er sporløst slettet. Jeg voksede op i Wien, denne totusindaarige, internationale Storby, – og som en Forbryder maatte jeg forlade den, før den blev degraderet til tysk Provinsby … Naar jeg skal prøve at finde en brugelig Formel for Tiden før den første Verdenskrig, det Tidsrum, jeg voksede op i, saa haaber jeg at være mest prægnant, naar jeg siger: det var Tryghedens gyldne Tidsalder. I vort næsten tusindaarige østrigske Monarki syntes alt bygget paa det varige, og Staten selv syntes den sikreste garant for denne Bestandighed.”

Vil man forstå Europa før 1. verdenskrig og den afgørende forandring af den europæiske civilisation, som krigen medførte, så er Stefan Zweigs erindringsbog ”Verden af i går” et godt sted at søge hen.

Zweig færdiggjorde bogen i 1941 i sit eksil i Brasilien, året før han tog sit liv i desperation over tabet af den trygge og velordnede verden, der havde været hans. Som mange europæere, der levede i de gyldne årtier før 1914 havde det for Zweig set ud til, at udviklingen kun kunne gå en vej – fremad.

Tryghedens gyldne tidsalder

Årtierne omkring år 1900 var fantastisk frugtbare. Teknologien udviklede sig med stormskridt, økonomien blomstrede på grundlag af den hastige industrialisering, de europæiske lande gennemgik.

Den internationale handel og de finansielle transaktioner over landegrænser steg til et omfang, som vi først har set magen til igen i 1900-tallets slutning. Verdens – og i naturligvis i særlig grad Europas – lande var i stigende grad bundet sammen i et system af gensidig afhængighed, som mange mente ville gøre krig mellem navnlig Europas stormagter umulig.

Den østrigske forfatter Stefan Zweig (1881-1942). Wikimedia Commons.

Sidst, det europæiske kontinent for alvor havde oplevet krig og ustabilitet, var under Napoleonskrigene, men Wienerkongressen 1814-1815 efter Napoleons fald havde genskabt den europæiske stabilitet og magtbalance, og man havde under ledelse af Østrigs kansler Metternich lykkedes med at nyordne Europa, så de europæiske stormagter alle følte et medejerskab og et ansvar for at holde freden i Europa.

Det var tilbage til fremtiden og til balancen før ”den lille korporal” skabte uorden i magtbalancen med sine aggressive imperiale ambitioner. ”A world restored”, som den senere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger kaldte sin doktordisputats om Wienerkongressen og det metternichske system, der viste sig så frugtbart for Europas fred.

Wienerkongressen blev grundlaget for en af de fredeligste perioder i Europas historie, og perioden fra afslutningen på den fransk-tyske krig i 1871 og frem til 1914 var en i særklasse fredelig periode.

Politisk og socialt skete også enorme fremskridt i 1800-tallets sidste årtier. Demokratiet udviklede sig gradvist i langt de fleste europæiske lande, og i en række lande tog man afgørende skridt i retning af at udvikle sociallovgivning, der sikrede arbejderbeskyttelse og basal social sikring til den hastigt fremvoksende arbejderklasse.

Navnlig den tyske kansler Otto von Bismarck med sin ”Sozialkonservatismus” og den engelske premierminister Benjamin Disraelis ”one-nation conservatism” blev politiske forbilleder for mange europæiske lande med banebrydende lovgivning, der skabte grundlaget for en moderne socialpolitik, som havde til hensigt at inkludere alle sociale grupperinger i samfundslivet.

Verdens centrum

Europa var før 1914 verdens ubestridte centrum, og europæisk kultur, retstradition og i stadig stigende grad demokrati fremstod for mange verden over – naturligvis først og fremmest for europæerne selv – som det ubestridte højdepunkt af den menneskelige civilisation. Hvad kunne på nogen måde gå galt?

”Alt radikalt, alt voldeligt synes på forhånd umuligt i denne fornuftens tidsalder”, fortæller Zweig os.

Kejser Franz Josef var ingen åndelig stormand, men en autoritet og et identifikationspunkt for de mange, mange folkeslag, der var samlet i hans store rige

Alligevel tumlede Europas stormagter få år efter ind i 1. verdenskrig, som smadrede al fremskridtstro og satte afgørende spørgsmålstegn ved selve den europæiske civilisation.

De to allierede kejsere. Wilhelm II af Tyskland og Franz Josef I af Østrig-Ungarn. Den første aggressivt optaget af at hævde det nye Tysklands plads i verden, den anden i grunden tilfreds med at holde sammen på, hvad han havde og hævde habsburgernes historiske rettigheder. Tilsammen en giftig cocktail. Postkort hos forfatteren.

Midt i Europa lå Wien som hovedstad i det store habsburgske rige, hvor Zweig voksede op og glædede sig over byens fine borgerlige kultur og udtalte tolerance.

Det østrig-ungarske rige var en enorm multinational statsdannelse, som omfattede landområder, der siden blev til Østrig, Ungarn, Tjekkoslovakiet, Rumænien, Slovenien, Kroatien og fra 1908 også Bosnien-Hercegovina.

Der taltes tysk, ungarsk, tjekkisk, slovensk, bosnisk, kroatisk, slovakisk, serbisk, polsk, ukrainsk, rusinsk, rumænsk, italiensk, banat og bulgarsk. I centrum af det hele sad i mange, mange år den efterhånden ældgamle kejser Franz Josef, der var kommet på tronen i revolutionsåret 1848 og næsten regerede i 70 år, før han lukkede sine øjne midt under krigen, en novemberdag i 1916.

Han var ingen åndelig stormand, men en autoritet og et identifikationspunkt for de mange, mange folkeslag, der var samlet i hans store rige.

Det østrig-ungarske rige var på samme tid uendelig gammeldags og dybt moderne i sin evne til gradvist at sikre, at alle de mange folkeslag følte sig hørt og inddraget, men uden at give efter for de stadig mere udtalte nationale strømninger, som også prægede det. En statsdannelse, der på mange måder var forbilledlig og utvivlsomt mere civiliseret og menneskelig end alt det, der fulgte efter.

Vesterlandet er måske ikke gået under endnu, men Europas rolle i verden er støt og roligt på vej ned ad bakke

Af samme grund var riget og dets hovedstad hadet af en anden østriger, omtrent jævnaldrende med Zweig, der flyttede til byen i 1907, nemlig Adolf Hitler, som afskyede den kejserlige hovedstad med dens multinationale tolerance, og som i wienerårene udviklede de første grundlæggende tanker til den antisemitisme og den nazistiske ideologi, der siden kunne vinde frem på ruinerne af 1. verdenskrigs kaos.

Livet i Kakanien

Den østrigske forfatter Robert Musil, hvis livsforløb næsten præcis var identisk med Zweigs (og Hitlers), skosede det østrig-ungarske rige kærligt-kritisk for dets konservatisme og stilleståenhed og kaldte det i sit hovedværk ”Manden uden egenskaber” for ”Kakanien” efter forkortelsen k. u. k, kaiserlich und königlich, som det var blevet til efter et kompromis med de selvstændighedssøgende ungarere i 1867, hvor Ungarn var blevet fremhævet som en slags selvstændigt kongerige med kejseren som ungarsk konge.

Musils beskrivelse af rigets sindighed og balance supplerer meget fint det billede, vi får hos Stefan Zweig:

”Dér, i Kakanien, denne stat, der senere er gået under og som man ikke forstod, denne stat der i mangt og meget var forbilledlig uden at finde anerkendelse for det, var der også tempo men ikke for meget tempo. … Man havde ingen økonomisk og imperialistisk ambition; man sad i Europas centrum, hvor de gamle verdensakser skærer hinanden; ordene ”koloni” og ”oversøisk” hørte man som noget endnu komplet uprøvet og fjernt.

Man udfoldede luksus, men slet ikke så raffineret som franskmændene. Man drev sport, men ikke så naragtigt som angelsakserne. Man gav enorme summer ud til hæren, men dog kun netop så meget, at man var sikker på at være den næstsvageste af stormagterne …

Ifølge sin forfatning var det liberalt, men blev styret konservativt. Det blev styret konservativt, men levede frisindet. Alle borgere var lige for loven, men ikke alle var jo borgere.”

Kædereaktion mod katastrofe

Ikke desto mindre blev det i dette sindige ældgamle rige, dette konservatismens og borgerlighedens drømmesamfund, at den brand opstod, der brændte mange af Europas ældgamle strukturer ned til grunden.

Som flere gange før og siden, blev det ustabiliteten på Balkan, der fik læsset til at vælte, da en serbisk nationalist Gavrilo Princip den 28. juni 1914 myrdede den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo.

Mordet igangsatte som følge af modsatrettede interesser på Balken en kædereaktion af begivenheder, der førte til krigsudbruddet godt en måned senere.

Kædereaktionen var fuldbyrdet – 1. verdenskrig var begyndt

Østrig-Ungarn reagerede skarpt på mordet med et voldsomt og helt uspiseligt ultimatum til Serbien, hvor de krævede vidtgående beføjelser, som serberne afviste, hvorefter Østrig-Ungarn erklærede dem krig.

Russerne iværksatte en stor mobilisering for at komme Serbien til undsætning, og i Berlin pønsede den politisk ustabile kejser Wilhelm II og hans rådgivere på om en storkrig kunne blive deres mulighed for at blive Europas ubestridt førende magt, i første omgang ved at erklære krig mod Rusland for at støtte deres allierede Østrig-Ungarn.

Frankrig mobiliserede for at støtte til deres allierede Rusland, og herefter erklærede Tyskland krig mod Frankrig.

Kædereaktionen var fuldbyrdet – 1. verdenskrig var begyndt.

Den østrigske tronfølger Franz Ferdinand (1863-1914). En kløgtig politisk spiller, der i modsætning til den gamle kejser måske havde været istand til at føre Østrig-Ungarn ind i fremtiden. Postkort hos forfatteren.

Med forbavsende nonchalance kastede mange europæiske ledere sig ind i krigen i den tro, at den ville være hurtigt overstået og føre til, at deres eget land ville komme styrket ud.

Ingen havde forestillet sig, at der lå fire års ufattelige myrderier forude med en stadig mere industrialiseret og nådesløs krigsførelse.

Mange af de gamle regimenter red ud til fronten på hesteryg med fejende fjerbuske og farvestrålende uniformer, men i løbet af de fire år udviklede krigsteknologien sig med stormskridt. Tanks, maskingeværer, kampfly, giftgas og stålhjelme, der alle for alvor blev taget i anvendelse i løbet af krigen, indvarslede en ny form for brutal krigsførelse.

Centralmagterne og ententemagterne, som stod overfor hinanden på slagmarkerne, viste sig samlet set stort set lige stærke, og år af krigen gik med fuldkommen perspektivløs skyttegravskrig, som stort set ikke rykkede sig ud af stedet. Gradvist sled man hinanden op, inden krigens sidste tid blev præget af en perlerække af katastrofale beslutninger.

Rusland, som militært set havde klaret sig skidt fra begyndelsen og lidt et voldsomt nederlag til tyskerne allerede ved slaget ved Tannenberg kort efter krigsudbruddet, var den svageste part blandt ententemagterne, og den russiske krigsindsats brød helt sammen, da tyskerne i en uhyrligt kynisk manøvre smuglede bolsjeviklederen Lenin til den russiske hovedstad Petrograd i en forseglet togvogn.

”Kejserslaget”, som offensiven blev kaldt, blev en stor fiasko og et kolossalt slagteri, og USA’s indtræden i krigen året forinden resulterede i, at centralmagternes store tab kunne erstattes, mens de tyske ikke kunne

Den umoralske handling, hvor man fra tysk side i realiteten ofrede Rusland til bolsjevikkerne, havde en effekt over al forventning, og kort efter brød den russiske revolution ud, zaren blev væltet og senere myrdet sammen med sin familie. Bolsjevikkerne indgik en separatfred med tyskerne og østrigerne i Brest-Litovsk i marts 1918, hvorefter krigen på Østfronten var forbi.

Med ro på Østfronten kunne tyskerne overføre store troppekontingenter til Vestfronten, hvor man kort efter iværksatte en stor offensiv for en gang for alle at få overtaget på de fastlåste fronter.

”Kejserslaget”, som offensiven blev kaldt, blev en stor fiasko og et kolossalt slagteri, og USA’s indtræden i krigen året forinden resulterede i, at centralmagternes store tab kunne erstattes, mens de tyske ikke kunne. Dermed var krigen i realiteten afgjort, og kampmoralen i den tyske hær styrtdykkede.

Ikke fred, men våbenstilstand for 20 år

En ting er at vinde krigen, noget ganske andet er at vinde freden.

Præget af en hævntørst, som først og fremmest var drevet af Frankrig, der ikke havde glemt ydmygelsen, da det tyske kejserrige blev proklameret i 1871 spejlsalen i Versailles efter Frankrigs totale nederlag i den fransk-tyske krig, blev fredsbetingelserne for Tyskland så hårde, at tysk økonomi blev smadret, og man efterlod et tysk folk, som følte sig totalt ydmyget og til fals for ledere, der på den ene eller den anden måde kunne give dem oprejsning.

Det skabte i sidste ende grobund for den nazisme, der kun 20 år efter kastede Europa ud i endnu et barbarisk slagteri, som i realiteten blot var en fortsættelse af alle de uafsluttede opgør fra 1. verdenskrig. Den franske marskal Foch, der var allieret øverstkommanderende i slutningen af krigen, forudså det med det samme: ”det er ikke fred, men våbenstilstand for 20 år.”

Han fik fuldstændig ret.

Winston Churchill mente i hvert fald, det var en fejl af fjerne monarkierne ved Versaillesfreden, og at det i sig selv havde medført den ustabilitet, der senere kastede landene ud i nazisme og yderligere kaos

Efter navnlig amerikansk krav betød fredsslutningen også afskaffelsen af det tyske kejserrige og kongedømmerne i alle de tyske stater. Dermed var der skabt en politisk ustabilitet, der nær var endt med kommunistisk magtovertagelse, da den Lenin, som tyskerne selv havde hjulpet til magten i Rusland, støttede kommunistiske grupperinger i Tyskland i et forsøg på magtovertagelse, som nær var lykkedes.

I stedet fik man stablet den vaklende Weimarrepublik på benene, som desperat kæmpede med inflation og den håbløse tyske økonomi, der også i høj grad var en følge af Versaillesfredens hårde betingelser.

Herr Habsburg, taxien venter

Blandt 1. verdenskrigs prominente ofre var også det ældgamle habsburgske rige, som gennem århundreder havde udgjort en stabiliserende faktor i europæisk politik.

Østrig-Ungarn havde ret hurtigt tabt pusten i krigen og overladt lederskabet til deres tyske allierede, og selvom den unge kejser Karl havde forsøgt en tilnærmelse til vestmagterne, måtte også han stødes fra tronen og hans store rige opløses.

Den unge østrig-ungarske kejser Karl (1887-1922) var aldrig tiltænkt en rolle i første række, men tog pligtopfyldende sin næsten umulige opgave på sig, da den gamle kejser døde midt under krigen. Han besteg tronen som 29-årig og døde nedbrudt på sjæl og legeme som 34-årig på Madeira i 1922. Wikimedia Commons

Kort efter våbenstilstanden 11. november opsøgte den østrigske socialdemokratiske leder, Karl Renner, kejseren på Schönbrunn-slottet i udkanten af Wien og meddelte ham lakonisk: ”Herr Habsburg, ihr Taxi erwartet”.

Måske kunne det ikke gå anderledes, men Habsburg-monarkiet var på mange måder en velfungerende statsdannelse, der længe fungerede som lynafleder for nationalistiske spændinger imellem de forskellige folkeslag, som nu alle stod på egne ben og skulle finde en ny vej ud af opløsningens kaos.

Den myrdede tronfølger Franz Ferdinand, som var en politisk begavelse, der meget tænkeligt kunne have ført til mange forandringer, arbejdede med konkrete planer om at omdanne riget til en egentlig føderation med større selvstyre til de enkelte lande under en fælles monark.

Måske en vej, der ville have kunnet revitalisere det habsburgske rige som omdrejningspunkt for Centraleuropa og bibeholdt det som stabiliserende faktor og magtposition, som ville have gjort en Hitler umulig.

1. verdenskrig blev et vendepunkt, som kom til at præge hele det 20. århundrede, og som trækker spor den dag i dag

Winston Churchill mente i hvert fald, det var en fejl af fjerne monarkierne ved Versaillesfreden, og at det i sig selv havde medført den ustabilitet, der senere kastede landene ud i nazisme og yderligere kaos.

Vi ved ikke noget om det, men vi ved, at 1. verdenskrig blev et vendepunkt, som kom til at præge hele det 20. århundrede, og som trækker spor den dag i dag.

Den russiske revolution, 2. verdenskrig og den kolde krig var alle direkte konsekvenser af 1. verdenskrig. Og spørgsmålet er, om det i det hele taget ikke er på grund af 1. verdenskrig, at Europas rolle i verden gradvist aftog i betydning.

Efter krigen voksede USA’s rolle i verdenspolitikken enormt, og som følge af 2. verdenskrig var navnlig den britiske økonomi i en så elendig forfatning, at landet slet ikke kunne spille den rolle på verdensscenen, som det tidligere havde kunnet. Europæisk kultur og politik, som engang med det gode eller det onde stod til at blive udbredt over hele kloden, er i dag kun et blandt mange referencepunkter i verdenspolitikken.

Vesterlandets undergang

Omtrent samtidig med 1. verdenskrigs afslutning udkom første bind af den tyske filosof Oswald Spenglers banebrydende værk ”Der Untergang des Abendlandes”, ”Vesterlandets undergang”.

Spenglers bog havde været længe undervejs, og var ikke direkte affødt af krigens udvikling, men alligevel føltes den forunderligt profetisk.

Spengler så ikke historien som en fremadskridende proces, men som et cyklisk forløb og gennem iagttagelser af blandt andet Romerrigets og det gamle Egyptens udvikling mente han, at den vestlige kultur gradvist stod for fald. Ikke med det samme, men gradvist og som årstidernes skiften, hvor foråret var civilisationens fødsel og vinteren dens død.

Ifølge Spengler måtte man kæmpe mod pengenes magt over det konkrete liv, hvis man skulle undgå at miste Europas sjæl

Han så de tyske dyder, der for ham var den værdifulde åndelige kerne i den europæiske civilisation, som presset af opløsningstendenser, der først og fremmest kom fra den liberalistiske konkurrence og fokus på individet og på pengenes magt, som han forbandt med England, og den egalitarisme, som først og fremmest Frankrig repræsenterede.

Ifølge ham måtte man kæmpe mod pengenes magt over det konkrete liv, hvis man skulle undgå at miste Europas sjæl. ”Det indre England” ville ellers føre til opløsning af den tradition historiske kontinuitet og idéernes værdifulde verden, som for ham udgjorde kernen i europæisk civilisation.

Vesterlandet er måske ikke gået under endnu, men Europas rolle i verden er støt og roligt på vej ned ad bakke.

Og den selvpåførte urkatastrofe, som 1. verdenskrig repræsenterede, og som med Versaillesfreden blev så meget værre, end den kunne have været, kan i mangt og meget ses som begyndelsen på nedgangstiden, som vi med stor sandsynlighed ikke har set afslutningen på endnu.

Topfoto: Døde tyske soldater i en skyttegrav i La Basee i Nordfrankrig. Wikimedia Commons.

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller.

Seneste artikler om Featured