GRØNLAND // KOMMENTAR – “Vi bør have en forsoningskommission eller et forsoningsinstitut som ramme om den lytning, vi skal øve os på. Begge parter. For vi danskere vil også gerne lyttes til, vi vil gerne anerkendes for det gode, vi har gjort for Grønland.” Uffe Gardel vil gerne videre og han har et forslag.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Abonnerer man på Politiken, kan man i lørdagens avis læse et indlæg af den forsker, der var hovedperson i DR-programmet Grønlands hvide guld, Naja Dyrendom Graugaard, lektor ved Københavns Universitet.
Indlægget er forbitret og understreger, hvor absolut uegnet hun var i rollen som dokumentarist.
Der kan alligevel være grund til at lytte.
Som man husker, bestod programmet af meget mere end det skandaløse regnestykke om Danmarks udplyndring af Grønland – dét, der fik Graugaard til at græde på skærmen. Der var også interessante fortællinger om livet omkring minen, forholdet mellem lokalbefolkning og minearbejdere og et blik ind i den paternalistiske og velmenende undertrykkelse.
En stor del af problemerne mellem Danmark og Grønland bunder i en grønlandsk opfattelse af ikke at blive hørt, set og anerkendt
Graugaard nævner i sit debatindlæg i Politiken både spiralsagen og de juridisk faderløse; hun taler om “grønlandske levede erfaringer og vidnesbyrd”, som kun sjældent høres; og hun ser kritikken af programmet som en “total benægtelse af den grønlandske virkelighed, vores viden og vidnesbyrd.”
Jeg tror – og det er min hypotese – at en stor del af problemerne mellem Danmark og Grønland bunder i en grønlandsk opfattelse af ikke at blive hørt, set og anerkendt.
Og det kunne vi måske gøre mere ved.
Det officielle Danmark forsøger allerede. Vi må lytte med ægte interessse, høre hvordan ting blev oplevet og erfaret på grønlandsk side. Det dør vi ikke af.
Vi må til gengæld på vores side insistere på fakta. Fx at Grønland ikke blev udplyndret. Det kan godt være det engang var vores hensigt, men der blev aldrig noget af nogen udplyndring. Der var for lidt at plyndre, simpelthen, og siden fik vi løsningen med Grønland som et amt – fordi det økonomiske grundlag hverken rakte til kolonial udplyndring eller postkolonial selvstændighed.
Og nu står vi så her.
Kryolitten? Jamen, det er så enkelt. Hvis Grønland dengang havde haft selvstyre og råderet over undergrunden som i dag, ville det have behandlet kryolitforekomsten, som det i dag behandler mineralforekomster: Man ville have solgt udvindingsretten.
Hvad kunne man have fået for den? På et frit marked en pris, der svarer til forventede indtægter på udvindingen minus forventede udgifter. De penge kunne Grønland derefter have anvendt på sig selv.
Nu tog Danmark i stedet udvindingsretten uden at betale – men betalte dog alligevel en del i form af underskudsdækning for den Kongelige Grønlandske Handel.
Og hvad gør vi nu?
På den store klinge skal man finde en anden ramme for forholdet end rigsfællesskabet – en “free association“, måske, eller et arrangement som nogle af de tidligere hollandske kolonier. Eller vi skal være opfindsomme og skabe noget helt nyt.
Og vi bør have en forsoningskommission eller et forsoningsinstitut som ramme om den lytning, vi skal øve os på. Begge parter For vi danskere vil også gerne lyttes til, vi vil gerne anerkendes for det gode, vi har gjort for Grønland.
Og på den lille klinge skulle man se at få genpubliceret Grønlands hvide guld sammen med en opfølgende udsendelse, der kan samle op på den debat, det første program udløste – på en empatisk og fagligt forsvarlig måde.
Læs andre indlæg af Uffe Gardel her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.