ROMAN // UDDRAG – “Vi åbner ikke den diskussion igen, Nanna,” siger han og går ud på badeværelset, hvor jeg kan høre bruseren blive tændt. Jeg bliver stående i stuen og ser ud ad vinduet. Mit nye kvarter ligner en novelle af Jan Sonnergaard.” Nanna er lige gået fra sin mand, det er januar og starten på Kærlighedens år. Johanne Mygind har skrevet en slægtsroman om tre generationer af kvinder. En fortælling om nye begyndelser og den arv, vi bærer med os – og om de historier i en familie, der aldrig bliver fortalt. POV har fået lov til at bringe et uddrag.
Kærlighedens år, uddrag af kapitel 1.
Januar
Jeg henter nøglerne den anden januar. Den tidligere lejer er flyttet lige før nytår, siger manden på ejendomskontoret og rækker mig den lille brune kuvert. Jeg kan bare begynde at male.
Borgbjergsvej nummer 19 ligger mellem en tipskiosk og en spillehal. På tredje sal har døren til højre hverken navneskilt eller dørmåtte. Jeg ved ikke, hvad det er for et stød, der går igennem mig, da jeg stikker nøglen ind i låsen og drejer rundt. Måske er det forventning.
Sidst jeg åbnede døren til en ny lejlighed, stod Jakob ved siden af mig. Vi holdt hinanden i hånden, mens vi talte om, hvor vores møbler skulle stå. Vi var uenige om mit lille runde bord. Jakob syntes, det var en uskik at spise i køkkenet, at det indikerede en eller anden form for forfald. Jeg tror, han svang sig helt op til at bruge ordet modernitet, men jeg hørte ikke rigtig efter.
Det runde bord skulle jo stå i køkkenet. Om morgenen ville jeg sidde der, indsvøbt i min dyne, mens jeg smurte honning på min bolle og lod søvnen sive ud af kroppen. Jeg ville drikke te og smile til Jakob hen over koppen. Sådan havde Elisabeth og jeg altid siddet, da jeg var barn.
I min nye lejlighed har køkkenet ikke plads til et bord. Mine skridt runger, mens jeg inspicerer de tre små værelser, som nu skal udgøre mit hjem. Overalt i lejligheden er der savsmuldstapet, og køkkenbordet er af gråt laminat, til gengæld er gulvene lavet af brede fyrretræsplanker. Jeg lader mine fingerspidser glide ned ad væggen i gangen og hiver i et hjørne, hvor tapetet sidder løst. I brevet fra boligselskabet stod der, at der var 8.978 kroner på min vedligeholdelseskonto. Nok til maling og nyt tapet. Ikke nok til at jeg kan få nogen til at gøre det for mig.
“Kan du ikke tage med hjem?” spørger han og ser på mig. Jeg løsner Niels’ greb og bøjer mig ned og kysser ham på kinden. “Vi ses på fredag,” siger jeg. “Så skal vi alle sammen sove her.” Niels begynder at græde
Det ender med at være Jakob, der damper tapetet af. “Du kan bare passe ungerne,” siger han og ifører sig det samme malertøj, som han brugte, da han malede vores køkken. Jeg giver ham nøglerne, og han cykler af sted. Da jeg mødes med ham om eftermiddagen, står stuens vægge forrevne og rå.
“Kan du selv sætte det nye tapet op?” spørger han og har over-skud til at smile, da han ser mit ansigtsudtryk.
Jeg har bestilt tapetet på en svensk hjemmeside. Det hedder “Paradiset” og forestiller fugle og blomster og fisk og søer og kirsebær og blommer i gul, rød og blå. Man skal være helt koncentreret, når man sætter banerne op. En millimeter forkert, og fuglen mister sit næb, og fisken taber sin hale. Den første bane mislykkes, men så finder Jakob systemet. Jeg skal bare holde i siden og glatte til sidst. Langsomt breder Paradiset sig på min væg. Ikke et eneste fuglenæb kommer på afveje.
“Hvorfor græder du?” spørger Jakob og stryger tapetet med malerkosten for at få den sidste bane helt glat.
“Det ved jeg ikke,” mumler jeg og tørrer snot og tårer af i mine cowboybukser. “Jeg bliver bare i tvivl,” siger jeg.
“Vi åbner ikke den diskussion igen, Nanna,” siger han og går ud på badeværelset, hvor jeg kan høre bruseren blive tændt. Jeg bliver stående i stuen og ser ud ad vinduet. Mit nye kvarter ligner en novelle af Jan Sonnergaard. Lige over for min ejendom er der en Fakta, en pølsevogn og en statue af Anker Jørgensen, hvor en lille flok mænd og kvinder drikker øl i vinterkulden.
“Du klarer selv resten, ikke?” spørger Jakob, da han kommer ud med vådt hår og sit malertøj i en plastikpose fra Irma.
“Jo,” nikker jeg og går i gang med at fjerne aviserne fra gulvet, mens lyset fra bilernes lygter tegner mønstre på mine vægge.
Hvem tilhører det fotografi, som jeg tog af Jakob, dengang han lå og sov i en solstribe sammen med den nyfødte Karl? Hvem skal have Riggis tegning, hvor hele familien er prinser og prinsesser med guldkroner og guldsko?
Jakob tager børnene med på weekend hos sin søster, mens jeg pakker mit liv ned i kasser. Det meste lader jeg blive. Sofaen fra Hay, spisebordet lavet af planker. Vores reoler er bygget ind i væggen og lader sig heller ikke flytte. Nede i kælderen står kassen med porcelæn, sengetøj og køkkenting, som jeg gemte, dengang vi tømte den gule villa, fordi Henning var død, og Rigmor skulle på plejehjem.
“Hvad skal du med det?” spurgte Jakob, da jeg kom slæbende med min mormor og morfars glas og lagner, som en ung brud, der samlede udstyr.
“Det er meget rart at have lidt ekstra,” svarede jeg bare. Inden jeg kigger ned i den røde dragkiste, åbner jeg en flaske vin. Jeg ved ikke, hvordan vi skal fordele vores minder mellem os.
Hvem tilhører det fotografi, som jeg tog af Jakob, dengang han lå og sov i en solstribe sammen med den nyfødte Karl? Hvem skal have Riggis tegning, hvor hele familien er prinser og prinsesser med guldkroner og guldsko? Jeg finder et fotografi fra sidste års sommerferie ved Vesterhavet. Riggi sidder på Jakobs skuldre og dingler med benene. Jeg er iført stråhat og solbriller. Karl rækker tunge, og Niels griner uden fortænder. Det må være Elisabeth, som har taget det. Man kan se hendes skygge for fødderne af os.
Jeg har bedt Rosa komme en time før flyttemanden.
“Er det alt?” spørger hun og ser på den lille samling af flyttekasser, hvor jeg har pakket de ting, som ubetinget er mine. Mine bøger, mine billeder, kaffestellet i blåt og hvidt porcelæn, som min oldemor forærede Rigmor, som forærede det til Elisabeth, der lod det gå videre til mig. Ellers har jeg kun taget gæstesengen, som Elisabeth plejer at overnatte på, det lille runde bord og så Rigmors gamle chatol.
Rosa holder i den ene side af flyttekassen og lader mig tage den anden. Vi går i knæ, da vi skal bære chatollet, som er i massivt træ og langt tungere, end man skulle tro. Chaufføren trækker på det, da jeg spørger, om han kan hjælpe os med at bære det ned ad trappen.
“Jeg er kun hyret til at køre bilen,” siger han, men giver sig alligevel, da Rosa forklarer ham, at jeg lige er gået fra min mand.
Da alle kasserne er stablet, sætter vi også vores cykler ind i flyttebilen og kravler ind til chaufføren på forsædet. Han blinker ud, og vi stirrer begge op mod den ejendom, jeg har boet i i næsten fjorten år.
“Nå, Nanna,” siger Rosa. “Så er du færdig med at lege far, mor og børn.”
Den første nat i min nye lejlighed bliver jeg ved med at fryse, selvom jeg har beholdt strømperne på og lagt et gammelt tæppe over dynen. Hjemme på Frederiksberg drejede Jakob på en ventil, når vores radiator ikke virkede, men han har aldrig vist mig, hvordan man gør. Til sidst rejser jeg mig op og finder kassen med de ting, jeg tog med fra den gule villa.
Under Rigmors påskedug og noget lyserødt sengetøj ligger den røde varmedunk, som Rigmor plejede at bruge, når hun var vred på Henning. Hun forviste ham altid til gæsteværelset og lå så selv i dobbeltsengen med varmedunken på maven. Jeg fylder den røde dunk med kogende vand og lægger den under min dyne. Efter et par minutter er jeg så varm, at jeg næsten glemmer, at jeg er den eneste krop i min seng.
Elisabeth kommer med børnene om søndagen. De har købt en wienerstang i den snaskede bagerbutik længere nede ad Borgbjergsvej.
“Det er et sjovt kvarter,” siger Elisabeth, og jeg kan høre på hendes stemme, at hun allerede har fået øje på de fulde mænd ved statuen af Anker Jørgensen.
“Det er Sydhavnen,” svarer jeg.
Du er nok det barn i verdenshistorien, som har fået mest opmærksomhed.” Elisabeth hidsede sig op med det samme. “Du havde et helt kollektiv, og Rigmor og Henning og Søren og Birgitte og mig selvfølgelig. Vi lavede sgu da ikke andet end at glo på dig
Riggi står længe og ser på Paradiset. Hun lægger sin hånd på tapetet og lader fingrene følge mønsteret af grene, som snor sig over hele væggen.
“Hvorfor er kirsebærrene lige så store som fuglene?”
“Det ved jeg ikke, skat,” svarer jeg.
“Hvor er mit værelse?” råber Karl, da han har gået en runde og fundet væsentlige mangler.
“Jeg kunne ikke få en lejlighed med fire værelser,” siger jeg med den flade stemme, jeg altid bruger, når fakta er uimodsigelige. Jeg har forudset den samtale, lige siden jeg fik brevet fra KAB og studerede plantegningen.
“Hvad?” svarer Karl. “Skal jeg så dele værelse med ham?” Han peger på Niels, som forholder sig tavs.
“Jeg tænkte, at vi kunne købe en køjeseng?” Jeg smiler til Niels.
“Eller bygge en hems?”
Karl har det samme udtryk i øjnene, som da han var lille og blev nægtet is eller Pokémon-kort. “Glem det,” råber han og løber ud i gangen og åbner entrédøren.
“Karl …” Jeg løber efter ham og når at få fat på ham, inden han er ude ad døren. Mine fingre borer sig ind i hans arm.
“Skal vi ikke spise kage nu?” spørger Elisabeth og tager wienerstangen med ind i stuen. Hun sætter den på mit runde bord og begynder at skære ud.
Niels og Riggi flyver straks hen til hende for at få et stykke. Den gule creme flyder ned mellem deres fingre. Jeg trækker Karl med ind i stuen igen og stryger ham over nakken. Hvert kærtegn udløser en hulken.
“Hvorfor skal du bo her, mor?” Tårerne løber i striber ned ad Karls kinder. Det er ikke til at skelne mellem skuespil og ægte sorg. Jeg ser op og fanger Elisabeths blik. “Kom nu og spis noget kage,” siger hun til os begge to.
“Jeg vil skære selv,” siger Karl og skærer så stort et stykke, at der kun er en gnalling tilovers til mig. Jeg siger ikke noget, stikker ham bare et stykke køkkenrulle til at holde under.
“Jeg synes også, Karl er for stor til at dele værelse med sin lillebror,” siger Elisabeth.
Alles øjne retter sig mod mig, jeg slår ud med armene. “Vi ser på det i weekenden,” svarer jeg. “Det kan være, Riggi og jeg kan sove i stuen.”
Så snart wienerbrødet er spist, vil Karl hjem. Han tager jakken på og skynder på sin mormor og sine søskende. Elisabeth rejser sig op og hjælper Riggi med flyverdragten. Selv i dag har min mor en lethed i sine bevægelser, som om hun hvert øjeblik kan begynde at danse. Indiske sølvøreringe dingler under hendes hår, der stadig er mere blondt end gråt. Det er, som om Elisabeth mener, at det er under hendes værdighed at blive gammel og derfor nægter at ældes.
Min lejlighed er stille, da jeg vågner. Ingen skriger, ingen kræver, ingen forlanger, at jeg skal finde deres matematikbog eller svømmetøj eller sedlen til Skolefoto
Da hun åbner døren til opgangen, slår Niels armene om mig og vil ikke give slip.
“Kan du ikke tage med hjem?” spørger han og ser på mig. Jeg løsner Niels’ greb og bøjer mig ned og kysser ham på kinden. “Vi ses på fredag,” siger jeg. “Så skal vi alle sammen sove her.” Niels begynder at græde.
“Hold nu op, din tudeprins,” råber Karl. “Nu går vi altså,” siger Elisabeth og tager Riggi og Niels i hver
sin hånd.
*
Min lejlighed er stille, da jeg vågner. Ingen skriger, ingen kræver, ingen forlanger, at jeg skal finde deres matematikbog eller svømmetøj eller sedlen til Skolefoto. Jeg laver Nescafé til mig selv og ser på de små brune klumper af kondenseret kaffe, der opløser sig i det kogende vand. Engang var der en parterapeut, som formanede Jakob og mig om, at vi skulle huske at vise hinanden små tegn på kærlighed.
“Lav for eksempel en kop kaffe til Nanna, når hun står op,” sagde terapeuten til Jakob og smilede til os begge to. Siden da stod der en varm kop kaffe på køkkenbordet til mig hver eneste morgen.
Jeg går ind på det lillebitte badeværelse, lader tandbørsten skrubbe hver tand og renser ovenikøbet efter med tandtråd. Til sidst maler jeg mine læber med den mørkerøde læbestift, jeg købte i Magasin lige før nytår. Alligevel er klokken kun kvart i otte, da jeg er parat til at gå.
Da jeg låser min cykel op, kommer der en sms fra banken. “Hej Nanna,” står der jovialt, indtil sms’en gør opmærksom på, at min konto er i overtræk med 3.692 kroner. “Indbetal venligst beløb plus rykkergebyret på 30 kroner. Mvh Lisa Arnbo.” Jeg sletter den, før jeg cykler ind mod byen.
“Fik du flyttet ind?” spørger Mikkel, da jeg kommer ind på Genlyd.
“Ja, det gik fint,” svarer jeg og ser på Mikkels True Detective-T-shirt, som han altid går med. Det er kun, når han skal holde møde med en potentiel kunde, at han tager sig sammen og stryger en skjorte. “Har vi fået udbudspapirerne fra P1?”
Mikkel og jeg startede Genlyd for tre år siden. Vi laver både bestillingsopgaver og vores egne produktioner i lyd. Mikkel er producer og daglig leder, mens jeg er redaktør og bruger resten af tiden på mine egne projekter. En arbejdsfordeling, som betyder, at Mikkel er den eneste fastansatte, mens jeg ligesom alle andre på Genlyd er afhængig af at få nye opgaver hjem.
De fleste af mine kollegaer er yngre end mig. Drengenes jeans er smalle, pigerne går i hjemmestrikkede mohairsweatre og har opsmøgede bukser, der afslører, at de tør have hår på benene
“Jeg tror først, de kommer i starten af februar,” svarer Mikkel og fortsætter med en let formanende stemme: “Det ville også være bedre, hvis vi fik nogle opgaver fra det private erhvervsliv.”
Jeg tager høretelefonerne på og går i gang med den opgave for Kvindemuseet, Mikkel skaffede os lige før jul. De ville have en lyd-collage over kvindebevægelsens historie til deres faste udstilling, som skal relanceres i efteråret 2019. De betalte ikke særligt godt, men jeg sagde ja, fordi de havde et samarbejde med DR, som stillede deres lydarkiv til rådighed. Jeg har allerede indspillet en del klip med Thit Jensen, Bodil Koch og Karen Blixen, som holder tale om “kvindens sande natur”. Nu er jeg nået til 1970’erne, og de store damers alvorlige stemmer er blevet afløst af unge kvinder, som kræver fri abort og klitorisorgasmer.
“Vi vil udvikle vores individuelle bevidsthed til en kollektiv bevidsthed,” siger en ukendt kvindelig taler i en dokumentarfilm om Kvindefestivalen 1974, som jeg har fundet frem. De har ikke filmet talerens ansigt, i stedet er der optagelser med kvinder, der danser foran scenen, og børn, som slår søm i træskibe i festivalens “børne-telt”.
Jeg standser filmen, spoler tilbage og skruer op for lyden. Det kunne faktisk godt være Elisabeth. I sommeren 1974 var hun aktiv i Rødstrømpebevægelsen og gravid med mig.
“Hvis ens tanker altid er optaget af de tusindvis af ting, der skal være i orden, for at en familie kan fungere, hvordan skal man så få overskud til at ændre sin egen og andre kvinders situation?” siger den unge kvinde, der taler lige så pænt som Frøken Klokken. Filmens sidste minutter er fra festivalens rockscene. Jeg kan stadig ikke se, om Elisabeth er der, men hendes gamle veninde Birgitte er med i filmen. Hun står midt på scenen med en guitar sammen med to kvinder, som spiller på blikfløjte.
“Vi ville være millioner, hvis vi elskede frit,” skråler Birgitte til melodien fra et gammelt dansktophit. I et par sekunder zoomer kameraet ind på hendes ansigt, så man kan se fregnerne på hendes kinder. Så er der totalbillede af hele scenen. “Lesbisk Bevægelse” står der på banneret.
Hjemme står min kaffekop helt alene på køkkenbordet. Jeg vasker den op, inden jeg ringer for at sige godnat til børnene.
“Jeg vil tale med mor,” siger Riggi og prøver at flå Jakobs iPhone ud af hænderne på Niels. Jeg forsøger at mægle mellem dem, men min stemme drukner i deres skænderi. Til sidst kommer Jakob og afslutter samtalen. “De er trætte,” siger han. “Det er nok bedre, hvis du ringer i morgen.”
Om natten lytter jeg til lydene i min nye lejlighed. Vandet cirkulerer i radiatorernes rør. Mit køleskab siger først et klik og begynder så at brumme. Min overbo trækker ud i toilettet og sender vandet ned i cisternen med en brusende lyd.
Engang var der en psykolog, der spurgte mig, om jeg egentlig var blevet set, da jeg var barn. Jeg gentog psykologens spørgsmål for Elisabeth.
Jeg prøver at smile moderligt. Det sker så nemt, at de andre forveksler min erfaring med hån
“Set,” spurgte hun. “Hvad mener du med, om du blev set?”
“Det ved jeg ikke … om I var opmærksomme på mine behov?”
“Du er nok det barn i verdenshistorien, som har fået mest opmærksomhed.” Elisabeth hidsede sig op med det samme. “Du havde et helt kollektiv, og Rigmor og Henning og Søren og Birgitte og mig selvfølgelig. Vi lavede sgu da ikke andet end at glo på dig.”
Siden er Elisabeth blevet ved med at vende tilbage til mit spørgsmål.
“Har du husket at se dine børn?” kan hun finde på at sige.
Vi holder altid redaktionsmøde på Genlyd om fredagen. Det er noget, jeg har indført. Så vi kan lade, som om vi er en rigtig arbejdsplads og ikke bare et lokale, hvor vi mødes, fordi vi er frit svævende på mediemarkedet. Vi sætter vores kontorstole i en rundkreds, Mikkel har lavet kaffe, jeg har købt croissanter i 7-Eleven.
De fleste af mine kollegaer er yngre end mig. Drengenes jeans er smalle, pigerne går i hjemmestrikkede mohairsweatre og har opsmøgede bukser, der afslører, at de tør have hår på benene.
“Skal vi tage en runde?” spørger Mikkel. De andre retter sig op i stolene. Anton vil lave noget til P1 om metadonmisbruget i Horsens. Maren har fået en aftale med Gyldendal om at producere en række podcast om årets debutanter. Ida understreger, at hun måske får svært ved at komme til redaktionsmøderne fremover, fordi hun skal castes som vært på P3’s nye program om blind dates.
“Hvor lyder det spændende,” siger jeg til hende og prøver at smile moderligt. Det sker så nemt, at de andre forveksler min erfaring med hån.
“De bliver bange for dig, Nanna,” siger Mikkel tit. Den slags har jeg hørt på hele mit liv. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op med det.
“Har du gang i noget nyt for tiden, Nanna?” spørger Mikkel til sidst. De andre ser på mig med en vis andægtighed. Jeg er trods alt prisvinderen, den internationalt anerkendte radiodokumentarist.
Mine idéer lyder underlige, men kan forvandle sig til “følsom dokumentarisme”, som der står i den anmeldelse fra Information, der hænger på min opslagstavle. Min første radiomontage fulgte en ung gravid kvinde, som var bange for at få tvangsfjernet sit barn. Det var fem år før, De unge mødre blev et hit på TV3.
24syv har sagt, at de godt kunne være interesserede i et programforslag,” svarer jeg og gider ikke sige, at redaktøren efterlyste et taleprogram for kvinder over fyrre
Siden har jeg forsøgt at holde fast i, at dokumentarisme er noget ganske andet end reality-tv. At det ikke handler om at snage, men om at undersøge og forstå.
“24syv har sagt, at de godt kunne være interesserede i et programforslag,” svarer jeg og gider ikke sige, at redaktøren efterlyste et taleprogram for kvinder over fyrre.
“Og så laver jeg jo det der for Kvindemuseet,” siger jeg, selvom jeg også fortalte om projektet, da vi mødtes fredagen før jul.
“Det lød også virkelig spændende,” siger Maren, som er min eneste ægte fangirl på redaktionen. Til ansættelsessamtalen fortalte hun, at hun havde lyttet til mine udsendelser, siden hun gik i gymnasiet.
“Jeg føler allerede, at jeg kender dig,” sagde hun, og jeg kom i tanke om den radiomontage, hvor jeg havde klippet mine gamle kærestebreve sammen med “I touch myself” med Divinyls.
Døren går op, det er Benjamin. Hans bevægelser er altid så rolige, selv når han kommer ti minutter for sent.
“Hvordan går det med slægtsforskningen?” spørger jeg, og opmærksomheden flytter sig med det samme. Benjamin er i gang med en større dokumentar om sin farfar, der har været en af de førende skikkelser i dansk litteratur, men som desværre tyranniserede sine omgivelser i en grad, så både Benjamins farmor og farbror begik selvmord.
“Jeg har fundet min farmors breve inde på Det Kongelige Bibliotek,” fortæller Benjamin.
“Hvor fedt,” siger Ida. “Er der noget saftigt i dem?” “Masser,” svarer Benjamin og læner sig tilbage i stolen.
Johanne Mygind: Kærlighedens år
Gads Forlag
399 sider
299 kr.
Udkommer 17. september, 2021
LÆS MERE AF JOHANNE MYGIND I POV HER
Topbillede: Forfatter Johanne Mygind. Foto: Lærke Posselt
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
