NYHED // POV OVERBLIK Antallet af højreekstremister i Tyskland er steget markant det seneste år og udgør fortsat den største trussel mod landets demokrati. Det fremgår af den årlige rapport fra den tyske indenlandske efterretningstjeneste, Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV), som samtidig advarer om stigende vold fra både højre- og venstreekstreme miljøer.
Ifølge rapporten er antallet af registrerede højreekstremister vokset til 58.700 i løbet af det seneste år. Det er en stigning på mere end 8.000 personer sammenlignet med året før. Af dem vurderes omkring 5.600 at være villige til at anvende vold.
BfV peger på, at væksten i høj grad hænger sammen med den stigende opbakning til partiet Alternative für Deutschland (AfD), som i 2025 nåede op på 70.000 medlemmer. Efterretningstjenesten vurderer, at den stigende medlemstilgang også betyder, at kredsen af personer med ekstreme holdninger inden for partiet er blevet større.
”Tyskland er under pres,” sagde indenrigsminister Alexander Dobrindt ifølge avisen Die Zeit, da efterretningstjenesten fremlagde rapporten. ”Modstanderne af vores frie og demokratiske samfundsorden kommer både udefra og indefra. De opererer både fysisk og digitalt. De handler både synligt og i det skjulte,” sagde ministeren.
Efterretningstjenestens chef, Sinan Selen, peger ifølge samme avis på tre bekymrende udviklinger: Unge mennesker bliver målrettet rekrutteret og radikaliseret, rekrutteringen foregår især på internettet, og kunstig intelligens bliver i stigende grad anvendt til at sprede ekstremistisk propaganda. ”Sabotage, spionage, desinformation, terrorisme og talrige former for ekstremisme – vores demokrati er under et mangeartet pres både udefra og indefra. Vi bliver angrebet næsten konstant,” siger Sinan Selen.
AfD står stærkt politisk i Tyskland. Ved det seneste forbundsvalg sidste år blev partiet det næststørste med 20,8 procent af stemmerne og 152 mandater i forbundsdagen. Forud for delstatsvalget i Sachsen-Anhalt i september ligger partiet i meningsmålinger omkring 40 procent, hvilket kan give det flertal og mulighed for at danne sin første delstatsregering.
Partiet holder landsmøde i den kommende weekend i den østtyske by Erfurt. Indenrigsminister Alexander Dobrindt har advaret om risiko for uroligheder under demonstrationer mod mødet og understreget, at protester skal forløbe fredeligt.
AfD blev sidste år klassificeret som en højreekstrem organisation af BfV, men den vurdering blev sat i bero i februar, efter at partiet indbragte sagen for domstolene. Indtil en afgørelse foreligger, er partiet fortsat registreret som en mistænkt ekstremistisk organisation.
Voldelige venstreekstremister udgør også en alvorlig sikkerhedstrussel, understreger indenrigsminister Alexander Dobrindt i forordet til rapporten. Ifølge rapporten er antallet af personer i det venstreekstreme miljø steget til 42.200, mens gruppen af personer med en voldelig orientering er vokset til et rekordhøjt niveau på 11.600.
Rapporten peger blandt andet på brandattentater mod Berlins elforsyning i september 2025 og januar 2026 samt et angreb på 22 af politiets køretøjer i München i 2025 som eksempler på den voksende trussel.
Efterretningstjenesten vurderer samtidig, at fremgangen i de venstreekstreme miljøer til dels er en reaktion på udviklingen på højrefløjen. Ifølge rapporten vil den oplevede højredrejning i samfundet betyde, at militant antifascisme fortsat vil spille en central rolle, og at der fortsat vil ske mange venstreekstremt motiverede forbrydelser og voldshandlinger.
Læs mere Die Zeit, Spiegel og BBC
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.