NYHED // POV OVERBLIK – Nogenlunde samtidig med at Donald Trump ifølge Time i går fortalte verden, at USA vil bidrage med 10 milliarder dollars til præsidentens eget nye fredsråd, Board of Peace, løb der også amerikanske penge ind på FN’s konto.
USA overførte cirka 160 millioner dollars af de næsten fire milliarder, som landet skylder FN i faste bidrag til det ordinære budget og tidligere og igangværende fredsbevarende missioner. Det er under fem procent af den gæld, som USA har oparbejdet til verdensorganisationen, siden Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus.
Med hensyn til pengene til fredsrådet, som skeptikere frygter, kan være et organ, der på sigt kan udgøre et alternativ til FN, oplyste Trump ifølge Time ikke, om han har bedt kongressen om at godkende betalingen. Pengene skal, sammen med bidrag fra andre nationer i fredsrådet, bruges i Gaza, hvor fredsrådet i første omgang skal stå for at implementere de næste faser af den våbenhvileaftale, som faldt på plads i oktober sidste år.
USA’s manglende betalinger til FN har til gengæld smidt verdensorganisationen ud i en dyb finansiel krise. Ikke alene har USA hele sidste år og i år ikke betalt sin del af regningen, amerikanerne har også trukket eller reduceret sin finansiering af konkrete projekter markant. Desuden har de meldt sig ud af flere FN-organisationer, herunder verdenssundhedsorganisationen, WHO og UNESCO.
ABC skriver, at de 160 millioner dollars er øremærket det almindelige driftsbudget, og at FN bekræfter at have modtaget pengene. Den resterende gæld fordeler sig med 1,4 milliarder dollars fra sidste år og 767 millioner dollars fra i år.
Ifølge FN er der andre nationer, som skylder organisationen penge. Men USA står for omkring 95 procent at de samlede restancer til de ordinære budget. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, advarede sidste måned om, at organisationen stod over for et “nært forestående finansielt kollaps”, medmindre medlemslandene betalte deres bidrag.
Krisen fik i efteråret mærkbare konsekvenser for FN’s ansatte og FN-agenturernes evne til at udføre deres arbejde. Der er nedlagt næsten 3.000 stillinger alene i hovedkvartererne, hvilket svarer til næsten en femtedel af den faste arbejdsstyrke.
Samtidig har de fredsbevarende operationer, som FN’s medlemslande beslutter skal gennemføres, reduceret sit personale med omkring 25 procent. Det gælder både soldater og civilt ansatte, og svarer til, at op mod 14.000 soldater og politifolk er trukket hjem.
De fredsbevarende missioner i DR Congo, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik er blandt de hårdest ramte. Med færre udsendte vil der være færre daglige patruljer, lukning af feltkontorer, ligesom beskyttelsen af civile især i skrøbelige områder bliver svækket.
Lowy Institute peger på, at USA’s “à la carte”-tilgang til FN-finansiering åbner for ændringer i det multilaterale system. USA har traditionelt været FN’s største bidragyder, men nu kan andre magter, herunder Kina, lettere komme til fadet og spille en større rolle.
Alle FNs agenturer og programmer har problemer med at få pengene til at slå til. Ud over at betale til FN’s faste budget og de fredsbevarende missioner, sender medlemslandene, herunder USA, også penge direkte til agenturerne, som for eksempel FN’s Fødevareorganisation, WFP.
I efteråret advarede WFP-ledelsen om, at de måtte skære hårdt i aktiviteterne i mindst seks af de lande, som har størst behov for humanitær bistand og fødevarehjælp. Det gælder Afganistan, hvor kun en tiendedel af behovet bliver dækket, DRC hvor WFP havde planlagt at hjælpe 2.3 millioner mennesker, men må nøjes med at give mad til 600.000. I Haiti er rationerne blevet halveret, og i Somalia, hvor 2,2 millioner har brug for hjælp, er der kun nok til 350,000 mennesker. I Sydsudan begyndte man i efteråret at fjerne fødevarer fra rationerne, efterhånden som lagrene blev tømt, og i Sudan, hvor halvdelen af befolkningen, dvs. 25 millioner mennesker mangler mad, er der kun penge til at hjælpe fire millioner.
Læs mere på Reuters, Time, The Guardian, Al Jazeera
Se også WFP’s og Lowy Institutes hjemmesider
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.