
NYHED // POV OVERBLIK – Det smalle farvand mellem Iran og Oman er fortsat akilleshælen i den amerikansk-iranske krig, som begyndte i slutningen af februar, og de sidste to døgn også i den skrøbelige våbenhvile mellem parterne.
Iranerne var indstillet på at lade olietankskibe sejle igennem Hormuz-strædet på visse betingelser, efter at de natten onsdag indgik en aftale med USA om at indstille kamphandlingerne. Men ifølge Reuters forbliver strædet lukket indtil også Israel stopper angrebene på Libanon.
Israels militær oplyste fredag, at det har gennemført angreb mod flere raketaffyringsramper i Libanon som svar på angreb fra Hizbollah, der igen har affyret missiler mod det nordlige Israel. Ifølge Reuters blev et missil opsnappet, mens Hizbollah hævder at have ramt militære mål i Haifa.
Uenigheden om, hvorvidt Libanon er omfattet af våbenhvilen, skaber yderligere spændinger. Iran og mægleren Pakistan insisterer på, at Libanon er inkluderet, mens USA og Israel afviser dette. Iranske ledere, herunder parlamentsformand Mohammad Baqer Qalibaf og øverste leder Mojtaba Khamenei, har fastholdt en hård linje og advaret om gengældelse, skriver Reuters.
Men USA beskylder iranerne for at bryde våbenhvilen. Trump skrev i nat på det sociale medie Truth Social, at ”iranerne gør et rigtigt dårligt stykke arbejde” og at det ikke var den aftale, der blev lavet.

Et par timer forinden skrev han i et andet opslag, at der var rapporter om, at iranerne ville tage penge for at lade skibe sejle igennem. ”Hvis det sker, må de stoppe det nu”.
Ifølge BBC er ni skibe sejlet igennem siden onsdag. Til sammenligning var der før krigen dagligt en trafik på 128 skibe i snit i Hormuz-strædet. Nu ligger et par hundrede skibe i kø, og den Internationale Maritime Organisation IMO vurderer, at i omegnen af 20.000 sømænd er strandet i regionen.
Storbritanniens premierminister har besøgt de arabiske nabolande og efterfølgende talt med Donald Trump om en praktisk løsning på problemet.
Blandt europæiske regeringschefer vokser bekymringer over, om den skrøbelige våbenhvile mellem USA og Iran vil holde, om weekendens forhandlinger vil give en eller anden form for brugbart resultat og over risikoen for, at konflikten kan eskalere, hvis det hele falder på gulvet. Ifølge POLITICO vil det ikke bare presse leverancerne af og fordyre olie og gas, det vil også gøre det endnu sværere at holde sammen på NATO.
Storbritanniens premierminister har de sidste dage været på lyntur i de arabiske nabolande og efterfølgende talt med Donald Trump om at finde praktiske løsninger på problemerne.
Ifølge europæiske diplomater overvejer flere lande at øge deres militære og logistiske tilstedeværelse i regionen, hvis situationen forværres. Og det kan nemt ske, da Iran har truet med at forsætte blokaden af Hormuz-strædet, så længe israelerne bliver ved med at angribe Libanon, skriver Politico.
Tysklands forbundskansler Friedrich Merz forklarede i går aftes journalister i Berlin, at Europa står klar i kulissen: “Vi er parate til at hjælpe, når kamphandlingerne er stoppet”, dvs. efter der er indgået en fredsaftale. Ifølge POLITICO vil hjælpen først komme, efter der er givet et mandat i FN’s Sikkerhedsråd. Det bliver med andre ord ikke omgående, som den amerikanske præsident ønsker.
Desuden har en gruppe i Europa-Parlamentet kritiseret EU-kommissionen for, at der ikke er blevet reageret skarpt nok på Trumps trussel om “en civilisations udslettelse” i Iran. De kræver en mere aktiv europæiske diplomatisk linje. Spændingerne i NATO er også blevet tydelige. Generalsekretær Mark Rutte beskrev sit nylige møde med USA’s præsident Donald Trump som “åbenhjertigt”, men ifølge flere kilder var mødet præget af skarp kritik af allierede og trusler om mulige modreaktioner fra amerikansk side, skriver POLITICO.
Læs POLITICO, Reuters og BBC
Læs også Kristian Mouritzens kommentar på POV
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og