TRUE CRIME // ESSAY – Jeg har i 34 år tænkt på, om den franske jetsetter, eventyrer og baron Arnaud de Rosnay blev likvideret eller blot forsvandt dagen efter, jeg spiste middag med ham i Kina. Efter mange vinterafteners research er jeg i dag af den overbevisning, at han blev slået ihjel og alle spor skaffet af vejen. Da ingen beviser findes, kun indicier, må du selv vurdere, om du er enig, når du har læst min beretning.
Indimellem mener enkeltpersoner at kunne ændre historiens gang ved ekstraordinære bedrifter. Et sådant menneske var baron Arnaud de Rosnay, som i 1984 forsøgte at windsurfe fra det kommunistiske Kina til Taiwan. Vel at mærke uden myndighedernes tilladelse. Dermed troede han at kunne bidrage til afspænding mellem militærdiktaturet i Taiwan og Kina.
Jeg mødte ham præcis på det tidspunkt i 1980’erne, hvor globaliseringen brød frem, og verden pludselig føltes mindre. Støttekoncerterne for fattige i den tredje verden blev populære, og når Bob Geldof sang for på Wembley Stadion, blev den globale landsby en medierealitet, og vi solidariserede os med de sultende i Etiopien. Landegrænser for finansmarkederne forsvandt, og i filmen Wall Street kunne hovedpersonen Gordon Gekko, spillet af Michael Douglas udtale ”Greed is good”.
Fra 1984 var det muligt for individuelle rejsende at rejse i Kina som led i åbningen af økonomien mod Vesten og tiltrækningen af vestlig kapital. Det trak straks vestlige eventyrere til
Sammen med de ydre grænser forsvandt også de moralske, og det blev udskejelsernes og yuppiernes guldalder. Grænser blev flyttet, overskredet og nedbrudt. Samtidig var der imidlertid også en udbredt følelse af, at politiske tøbrud var mulige, og at humanistiske idealer var på fremmarch. Symptomatisk sluttede årtiet med Murens fald og det 20. århundredes fjerde imperiesammenbrud, da Sovjetunionen gik i opløsning.
Det var i disse år, Arnaud de Rosnay indledte sin personlige kamp mod grænserne. Han flyttede fysiske og mentale grænser, han satte nye grænser for ekstremsporten og han indledte en determineret kamp mod politisk fastfrosne strukturer med surfsporten som mediedækket brækjern.
Et lille stræde af stor betydning
Jeg var et tilfældigt vidne til de dramatiske begivenheder, der i november 1984 udfoldede sig i kystbyen Guangzhou, der ligger over for Taiwan. Det er i den nordligste ende af Det sydkinesiske Hav, hvor strædet mellem det kommunistiske Kina og østaten Taiwan bliver til en smal passage på 180 kilometers bredde.
Det var over dette farvand, at Chiang Kai-Shek og hans Kuomintang-hær trak sig tilbage i 1949 efter at have tabt borgerkrigen til Mao og den kommunistiske Røde Hær. Efter flere krigslignende episoder var forholdet mellem Kina og Taiwan anspændt, og Taiwan var i militær undtagelsestilstand. Der var imidlertid tegn på et politisk tøbrud.
Dette tøbrud fik Arnaud de Rosnay til at udtænke sin hidtil mest dramatiske politiske event.
Fra 1984 var det muligt for individuelle rejsende at rejse i Kina som led i åbningen af økonomien mod Vesten og tiltrækningen af vestlig kapital. Det trak straks vestlige eventyrere til, og vi betragtede det som en sport at teste systemets grænser. Systemet var i dette tilfælde CITS, China International Travel Service, der netop i 1984 blev oprettet som en selvstændig økonomisk enhed på markedsvilkår. Liberaliseringen slog revner i den politiske mur, og overraskende tilladelser blev indimellem givet. Tibet blev åbnet, og unge vesterlændinge kørte tusindvis af kilometer på ladet af lastbiler, fordi turismens infrastruktur endnu ikke var udbygget, og fordi lokale embedsmænd måske misforstod generelle politiske direktiver om rejsefrihed.
Kina var på vej væk fra planøkonomien, samtidig med at det beholdt den socialistiske ideologi. Det var en økonomisk og politisk liberalisering, som blev sanktioneret fra den øverste politiske ledelse, men sat i gang nedefra. Derfor fik man indimellem tilladelse til utrolige ting. Jeg var ligesom mange andre unge rejsende grebet af ungdommeligt fribytteri i forhold til oplevelser, og man inspirerede hinanden.
Jeg mødte fx Indy, en amerikansk kvinde som var cyklet ud til nomaderne i Indre Mongoliet. På sin egen, fra USA, medbragte cykel. Selv havde jeg held med en tilladelse til at bestige det 3100 meter høje Emei Shan-bjerg, Shaolin Kong Fus arnested, hvor jeg vandrede med buddhistiske munke. Derfor var det egentlig ikke så overraskende at møde en franskmand, der havde fået lov at medbringe sit surfbræt.
At der var grænser for Kinas åbenhed, mærkede jeg første gang i Indre Mongoliet. I byen Hohhot besøgte jeg det antropologiske museum. En lokal kustode, som var etnisk mongol, kontaktede mig. Han forklarede på gebrokkent engelsk, at mongolerne var ved at blive en minoritet i deres eget område. At kineserne sendte så mange etniske Han-kinesere til Indre Mongoliet, at de blev til flertallet. Vi blev iagttaget af en anden kustode, som snart dukkede op med den kvindelige museumsdirektør, der med et fast greb i armen tog min nye bekendt med sig.
At gøre minoriteter til mindretalsbefolkning i deres traditionelle områder er en meget effektiv måde at sikre kontrol i områder med parallelsamfund
Senere gik det op for mig, at for både Sovjetunionens fremfærd i Baltikum, og Kinas i muslimske, tibetanske og mongolske provinser, var demografien et strategisk våben. At gøre minoriteter til mindretalsbefolkning i deres traditionelle områder er en meget effektiv måde at sikre kontrol i områder med parallelsamfund.
Indimellem gik det galt, når det ungdommelige overmod hos nogle gav sig uheldige udslag. Jeg kørte i nattog – hard sleeper, en træbænk kunne hænge i kæder fra væggen, med en englænder, som blev arresteret, og hvis videre skæbne jeg ikke kender. Han flåede en ledning ud af kupéens højtaler, fordi han blev træt af kommunistiske propagandataler og traditionel kinesisk musik, som kørte 24 timer non-stop.
Da kontrolløren opdagede den tavse højtaler, slog han alarm, og det ellers gennemgående eksprestog stoppede i den næste by, hvorefter englænderen blev ført bort af tre uniformerede betjente, der var synligt ophidsede. Det var hærværk, og det var en arrogant handling. Det var en foruroligende oplevelse, og i tilbageblik synes det, som om det var et varsel om, at værre ting ville ske.
Kinas geopolitiske udfordringer
Arnaud de Rosnay var en tidstypisk helteskikkelse i begyndelsen af 1980’erne. En adelig rigmandssøn som havde leget sig gennem livet. En blond, solbrændt larger than life-skikkelse, der havde verden som sin legeplads og en konstant appetit på grænseoverskridende projekter. Årtiet producerede sådanne mænd og kvinder i takt med en tilsyneladende endeløs række af nye fritidsinteresser. Det var ekstremsportens årti. Friklatring, surfing, skateboarding og mountainbikesport spredte sig med en kulturel tsunamis hastighed. Alle ønskede sig en amerikansk livsstil, og Arnaud de Rosnay personificerede det perfekte mix af et aristokratisk Europa med en individualistisk, teknologiorienteret californisk livsstil.
Jeg har nyligt tænkt på vores møde, og begivenhederne der fulgte, fordi jeg til et middagsselskab havde en borddame, som forsker i international politik. Nærmere betegnet i det sydkinesiske hav. Borddamen betroede mig, at hun forsker i dette geopolitiske brændpunkt, fordi det er afgørende for verdens fremtidige sikkerhed og magtstrukturer. Et hot spot i den internationale politik. Et sted amerikanerne sender deres hangarskibe og slagskibe hen for at spille med musklerne. Et sted som politiske strateger ved er bestemmende for, hvilke nationer der om tyve, tredive og halvtreds år har en fremtrædende plads i den globale magtbalance.
Vil man forstå rationalet bag de geopolitiske strategier er det nødvendigt at opgive øjebliksbilleder af den politiske situation. I stedet skal nationernes interesser ses over længere historiske stræk, for kun gennem disse tidsserier bliver det tydeligt, at Kinas interesser altid vil have et fast fundament og bestemte udfaldsrum at orientere sig efter, som er geografisk givne. I dette tilfælde Malacca-strædet og Det sydkinesiske Hav.
Arnaud de Rosnay interesserede sig givetvis ikke for geopolitiske billeder over et langt tidsforløb. Han så en mulighed for nye bedrifter, da Kina i 1984 åbnede sig økonomisk, imagemæssigt og turismemæssigt for omverdenen. Det var en chance, han ikke kunne lade passere. Samme år var Rosnay sluppet godt fra to store projekter. I begyndelsen af året surfede han fra USA til det blokaderamte Cuba. Om sommeren surfede han fra Japan til den sovjetiske Sakhalin-halvø. Der blev han arresteret for ulovlig indtrængen, men de sovjetiske myndigheder satte ham efter få dage på et militærfly til Japan, hvor han fik en begejstret velkomst og masser af mediedækning.
Det politiske element i hans projekter var nyt, men ikke dødsforagten. Tidligere havde han med nød og næppe overlevet sejladser i det iskolde Beringstræde, og han var sluppet godt fra aggressive hajers kredsen, da han surfede 1400 kilometer langs Afrikas kyst.
Spørgsmålet var om hans held også rakte til det sydkinesiske hav?
Det sydkinesiske Hav – en krudttønde
Essensen i geopolitikken er, at geografiske fordele som størrelse af landmassen, dens resurser og befolkningsgrundlag gang på gang viser sig at overtrumfe midlertidige teknologiske fordele. Et tilbagestående, men stort land med naturresurser vil med andre ord på et tidspunkt uundgåeligt blive til en stormagt. Geografien er den fysiske realitet, som ingen statsleder kan ændre.
Geopolitikken var populær under Den kolde krig. Der grundlagde politiske geografer fundamentet for den amerikanske inddæmningspolitik af Sovjetunionen. I dag er verden ændret, inddæmningen af Rusland foregår stadig, men Kina og dets kystnære havområder er kommet i stærkere fokus.
Fastlandsmagten Kina udgør en gigantisk opkomling, som truer USAs hegemoni, og USA gør hvad det kan for at forhindre Kinas adgang til herredømme på havet
De seneste år har situationen i det sydkinesiske hav udviklet sig eksplosivt. Det er der flere grunde til. For det første gør flere nationer krav på området over for FN. Det gælder Kina og Taiwan, men også Vietnam, Philippinerne, Macao og Japan. For det andet transporteres 60% af Kinas samlede varetransport gennem Malacca-strædet. Mindst ligeså betydningsfuld er Kinas afhængighed af olieimport, da anslået 90% sejles her igennem. Endelig og ikke mindst er konflikten blevet storpolitisk, da Kinas naboer har indgået alliancer med USA, som i 2016 sendte hangar- og slagskibe til området for at demonstrere deres styrke over for Kina.
Havområdet er et geopolitisk choking point, altså en flaskehals hvor man potentielt kan kvæle Kina ved en havblokade. Kina afviste derfor i 2016 at følge havretskendelsen fra den internationale domstol i Haag. Domstolen afviste både Kinas territoriale krav baseret på småøer, kunstige øer og klippeskær og udlagde større områder med fiskebestande samt gas og olie i undergrunden som ingenmandseje. Fastlandsmagten Kina udgør en gigantisk opkomling, som truer USAs hegemoni, og USA gør, hvad det kan for at forhindre Kinas adgang til herredømme på havet. Omvendt søger Kina at udvide sin militære dominans over havområdet ud for det kinesiske fastland.
Historisk kan vi datere konflikten i Det sydkinesiske Hav til kommunisternes overtagelse af det kinesiske fastland i 1949. Fra denne dato blev Det sydkinesiske Hav skrevet ind i et globalt magtspil mellem den amerikanske flådemagt og den euroasiatiske landmagt, nu i kinesisk kommunistisk iklædning. I de første år var konflikten imidlertid regional, eftersom Kina var isolationistisk og ikke synderligt udviklet økonomisk. Den situation ændrede sig markant fra 1978, hvor Kinas kommunistiske parti ledet af Deng Xiaoping påbegyndte en strategisk udvikling og åbning af økonomien.
Det var således ikke tilfældigt, at Rosnay havde valgt netop det sydkinesiske hav til sit næste projekt. Det var fordi, man der havde en af verdens mest fastlåste konflikter.
Arnaud mister modet
Min dagbog fortæller de nøgne facts. I løbet af dagen havde jeg besøgt byens 1400 år gamle buddhistiske tempel, hvor munkene nyligt var vendt tilbage efter at være fordrevet under kulturrevolutionen i 1960’erne, og om aftenen den 23. november 1984 møder jeg Pierre og Arnaud på Hotel Overseas Chinese Mansion.
Vi træffer hinanden i hotellets restaurant, hvor de inviterer mig til at sidde ved deres bord. Efter ni ugers rundrejse i Kina fyldt med besværligheder og kampe med myndighederne er jeg glad for vestligt selskab. Arnaud er høj, senet muskuløs og solbrændt med gyldent hår.
Under middagen er han ofte tavs, og det er mest Pierre, der taler. Da vi har spist, undskylder Arnaud sig, han er træt og trækker sig tilbage. Pierre fortæller, at han er fotojournalist og lever af at sælge artikler til internationale magasiner som Surfer og Sports Illustrated. Han afslører ikke deres plan for mig. Siger kun, at næste dag skal han fotografere en surfende Arnaud ved kysten. Det er nok derfor, de har fået tilladelsen, tænker jeg, det vil være reklame for et nyt og mere åbent Kina.
38 år gammel havde Arnaud etableret sig som fotograf, verdenskendt sportsstjerne og iværksætter. Han havde i 1980 lagt playboylivet af sig, da han giftede sig med Jenna Severson, en 18-årig skønhed. De ventede deres første barn, og Jenna de Rosnay, som hun kom til at hedde, var verdensrekordholder i speedsurfing. Fremtiden så lys ud. Arnaud var adelig og arving til en kolossal formue og plantager i Mauritus. Forud var gået tyve år, hvor Arnaud festede med verdensstjerner som Rolling Stones, fotograferede internationale modeller og gjorde skateboarding populær i Frankrig. Også et geopolitisk brætspil om olie havde han opfundet.
https://www.instagram.com/p/Bx-lelnIZNR/
Det må være på grund af tanken om alt det, han potentielt kunne miste, at Arnaud ser alvorlig, næsten dyster ud på Pierres fotos taget af ham på stranden den dag. Intet smil. Intet overskud. Tredive år senere, i 2014, gav Pierre Perrin et interview, hvor han fortalte, at i dagene op til sejladsen syntes Rosnay at tvivle på projektet: Il n’avait pas du tout le moral.
Vi kan kun gisne, vi ved ikke, om Arnaud virkelig havde mistet troen på sine projekter. Eller om han frygtede en voldelig respons fra kinesernes eller taiwanesernes side. Vi ved heller ikke, om hans projekter var baseret på dybtfølt politisk aktivisme, eller om de var selviscenesættende stunts.
Arnauds død
Arnaud forlod Kina den 24. november 1984 fra en strand uden for byen Guanzhou. Forundrede beboere fra den nærtliggende landsby Chung-Wu flokkedes om ham på stranden, inden han stod ud. Foran ham lå mellem 160 og 180 kilometers sejlads. Hans sejl bar Kinas flag på den ene side og Taiwans på den anden. Det blæste 18 sekundmeter, og bølgerne havde 3-4 meters højde. Forhold Arnaud var vant med. Som sædvanlig havde han ingen følgebåd og ingen støtte undervejs.
Arnaud ville sprænge grænser, menneskeligt og politisk. Det lykkedes for ham flere gange, inden han måske endte som et offer for en politisk geografi, han ikke forstod
Pierre Perrin mødte jeg igen to dage efter vores middag, i grænsebyen Shenzen, hvorfra vi begge passerede til Hongkong. ”Ring til mig” sagde han euforisk og gav mig nummeret til sit hotel. ”Vi går ud og morer os. Og køb aviserne og magasinerne – se efter windsurfing”! På det tidspunkt må han have troet, at alt stod vel til. Jeg ringede dagen efter, men han returnerede ikke mine opkald.
Arnaud de Rosnay var forsvundet i det sydkinesiske hav. Derfor ringede Pierre ikke tilbage. I dag, 33 år efter er der stadig ikke fundet spor af Arnaud, hans surfbræt eller hans sejl, på trods af en 11 dage lang eftersøgning med fly af det amerikanske og taiwanesiske flyvevåben.
Jeg har tit tænkt på, om Rosnay virkelig troede, at han kunne ændre fastfrosne politiske strukturer ved at windsurfe over det ene stræde efter det andet. At han ved egen og vindens drift kunne blæse grænser væk og mure omkuld. I så fald tog han fejl. Taiwan var i 1984 i militær undtagelsestilstand og frygten for en kinesisk invasion stadig stor.
Massakren på øen Lieyu
Tre år efter Rosnays forsvinden blev 19 vietnamesiske bådflygtninge inklusive ældre og børn likvideret af Taiwans militær. Hvorfor? De fik motorskade og strandede på øen Lieyu, som ligger tæt på det kinesiske fastland, 70 km. i fugleflugtslinje fra stranden, hvor Rosnay lagde fra land. Militæret havde stående ordrer om ikke at acceptere overgivelser, at likvidere enhver indtrængende samt om at fjerne alle beviser.
Massakren blev først endeligt belyst i år 2000, da den ansvarlige general og generalstabschef, Hau Pei-Tsun, beskrev massakren og dens mørklægning i udgivelsen af sine dagbøger fra perioden.
Måske havde Rosnay ganske enkelt valgt at surfe over det forkerte stræde denne gang? Måske var de geopolitiske konflikter for højspændte, og de militære forholdsordrer for aggressive? Måske druknede han i det opbragte hav.
Det er tvivlsomt, om vi nogensinde får svar på disse spørgsmål.
Efterskrift – geografiens fange
1980’erne er længst forbi, Arnaud de Rosnay glemt af de fleste og den idealistiske drøm om grænsernes opbrud forsvundet. Kinas åbning og årtiet fik en blodig afslutning, da kinesernes studenteroprør endte i massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Kina valgte sin egen vej og ligger der stadig. En enorm landmasse, den næststørste industrination efter USA, verdens største befolkning og en begrænset adgang til havet. Konflikten i det sydkinesiske hav er ikke længere lokal og regional, men bestemmende for de kommende årtiers globale magtbalance.
Arnaud ville sprænge grænser, menneskeligt og politisk. Det lykkedes for ham flere gange, inden han måske endte som et offer for en politisk geografi, han ikke forstod.
Du kan høre historien som podcast her.
En forkortet udgave af denne artikel, uden den personlige beretning, blev bragt som kronik i Information, februar 2018.
Foto: Screenshot, Canal+
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
