
POLITIK // PROFIL – Venstres formand Troels Lund Poulsen er blevet blå bloks ukronede statsministerkandidat efter næste valg, selv om han endnu ikke med ét ord selv har meldt sig som kandidat til posten. Bjarke Larsen tegner en politisk profil af statsministerkandidaten, der pludselig ses som mere troværdig og med en bedre moral end Mette Frederiksen – på trods af adskillige møgsager i lasten fra et langt liv i politik.
”Andre børn læste Anders And. Troels læste avis.”
Det fortalte Venstre-formand Troels Lund Poulsens mor til en journalist fra Danmarks Radio i forbindelse med en portrætartikel i 2023, da Traktor-Troels, som han også kaldes, skulle vælges til formand for partiet. Siden valget af ham til partiformand har han været forsvarsminister i SVM-regeringen. I 2026 træder han ind som den ukronede – men uerklærede – statsministerkandidat for blå blok, hvis der er et blåt flertal efter valget, som senest skal afholdes i oktober.
Glem Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. Glem Mona Juul fra De Konservative. Ingen af dem har ministererfaring. Tør nogen overlade det ultimative ansvar for Danmark til dem i en tid med voldsomme trusler fra både Rusland og desværre også USA? Det er mere end svært at forestille sig.
Største troværdighed
Glem også Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. De har ikke en jordisk chance for at komme i nærheden af Statsministeriet.
Tilbage er Troels Lund Poulsen, der har været ”et politisk dyr” lige fra teenageårene, som citatet fra moren viser. Han har den nødvendige erfaring, de politiske forbindelser og den kynisme, som et politisk topjob forudsætter.
Kommissionen konkluderede ifølge DR, at Troels Lund Poulsen havde vist ”væsentlig interesse” for sagen og i øvrigt spredt rygtet om Kinnocks seksualitet
Og vælgerne er enige. I ugen mellem jul og nytår viste en Megafon-meningsmåling for TV 2, at 42 procent af vælgerne ville foretrække Venstres formand som statsminister, mens 40 procent pegede på Mette Frederiksen.
Og i starten af december gennemførte analyseinstituttet Verian en stor måling for Berlingske, hvor man spurgte vælgerne, hvem de gav det bedste skudsmål på en lang række områder. De to vandt hver især på en række områder, og modsat Megafon-målingen foretrak 33 pct. Mette Frederiksen som statsminister, mens kun 21 pct. pegede på Troels Lund Poulsen. Til gengæld mente 28 pct., at Troels Lund Poulsen har den højeste troværdighed, og 24 pct. mener, at han har den bedste moral, mens de tilsvarende tal for Mette Frederiksen er henholdsvis 15 og 14 pct.

Mette Frederiksens troværdighed er slidt ned af sagerne om erstatning til minkavlerne og hele forløbet i den anledning med slettede sms’er samt sagen om FE-chef Lars Findsen. Det er de to sager, der har fyldt mest i medierne.
Den høje vurdering af Troels Lund Poulsen er på tilsvarende vis udtryk for, at man ofte kan slippe afsted med en del mere, når man ikke står helt fremme i forreste geled. Troels Lund Poulsen har da heller ikke bevæget sig gennem sit politiske liv uden skrammer.
Spredte bøsserygter om Helle Thornings mand
I 2010 fik Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnock, deres skattepapirer lækket til B.T. Stephen Kinnock arbejdede i udlandet, og der blev rejst tvivl om, hvorvidt han havde opholdt sig for meget i Danmark. Der blev indledt en undersøgelse, og parret blev frikendt. Men op til valget i 2011, hvor Helle Thorning-Schmidt var Socialdemokratiets statsministerkandidat, og Troels Lund Poulsen var skatteminister, blev der på ny rejst tvivl i B.T. om afgørelsen, og der begyndte at cirkulere rygter om, at Stephen Kinnock var homo- eller biseksuel.
Jyllands-Posten har gang på gang beskrevet alt det, der er gået galt i løbet af de 1.000 dage, og det er ikke så lidt
Der blev nedsat en undersøgelseskommission, som ikke fandt nogen ”rygende pistol” i forhold til, hvem der havde lækket papirerne. Mistanken rettede sig især mod Troels Lund Poulsen og hans særlige rådgiver, Peter Arnfeldt. Men kommissionen konkluderede ifølge DR, at Troels Lund Poulsen havde vist ”væsentlig interesse” for sagen og i øvrigt spredt rygtet om Kinnocks seksualitet til både sin rådgiver og to ministersekretærer. Og en af hans ministersekretærer, Anne Simonsen, som i dag er gift med Troels Lund Poulsen, viste sig at have gemt en kopi af Skats fortrolige afgørelse i et skab i ministeriet, som kun hun havde nøgle til.
Det er et forløb, Politikens chefredaktør Christian Jensen forleden kaldte ”en af de største svinestreger i dansk politik”. Og sagen vil helt givet blive gravet frem igen, hvis Troels Lund Poulsen for alvor kommer på banen som statsministerkandidat.
Løst krudt i ”Krudten”
Som nuværende forsvarsminister har Troels Lund Poulsen ansvaret for at sikre, at de mange milliarder, der skal bruges på oprustning, bruges så godt – og så hurtigt – som muligt. Det går ikke alt sammen lige smurt, og Jyllands-Posten har i lang tid forfulgt en sag, som ingen andre medier endnu har taget op for alvor.

Det drejer sig om ”Krudten”, en nedlagt ammunitionsfabrik i Nordjylland. Den blev solgt i 2008 og lukket i 2020. I 2023 købte staten området tilbage med henblik på så hurtigt som muligt at få gang i en dansk produktion af ammunition.
Det er foreløbig over 1.000 dage siden, den beslutning blev taget, og i øjeblikket regner man med, at der tidligst kommer gang i en produktion i anden halvdel af 2027. Ikke just superhurtigt, og Jyllands-Posten har gang på gang beskrevet alt det, der er gået galt i løbet af de 1.000 dage, og det er ikke så lidt. Den seneste artikel var i avisen mandag, hvor Carsten Bach, der er forsvarsordfører for Liberal Alliance, konkluderede, at ”Forsvarsministeren har fucket så meget op i det her forløb”.
Løb fra aftale i minksagen
I forbindelse med, at Jakob Ellemann-Jensen blev formand for Venstre, blev der dannet en såkaldt ”L-bande” bestående af Troels Lund Poulsen, Sophie Løhde og Karsten Lauritzen. De tre styrede reelt partiet internt, og de var bestemt ikke altid enige i den blødere og mere midtsøgende linje, Jakob Ellemann-Jensen stod for.
Det blev tydeligt i forbindelse med covid-19-nedlukningen af Danmark og sagen om de mange mink, der skulle aflives. I november 2020 stod det klart, at der manglede lovhjemmel til beslutningen om at aflive alle mink uden for de eksisterende smittezoner, og regeringen fremsatte et lovforslag, som man ønskede hastebehandlet for at inddæmme smitten hurtigst muligt.
Troels Lund Poulsen var i mange år kendt for at give folk omkring sig – venner såvel som fjender – øgenavne
Forløbet er aldrig blevet afdækket i alle detaljer, men i hvert fald hos Socialdemokratiet er fortællingen den, at Jakob Ellemann-Jensen i første omgang anlagde en meget imødekommende linje og mest interesserede sig for spørgsmålet om erstatning til minkavlerne. Men det skabte oprør på de indre linjer i Venstre, ikke mindst foranlediget af L-banden med Troels Lund Poulsen i spidsen.
Efter en heftig weekend med internt oprør i Venstre blev den fremstrakte hånd trukket tilbage, og der blev kørt benhård oppositionspolitik på sagen. Det blev i Socialdemokratiet ikke alene opfattet som et løftebrud, men også som en dybt uansvarlig handling i en tid, hvor der ikke var styr på smittespredning og risici.
Traktor-Troels og Trolex
Venstre og Socialdemokratiet har været hinandens hovedfjender i årtier, og det kan undre, at det overhovedet har været muligt at danne SVM-regeringen. Men der har også været personlige bånd med topfolkene i begge partier, og de kender ofte hinanden helt tilbage fra tiden i partiernes ungdomsafdelinger.
Udsigten til magt kan få mennesker til at sluge de største kameler, men fx Troels Lund Poulsen har også en blødere side end den, der er beskrevet ovenfor.
De forskellige sager vil blive taget frem igen, når eller hvis han kommer helt til tops som statsminister
”Han har en evne til at være benhård, når der er behov for det – og fløjlsblød, når det er det, der kræves,” som kulturminister Jakob Engel-Schmidt har sagt.
Troels Lund Poulsen var i mange år kendt for at give folk omkring sig – venner såvel som fjender – øgenavne. Det er han holdt op med, bortset fra at journalister i ny og næ stadig omtales som ”kloakrotter”.
Opvæksten på en gård uden for Vejle har givet ham et livslangt kærlighedsforhold til John Deere-traktorer. Væggene på hans teenage-værelse var malet i Deere-grønt, og han har flere eksemplarer af disse traktorer på sin gård på Sjælland. Det har helt naturligt givet ham tilnavnet Traktor-Troels, hvad han er stolt af.

Derimod er han ikke begejstret for at blive kaldt Trolex. Navnet bunder i, at han som skatteminister af en minister fra Qatar fik foræret et ur, der var alt for dyrt i henhold til statens regler. Uret blev leveret tilbage, men først efter hårdt pres.
Mens undersøgelseskommissionen om Helle Thornings skattepapirer kørte, var Troels Lund Poulsen ”dead man walking”, og stort set alle regnede med, at han var færdig i politik. I Venstre sagde man i den periode, at ”det stank af lig”, når han kom ind i lokalet.
Men Troels Lund Poulsen gjorde alle spådommene til skamme. Viljestyrke og en udpræget evne til aldrig at give op har været gennemgående træk i hans politiske liv.
De forskellige sager vil blive taget frem igen, når eller hvis han kommer helt til tops som statsminister. Han vil ikke starte som en politiker, der er slidt ned, hvilket de to meningsmålinger for nylig også viser. Men sagerne vil blive lagt oveni, når der dukker en ny møgsag op. Og det kan ikke undgås, hvis man er statsminister.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og