Filmskaberen Mahamat Saleh-Harouns dokumentar om diktatorens Hissein Habres forbrydelser mod menneskeheden i Tchad er en afdæmpet, stærk og eftertænksom film, der viser os sine vigtige billeder med sikker hånd. Saleh-Haroun zoomer ind på mennesket og skaber tilstedeværelse. Arrene på ofrenes rygge i starten af filmen er ikke metaforer. Om noget er det et metonym, et enkelt ar som eksempel på det kæmpe ar, regimet pådrog Tchad. Frederik Bojer Bové skriver fra CPH:DOX.
Denne film burde slet ikke findes, det burde ikke være nødvendigt. På mange måder minder den om The Act of Killing og The Look of Silence, Joshua Oppenheimers to film om det indonesiske folkemord. Forbrydelserne det afrikanske land Tchad under Hissein Habres morderiske regime i firserne var lige så umenneskelige. Men der er en afgørende forskel: Oppenheimers film skildrede et folkemord, der var blevet holdt skjult; filmene afslørede en virkelighed, hvor gerningsmænd, der stadig sad på magten, levede som en slags gangsterhelte.
Denne film burde slet ikke findes, det burde ikke være nødvendigt.
I Tchad er retfærdigheden sket fyldest: Diktatoren Hissein Habre blev stillet for retten i Senegal, og blev sidste forår dømt for forbrydelser mod menneskeheden. At der stadigvæk er så stort et behov for en film som denne, der helt enkelt viser regimets omkostninger for almindelige mennesker, siger alt for meget om, hvor lidt verden bekymrer sig om Afrika.
Mahamet Saleh-Haroun er Tchads største instruktør, hvis film A Screaming Man og Grigris har været i hovedkonkurrence i Cannes. Han opsummerer sit eget forhold til diktatoren i filmens start; hvordan han hørte om ham som teenager, da Habre var ansvarlig for en spektakulær gidseltagning af en fransk kvinde; hvordan han som teenager ikke kærede sig stort om Habres kampe mod regimet i ’78, og hvordan han blot fire år senere var nødt til at forlade sit hjemland og flytte til Frankrig. Det er i Frankrig, at Saleh-Haroun – som så mange andre instruktører fra det frankofone Vestafrika – er blevet uddannet og i dag finder produktionsstøtte til sine film.
Man kan lave den her type film på flere måder. The Emperors Naked Army Marches On, en film om japanske krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig, har for eksempel et håndholdt, rystet look, der dokumenterer en enkelt mands, Kenzo Okuzaki, arrige og desperate forsøg på at få soldater til at indrømme, at noget gik galt. Det er en undergrundsfilm, retfærdighed der kommer nedefra.
Til sammenligning har Hissein Habre, A Chadian Tragedy et glat og nøgternt look. Den følger især en enkelt mand, Clément Abaifouta, der overlevede fire års rædsler i fængslet. Abaifouta snakker med andre ofre, gennemgår rapporter, og i en enkelt scene foranlediger han en konfrontation mellem offer og gerningsmand. Han er rolig, fattet, men samtidig klarsynet om hvad der skete. Han er en autoritet, helt forskellig fra Kenzo Okuzak – eller Adi, den modige øjenlæge der konfronterer skyldige i The Look of Silence, for den sags skyld.
Abaifouta er også formand for en forening for regimets ofre. At der overhovedet findes en sådan komité fortæller noget, om hvor langt man er kommet i Tchad.
Habres forbrydelser blev begået af hans Direktorat for Dokumentation og Sikkerhed (DDS), et hemmeligt politi som regimet på ingen måde kunne fralægge sig ansvaret for, og som Vesten 100% må have været klar over eksisterede. Og alligevel støttede indtil 1990.
Habre er netop blevet idømt livstidsfængsel for forbrydelser mod menneskeheden. Så hvad skal vi overhovedet med denne film? For det første er det bare en god film. Men for det andet er det chokerende, hvor lidt vi vesterlændinge ved om det, som er sket. Især fordi vi selv var med til at lade det ske. Tchad ligger lige syd for Libyen, og som filmen påpeger, så var den vestlige strategi først og fremmest koncentreret om at modarbejde Moammar Gaddafi, og Habres regime blev derfor holdt oppe med støtte fra især USA og Frankrig. Og det er ikke som i Indonesien, hvor en kompleks politisk situation eskalerede, til ukontrollerbare militser begik hæmningsløst folkemord.
Habres forbrydelser blev begået af hans Direktorat for Dokumentation og Sikkerhed (DDS), et hemmeligt politi som regimet på ingen måde kunne fralægge sig ansvaret for, og som Vesten 100% må have været klar over eksisterede. Og alligevel støttede indtil 1990.
Depardon versus Saleh-Haroun
Pudsigt nok er der en anden dokumentarist på årets CPH:DOX, som også har haft en del med Tchad at gøre.
Franske Raymond Depardon var manden, der i høj grad gjorde Habre berømt med sin serie Rebels of Tchad i halvfjerdserne. Depardons spillefilm om kidnapningen, Captive of the Desert, spillede også i hovedkonkurrence i Cannes i 1990, blot et halvt år før regimet faldt. Men den dygtige instruktør – som jeg er ret stor fan af – lader ikke til at have haft det store at sige om afrikansk politik; han var snarere interesseret i ørkenen, i sandfladen, og i de bevægelser og klip, han som filmmager kunne lave i det. Kunst, med andre ord. Kunst som bevægelser, cirkler, udsnit.
Jeg holder meget af ham, men hos Depardon har man lidt en fornemmelse af, at han ser Afrika som en slags hvidt lærred. Som mange andre europæiske instruktører der laver film i Afrika og andre tredjeverdenslande, heriblandt f.eks. Werner Herzog, har gjort det før ham.
Men fortællingerne om ‘Afrika’ er naturligvis alt andet end enkle. Kontinentet er fyldt af komplekser og paradokser i grænser, konflikter – og vigtigst af alt, i mennesker.
Kun Mahamat Saleh-Haroun zoomer ind på mennesket og skaber tilstedeværelse.
Kun Mahamat Saleh-Haroun zoomer ind på mennesket og skaber tilstedeværelse. Arrene på ofrenes rygge i starten af filmen er ikke metaforer. Om noget er det et metonym, et enkelt ar som eksempel på det kæmpe ar, regimet pådrog Tchad. Ting har konsekvenser. Vestlig politik har konsekvenser. Dem må vi sørge for at se på en gang imellem, for hvis ikke vi gør det, så kan vi stensikkert alle sammen komme til at forårsage flere.
Hissein Habre blev kaldt ‘Afrikas Pinochet’. På samme måde er filmen om ham lidt Tchads The Look of Silence. Det er ikke noget nyskabende mesterværk. Men det er en afdæmpet, stærk og eftertænksom film, der viser os sine vigtige billeder med sikker hånd.
Instruktør: Mahamet-Saleh Haroun
Originaltitel: Hissène Habré, une tragédie tchadienne
Land: France, Chad
År: 2017
Spilletid: 82 min
Vises næste gang i Nordisk Film Palads tirsdag. 21.03 kl. 12.00.
Hovedfoto: CPH:DOX
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
