KONCERT // ANMELDELSE – På ugens Torsdagskoncert fik vi Max Bruchs dobbeltkoncert for bratsch og klarinet som optakt til to orkestrale sværvægtere af henholdsvis Rakhmaninov og Richard Strauss, der på hver sin vis førte os tæt på og helt ind i dødsriget, skriver Knud Arne Jürgensen.
Torsdagskoncert 19.3.2026 i DR-Koncerthuset (gentages 21.3. og genudsendes i P2 Koncerten 22.3. kl. 12.15)Dirigent: Stanislav Kochanovsky
Solister: Johnny Teyssier (klarinet) og Michael Grolid (bratsch)
DR Symfoniorkestret
Max Bruchs Violinkoncert nr. 1 fra 1866-67, som vi oplevede på årets første Torsdagskoncert tilbage i januar, hører hjemme blandt kernerepertoiret af fuldmodent romantisk violinvirtuoseri. I dens skygge står Bruchs dobbeltkoncert for klarinet og bratsch fra 1911, der, uanset at den er komponeret næsten et halvt århundrede senere, ikke er mindre virtuos i sin flydende lethed og tekniske virtuositet.
Dobbeltkoncerten har i modsætning til violinkoncerten dog et langt mere ensemblepræg i form af sin elskværdige musikalske samdans mellem de to solister på henholdsvis bratsch og klarinet. Holdt i en lyrisk svensk folketone, hvor Bruch blandt andet gør brug af brudstykker fra folkevisen ”Ack, Värmeland du sköna”, bliver vi her nærmest vidner til en fortløbende spillemandsleg, der fastholdes gennem alle koncertens tre satser i denne lidt særegne instrumentale spillemandskonstellation.
Med de to musikere hentet fra orkesterets egne rækker blev værket således både kollegialt og indfølt fremført af solisterne
Koncerten får dermed mere karakter af et divertimento end en egentlig dobbeltkoncert, hvor den musikalsk kontrasterende dialog mellem de to solister måske fremstår mindre prægnant, mens samspillet og klangen mellem bratschen og klarinetten mere slynger sig ind og ud af hinandens passagespil. Med de to musikere hentet fra orkesterets egne rækker blev værket således både kollegialt og indfølt fremført af solisterne, der blev tæt anført af aftenens russiskfødte dirigent Stanislav Kochanovsky.
Dødens ø
I programmets andet og alt andet end diverterende indslag fulgte Kochanovsky op med Sergej Rakhmaninovs store symfoniske digt fra 1909 med den dystre titel Dødens ø. Her lægger komponisten ud med et nærmest Mussorgsky-agtigt tema, som om vi var ankommet direkte fra denne komponists berømte orkesterværk Udstillingsbilleder fra 1874, som han hentede inspiration til direkte fra en maleriudstilling.
Også Rakhmaninovs symfoniske digt blev skabt under indtryk af et kunstværk, nu i form af den schweiziske symbolistiske maler Arnold Böcklins uhyggelige skildring fra 1880 af en klippeø, hvortil de afdøde sejles ud for aldrig mere at vende tilbage. I sin symfoniske skildring af dette maleri folder Rakhmaninov musikken ud med sin egen brede klanglige vægtfylde, hvor det er de store instrumentale penselstrøg og den fuldtonede orkestrale farvepalet, der bærer værket oppe, og hvor samtlige orkestergrupper kommer i voldsomt spil med og mod hinanden.
Som et sidste manende budskab om, at netop her hører alting op, dør tonerne til slut roligt ud i en stille, nærmest hviskende violinsolo
Uhyggen forstærkes yderligere i værkets afsluttende del gennem komponistens brug af det katolske dommedagsmotiv ”Dies irae”, der infiltrerer og lægger sig neden under musikken gennem lange stræk og markerer sig som den uundgåelige konklusion på tonedigtets samlede fortælling om dødsforløbet.
Som et sidste manende budskab om, at netop her hører alting op, dør tonerne til slut roligt ud i en stille, nærmest hviskende violinsolo.
Maskulint og mægtigt anførte Kochanovsky det fulde symfoniorkester i dette værks mange voldsomme udladninger, hvor alle overgange holdt noderne tæt sammenbundne i de evige toneforløb mod livets endeligt.
Den døende kunstners apoteotiske himmelfart
Efter pausen var vi nok engang vidner til en musikalsk skildring af livets afslutning, nu med Richard Strauss’ mægtige, halvtimeslange Tod und Verklärung fra 1888-89. Her skildres et samlet livsforløb set af en kunstner, som genoplever sin personlige livsrejse, inden han afsjæles. Som sådan bringer værket konceptuelt mindelser om Hector Berlioz’ Symphonie fantastique fra 1830, der ligeledes skildrer en kunstners hele eksistens.
Både Berlioz og Strauss var formidable orkestratorer, og begge stod de ikke just som dødens kandidater, da de hver især skrev deres symfoniske digtninger. Så man kan måske umiddelbart få det indtryk, at de begge mere har villet udforske det store symfoniorkesters instrumentale muligheder end de narrative elementer om et ungt menneskes livsforløb hen imod dødsøjeblikket, som de ellers begge erklærer er deres hovedintention.
Virtuost er begge værker da også instrumenteret, og især Strauss synes ligefrem at kunne vende orkesterlyden på vrangen. I flere overgange lader han således samtlige blæsere og strygere spille hen over og under hinanden som en slags positiv-negativt billede, der er i en konstant vekslende fremkaldelsesproces ligesom i et fotografisk mørkekammer.
Dyster og mørklødet er Strauss’ Tod und Verklärung da også, og dette høres især gennem messingblæsernes mange koral- og hymneagtige, sakrale passager, der har karakter af ustoppelige fanfarer, som alle ledsager den døende kunstner på dennes apoteotiske himmelfart.
Flot og rutineret blev værket ført til ende af Kochanovsky, som gennem sine klare og meget karakteristiske favnende armbevægelser dimensionerer såvel klangen som udtryksdynamikken. Hans direktion blev da også helt og fuldt honoreret af orkestret frem til de allersidste passager.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og