KONCERT // ANMELDELSE – Bedřich Smetanas næsten halvanden time lange suite af symfoniske digte i en spændstig, men også jordnær udførelse under en dirigent, der til fulde havde musikken i både krop og sjæl.
En af sæsonens sidste torsdagskoncerter var ganske særlig ved kun at have ét værk på programmet, og som naturligt blev spillet ud i ét uden nogen indlagt pause til benstræk etc.
Bedřich Smetanas næsten halvanden time lange symfoniske digt Má vlast (Mit fædreland) fra 1882 er, på trods af dets store popularitet takket være signatursatsen Moldau, ikke et værk, man ellers så ofte har mulighed for at høre live i hele sin udstrækning. Så det var velkomment for en gangs skyld ikke blot at opleve værket i sin fulde sammenhæng, men også at kunne koncentrere sig om netop det alene.
Ofte skal man være mere end blot omstillingsparat, når man sættes overfor vildt sammensatte programpunkter, der fører tilhøreren gennem ikke så lidt mindre vilde kontrasterende værker.
I aftenens koncert var vi således i Bøhmen – og kun dér – hele aftenen. Det gav anledning til adskillige tanker om netop det tonesprog, som Smetana her lægger blot som den ambassadør for musikalsk udtryk, der ifølge hans personlige sind og sjæl var karakterskabende og særligt for hans egen hjemegn i Centraleuropa.
Men først og fremmest er værket af en sådan art, at det måske mere bringer erindringer frem om en helt anden komponist fra en ganske anden del af Europa. I lange stræk bevæger Má vlast sig således ind på områder, der ret så tydeligt bringer mindelser om russeren Modest Musorgskij og dennes berømte orkestersuite komponeret kun otte år tidligere, Udstillingsbilleder fra 1874.
Man fristes derfor til at få den tanke, at Smetana – med eksempelvis satserne om slottet i Prag, amazonernes krigskamp og ikke mindst den store finalesats Blaník – bevidst har kigget Musorgskij over skulderen. Det fornemmes i hvert fald sådan, ikke mindst i de store og tungt instrumenterede tutti-steder, hvor russeren nok har leveret mere end blot umiddelbar inspiration til sin tjekkiske kollega.
Når dette er sagt, så står Smetanas orkestersatser dog tilbage med deres eget lyriske og majestætiske tonesprog – i såvel Moldau-skildringen som i naturskildringerne af Bøhmens marker og skove.
Stærke understrømme er der unægtelig i denne musik, hvilke man næsten ikke finder mage til andre steder i orkesterlitteraturen
Hvad der måske især fænger ved denne musik, er Smetanas rent ud mesterlige greb om de forskellige instrumentgrupper og deres indbyrdes underlægning af hinanden. Især hans brug af bratschgruppen er ramt helt i plet. Her forløser han med sin underliggende, simrende og skælvende hvisken et musikalsk fundament i form af unisone triller spillet pianissimo, ligesom han også i flere solostemmeindsatser løfter skildringerne op i et næsten metafysisk plan.
Det sker gentagne gange hos især soloklarinetstemmen, som i aftenens koncert blev mesterligt formet og fraseret af August Finkas, der tilsyneladende er blevet kaldt ind til Radiosymfonikerne og her tydeligvis befandt sig yderst vel, efter hans spil at dømme.
Disse fine lyriske afsnit afbrydes pludselig af forrygende steppebrande, hvor temperaturen ikke blot stiger pludseligt og voldsomt hos alle instrumentgrupper, men ligefrem sætter ind med åben bål og brand i musikken, der efterlader alle musikerne med sveddråber på panden.
Det både ryger, fyger og slår gnister i disse voldsomme passager, ligesom det også gør i Musorgskijs musik – men i Smetanas partitur kommer det hver gang som en næsten pludselig indskydelse og til stor overraskelse for tilhøreren.
Musikken i Má vlast er med andre ord både tætkomponeret, undertiden nærmest bastant, men altid yderst effektfuld. Om Moldau-satsen så er udtryk for en særlig bøhmisk tone eller ej, kan man vedblive med at diskutere, men stærke understrømme er der unægtelig i denne musik, hvilke man næsten ikke finder mage til andre steder i orkesterlitteraturen.
Smetana, der var tilknyttet Göteborg-symfonikerne fra 1856–61 – altså længe inden han komponerede Má vlast – lod sig derfor allerede da tydeligvis inspirere også af svensk folketone. Men det gør nu ikke noget, for musikken flyder lige vel i Bøhmen som i Värmland.
Og musikken – den flød i særlig grad ubesværet under aftenens koncert takket være dirigenten, tjekkiske Petr Popelka, som havde partituret ligefuldt i sin krop som i sin sjæl.
Som anfører er han samtidig bundsolid i sin direktion og klare tydeliggørelse af de talrige spændinger, der ligger indbygget i landsmandens store symfoniske fædrelandskærlighedserklæring.
Man blev i denne dirigents og komponists selskab for en aften tjekkisk helt ind i både sind og sjæl.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og