Topdirektøren blev rockmusiker: Gotta get out of here before I go insane

af i Karriere/Musik/POV Business

POV BUSINESS // PORTRÆT – Igennem mere end 25 år handlede Ole Chrintz’ professionelle liv om at sælge lykkepiller. Men selv fandt han først lykken for alvor, da han som 57-årig kvittede sit topjob i medicinalvirksomheden Lundbeck for at koncentrere sig om musikken. “Mit arbejde var blevet more of the same. Til sidst var det et overstået kapitel. Og så havde jeg jo alt den her musik stående oven i hovedet – og det stod så stærkt, at jeg tænkte, at nu er det dét,” forklarer han. Den tidligere topdirektør er pladeaktuel med et nyt album, Heartbeat under navnet OCZ.

Der er en scene i den populære, sejlivede Showtime tv-serie Billions, der i Skandinavien kan ses på HBO Nordic, hvor den ene af seriens to hovedpersoner, hedgefund-spekulanten Bobby Axelrod, er i knibe.

Egentlig har han inviteret tre venner med backstage til en Metallica-koncert. Bare fordi han kan, og fordi han er fan.

Mon ikke mange top executives kan identificere sig med Axelrods konflikt – arbejde kontra frihed

Men der er rod i Axelrods forretninger. Det bemærker hans åbenbart gode ven, Metallica-guitaristen James Hetfield og spørger, om der er noget galt.

“Yeah, it’s just bullshit,” siger Axelrod.

“I came out here to unplug, but I can’t. You know, really unplug. Do you mind me saying, I’d really like to get to a point, where I just fly, really feel free.”

“Yeah, I hear you. You should, man, you should,” svarer Hetfield.

“How do you do it, man?” spørger Axelrod.

”I play, man. I play,” svarer Hetfield.

Mon ikke mange top executives kan identificere sig med Axelrods konflikt – arbejde kontra frihed.

Ole Chrintz kunne. Trods stor succes var han kørt fast i sit arbejde i Lundbeck-koncernen. Og han valgte at gøre som Hetfield; spille, spille, spille.

Nu er han aktuel med sit første pop/rockalbum Heartbeat.

100 rejsedage om året i jakkesæt

Chrintz forlod Lundbeck som 57-årig efter at have bidraget til at løfte medicinkoncernen fra en omsætning på under en mia. kr. om året i 80’erne til ca. 16 mia., da han stoppede i 2016.

Men modsat mange andre selvpensionerede erhvervsmænd kom hans nye dagligdag ikke til at bestå af golf, bestyrelsesposter, rejser og andet til faget hørende.

Oprindelig blev Ole Chrintz ansat i Lundbeck i 1989 efter et par år i Industrirådet (det senere Dansk Industri), som han forlod, da yderligere avancement ville indebære fremførelse af Rådets politiske holdninger.

Det handler om i en alder af 57 at tage det tilsyneladende enorme spring fra en magtfuld erhvervsposition og langt over 100 rejsedage om året i jakkesæt til følelsesdrevet rock’n’roll

”Jeg ville ikke risikere at være nødt til at komme med politiske udtalelser, som jeg ikke nødvendigvis ville være enig i,” siger han til POV International med et lille grin.

Jeg møder Chrintz i hans hjemmestudie i en villa i Valby tæt på Valby Langgade.

Det handler om i en alder af 57 at tage det tilsyneladende enorme spring fra en magtfuld erhvervsposition og langt over 100 rejsedage om året i jakkesæt til følelsesdrevet rock’n’roll. Men først en tur omkring Canada, Brasilien og resten af verden.

Da Chrintz blev ansat i Lundbeck havde koncernen netop fået udviklet antidepressivummet Cipramil. Den daværende direktør Erik Sprunk-Jansen så internationale muligheder i medicinen, der hurtigt fik det populære tilnavn lykkepiller. Og det blev Chrintz’ opgave at åbne en flanke i Canada.

”Jeg ville gerne til Canada, hvor jeg havde været udvekslingsstudent. Jeg var gift med en canadisk kvinde, som jeg godt nok senere blev skilt fra, men det var stadig en god tid,” siger Chrintz, der rejste til Canada med en udviklingsplan i håndbagagen.

”Jeg åbnede et salgsdatterselskab derovre. Det var sjovt og spændende. Det gik rigtig godt. Jeg var meget glad for at bo i Montreal. Det er en skøn by.”

Et sted mellem utallige lufthavne, livsomvæltninger, flytninger, fire børn og to ekskoner på hvert sit kontinent voksede der noget i den succesfulde erhvervsmand, der ikke rigtig lod sig mætte af synet af den opadgående omsætningskurve

Lundbeck udvidede i Latinamerika.

På det tidspunkt var Ole Chrintz blevet gift med en brasilianer, og samtidig var Brasilien blevet det største marked i Latinamerika. Så det faldt naturligt at søge dertil samtidig med, at Chrintz stadig sad med det overordnede ansvar for Canada.

Men samtidig med, at han rykkede sydpå og fik to børn sammen med den brasilianske kvinde, efterlod han sig to børn i Canada, som han stadig gerne ville se så meget som muligt.

”Skilsmisser er sjældent lykkelige,” som han siger.

Efter nogle år i Brasilien rykkede Chrintz tilbage til Danmark til en stilling som koncerndirektør på øverste ledelsesniveau.

”Jeg var i corporate management group med ansvar for efterhånden større og større områder. Til sidst havde jeg ansvar for hele verden – bortset fra USA, hvor vi havde licensaftaler. Jeg rejste i Kina, Japan, Europa, Latinamerika, overalt. Jeg var nogle gange hjemme måske en dag – og så videre.”

Summen af et liv

Et sted mellem utallige lufthavne, livsomvæltninger, flytninger, fire børn og to ekskoner på hvert sit kontinent voksede der noget i den succesfulde erhvervsmand, der ikke rigtig lod sig mætte af synet af den opadgående omsætningskurve.

En følelse af isolation. Som han synger i en af sangene på Heartbeat, der helt tydeligt handler om den livsfase, som førte frem til beslutningen om at lægge livet totalt om:

”Sangen Bloody Mainstream handler om et opgør med et job af den type, jeg havde. Det er lidt en frustrationssang.”

Man skal finde sin identitet og gå imod mainstream, hvor man skal indpasse sig i en større sammenhæng som for eksempel en virksomhed

“Det handler om at finde sin identitet og gå imod mainstream, hvor man skal indpasse sig i en større sammenhæng som for eksempel en virksomhed. Hvor man skal være aligned,” siger Ole Chrintz og fortsætter:

”Den er skrevet lige efter, jeg stoppede. Ja, det er en slags opgør:

I’m so fucking tired of being alone in a crowd of people and nowhere to go. Time passes by, I’m so ashamed gotta check out before I go insane. Helt overordnet: Hvem er jeg i det her spil? Det havde jeg lyst til at sætte nogle ord på efter alle de år,” siger Chrintz.

Teksterne på hans plade er summen af livserfaringer, op- og nedture. Det er melankoli, forelskelse, skilsmisser, depressioner, frustrationer.

”Jeg husker først og fremmest de mange sjove mennesker, jeg har mødt. Det var opløftende. Jeg har haft utrolig mange interessante samtaler med så mange mennesker fra hele verden.”

“Det har været en kæmpestor livsoplevelse. Min sangskrivning er helt klart også inspireret af disse oplevelser og de forskellige kulturer,” siger Ole Chrintz.

”Jeg har en sang, der handler om skilsmisse. Også om mine egne skilsmisser – om børn der bliver klemt. Problemer med at se sine børn. Dårlig samvittighed. Men uanset at det er mine erfaringer, trækker jeg også på min fantasi.”

Fra businessman til følsom, kreativ kunstner

Selvom Chrintz havde travlt – meget travlt – glemte han aldrig musikken. Der var ikke så meget tid til guitaren, som han ellers var begyndt at spille på som teenager. Til gengæld var der musik omkring ham. Han ejede med egne ord “en mia. cd’er”. Gik til koncerter.

Et rødt træhus – en stuga – i Småland i Sverige spiller en vigtig rolle i historien om transformationen fra businessman til følsom, kreativ kunstner.

Huset var Ole Chrintz’ og hans nye kæreste Mettes refugium:

”Nogle gange ringede jeg til Mette på vej hjem til København og sagde, ’for helvede, hent mig i lufthavnen. Jeg skal bare op til stugan’. Bare det at vågne om morgenen og mærke total ro omkring sig. Al den svenske friske luft,” siger Ole Chrintz.

“Jeg har ikke lavet de store analyser af musikkens potentiale. I første omgang handlede det om at være klar til at indspille med alle de professionelle musikere. Der var sgu sved på panden”

Efter hans stop for tre år siden har han og en lokal tømrer indrettet et musikrum i stugans oprindelige aftægtshus, hvor han arbejdede med sine sange, mens han i øvrigt bare nød sit selvvalgte ’otium’.

Ambitionen var egentlig bare at indspille musikken til venner og bekendte. Men folk omkring begyndte at presse på. Kæresten Mette forærede ham nogle sangtimer hos en sanglærer, Anna Kruse, i gave. Hun blev igangsætter og inspirator og kunne se et potentiale i hans sange.

”Hun har først og fremmest givet mig selvtillid. ‘Kan jeg overhovedet synge ordentligt?’, spurgte jeg mig selv.”

Chrintz kom i kontakt med en karrierekonsulent i Dansk Musiker Forbund, som også skubbede på.

Det endte med, at samme forbunds pladeselskab hjalp ham med at udgive albummet Heartbeat, som han og en flok professionelle musikere har indspillet i studiet Village Recording i Vanløse.

Som tidligere erhvervsmand var du vant til at opstille scenarier og kalkuler over det forventede salg. Har du også gjort det med hensyn til din musik?

”Det er fuldstændig det samme, som når man vil udgive musik. Hvor bredt kan denne her medicin mon nå ud? Hvor bredt vil musikken kunne nå ud? Jeg har dog ikke lavet de store analyser af musikkens potentiale. I første omgang handlede det om at være klar til at indspille med alle de professionelle musikere. Der var sgu sved på panden,” siger Ole Chrintz.

Musikere er meget kærlige mennesker. Meget vedkommende mennesker. Den facade, man møder i businesslivet, har jeg ikke mødt

– Hvad har vist sig som den største forskel mellem dit gamle job og dit nye liv?

”Musikere er meget kærlige mennesker. Meget vedkommende mennesker. Den facade, man møder i businesslivet, har jeg ikke mødt. Det er mere dig som person, end den, du er, eller det, du repræsenterer, der interesserer de andre. Som erhvervsmand bliver man set på som den, man er i virksomheden.”

Alderen underordnet

Ole Chrintz har fået at vide af nogle professionelle, at hans rock- og popbaserede musik nok mest henvender sig til plus 35-årige. Det har han det helt fint med.

”Jeg kan læse ud af mine Spotify-streams, at mit aldersgennemsnit er 49-50. Livet stopper jo ikke, fordi man er blevet 60. Jeg har energi nok.”

“Vi bliver flere og flere. Vi har økonomisk styrke. Køber en masse tøj. Rejser. Jeg har ikke noget som helst imod at henvende mig til min egen aldersgruppe. Men derfra til at komme bredt ud. Det skal jeg til at arbejde med nu. Hvis jeg nu havde været kunstmaler. Der er det tilsyneladende nærmest en fordel at være over 60,” siger Chrintz.

Jeg kan læse ud af mine Spotify-streams, at mit aldersgennemsnit er 49-50. Livet stopper jo ikke, fordi man er blevet 60. Jeg har energi nok

”Relationer mellem mennesker er relationer uanset alder. Det er vigtigt, at mennesket er et socialt væsen. Der er ingen, der har godt af at sidde mutters alene.”

“De behov forandrer sig ikke, selvom man bliver ældre. Jeg skriver meget om relationer, ligesom helt unge skriver om relationer. Relationer er mange ting, også kærlighed. Kærlighed findes faktisk også hos os på 60”, siger han og uddyber:

“Men relationer kan jo også være at tænke tilbage til de ting, man har oplevet gennem livet. Jeg synes, man skal passe på med at ‘disse’ erfaring.”

– Er der noget, du savner ved dit gamle liv?

”De gode kolleger, som jeg heldigvis havde mange af. At grine med dem. De mennesker, hvor man bare behøver at ses – og så griner man igen. Der er mange gode minder. Ikke arbejdet. Det er et overstået kapitel nu.”

– Sidste spørgsmål: Har du solgt alle dine jakkesæt?

”Jeg har ét tilbage. Man ved ikke, om man får brug for det. Jeg ved godt nok ikke, om jeg kan passe det mere. Resten har jeg foræret væk,” siger Ole Chrintz. Med et bredt grin.


Topillustration: OCZ Music

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Karriere