KONCERT // ANMELDELSE – Den canadiske mesterpianist Jan Lisiecki gav med Chopins 1. klaverkoncert, hvad man nærmest må betegne som en signaturkoncert for hans egen musikalitet. Forløst med mageløs koncentration, forbilledlig spilleteknik og en sjælden musikalsk indsigtsdynamik.
Indrammet af Claude Debussys symfoniske digt En Fauns Eftermiddag fra 1894 og Tjajkovskijs 4. symfoni fra 1878 vendte den internationalt vidt berejste pianist Jan Lisiecki i torsdags tilbage til Tivoli, hvor han sidste sæson gav en solokoncert med præludier samlet fra mange tider og steder. Hovedfokus var dengang på Chopins store cyklus af 24 præludier, som i hans mesterlige fortolkning stadig klinger i mine ører som et velbevaret minde.
Ikke mindre mesterligt var hans greb torsdag aften om samme komponists 1. klaverkoncert i e-mol fra 1830, hvor vi måske kommer endnu tættere på denne musikers sande naturel end i de mange korte og stærkt kondenserede præludier.
Netop denne klaverkoncert har fulgt ham nærmest som hans debutkoncert, hvor han som kun 15-årig pludselig fik lagt verden åben for sine klaverhænder. Og den vil utvivlsomt følge ham mange år endnu på hans videre færd, for hvilken personlig udvikling og nærmest uudgrundelige fortolkningsmuligheder rummer dette værk ikke, når det lægges i hænderne på en så klar, distinkt og samtidig indfølende pianist som netop ham.
Lisiecki er den rene musiks mand, og hans tilgang til noderne sat over for klaviaturet er usædvanlig af mange grunde. I hver eneste indsats, store som små, langsomme som lynhurtige, placerer han altid hænderne let på tangenterne umiddelbart før anslaget – ligesom for at få etableret selve kontakten til instrumentet.
Musikken bliver simpelthen til i øjeblikket hos denne kunstner, og derved fødes den i selve anslaget, ikke som en forud konciperet tilgang, men som en umiddelbar skabelse
Det sker også i de mest heftige anslag og giver ham en frihed og streng økonomisering på én og samme tid, hvilket forplanter sig til hans tonedannelse, som aldrig bliver anmassende eller udpræget pianistisk forceret. Musikken bliver simpelthen til i øjeblikket hos denne kunstner, og derved fødes den i selve anslaget, ikke som en forud konciperet tilgang, men som en umiddelbar skabelse.
Hans triller har altid et klart endemål og hænger aldrig tilbage i luften som løst svævende og stillestående figurationer i de musikalske forløb. Og undervejs i hele koncerten lytter han nærmest mere til det ledsagende orkesterspil end til sit eget.
Dette forhold resulterede i en sjældent helstøbt forståelse af Chopins klaverkoncert, hvor det umiddelbart underordnede orkester reelt når til at blive en ligeværdig partner i den samlede musikalske fortolkning. Især gennem de mange smukke fagot- og klarinetindsatser fik orkestermusikerne og Lisiecki en grad af samspil ud af denne koncert, som man ellers kun sjældent hører tilsvarende. Dette tjener hans musikerfølsomhed til ære, ligesom også dirigenten Junping Qian gjorde sit til at holde hele lydbilledet samlet i et sikkert greb.
Når koncerten samtidig under Lisieckis hænder åbenbarer sig som et værk, der indeholder alt det, som Chopin stræbte mod i sine mange soloværker, ballader, etuder og fantasier, bliver oplevelsen kun yderligere forstærket.
Ja, sågar Beethovens Kejserkoncert synes at dukke op i horisonten flere steder. Og med Chopins udtalte brug af de mange talrige kromatiske skalaforløb bliver e-mol-koncerten samtidig et af de værker, der kommer helt rundt om instrumentet i såvel teknisk som musikalsk og klanglig forstand. Derfor et stort og umiddelbart chapeau for både værket og ikke mindst Lisieckis fintfølende forståelse og tilgang til det.
Noget mere bastant var dirigentens forståelse af det indledende sarte orkesterspil i Debussys symfoniske digt En Fauns Eftermiddag, ligesom også hans læsning af Tjajkovskijs 4. symfoni fik fyldt salen akustisk ud til selv de fjerneste afkroge. Det er begge værker, som har store og stærke billedskabende virkninger og blev spillet med både temperament og glød, men måske nok også med en lige vel skarpskåren tonedannelse og dynamik.
Det var her som om den mere indfølte lytten til eget spil, som Lisiecki så eminent stod for i Chopin-koncerten, nu var forladt, og orkestret derfor ikke nåede helt frem til de mange afvekslende klanglige virkninger, der reelt ligger indlejret i Debussys og Tjajkovskijs partiturer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og