Herbie Hancock

Herbie Hancock 80 år: Fra Hard Bop og Hip Hop til The Joni Letters

i Musik/Kultur af
MUSIK // FØDSELSDAG – I dag runder en af jazzens mest feterede musikere, Herbie Hancock, 80. Gennem en 60 år lang karriere har han kunnet skrive pianist, keyboardtroldmand, komponist, kapelmester, arrangør, producer, skuespiller og live DJ på sit visitkort. Selvom han har været uvant stille de sidste 10 år, ser karrieren ikke ud til at være helt færdig endnu. Hancock har prøvet kræfter med mange af jazzens mere specifikke undergenrer og skubbet markant til definitionen af klaverets rolle såvel harmonisk, solistisk og som del af rytmesektionen.

Derudover har han ofte med succes bevæget sig over mod jazzrock, fusion, soul, funk, disco, R&B og pop samt i diverse projekter hyldet og fortolket andre kunstneres materiale – Hancock håndterer det meste, og det samlede virke er så kolossalt, at det kun levner plads til et mindre udvalg af højde- og nedslagspunkter.

De mest kendte værker er såkaldte standards, som er blevet en del af jazzens dna fra 60’erne og fremefter.

Fra Blue Note-æraen bør den hard bop og soul jazz påvirkede Empyrean Isles (1964), der især er kendt for Cantaloupe Island, nævnes sammen med en af karrierens absolutte kronjuveler, nemlig Maiden Voyage fra 1965. Titelnummeret er en oase af kompositorisk skønhed og sublimt jazzhåndværk

Herbie Hancock stammer fra Chicago, og allerede fra barnsben viste han evner for klaverspil. Som 11-årig sad han ved flygelet ledsaget af The Chicago Symphony Orchestra for at spille første sats af Mozarts klaverkoncert nr. 26. Omkring 1960 fik Hancock mulighed for at turnere med trompetisten Donald Byrd og tenorsax giganten Coleman Hawkins.

To år senere førte det til en kontrakt med det prestigefyldte pladeselskab Blue Note, hvorpå han debuterede i eget navn med Takin Off (1962).

Takin Off blev Hancock bakket op af Freddie Hubbard (trompet) og selveste Dexter Gordon på tenorsax – hornmænd af højeste karat.

Den bluesfarvede Watermelon Man, der skaffede den 22-årige pianist et mindre hit, er stadig en af hans mest populære signaturnumre. Yderligere seks udgivelser af høj kvalitet blev det til for Blue Note, før han skrev kontrakt med Warner Bros i 1969.

Kvintetten, der rystede og revolutionerede jazzen

Fra Blue Note-æraen bør den hard bop og soul jazz påvirkede Empyrean Isles (1964), der især er kendt for Cantaloupe Island, nævnes sammen med en af karrierens absolutte kronjuveler, nemlig Maiden Voyage fra 1965.

Titelnummeret er en oase af kompositorisk skønhed og sublimt jazzhåndværk med Hubbard i en glansrolle lydhørt bakket op af den kun 19-årige trommeslager Tony Williams og den noget ældre bassist Ron Carter.

Op gennem 60’erne optrådte stadig helt unge Hancock som sideman for andre markante Blue Note-artister heriblandt Lee Morgan, Freddie Hubbard, Grant Green, Bobby Hutcherson og Hank Mobley. Intet syntes uoverkommeligt, for sideløbende med egen karriere og arbejdet som studiemusiker benyttede også Miles Davis sig af Hancocks store talent.

Davis, den moderne jazz‘ ukronede konge, gik efter det ypperste og kun det. Ud over Davis på trompet og Hancock bestod det musikalsk rammesprængende guldhold af tenorsaxofonisten Wayne Shorter plus Williams og Carter. Derefter var det 20. århundredes musik i almindelighed var ganske enkelt ikke længere den samme.

Efterfølgende kastede han sig over el-pianoet og el-bassen, senere tilsat el-guitar, orgel, og hvad der ellers dukkede frem på det hastigt ekspanderende keyboardmarked. Miles In The Sky og Filles de Kilimanjaro viste, at Hancock betjente de nye keyboards med samme snilde som et akustisk klaver

Kvintetten rystede og revolutionerede jazzen i sin grundvold. Davis’ mandskab eksperimenterede og opløste hidtidige konventioner for at samle stumperne påny. Fra august 1965 til februar 1969 nåede kvintetten at udsende seks plader. En eksplosion af koncentreret kreativitet, hvorefter Miles måtte videre – delvis med nye musikere – for at udforske uopdyrket land for fuld elektrisk skrue.

Jazzens forenede superkræfter dyrkede live og i studiet det, der måske bedst kan beskrives som kontrolleret kaos og virtuos vildskab baseret på intuitivt og instinktivt gehør for egen og andres rolle, når der blev skiftet tempo, taktart, intensitet og dynamik som med et knips med fingrene – ørene og håndelaget kom på overarbejde.

Især under koncerterne gik den hæsblæsende jagt ofte i et morderisk tempo uden at virke unødigt forceret. Alle bidrog improvisatorisk og leverede nyt materiale til pladerne. Kvintetten dyrkede hovedsageligt hard bop, post bop og modal jazz med små afstikkere til avantgarde- og freejazz uden helt at smide alle tøjlerne – der blev taget udgangspunkt i rytmiske og tonale strukturer, skalaer og melodiske temaer.

Albums som E.S.P, Miles Smiles, Sorcerer, Nefertiti, Miles In The Sky og Filles de Kilimanjaro bør stå i enhver moderne jazzkollektion sammen med bokssættet The Complete Live At The Plugged Nickel 1965. Nefertiti blev Davis sidste rene akustiske lp.

Efterfølgende kastede han sig over el-pianoet og el-bassen, senere tilsat el-guitar, orgel, og hvad der ellers dukkede frem på det hastigt ekspanderende keyboardmarked. Miles In The Sky og Filles de Kilimanjaro viste, at Hancock betjente de nye keyboards med samme snilde som et akustisk klaver.

Det nye grej ændrede hans solokarriere for altid.

Hos Hancock stod den til op i 80’erne på funk, fusion, R&B, disco og hip hop lejlighedsvis afbrudt af akustisk jazz – næsten som i de ‘gode gamle dage’

Miles Davis fortsatte ufortrødent i det højere decibeltal. Hancock hang delvist på og bidrog i 1969 til In A Silent Way og høres her og der på Jack Johnson samt On The Corner i 1971-72.

Miles gik linen ud med hektisk pulserende rock- og funkelementer, der distancerede sig klart fra egentlig jazz – hos Hancock stod den til op i 80’erne på funk, fusion, R&B, disco og hip hop lejlighedsvis afbrudt af akustisk jazz – næsten som i de ‘gode gamle dage’.

En Oscar statue

Når det gælder jazz-funk og fusion havde Hancock såvel kommercielt som kunstnerisk mest held med Head Hunters (1973), der ligeledes blev navnet på hans nye band. En funky, synkoperet og R&B inspireret cocktail med god plads til lange soloekskursioner af jazzet karakter, hvor nye legekammerater boltrede sig med et big beat, der kunne danses til.

Synthesizere var kommet for at blive, og Headhunters endte som et af de bedst sælgende jazzalbums nogensinde. Dernæst fulgte år med gentagende varianter over samme formel tilsat en dosis disco hist og pist. I starten af 80’erne måtte der prøves noget anderledes og mere radikalt.

I 1983 udkom Future Shock med aggressiv electro funk og instrumental hip hop velegnet til et ungt publikum, der flashede deres store ghettoblastere og evner til at snurre rundt på hovedet som del af tidens break dance-dille.

Pladens hit er Rockit med synthesizere, trommeprogrammeringer og DJ scratch en masse godt hjulpet på vej af Godley & Cremes MTV video med dansende robotter. Mere i den stil fulgte med samarbejdspartneren Bill Laswell, men soundtracket til Bernard Taverniers Round Midnight (1986) viste, at Hancock ikke havde glemt jazzen.

Efter en pause vendte Hancock tilbage i 1994 med en hyldest til nu afdøde Miles Davis. Holdet var identisk med kvintetten fra 60’erne tilføjet trompetisten Wallace Rooney

Hancock spiller selv med i filmen og vandt i 1987 en fuldt fortjent Oscar for Best Original Score. Efter en længere pause vendte Hancock tilbage i 1994 med en hyldest til nu afdøde Miles Davis. Holdet var identisk med kvintetten fra 60’erne tilføjet trompetisten Wallace Rooney.

90’erne bød tillige på det ganske vellykkede New Standards, hvor Hancock ledsaget af blandt andet Michael Brecker (sax), John Scofield (guitar), Dave Holland (bas) og Jack de Johnette bag trommerne fortolker materiale af navne som Peter Gabriel, Stevie Wonder, Prince, Beatles og Nirvana.

I 1998 udsendtes i anledning af George Gershwins 100 års dag Gershwin’s World (1998) med bidrag fra notabiliteter som Stevie Wonder, Joni Mitchell, Chick Corea og Wayne Shorter.

Det nye årtusindes strålende undtagelse

Hancock har udsendt få grænsende til direkte kedelige udgivelser i det nye årtusinde –  fraset en strålende undtagelse. Med bidrag fra Sting, Paul Simon, Annie Lennox, John Mayer og Santana ligner Possibilities fra 2005 en tillokkende udgivele, uden at det dog helt løftede sig af den grund.

Men et par sæsoner senere var der bid med River: The Joni Letters, som rangerer blandt de bedste udgivelser i Hancocks oeuvre. Joni Mitchell har klare rødder i jazzen og selv forsøgt sig i fusionsgenren.

Hendes sange er harmonisk stærke tilsat mindeværdige melodier. Det har Hancock forstået at få det optimale ud af i sine versioneringer og arrangementer. Otte ud af ti sange bærer Mitchells signatur.

Trods mindre vellykkede udgivelser som nævnte er Herbie Hancocks unikke position ikke kun i jazzverdenen stadig er intakt – oplistningen af diverse priser, nomineringer og udmærkelser taler et klart sprog i den exceptionelle pianists favør

River er en blanding af instrumental- og vokalnumre, og de indforskrevne sangere gør en god figur. Listen tæller ud over Mitchell selv, Tina Turner, Leonard Cohen, Corinne Bailey Rae og Norah Jones. River vandt som det andet jazzalbum nogensinde i februar 2008 en Grammy for årets bedste album og desuden nomineret i flere andre kategorier. Prince spiller ukrediteret guitar på et enkelt nummer. Derudover optræder jazzens A-kæde; Wayne Shorter, Vinnie Colaiuta (trommer), Dave Holland plus Mitchells eks-mand Larry Klein på bas.

The Imagine Project (2010) er pt den seneste udgivelse i rækken og lider trods et flot opbud af gæster af de samme skavanker som Possibilities: Lumsk kedeligt og for velpoleret. Her savnes 60’er repertoirets vovede satsninger.

Trods mindre vellykkede udgivelser som nævnte er Herbie Hancocks unikke position ikke kun i jazzverdenen stadig er intakt – oplistningen af diverse priser, nomineringer og udmærkelser taler et klart sprog i den exceptionelle pianists favør. Og lur mig om ikke den annoncerede 2020-21 turné fortsætter på den anden side af COVID-19 krisen, så længe helbredet holder til det.

Stort tillykke med de 80, Mr. Hancock.


LÆS MERE OM MUSIK OG KULTUR FRA THOMAS VILHELM HER.


Topillustration: Herbie Hancock – pressefoto.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Musik