POV TEMA // TINE BRYLD 80 ÅR – “I 36 år sad hun der som alle unges fortrolige og som den evigt lyttende, udspørgende, trøstende og afklapsende. Alt efter behov. I 36 år sad hun og sagde det vigtigste, der er at sige til nye generationer af teenagere: ”Du er god nok!” I dag ville Tine være fyldt 80 år, og jeg er fuldstændig sikker på, at havde hun levet, ville hun stadig være i fuld gang med at efterleve sit yndlingsbonmot: ‘Life isn’t about waiting for the storm to pass, it is about learning to dance in the rain’.” Gitte Løkkegaard, forfatteren bag Tine Brylds biografi, fortæller.
Hendes stemme er kaldende venlig. ”Hallooo, det er Tine.” Der er tavshed i den anden ende. Stemmen bliver blødere. ”Er det Signe?”.
Stadig tavshed i et par sekunder, så hører man en lille gennemsigtig stemme. ”Ja”.
”Hej Signe,” siger hun, og de ord findes ikke i sproget, som kan beskrive den omsorg, der bølger ud i telefonen, når hun spørger: ”Hvad har du på hjerte, min ven?”
Vi mangler Tine til at tale dunder imod en kultur, der undergraver mennesker og ødelægger sjæle: Dette – at vi kun er værd at elske, hvis vi er perfekte
Ovenstående er et uddrag fra biografien om Tine Bryld – fra nok det vigtigste kapitel i bogen og i Tines arbejdsliv: Hendes arbejde på radioprogrammet, Tværs.
For selvom hun gjorde en forskel i så mange sammenhænge – for så mange mennesker, så var det her, hun blev en grundtone, en stemme imellem os, en pol vores kompas kunne søge.
Vi mangler hende til at fortælle os, at vi er værd at elske selvom vi er uperfekte og fucker op og svigter og gør andre ondt. For det er det mennesker gør. Gitte Løkkegaard om Tine Bryld ved uddeling af #tinebryldprisen 2019 @trygfonden @GunvorWibroe pic.twitter.com/NrFdZPaycT
— Ole Mikkelsen (@Olemikkel) October 22, 2019
I 36 år sad Tine der, som alle unges fortrolige og som den evigt lyttende, udspørgende, trøstende og afklapsende. Alt efter behov. I 36 år sad hun og sagde det vigtigste, der er at sige til nye generationer af teenagere: ”Du er god nok!”
Ordet ”Perfekthedskultur” var, så vidt jeg ved, ikke opfundet, da Tine døde i 2011. Men det betyder ikke, at de/vi unge i 1970’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne ikke også sloges med netop det: At slå til, at være god nok, pæn nok, dygtig nok, succesfuld nok.
Men vi mangler hende nu. I denne tid, hvor det er blevet så udtalt, at vi skal være perfekte – hele tiden og på alle parametre.
Vi mangler hende til at tale dunder imod en kultur, der undergraver mennesker og ødelægger sjæle: Dette – at vi kun er værd at elske, hvis vi er perfekte.
Hvis ikke jeg var så ufuldendt og klodset i mit eget liv, så havde jeg nok ikke kunnet møde andre mennesker på den måde, jeg har gjort
Vi mangler hende til at fortælle os, at vi er elskværdige selvom vi ikke hører til blandt de smukkeste, de slankeste, de dygtigste og de mest succesfulde, men vi mangler hende også – og måske især – til at fortælle os, at vi også er værd at elske, selvom vi, med alle vores uformåenheder, kommer til at fucke up, til at svigte og til at gøre andre ondt.
Bogen om Tine Bryld kom til at hedde ”Et lettere kaotisk ridt”. Redaktøren synes ikke, det var en helt mundret titel, men jeg insisterede. Det var Tines egne ord – en gang i foråret 2009, hvor hun lå på en seng i en lejlighed i Spanien.
Vi var taget derned for at arbejde med bogen, og hun var i en slem forfatning. Natten før havde hun haft en seriøs omgang Roskildesyge, og to nætter forinden var hun faldet ud af sin smalle enmandsseng – måske fordi hun var vant til at sove i en meget større seng, måske fordi vi havde drukket lidt vel meget hvidvin aftenen forinden.
Hvorom alting er, havde hun et blå-lilla mærke på benet på størrelse med en gammel singlevinylplade, hendes mave var ikke helt faldet til ro, og hun mente ikke, hun var i stand til at blive interviewet.
Men jeg satte mikrofonen på natbordet ved siden af hende og sagde: ”Tal”, og så sad vi (eller jeg sad og hun lå) i det lille soveværelse i en skumringstime og snakkede, og det var i den samtale, vi kom ind på hendes egen fejlbarlighed.
Hun sukkede og sagde: ”Mit liv … det har minsandten været et lettere kaotisk ridt henover prærien.” Det var også her, hun sagde: “Hvis ikke jeg var så ufuldendt og klodset i mit eget liv, så havde jeg nok ikke kunnet møde andre mennesker på den måde, jeg har gjort.”
Og Tine mødte mennesker.
Der var altid en seng til en perifer bekendt eller kollega, når livet kom ud af kontrol. Det var der i hvert fald til mig, en gang jeg havde brug for det
Hun mødte de unge piger på mødrehjælpen, der var blevet gravide uden en mand og et ægteskab til at legalisere det.
Hun mødte de ældre, slidte og udmattede kvinder, der var gravide for syvende gang og som ikke magtede endnu et barn, hun mødte narkomanerne på Dagcenter for Misbrugere – i en tid, hvor man ikke vidste, hvor stor og altødelæggende en kraft stofferne er.
Hun mødte de udstødte og utilpassede på Christiania, de forvaringsdømte grønlændere med tidsubestemte straffe, og hun mødte dem ikke bare, der hvor de var, når hun var på arbejde.
Hendes dør på Uraniavej stod åben, og det blev den ved med, også efter at Sonny Boy havde stjålet deres stereoanlæg to gange, en nys løsladt og helt fremmed fyr, der lånte Tines stationcar til at flytte i men glemte at levere den tilbage, og det gjorde den, efter at politiet omringede huset, fordi Store Iben havde stjålet et barn i en barnevogn og taget det med hen på Uraniavej.
Og der var altid en seng til en perifer bekendt eller kollega, når livet kom ud af kontrol. Det var der i hvert fald til mig, en gang jeg havde brug for det.
Dengang kendte vi kun hinanden fra Tværs, men hun var alligevel den, jeg ringede til, og det var hende der sagde: ”Selvfølgelig lille skat, du kommer bare.” Det ved jeg, der er mange andre, der også har hørt, og alle vi, der kom til at kende hende rigtig godt, vil for evig og altid savne hendes ”Hej skat” i telefonen.
Hun sagde, at vi godt må fucke op, at vi må svigte og gøre andre ondt – eller det må vi selvfølgelig ikke, men vi gør det
I dag ville Tine være fyldt 80 år, og jeg er fuldstændig sikker på, at havde hun levet, ville hun stadig være i fuld gang med at efterleve sit yndlingsbonmot: Life isn’t about waiting for the storm to pass, it is about learning to dance in the rain.”
Hun ville stadig have danset i regnen, hun ville stadig ufortrødent have set og fortalt om sine egne uformåenheder og derfor med stor autoritet stadig være gået ud og sagt til en ny generation. ”Du er god nok.”
For præcis det er nok det vigtigste at sige om Tine. Hun kendte til menneskets grundvilkår.
Hun sagde det selv: ”Alt det gode, som vi så gerne vil gøre, og alt det onde vi kommer til at gøre i stedet”. Så det var hendes grundtone. Hun sagde, at vi godt må fucke op, at vi må svigte og gøre andre ondt – eller det må vi selvfølgelig ikke, men vi gør det.
For det er det, mennesker gør. Det vidste Tine, og derfor mødte hun alle med stor tolerance og largesse, og sagde, at vi er værd at elske, selvom vi nogle gange ikke opfører os ordentligt – i ordet egentlige forstand.
Derfor nåede hun ud til os alle og tog om vores hjerter. Os alle sammen: De tilsyneladende perfekte, de lasede, de pjaltede, de uformående, de udstødte, de højtråbende, de utilpassede og de uperfekte. Og hun fortalte os alle sammen – hver og en: “Du er god nok!”
Jeg kendte Tine Bryld i 24 år, men jeg fik kun fornøjelsen af at kende hende rigtigt i de år, hvor vi arbejdede med bogen, udgav den og derefter kørte rundt i Tines bil (hvis hun ikke lige havde lånt den ud til en ven eller fremmed, der havde brug for den) i hele Danmark og spiste franske hotdogs og fortalte om hendes liv og vores samarbejde.
I de år nåede hun at blive min ven.
Jeg savner også at kunne være en af dem, som hun ringede til, når livet og kærligheden var svær – når hun ringede op og sagde: ”Åh Gitte, jeg bliver vanvittig”. For Tines liv var stadig turbulent, selvom hun var en dame af alder
Og jeg savner hende. Jeg savner hende, hver gang, der sker noget nyt i mit liv, som jeg har lyst til at fortælle til netop hende. Jeg savner også at kunne være en af dem, som hun ringede til, når livet og kærligheden var svær – når hun ringede op og sagde: ”Åh Gitte, jeg bliver vanvittig”. For Tines liv var stadig turbulent, selvom hun var en dame af alder.
Men jeg mangler hende allermest – hele tiden og altid – til at forsikre mig om, at jeg ikke behøver at være perfekt, at jeg ikke behøver lade skammens grimme fjæs tårne sig op i surrealistisk overstørrelse, når jeg har gjort noget forkert – at jeg er god nok alligevel. Netop god nok – på trods – og alligevel.
Og så er det nu ikke helt sandt. Jo … kors, hvor ville jeg ønske, hun var på den her jord stadigvæk.
Men af alle stemmer, jeg har hørt i mit liv, er Tines den, der står allermest tydeligt. Jeg kan finde den i mit hoved – med alle tonefald – med alle nuancer.
Hun er hos mig, som hun er hos alle dem, hun elskede og hos alle dem, der fik et kærligt klap, en opsang, et anerkendende ”Hmm” og et skub til at gå videre – ud i livet, som dem de var, med det de kunne, og det de ikke magtede.
Tak Tine, hvor du end er, fordi du krydsede vores vej og gjorde livet lidt nemmere.
TINE BRYLD – BLÅ BOG
| Tine Bryld (1939 – 2011, socialrådgiver, forfatter).
Født 18.12.1939 på Frbg. Forældre: læge Erik Worm Begtrup (1888-1976) og husholdningslærer Bodil Musse Holm (1902-85). 10.11.1961 (b.v.) med professor Claus B. Ægteskabet opløst 1970. 25.7.1975 (b.v.) med arkitekt Arne Gaardmand. Børn: Esben (1965), Lea (1967), Iben (1977). Tine Bryld havde en tryg opvækst i det københavnske borgerskab, og slægten var forankret i både højskoleverdenen og kvindesagen. Da hun kom hjem, indledte hun det personlige, faglige og politiske engagement, der har præget hendes liv siden. I 1961 blev hun gift, og snart efter begyndte hun at læse til socialrådgiver. Efter at have taget eksamen i 1965 indledte hun sin karriere som engageret socialarbejder på det nu nedlagte Mødrehjælpen i København, hvor hendes ældre søster, Lena Vedel-Petersen, der ligeledes var socialrådgiver, tidligere havde arbejdet. I 1967 fik Tine Bryld et af de bijobs, der gennem årtier har medvirket til at give hende en bred berøringsflade, nemlig som redaktør af ugebladet Alt for damernes sociale brevkasse. Samme år blev hun ledende socialrådgiver i Dagcentret for Unge Stofmisbrugere på Nørrebro. Hun var med til at oprette De Unges Rådgivning og blev fra starten levende engageret i Christiania, det tidligere militære område på Christianshavn, der blev besat og udråbt til fristad i 1971. TB er formodentlig den person uden for Christiania, der har bidraget mest til fristadens overlevelse. Hun oprettede en rådgivning for beboerne, men det lykkedes hende samtidig også at vinde myndighedernes respekt. Fra 1972 var hun Socialministeriets konsulent i spørgsmål vedrørende Christiania, ligesom hun blev medlem af Forsvarsministeriets særlige styringsråd for fristadens lovliggørelse. I 1972 startede TB sit banebrydende radioprogram for unge Tværs – P4 i P1, der baserede sig på samtaler med unge for åben mikrofon. Her fortalte hun om rettigheder og pligter samt ydede rådgivning til unge med forskellige problemer. Privat levede hun fra 1975 sammen med sin anden ægtefælle Arne Gaardmand. Familien bestod snart på tids- og generationstypisk vis af både sammenbragte børn og et fælles barn og desuden i kraft af Tine Brylds særlige engagement også løbende af forskellige plejebørn. Hendes faglige interesse og ikke mindst hendes optagethed af unge og deres problemer blev udgangspunktet for en omfattende forfatter- og skribentvirksomhed. I 1976 udgav hun håndbogen på På kryds og tværs, der informerede om unges samfundsmæssige rettigheder og pligter og samtidig gav oplysning om rusmidler, sex, kønssygdomme m.v. Den fulgtes op af Hvem bestemmer?, 1981, der ligeledes gav kontant oplysning til unge om bl.a. en række konkrete juridiske og økonomiske forhold. I artikelsamlingen På trods, 1983, gjorde hun en slags status og konkluderede, at de unges situation og behov var ved at ændre sig i takt med samfundsudviklingen. Deres problemer var nu mindre kontante og mere relaterede til spørgsmål om identitet, følelser og familie. Tematikken var taget op i anden form i rapportbogen Stærk nok?, 1979, der i forlængelse af hendes kønspolitiske engagement især henvendte sig til piger med et budskab om personlig frigørelse og selvstændighed. Det skønlitterære forfatterskab blev sat i gang, da forlaget Gyldendal henvendte sig til Tine Bryld og opfordrede hende til at skrive en ungdomsroman. Det blev til den meget læste trilogi om pigen Liv, der kom i årene 1982-84. Bøgerne former sig som en bred samtids- og generationsskildring, der følger sin hovedperson fra opvæksten i en tryg kernefamilie over en kaotisk tid som rodløs studerende i bz-miljøet, til hun vinder fodfæste som en ung, fri kvinde. Serien fulgtes op af En rift i huden, 1986, der samtidig blev en selvstændig historie om pigen Mira og miljøet blandt unge autonome. I romanerne Hvid som sne, 1988, og Talkshow, 1990, gik Tine Bryld tæt på de tunge problemer og behandlede tabuemner som psykisk sygdom og selvmord. Med Nora, 1995, gav hun sit bud på en samtidsroman for 1990’ernes unge. Miljøet er skiftet, pigens hjem er veletableret og stabilt, men budskabet er, at det også kan være svært at have velmenende forældre at skulle leve op til og samtidig frigøre sig fra. Perspektivet er stadig den unges, men stoffet formodentlig denne gang også hentet fra TB’s egne erfaringer som forælder, og som andre af forfatterens senere romaner er den både ungdoms- og voksenlitteratur. Ikke en engel fra 1997 er skrevet over et længere rådgivningsforløb, der startede som en samtale i P4, men udviklede sig til en mere omfattende kontakt med brevveksling og personlige møder. Det er en stærk, dramadokumentarisk bog om et incestforhold, som trævles op gennem kontakten med Tine Bryld. Samtidig er bogen et radikalt eksperiment, der afsøger de både etiske og faglige grænser for Tine Brylds virksomhed: mellem privat, socialt og politisk engagement, og mellem hendes roller som socialrådgiver, mediearbejder og forfatter. Det samme kan siges om I den bedste mening, 1998, der på baggrund af interviews og sagsakter fortæller historien om en gruppe grønlænderbørn, der i 1950’erne blev tvangsforflyttet til Danmark. Begge bøger er nytolkninger af den dokumentariske tradition fra 1970’erne, der vedgår sig forfatterens subjektive vinkling af stoffet og forholder sig til de etiske dilemmaer heri. TB har også gjort sig gældende som børnebogsforfatter med bl.a. Bullers vækkeur, 1986, og har desuden i samarbejde med tegneren Pernille Kløvedal lavet en række illustrerede bøger om sociale og politiske problemstillinger for børn og unge, fx Smilende rygge, 1992, der er udgivet af FNs børneorganisation UNICEF. Ved siden af sin faglige karriere har TB tidligt fulgt sine socialpolitiske idéer op i forskelligt græsrodsarbejde. 1965-68 var hun medlem af bestyrelsen for Dansk Kvindesamfunds (DK) ungdomskreds, der bl.a. arrangerede abortrejser til Polen. Med dette og andre initiativer foregreb ungdomskredsen 1970’ernes rødstrømpebevægelse. I første omgang blev resultatet en sprængning af DK i 1968 og stiftelsen af Individ og Samfund, der fortsatte den radikale seksualpolitiske linie. Tine Bryld var medstifter af foreningen og medlem af bestyrelsen 1968-72. Senere engagerede hun sig i fredspolitisk arbejde, og hun var 1980-90 bestyrelsesmedlem i Fredsfonden. Med sit meget brede engagement og sin evne til at gå nye veje har Tine Bryld gjort sig gældende som en visionær reformator. ‘Hun har ikke mindst vundet respekt ved at etablere en dialog med unge på deres egne præmisser, men har spændt videre end de fleste og formået at vinde en enestående tillid i meget forskellige kredse, fra teenageren på gaden til ministerielle råd. For dette og for sit forfatterskab har hun modtaget en lang række legater og priser, bl.a. Justitsminister Steinckes Mindelegat 1975, LO’s Kulturpris og PH-Prisen 1980, Publicistprisen 1986 og Heinild-Prisen 1997. Kilde: Dansk kvindebiografisk leksikon om Tine Bryld, KVINFO. |
For læsning af Tine Brylds biografi med hendes egne ord kan man klikke her.
Teksten ovenfor er en redigeret udgave af en tale, Gitte Løkkegaard holdt ved overrækkelsen af Tine Bryld-prisen i november.
Topillustration: Fra omslaget af biografien Tine Bryld – Et lettere kaotisk ridt, Gyldendal.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
