BALLET // ANMELDELSE – The Great Gatsby som ambivalent balletforestilling, der med både hel- og halvhjertede indsatser søger at nærme sig romanforlægget, men aldrig når ind til ægte menneskeskildringer i hverken trin eller optrin.
Den store Gatsby handler om ungdommens vægelsind, uskyld og naivitet – og om at miste sit fodfæste. Med sin roman fra 1925 tog Scott Fitzgerald et hidtil uset opgør med de traditionelle samfundsværdier og den gamle verdens puritanisme, hvilket blev en litterær rettesnor for adskillige forfattere, som fortsatte i hans spor langt op i 1950’erne.
Værket er dermed stadig den første – og måske vigtigste – roman om den amerikanske psykes skrøbelighed med sin fiksering på den store drøm om rigdom og medfølgende livslykke.
Filmatiseringerne af denne berømte kærlighedsfortælling fra en tid, hvor jazzen spillede allerhøjest, har ikke altid fungeret lige godt. Atmosfæren og hele setuppet omkring den hovedrige smugler Gatsby og sydstatsskønheden Daisy er ofte druknet i udvendig staffage – og især fordi fortællingens egentlige budskab ikke beror på historiens ret banale intrige, men snarere på de sjælesorger, der udleves af de personer, som deltager i dramaet.
Opsætningen fremstår som en forenklet synopsis-ballet – på trods af, eller netop på grund af, sin overdådige produktion
Den Kongelige Ballets nyeste behandling og opsætning af romanstoffet i hænderne på den portugisiske koreograf Arthur Pita fungerer heller ikke optimalt. Forestillingen taber tidligt pusten med sine uendelige gentagelser og serielle forløb, hvorved historien bliver fortalt igen og igen.
Forlægget er ellers meget mere end blot en amerikansk romanklassiker. Det repræsenterer et sjældent sindbillede af hele den nationale psyke og besættelsen af den amerikanske drøm – og bliver dermed mere en mytisk fortælling end en elementær årsagsforklaring på den kærlighedsintrige, der ender med dødelig udgang. I Pitas balletversion når vi aldrig ind til dette.
Kærlighedshistorien i korte træk
Grundfortællingen er en kærlighedshistorie mellem den fattige Jimmy Gatz, der har arbejdet sig op til millionærstatus gennem spritsmugling og antaget navnet Jay Gatsby.
Han forelskede sig i sin ungdom i skønheden Daisy Fay, men under hans forlængede militærtjeneste gifter hun sig med den smarte og velhavende børsmægler Tom Buchanan. Dette giver Gatsby incitament til at opnå ligeværdig rigdom for derigennem at vinde hendes kærlighed tilbage med rigdommens magt og de overdådige fester, han afholder i sin pragtfulde Long Island-residens.
Takket være Nick Carraway, en af Daisys barndomsvenner, som tilfældigvis flytter ind i huset ved siden af Gatsby, lykkes det omsider at få parret genforenet.
Forestillingen rummer dog energiske indsatser, særligt fra Ryan Tomash i titelrollen og Caroline Baldwin som Daisy
Gatsby forestiller sig nu, at han kan viske fortiden ud og vinde Daisy tilbage. Men hans tvivlsomme fortid forsøger Daisys mand at bruge imod ham. Efter et opgør i New York kører Gatsby og Daisy i hans Rolls Royce tilbage til Long Island – med hende bag rattet. Undervejs påkører de en fodgænger, som viser sig at være Toms elskerinde. Den døde kvindes mand tror fejlagtigt, at Gatsby er den skyldige og skyder ham den følgende dag, mens han slapper af i sin swimmingpool.
Tom og Daisy søger tilflugt i deres enorme rigdom, mens Nick vender tilbage til Midtvesten – frastødt og desillusioneret over den menneskelige elendighed, han har været vidne til. Nick er således ikke blot romanens fortæller, men også dens moralske samvittighed.
Koreografisk behandling og manglende indlevelse
I Pitas koreografiske udformning svækkes disse indgående menneskeskildringer især af hans temmelig klichéfyldte trinsprog gennem forestillingens to timelange akter.
Trinmæssigt holdes vi fast i en udvasket José Limón-agtig modernisme fra 1960’erne, der konstant modstilles af stakåndede floorshow-sekvenser. De agerende når aldrig ind til ægte menneskeskildringer, men fastlåses i optrin med karikerede og tableauagtige tilsnit.
Forestillingen rummer dog energiske indsatser, særligt fra Ryan Tomash i titelrollen og Caroline Baldwin som Daisy – godt sekunderet af Andreas Kaas som Nick og Tobias Praetorius som en mystisk figur og selve djævlen i detaljen under en Mickey Mouse-maske.
Mange helhjertede – men også enkelte halvhjertede – præstationer optræder undervejs. Det hjælper dog ikke meget inden for de koreografiske rammer, der ikke formår at overskride det showprægede og ydre statuariske. Det indre emotionelle flow udebliver næsten konstant.
Den seksuelle ambivalens i alle personkonstellationer synes at være koreografens hovedgreb, men den forløses aldrig for alvor og frigør ikke rollernes individualitet.
Fitzgeralds roman tilbyder ellers krystalklare persontegninger – måske egner romanen sig ganske enkelt ikke til at blive transformeret til dans? Selv i anden akts store kærligheds–pas de deux mellem hovedpersonerne forbliver følelserne postulerede frem for kropsligt udlevede.
Et danseteater uden forløsning
Totalindtrykket bliver en danseteaterforestilling, der fastholdes i den brølende 20’er-tidsånd og udleves i en periodemæssig spændetrøje. Med sine serielle optrin og uforløste fortællinger når den aldrig ind til at forklare personernes sjæleliv og bevæggrunde.
Summa summarum: En balletforestilling med et noget rodet optrinsforløb og uden ægte sammenhængskraft og fortællingskontinuitet
Opsætningen fremstår som en forenklet synopsis-ballet – på trods af, eller netop på grund af, sin overdådige produktion. Afsnit følger på afsnit uden ægte dramaturgisk forløsning, og det hele munder ud i en uafbrudt række ubegrundede optrin, der uden programmets handlingsreferat som støtte står lidt hjælpeløst tilbage.
Fiffet med prologen som forvarsling af epilogen virker for smart udtænkt, og de gentagne spejl-flashbacks over hovedpersonens fortid og baggrund fremstår for skematiske. De følges aldrig for alvor op i skildringen af Jay Gatsbys nutid i dramaets sceniske forløb.
Summa summarum: En balletforestilling med et noget rodet optrinsforløb og uden ægte sammenhængskraft og fortællingskontinuitet. Men fermt og udvendigt bliver det hele da leveret – og javel, så langt, så godt … om man vil!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og