MUSIK // KONCERTANMELDELSE – I et udsolgt Store Vega leverede det legendariske amerikanske freakband en farveeksplosion af et show, man sent glemmer. Selvom mange af The Flaming Lips’ sange emmer af ren tristesse, er deres vemod saliggørende sødt, og i sidste ende er det bandets entusiastiske bejaelse af livet, der står stærkest tilbage.
Oklahoma-bandet The Flaming Lips er et af de mest originale og legendariske navne i moderne psykedelisk rockhistorie. De skriver om kærligheden, døden og eksistensens radikale absurditet, og selvom deres sange ofte er præget af sorgfuld tristesse, er tristessen så blid, og så sød-trist, at den er næsten saliggørende. Og i al vemoden er det alligevel altid bejaelsen af livet og bandets teatralske entusiasme, der får det afgørende ord.
The Flaming Lips’ veludførte, visuelle shows har været en central del af deres identitet siden 1990’erne, og i Store Vega i søndags leverede de også et farverigt technofarvet psykedelisk teater, der sendte mig hovedkulds tilbage til teenageværelsets uforlignelige Yoshimi Battles the Pink Robots-crush.
The Flaming Lips’ første set var afsat til hovedværket
Og med det in mente var det jo heldigt, at hele første set var afsat til at spille hele deres ikoniske Yoshimi-album fra 2002. På en scene badet i pink lys og med et hujende, klappende publikum og neon-farvede laserlys, der skød gennem lokalet, lagde bandet ud af med aftenens første nummer, der også er albummets første: ”Fight Test”.
Foruden robotterne havde bandet alskens andre oppustelige legegimmicks med såsom dansende aliens og en ditto dansende solsmiley, en kæmpe regnbueportal og så lavede Coyne sit velkendte stagepartytrick og crowdsurfede blandt publikum i en kæmpestor gennemsigtig ballon, han kan stå mandsoprejst i
Wayne Coyne, der nu er 64 og har været den konstante figur i bandet gennem alle årene, synger med sin karakteristiske porøse, følsomme og smukke – men slet ikke overmenneskelige stemme om ikke at kæmpe og for sent erkende, at man nok skulle have kæmpet, fordi kampen for visse, væsentlige, ting, trods alt, hører voksenlivet til:
Cause I’m a man, not a boy
And there are things you can’t avoid, you have to face them
When you’re not prepared to face them
Alligevel er sangens konklusion, at hvordan en mand beslutter sig for, hvad der er det rigtige for hans liv, er såre mysteriefuldt.
Herefter fulgte One More Robot, inden de to titelsange, der er albummets kerne både musikalsk og tematisk, blev spillet, mens publikum nærmest elskende sang med på det blide hit Yoshimi Battles the Pink Robots, Pt. 1, hvor en abstrakt, endnu mere dengang i 2002, science-fiction-scene slås op, efter at vi dog først konkret er blevet præsenteret for den japanske pige:
Her name is Yoshimi / She’s a black belt in karate
Publikum hujer med på sangens efterfølgende ’hey hey’, og stemningen i salen er ved at eksplodere af glæde og konfetti, mens japanske tegn og sangens tekst ruller henover skærmgrafikken, så vi kan følge med i Yoshimis kamp mod de farlige robotter:
Those evil-natured robots (I’ll get you, Yoshimi)
They’re programmed to destroy us
She’s gotta be strong to fight them
So she’s takin’ lots of vitamins
‘Cause she knows that
It’d be tragic
If those evil robots win
I know she can beat them
Fuldstændig karakteristisk for bandet, leverer de deres – her teknologikritik – med humor og varme: Karate og vitaminer som våben mod programmeret destruktion.
Og så følger den ordløse Yoshimi Battles the Pink Robots, Pt. 2, der er noget helt andet, nemlig deres lydlige iscenesættelse af kampen mellem Yoshimi og de onde, lyserøde robotter. Klangene er skrigende, og synthesizerne lyder som en actionpacked robotkamp. Det er eksperimenterende instrumentalt, og selvfølgelig havde bandet en kæmpestor oppustelig lyserød robot med på scenen, der bevægede sig sjovt.
Foruden robotterne havde bandet alskens andre oppustelige legegimmicks med såsom dansende aliens og en ditto dansende solsmiley, en kæmpe regnbueportal og så lavede Coyne sit velkendte stagepartytrick og crowdsurfede blandt publikum i en kæmpestor gennemsigtig ballon, han kan stå mandsoprejst i. Kan man lide barnlig, forlystelsesparkagtig æstetik, så er det til at blive forført af, og forførelsen blev ikke mindre, da Coyne gav den som trompetist på It’s Summertime.
Mestre i tyggegummirock
Efter en længere pause spillede bandet andet set, som bestod af numre fra albummene mellem tidligst The Soft Bulletin-albummet fra 1999 og frem til American Head-albummet fra 2020.
Mest undervældende her var cover-fremførslen af den alternative outsidermusiker Daniel Johnstons True Love Will Find You. Måske er jeg bare hjerteløs, men musikalsk-følelsesmæssigt ramte nummeret helt forbi mig, i stor modsætning til bandets egne numre, som de måske bør holde sig til.
Afslutningen på aftenen var en storladen fremførelse af den skæve, storladne Race for the Prize, som satte et smukt punktum og efterlod alle komplet høje. Selvom koncerten måske ikke bød på mange overraskelser rent musikalsk, er The Flaming Lips bare alligevel mestre i ikke kun det obskure sceneshow, men bestemt også i at levere deres psykedeliske tyggegummirock så delikat og saliggørende, at flippet går lige i hjertet og smilet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og