DET ÅNDELIGE ELEMENT // BOGUDDRAG – Ved siden af sine mange andre gøremål, satte Svend Brinkmann sig sidste år for at besvare et spørgsmål, som var forblevet ubesvaret i hans hidtidige bøger, klummer, podcasts og foredrag: Hvad med Gud? Som en slags dagbog gennem hele det corona-ramte år skrev han sig gennem gamle tænkere, tro og tvivl (hvad der ikke udelukker hinanden). Læs et uddrag af Mit år med Gud – tro for tvivlere, der stiller spørgsmålet: Er det sundt at tro (på en Gud).
I sin kendteste roman, Elementarpartikler, spørger forfatteren Michel Houellebecq: ”Hvordan vil samfundet kunne fungere uden religion? Det er svært nok for et enkelt menneske.“
Mange stemmer har op igennem det 20. år- hundrede været bekymret for, om sekulariseringen vil føre til samfundsmæssig opløsning. Jeg har som tidligere nævnt selv været kritisk optaget af, hvordan den moderne kultur har erstattet Gud med Selvet (med stort S), så vi har fået opbygget en slags Selvets religion.
Med sekulariseringen og den individualisering, der er fulgt med i de seneste par århundreder, har en påbudskultur imidlertid gradvist erstattet en forbudskultur
”Du skal tro på dig selv!“ siger vi i dag, hvor man tidligere ville have opfordret til en tro på skaberen. I dag er det én selv, der opfattes som skaber – i hvert fald af ens eget liv. Det kan sikkert på mange måder være frisættende at skabe sig (selv), men det kommer også med en pris sådan altid at skulle tro på sig selv, for med troen på den store magt til selvskabelse kommer som bekendt også et stort ansvar.
Det er ikke let at være Gud.
Et samfund forankret i traditionel religion som kristendommen bygger typisk på en kulturel orden, hvor de styrende normer melder sig for individet som forbud: Man må ikke dit og dat, fordi det strider mod Guds ord, den hellige skrift eller pavens udmeldinger.
Med sekulariseringen og den individualisering, der er fulgt med i de seneste par århundreder, har en påbudskultur imidlertid gradvist erstattet en forbudskultur. Det er måske den største moralske forandring fra før til nu.
Nu er de styrende normer ikke formuleret som forbud, men som krav til individet om at leve sit liv fuldt ud, blive den bedste udgave af sig selv, sige ja til nye udfordringer, Just Do It, gøre, hvad man har lyst til. Vi kender alle disse floskler fra reklamer, selvhjælpsbøger og kurser i personlig udvikling.
Da Freud for mere end 100 år siden beskrev overjeget som den dømmende samvittighed, var det netop en instans, der sagde ”nej, det må du ikke, selv om du har lyst“. Nu har vi fået et nyt overjeg, der ikke siger ”du skal undertrykke din lyst“, men derimod ”du skal, fordi du har lyst“.
Den dynamik er især analyseret af filosoffen Slavoj Žižek. Hvor man før havde pligt til at yde for at kunne nyde, har man i dag også bare fået pligt til at nyde, gør Žižek opmærksom på. ”Husk at nyde det!“ siger vi til hinanden i tide og utide. Hvis man ikke rigtig nyder noget eller har lyst til noget i det moderne samfund, er man maksimalt ude af trit med tidsånden, der prædiker positivitet, iværksætteri og handlekraft.
Man skal altid gøre det endnu bedre – for at citere landets ledere, der sjældent bare siger ”god“ eller ”bedre“ uden den lille tilføjelse ”endnu bedre“. Selvoptimeringen antager her religiøse dimensioner.
I sidste ende venter depressionsdiagnosen til den, der mangler nydelse og lyst. Anhedoni – der på græsk bogstaveligt betyder mangel på lyst – er det væsentligste diagnostiske kriterium på depression.
På Freuds tid fik man psykiske lidelser, når man ubevidst ville noget, der var forbudt i forhold til de herskende normer, og depressioner var knap noget, Freud omtalte, men i dagens påbudssamfund får man psykiske lidelser, når man ikke vil nok i forhold til kravene om at handle, gøre og opleve mest muligt – realisere sit fulde potentiale, som det hedder. Og vi har fået noget, der ligner en epidemi af depressioner for alle dem, der ikke kan følge med tempoet og udviklingskravene.
Det er her, Selvets religion kan blive farlig, for når de ydre stopklodser bliver fjernet, er der kun ens egen samvittighed tilbage, og hvis den altid dikterer ”mere!“ som et ustoppeligt påbud, er det let at blive psykisk og eksistentielt udmattet.
Man kan jo altid blive en endnu bedre udgave af sig selv. Man er derfor grundlæggende aldrig god nok. Man skal altid gøre det endnu bedre – for at citere landets ledere, der sjældent bare siger ”god“ eller ”bedre“ uden den lille tilføjelse ”endnu bedre“. Selvoptimeringen antager her religiøse dimensioner.
Jeg tror, det er her, religionen som eksistentiel orientering kan have velgørende virkninger, fordi den (i hvert fald som kristendom) siger til den enkelte: Du er sådan set allerede god nok, for du kan ikke gøre dig fortjent til en himmelsk belønning, uanset hvor meget du yder og præsterer i dette liv. Du er dømt til at fejle, men du er OK alligevel.
Der er noget eksistentielt undergravende og psykisk nedbrydende ved at ophøje Selvet til en slags guddom (hvor det altså bliver Selvet med stort S) i påbudskulturen
Jeg tror, at netop den tanke er væsentlig i tidens påbudskultur. Den vil givetvis kunne få særdeles gavnlige virkninger – hvis man ellers kan tro på den. Ikke fordi jeg ønsker, at vi skal tilbage til gamle dages religiøst begrundede forbud mod alt muligt (homoseksualitet, sex før ægteskabet, dans og alkohol) – Gud forbyde det! – men fordi der er noget eksistentielt undergravende og psykisk nedbrydende ved at ophøje Selvet til en slags guddom (hvor det altså bliver Selvet med stort S) i påbudskulturen.
Den franske sociolog Alain Ehrenberg, der har leveret en af de dybeste analyser af samtidens mange depressioner, hævder, at det netop er påbuddet om at være sig selv – at præstere Selvet som et produkt, der altid kan optimeres – der ligger bag depressionsepidemien.
Man bliver simpelthen eksistentielt udmattet af altid at skulle være sig selv mest muligt og bedst muligt. Uden andre instanser eller autoriteter end én selv er der kun Selvet at kigge i. Det bliver umuligt at få et frikvarter fra sig selv.
Jeg tror, at en relevant og velgørende virkning af troen kan være at få dette frikvarter. Simpelthen fordi man kan besinde sig på, at der er noget andet end én selv, der er vigtigt. Måske endda vigtigere end én selv. Det kan man så kalde mange ting: Gud, det hellige, fordringen eller det ubetingede.
Svend Brinkmann, 2. april 2020
LÆS FLERE INDLÆG AF SVEND BRINKMANN HER
Mit år med Gud – tro for tvivlere af Svend Brinkmann udkommer på Gyldendal 4. juni
Topfoto af Svend Brinkmann: Robin Skjoldborg
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
