SUDAN // NYHEDSANALYSE – Siden april 2019 har Sudan været under ledelse af en civil-militær overgangsregering, som gennem de senere måneder har været på slingrekurs. Efter mandagens militærkup er det store spørgsmål, hvordan Sudan kommer videre.
TEL AVIV – Da militæret i de meget tidlige morgentimer mandag tog magten i Sudan, var der i lang tid usikkerhed om, hvad der egentlig foregik. Den civile premierminister, Abdallah Hamdok, var blevet ført i husarrest, og samme skæbne var overgået en række regeringstro politikere. Internettet var blevet lukket ned eller reduceret til 25 pct., det samme gjaldt almindelige telefonlinjer, og både tv og radio var blevet sat ud af normal drift. Militæret havde lagt en jernring omkring hovedstaden, Khartoum, så man hverken kunne komme ind eller ud.
Så sent som søndag var der omfattende protester i Khartoum, og det er givetvis det, der fik militæret til at skride til magtovertagelsen og anholdelsen af de civile ledere
Det hele ligner et militærkup af klassisk tilsnit, men skal man tro kuplederen, general Abdel Fatah Burhan, er der blot tale om en midlertidig magtovertagelse, indtil landet igen er blevet ført ind på kursen mod demokrati. Det lod han i hvert fald forstå i en tv-transmitteret tale til folket til tidligt mandag eftermiddag. Men samtidig fastholdt kilder i Informationsministeriet, der fortsat udtrykte loyalitet overfor premierminister Hamdok, at der virkelig er tale om et kup.
Suverænitetsrådet
For at forstå sammenhængen skal vi et par år tilbage i tiden. I april 2019 blev daværende præsident Omar al Bashir afsat ved et militærkup. Denne havde styret landet med brutal hånd siden 1993. Det var ham der førte den blodige krig mod separatistbevægelsen i Darfur-provinsen, hvilket ifølge FN kostede 300.000 mennesker livet og sendte millioner på flugt.
Landets nye militære ledelse ønskede dengang et radikalt kursskifte. Man ønskede at føre Sudan ud af den internationale isolation og sanktionerne, der var blevet nedkaldt over landet som følge af diktatoren al Bashirs mange krænkelser af menneskerettighederne, for kun på den måde stod landets skrøbelige økonomi til at redde. Midlet skulle være en overgangsregering, som bestod af civile teknokrater og repræsentanter for militæret, indtil en demokratisk regering var blevet valgt.
Hamdok blev udpeget til at stå i spidsen for det nye arrangement, som fik den officielle betegnelse Suverænitetsrådet. Han er uddannet økonom, og havde tidligere arbejdet for bl.a. FN, ILO og Den Afrikanske Udviklingsbank, og med denne ballast skulle han navigere mellem et utal af modstridende interesser.
Lige fra starten viste det sig problematisk at de fem militære repræsentanter i Rådet alle havde gjort tjeneste under al Bashir, mens Rådets fem civile medlemmer kom fra Sudans politiske partier, hvoraf flere havde været forbudt før kuppet i 2019. De civile ledere fik hurtigt fremmet en vis opblødning af de meget strenge sharia-bestemmelser fra al Bashir-tiden, og de fik også gennemført en vigtig lov, der gjorde omskæring af kvinder strafbart med op til tre års fængsel.
Stabilitet for enhver pris
Landvindinger som disse betød, at Sudan lidt efter lidt blev budt indenfor i det gode selskab igen. Amerikanerne var lydhøre, og Donald Trump tog initiativ til at fjerne Sudan fra listen over terrorstater. Så positiv denne udvikling end kunne forekomme, blev det også mødt af modstand indadtil, og det havde navnlig de militære ledere et vågent øje for. Udover at styre udenrigspolitikken tilså denne del af Rådet blandt andet Sudans indbringende minedrift og i denne del af ledelsen søgte man stabilitet for enhver pris.
Grundtanken var, at indtjening af fremmed valuta skulle redde landets økonomi, og det varede heller ikke længe, før udenlandske investorer tilkendegav interesse, blandt andet for at få gang i udnyttelsen af Sudans olie i undergrunden. Derfor blev der slået hårdt ned på protester og oppositionelle kræfter, der kunne være potentielt forstyrrende for stabiliteten.
Blandt andet vægrer politiske grupperinger med forbindelse til Det Muslimske Broderskab sig ved at fravige den stramme islamiske kurs, som blev ført under al Bashir
Samtidig viste man sig imødekommende på andre områder. Trump krævede eksempelvis en pris for at tage Sudan af terrorlisten, og den bestod blandt andet i at styret i Khartoum temmelig overraskende sluttede op om de såkaldte Abraham-aftaler – altså normaliseringsaftalerne, som De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain i oktober 2020 indgik med Israel.
Den samme form for eftergivende politik havde også ført til, at Sudan viste reel vilje til at udlevere al Bashir. Denne sidder fængslet i Khartoum under relativt behagelige forhold, hvor han afsoner en dom for korruption, men i 2020 blev landets ledelse enig om at udlevere ham til retsforfølgelse ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, hvor langt tungere anklager for forbrydelser mod menneskeheden venter ham. På samme vis har ledelsen i Khartoum også vist vilje til at få efterforsket Sudans sandsynlige rolle i bombeangrebene på de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i 1998.
Usikkerhed om kommende valg
Alle disse tiltag er kommet i stand af nødvendighed. Hele vejen igennem har styret i Khartoum set det som en mulighed for at høste vigtig diplomatisk og politisk velvilje i resten af verden. På den måde har Sudan kunnet lægge afstand til prædikatet af slyngelstat, men ikke alle beslutningerne er blevet mødt med enighed indadtil.
Blandt andet vægrer politiske grupperinger med forbindelse til Det Muslimske Broderskab sig ved at fravige den stramme islamiske kurs, som blev ført under al Bashir. Og i de østlige dele af Sudan føler ikke mindst al-Beja-stammerne at de bliver forfordelt under det nye overgangsstyre; de ønsker større autonomi, hvilket svarer lidt til situationen i Darfur, og ikke mindst i landets kristne dele, der efter mange års borgerkrig løsrev sig i 2011 som Sydsudan.
Selv om der har været ført en hård kurs mod oppositionelle kræfter og en lokal eftervirkning af det arabiske forårs protester aldrig har indfundet sig i Sudan, har der navnlig på det seneste været stigende optræk til uro. Der har allerede i nogen tid svirret rygter om korruption i forbindelse med militærets administration af guldminerne, og det har nok slået hovedet på sømmet at landets økonomi i sommer tog endnu et alvorligt dyk. Dette hænger dog navnlig sammen med at Den Blå Nil i juli og august gik dramatisk over sine bredder og anrettede de værste oversvømmelser i mands minde. Til stor skade for landbruget og økonomien.
Dette fik utilfredse borgere på gaden i stor stil, og navnlig Baath-partiets repræsentant i Suverænitetsrådet, blev meget åbenmundet i sin kritik af den fulgte kurs. Så sent som søndag var der omfattende protester i Khartoum, og det er givetvis det, der fik militæret til at skride til magtovertagelsen og anholdelsen af de civile ledere.
Det er derfor det store spørgsmål, hvad der vil ske nu. Suverænitetsrådet skulle, ifølge aftalen fra april 2019, fungere frem til juli 2023, hvor det er planen at afholde det første, fuldstændigt demokratiske valg i Sudan. Efter planen skulle militæret have udspillet sin rolle i landets politiske ledelse med udgangen af november, for at give plads til en fri og civil valgkamp. Allerede før ugens militærkup var det dog gennem nogen tid på tale at valget ville blive udskudt til 2024, og hvor den sag befinder sig nu, er selvsagt temmelig uklart.
USA meddelte mandag eftermiddag, at man indstiller hjælpeprogrammer til en samlet værdi af 700 millioner dollar, indtil en civil ledelse er genindsat. Og i løbet af dagen kom der meldinger om, at omfanget af protester mod kuppet var langt større end forventet
Der er dog næppe nogen tvivl om, at alle parter – og ikke mindst militæret – til fulde er klar over, at nyt kaos i det allerede hårdt prøvede land, vil koste Sudan dyrt i international anseelse og tilsvarende dyrt i økonomisk henseende. Der kom allerede en forsmag på denne udvikling, i det USA mandag eftermiddag meddelte, at man indstiller hjælpeprogrammer til en samlet værdi af 700 millioner dollar, indtil en civil ledelse er genindsat. Og i løbet af dagen kom der meldinger om, at omfanget af protester mod kuppet var langt større end forventet.
Der hviler derfor allerede et betydeligt pres på general Abdel Fatah Burhan og de øvrige militære ledere, hvilket måske sandsynliggør at de faktisk har til hensigt at bringe landet tilbage på den afstukne kurs mod demokratiske tilstande. Om ikke af lyst, så af nødvendighed.
Hvor demokratisk, denne udvikling vil forme sig efter det skete, kan naturligvis ikke siges på nuværende tidspunkt, men også de militære ledere ved, at de vil komme til at stå som spillets tabere, hvis de ikke relativt hurtigt finder tilbage til den stabilitet, der er adgangsbilletten til international anerkendelse og udsigter til økonomisk redning.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
