Temabeskrivelse
Grænsen mellem Danmark og Tyskland er historisk blevet trukket mange forskellige steder – senest ved genforeningen i 1920. Dette tema dykker ned i Sønderjyllands historie omkring Den Anden Slesvigske Krig i 1864 og Anden Verdenskrig og ser på, hvordan man behandlede hinanden i grænseregionen i efterkrigstiden.
Faglig anvendelse
Dette tema kan bruges i Historie og Tysk.
I historie dækker temaet følgende dele af kernestoffet:
- hovedlinjer i Danmarks, Europas og verdens historie fra antikken til i dag
- stats- og nationsdannelser, herunder Danmarks
- nationale, regionale og globale konflikter og samarbejdsrelationer
Temaet opfylder følgende faglige mål i historie:
- redegøre for centrale udviklingslinjer og begivenheder i Danmarks, Europas og verdens historie
- redegøre for sammenhænge mellem den lokale, nationale, regionale, europæiske og globale udvikling
- reflektere over samspillet mellem fortid, nutid og fremtid samt over mennesket som historieskabt og historieskabende
- behandle problemstillinger i samspil med andre fag
I forhold til tysk kan materialet bruges som supplerende materiale, der uddyber elevernes
sproglige viden og bevidsthed samt perspektiverer kernestoffet. Det bidrager til en bredere forståelse af tysksprogede landes kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold i europæisk og global sammenhæng.
Materialet uddyber og perspektiverer dermed kernestoffet samt udvider den faglige horisont, så eleverne opfylder de faglige mål. Materialet bidrager endvidere til at behandle problemstillinger i samarbejde med andre fag, her historie.
POV artikler
- Redegør for de historiske forhold i Slesvig, Holsten og Lauenborg
- Redegør for de politiske omstændigheder, som førte til krigen i 1864
- Forklar, hvorfor grænsen blev trukket dér, hvor den er i dag, og hvilke spændinger det førte med sig
- Sammenlign genforeningen i 1920 med Krims løsrivelse fra Ukraine
- Redegør for hvilke forhold som genforeningen medførte
- Diskutér om det er legitimt at være skeptisk over for folk, hvis forældre har været nazister
- Diskutér skribentens udlægning af Danmark som “en etnisk homogen lilleput-nation”
- Redegør for forskellen på integration, assimilation og segregation, og vurdér hvilken af de tre typer, som gør sig gældende i Sønderjylland
- Diskutér, hvordan det kan være, at Vilhelm Buhl blev genvalgt efter krigen på trods af hans udtalelser under krigen
- Diskutér legitimiteten af samarbejdspolitikken under besættelsen
- Diskutér, om dét at vende sin aggression imod dem, der er værre stillet end én selv, kan være udtryk for en tilbagevendende nazisme, som skribenten udlægger det
- Diskutér legitimiteten af, at man efter krigen og ophøret af samarbejdspolitikken straffede de borgere, som havde samarbejdet med tyskerne under krigen




og