
DANSK POLITIK // ANALYSE – Når Rigsretten mod Venstres fhv. udlændingeminister, Inger Støjberg, starter i morgen, vil embedsmændenes tidligere hårde kritik af ministeren blive nedtonet, da de med en domsfældelse risikerer at hive sig selv med i faldet. Støjbergs eneste livslinje, det såkaldte grundnotat, blev dømt ”dødt og borte”, men står nu til at få nyt liv og trække den fhv. ombudsmand ind i sagen. Dommen er derfor langt fra givet og rigsretten kan måske ende med en total frifindelse.
Den første rigsret mod en forhenværende minister i 28 år starter i morgen, og det er derfor ikke underligt, at mediernes bevågenhed i de kommende måneder vil være rettet mod Eigtveds Pakhus bag ved Udenrigsministeriet, hvor Rigsretten har fået til huse.
Rigsretssagen vil nemlig få et helt andet forløb end Instrukskommissionen. Vidnerne vil i store træk være den samme personkreds, men Rigsretten vil med stor sandsynlighed byde på både afvigelser og overraskelser
Selv om Instrukskommissionen fik det forløb, som venstrefløjspartierne havde ventet, er udfaldet af rigsretssagen ingenlunde givet på forhånd, så selv om man aldrig skal gætte på resultatet af en retssag, vil et bud på en frifindelse være lige så kvalificeret som et bud på blød mellemvare eller en forholdsvis hård dom, som i givet fald nok vil ligge omkring 6 måneders betinget.
Rigsretssagen vil nemlig få et helt andet forløb end Instrukskommissionen. Vidnerne vil i store træk være den samme personkreds, men Rigsretten vil med stor sandsynlighed byde på både afvigelser og overraskelser.
Ombudsmand i ny central rolle
En person, som i den grad glimrede ved sit fravær i Instrukskommissionen, var den fhv. ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, på trods af, at han konstant var elefanten i rummet pga. sin beretning fra marts 2017, der havde dømt Inger Støjbergs pressemeddelelse fra den 10. februar 2016 for ulovlig og var kommet med en særdeles skarp kritik af Udlændinge- og Integrationsministeriets administration.
Sandsynligvis vil Jørgen S, Sørensen denne gang komme til at glimre ved sin tilstedeværelse. Støjberg har to forsvarsadvokater, Rene Offersen – der især er kendt som forsvarer i Peter Brixtofte-sagen og i sagen mod den spionanklagede Jørgen Dragsdahl – samt Jonas Christoffersen, der som direktør for Institut for Menneskerettigheder gennem 10 år er mest kendt for at forfægte menneskerettighederne, indtil han sidste år indgik et partnerskab med netop Rene Offersen.
Jobskiftet skal man nok ikke dvæle for meget ved. Her deler advokater skæbne med bl.a. professionelle fodboldspillere og tidligere spindoktorer, der helt uden skam i livet kan arbejde for både venner og fjender
Ikke fordi der i partnerskabet ligger en modsætning til menneskerettighederne, men mange undrede sig nok alligevel over nyheden om, at han nu skal forsvare Inger Støjberg, der jo netop står anklaget for at have trådt menneskerettighederne under fode.
Jobskiftet skal man nok ikke dvæle for meget ved. Her deler advokater skæbne med bl.a. professionelle fodboldspillere og tidligere spindoktorer, der helt uden skam i livet kan arbejde for både venner og fjender.
Den fhv. ombudsmand vil givetvis komme til at spille en mere central rolle denne gang. De to omtalte forsvarsadvokater har allerede tilkendegivet, at de vil bide sig fast i det såkaldte grundnotat fra den 9. februar 2016. Det notat, som Støjberg via en ministersekretær satte sit kontrafej på dagen, før hun udsendte sin ulovlige pressemeddelelse med instruksen om at adskille alle flygtningepar, hvor en af parterne var under 18 år.
Grundnotatet får nyt liv
Grundnotatet forklarer de danske og internationale regler for adskillelse og gør det klart, at adskillelser ikke kan ske uden individuelle partshøringer. Alt det som Støjberg havde været indædt modstander af, og som hun via sin daværende spindoktor, Marc Thorsen, fik taget ud af den famøse pressemeddelelse, og som derved gjorde instruksen ulovlig.
Notatet fik kun meget lidt liv i Instrukskommissionen. Først hev den fhv. departementschef, Uffe Toudal Pedersen, det frem under sin afhøring, og siden gjorde Støjberg det samme med påstand om, at notatet var hendes og ministeriets grundlag for adskillelserne. M.a.o. jeg overholdt loven. Dernæst var der tvivl om grundnotatet overhovedet var tilgået Ombudsmanden forud for hans rapport. Det viste sig, at det var oversendt, men at Ombudsmanden altså ikke havde tillagt det nogen relevans for sagen.
Samme holdning til grundnotatet havde ministeriets relevante fagpersoner, afdelingschef Lykke Sørensen og Jesper Gori, så da ombudsmandens redegørelse kom til høring i ministeriet ca. en måned før rapportens offentliggørelse, var der ingen, der gjorde indsigelser imod, at grundnotatet ikke var omtalt.
Departementschefer er sat i verden for at holde sine ministre uden for problemer og tilse, at regler og love altid bliver overholdt til punkt og prikke. Men her har Uffe Toudal tilsyneladende svigtet big-time… Det er i praksis Uffe Toudals ansvar
Givet dets status hos departementschefen og hos ministeren kan det ikke andet end undre, at ingen af de to løftede et øjenbryn over dets fravær, hvilket altså også betød, at Instrukskommissionen valgte at se bort fra dets betydning.
I rigsretten vil grundnotatet til gengæld få nyt liv. De to forsvarsadvokater skal kun beskytte deres klient, Støjberg, og ansvaret for, at der aldrig bliver fulgt op på grundnotatet, og at det aldrig tilgår Udlændingestyrelsen vil blive lagt på Uffe Toudal.
Departementschefer er sat i verden for at holde sine ministre uden for problemer og tilse, at regler og love altid bliver overholdt til punkt og prikke. Men her har Uffe Toudal tilsyneladende svigtet big-time. Udlændingestyrelsen administrerede efter instruksen i pressemeddelelsen og ikke efter grundnotatet. Det er i praksis Uffe Toudals ansvar.
Det forhold vil blive boret ud under retssagen. For selv om ministeren naturligvis har det endelige ansvar, er der vel ingen der forventer, at hun skal være så langt nede i sagerne for at sikre, at de rigtige myndighedspapirer tilgår styrelserne. Den slags har man højtbetroede medarbejdere og veluddannede jurister til.

Embedsmænd hives med ned
Som et ekstra kuriosum bliver det også spændende at følge, hvor hårdt embedsmændene vil slå på, at grundnotatet var irrelevant – eller ”dødt og borte” – som en af sagens nøglepersoner, Jesper Gori, udtrykte det under sin vidneforklaring i instrukskommissionen.
Sagen er nemlig, at deres videre skæbne er blevet afhængig af udfaldet i Rigsretten, hvilket måske kommer til at påvirke deres hukommelse.
Da instrukskommissionen fremlagde de sidste delrapporter om embedsmændenes rolle her i foråret, vurderede kommissionen, at der er grundlag for at føre tjenestemandssager imod fem embedsmænd. Nemlig Lykke Sørensen, Jesper Gori og Line Skytte Mørk Hansen fra ministeriet, samt kontorchef Ditte Kruse Danckert og tidligere vicedirektør Lene Linnea Vejrum fra udlændingestyrelsen.
Hvor hårdt vil de nu stå ved deres tidligere vidneudsagn, hvor de klart og tydeligt fik pilen til at pege på Støjberg og hendes egenhændige beslutning om at føre den ulovlige instruks ud i livet?
De to førstnævnte er helt centrale, og deres vidneudsagn var stærkt medvirkende til, at Inger Støjberg i de kommende måneder skal sidde rank på anklagebænken. De øvrige involverede i sagen, Uffe Toudal, fhv. direktør i styrelsen, Henrik Grunnet og den særdeles aktive spindoktor, Marc Thorsen, går alle fri for videre tiltale, da de alle har forladt statens tjeneste.
Situationen for de fem embedsmænd bliver nu anderledes end under Instrukskommissionens afhøringer. For hvor hårdt vil de nu stå ved deres tidligere vidneudsagn, hvor de klart og tydeligt fik pilen til at pege på Støjberg og hendes egenhændige beslutning om at føre den ulovlige instruks ud i livet?
Karrieren er på spil
Bliver Støjberg dømt, ryger de fem embedsmænd nemlig med i faldet. Deres karriere vil øjeblikkeligt blive sat på pause og måske helt lide skibbrud efter en kommende tjenestemandssag. To af de involverede er i øvrigt direktører i Rigspolitiet i dag, og for dem vil tjenestemandssager for delagtighed i lovbrud naturligvis være ekstra alvorligt.
Det er derfor let at få den djævelske tanke, at embedsmændene nedtoner deres tidligere forklaringer. Det er klart, at vidnerne ikke må lyve, men det betyder jo ikke, at det er forbudt at se anderledes på et begivenhedsforløb, og at de pludselig vil lægge større vægt på grundnotatet, end de tidligere har gjort.
Det vil i givet fald være en livlinje for Inger Støjberg, hvis hele ansvaret kan lægges over på Uffe Toudal Pedersen, der aldrig fik notatet ekspederet og formidlet til udlændingestyrelsen
Det vil i givet fald være en livlinje for Inger Støjberg, hvis hele ansvaret kan lægges over på Uffe Toudal Pedersen, der aldrig fik notatet ekspederet og formidlet til udlændingestyrelsen.
Det er naturligvis spekulationer, men man behøver ikke være nogen ørn for at regne ud, at de førhen så kritiske embedsmænd næppe vil bidrage til at gøre skade på sig selv. Da rigsretten jo starter fra scratch og de tidligere vidneudsagn ikke har nogen selvstændig vægt, bliver det altså spændende at følge, om det notat, der før var ”dødt og borte”, pludselig får nyt liv og i sidste ende bliver Inger Støjbergs redningskrans.
LÆS ALLE FRANK KORSHOLMS POLITISKE ANALYSER HER
Topfoto: Inger Støjberg interviewes i 2018. News Øresund via Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.