BOGANMELDELSE // MEDIEKRITIK – Fotografen Jørn Stjerneklar har med sin selvbiografiske erindringsbog, Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set, begået et værk, som enhver, der interesserer sig for journalistik, medier og verden omkring os, bør læse. Fortællingen om hans 40 år i Afrika er fortalt i et så veloplagt og filterløst, men alligevel afmålt frisprog, at den i sig selv er en fornøjelse at læse. En hudløst ærlig beretning, der gør læseren klogere og giver grund til eftertanke, skriver POV’s Poul Arnedal.
Der bliver ikke lagt fingre imellem i Jørn Stjerneklars bedrift af en bog Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set.
Gennem 40 år har han dækket Afrika som tv-fotograf og foto-journalist. I alle årene som freelancer. De sidste 30 år bosat i Afrika sammen med sin kone, journalisten Helle Maj. Sammen har de deres tomandsbureau, Mayday Press, med base i Cape Town i Sydafrika.
Og hvis man gik rundt og troede, at fotografer har valgt deres fag, fordi de ikke kan skrive, så tager man fejl. I hvert fald, når det gælder Jørn Stjerneklar. Hans oplevelser på det afrikanske kontinent er fortalt i et rigt og stramt billedsprog, der aldrig kammer over i overflødige tillægsord. Det er skarpe og præcise øjebliksbilleder fortalt med en detaljerigdom, der understøtter autenticiteten i hans hudløse ærlighed.
Fx når han i forbindelse med folkedrabet i Rwanda sætter sig ned med en mikrofon to centimeter fra en myrdet soldats hoved, hvor spyfluer i hundredvis er ved at lægge æg i mund, næse og øjenhuler, for i fem minutter at optage lyden af fluernes summen til en radioudsendelse, han skal lave sammen med Helle Maj.
“Det er den ultimative lyd af folkedrabet,” konstaterer han. “Og for første gang i mit liv er jeg i bogstaveligste forstand ved at brække mig over mig selv, mit arbejde, branchen.”
Han har aldrig været nogen bly viol
I den bredere offentlighed er han mest kendt for sit billede af en ung Lars Løkke Rasmussen med en AK-47 flankeret af tre mujahedinere i Afghanistan i 1988.
For få år siden var det ham og Helle Maj, der stod bag tv-dokumentaren, bogen og den prisbelønnede podcast, I en danskers blodspor, om den danske morder og kvindemishandler Peter Frederiksen, der gemte afskårne kvindelige kønsdele i sin dybfryser hjemme i Sydafrika.
Han var den første danske repræsentant for pressen, der var vidne til folkedrabet
I Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set er det konflikterne og de politiske og sociale tilstande på det afrikanske kontinent, den 65-årige forfatter skildrer ud fra sine personlige oplevelser gennem mere end en menneskealder.
Jørn Stjerneklar har aldrig været nogen bly viol. Han er kendt for sine krasse udmeldinger, og i sin selvbiografiske bog lægger han heller ikke fingrene imellem. Hverken når han beskriver de konflikter, han har været helt tæt på, eller når det gælder kolleger, medieverdenen, bistandsorganisationerne og de afrikanske magthavere – eller samlivet med Helle Maj.
Noget af det stærkeste er hans øjenvidneskildring af folkemordet på tutsierne i Rwanda i 1994. Hyret af amerikanske ABC begiver han sig stik imod sin hustrus ønske – og uden at fortælle hende det – direkte ind i konfliktens og myrderiernes centrum i hovedstaden Kigali. Her møder han ondskaben i sin reneste form.
Øjenvidne til et folkemord
“Jeg stopper bilen lige ud for en bunke lig, som er højere end op til vindueskanten. Jeg ser ned på vejen, blodet siler stille hen over asfalten i små bække.”
Ved en vejspærring med flere friske bunker af lig med sammenflettede arme og ben bliver han og kollegerne standset af fulde, skæve og truende unge mænd med nyslebne macheter, som stadig drypper af blod. Han har allerede set folk blive banket og skudt. På vej væk oplever han i bakspejlet nedhugningen af en kvinde, som hakkes i stykker.
Men hvis jeg ikke tror på, jeg kan gøre en forskel, hvorfor så sætte livet på spil?
Han var den første danske repræsentant for pressen, der var vidne til folkedrabet. Da han aftenen forinden, efter at have mødt uendelige strømme af forhutlede flygtninge og fået adskillige førstehåndsberetninger om nedslagtningerne, ringer til DR tids nok til at få beretningen med i 22-radioavisen, bliver han afvist med ordene: “Ring i morgen.”
Godt en uge senere står han ved siden af en grædende Vinnie Mandela i Johannesburg, da Apartheid-regimets flag stryges, og den nye sydafrikanske regnbuenations flag ryger til tops. Ti dage tidligere havde de været 12 internationale journalister og fotografer i Kigali for at berette om et folkeslags udryddelse i “historiens hurtigste folkedrab”. I Sydafrika er der mere end 6.000 pressefolk akkrediteret.
“Det er grotesk for mig at opleve,” konstaterer Stjerneklar.
Ude med krabasken mod kolleger og nytteløs hjælp
Det blodige besøg i Kigali bliver langt fra hans sidste oplevelse af folkedrabet i Rwanda – eller af konflikterne i Sudan, i Den Demokratiske Republik Congo, i Zaïre, i Uganda, i Sydafrika osv. Han og hans kamera har på nærmeste hold været vidner til det meste. Men til hvilken nytte ud over at tjene til livets ophold?
“Måske er det naivt af mig at tro, mine billeder kan have nogen som helst indflydelse på, hvad alverdens politikere beslutter sig for at mene. Men hvis jeg ikke tror på, jeg kan gøre en forskel, hvorfor så sætte livet på spil?” skriver han.
40 procent af befolkningen syd for Sahara lever under fattigdomsgrænsen på 1,9 dollar om dagen, hvilket er mindre end EU’s daglige støtte til en dansk malkeko
Undervejs er Jørn Stjerneklar ude med krabasken og kommer med skarp kritik og bidende udfald mod nogle af sine mere magelige, fastansatte kolleger og deres arbejdsgiver, medierne. Samtidig leveres der krasse kommentarer – ja nærmest verbale knytnæveslag til sværmen af bistands- og nødhjælpsorganisationer og hele filosofien bag de rige vestlige landes bistandspolitik.
Ud fra hans erfaringer på det kontinent, som årligt modtager milliarder, er der tale om “almisser, som ikke virker”. Han sammenligner det med den katolske kirkes afladsbreve og beskriver det som en bekostelig form for aflad af de gamle kolonimagter.
Til gengæld er det en indbringende industri, hvor hundredtusindvis af mennesker tjener penge på at “hjælpe fattige”, uden at det tilsyneladende hjælper en tøddel.
Hobbyimperialisme
Som et af flere eksempler beretter han om en heftigt tv-dækket åbning af en flygtningelejr for de hutuer, som formodentlig har deltaget i folkedrabet på deres landsmænd, men nu har måttet flygte, efter tutsierne er gået til modangreb. Lejren er “supersexet for ngo’er” og befolket af den særlige stamme af bistandsfolk, der “taler flydende ngo” med alle de politisk korrekte ord.
Det er unge idealister, der vil redde verden og samtidig deltager i en indbyrdes konkurrence mellem bistandsorganisationerne, hvor det vigtigste er at få deres logo i tv som et udstillingsvindue til næste landsindsamling og gratis presseture for medierne og deres medarbejdere.
“Hobbyimperialisme” kalder han det.
Voldtages dagligt af sine ledere
Afrikanerne går heller ikke ram forbi. Hverken de veluddannede middelklasseunge, der sætter livet og store summer på spil som illegale emigranter i Europa. Eller de dybt korrupte regimer, der stikker formuer i egne lommer på bekostning af deres egen befolkning – “i et Afrika, der dagligt bliver voldtaget af sine ledere.”
En tour de force gennem forfatterens næsten 40 år i Afrika, hvor han har været og levet på stedet i modsætning til mediernes “faldskærmsjournalistik”
Men Jørn Stjerneklar er ikke kun kritisk. Jeg vil anbefale, at man læser hans bog for både at blive klogere på Afrika, på medierne og deres udsendte repræsentanters rolle. Han peger også på enkelte alternativer til den godhedsindustri, som lever fedt på katastrofer på et kontinent, hvor 40 procent af befolkningen syd for Sahara lever under fattigdomsgrænsen på 1,9 dollar om dagen, hvilket er mindre end EU’s daglige støtte til en dansk malkeko.
“Kontanthjælp” reducerer fattigdommen
Som alternativ peger han på, at en amerikansk ngo i årevis har doneret millioner af dollars, som går direkte i lommerne på den fattigste del af befolkningen. Og det virker. Det er en “kontanthjælp”, som reducerer fattigdommen, fordi folk investerer pengene i noget, de kan tjene penge på.
Der er bare den hage ved den form for direkte støtte, som går uden om de korrupte administrationer, at “den ville gøre størstedelen af bistandskonsulenterne arbejdsløse, hvis alle tog den til sig. Af den grund møder metoden masser af modstand i udviklingsindustrien.”
Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set er en tour de force gennem forfatterens næsten 40 år i Afrika, hvor han har været og levet på stedet i modsætning til mediernes “faldskærmsjournalistik”, hvor journalisterne flyver ind, når katastroferne indtræffer, og hurtigt forføjer sig hjem til den trygge andedam, når de rigtige historier og billeder er i kassen.
Ind imellem de selvbiografiske beretninger rummer bogen korte, velplacerede og nøgterne fakta-afsnit om den historiske og politiske baggrund for forfatterens aktuelt oplevede begivenheder. På den måde bliver bogen også en lærebog, som vil gøre den yderst relevant i undervisningsøjemed.
Gonzojournalistikken møder Hemingway
Samtidig er den en medrivende personlig historie, hvor Stjerneklar også inddrager sin og Helle Majs op- og nedture og kampen for at overleve som freelancere på et kontinent langt fra de opdragsgivere, som skal hyre dem, for at de kan klare den daglige indtjening. Det er ikke altid lige nemt, når man samtidig har en selvstændig og kritisk tilgang til de samme arbejdsgivere.
Til gengæld er det befriende, at forfatteren ikke pakker tingene ind i vat, men skildrer også disse kontroverser åbent og ærligt og uden at henfalde til romantiske skønmalerier. Det understreger autenticiteten.
Og når det så samtidig er gjort i et så veloplagt og filterløst, men alligevel velafmålt frisprog, hvor gonzojournalistikken møder Hemingway, skal Jørn Stjerneklars bog kun have de varmeste anbefalinger med herfra.
Det hele har været en kamp, men for læseren har det været hele kampen værd.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
