Stemmer fra Underdanmark 5: En jobkonsulent, en fugleedderkop og kunsten at stå i kø

Maria Busch 15.09.2016

Kontanthjælpsreformen og reglerne om integrationsydelse har gjort en i forvejen hård dagligdag hårdere for en lang række udsatte danskere og deres børn. Desuden har den politiske kurs over for mennesker på overførselsindkomster sammen med fortællingerne om Dovne Robert og Fattigkarina skabt et debatklima, hvor de mennesker, det hele handler om, ofte ikke tør at stå frem. Det er et problem, for det betyder at vi kun sjældent hører deres stemmer. I denne serie giver POV Internationals Amalie Keren Maarbjerg ordet videre til nogle af dem. Flere har betinget sig anonymitet for at deltage – og det har vi valgt at respektere. Skribenternes navne er kendt af redaktionen. I denne del beskriver skribenten imidlertid sine oplevelser på nyttejobbet i sit eget navn.

God læsning!

Af Maria Charlotte Arup Busch

Scene 1 – For sent

En kold og fugtig vinterdag i København klokken tyve minutter i ni er jeg ved min destination: Jobcentret. På afstand ser det ud som om, der er sket en ulykke, fordi så mange mennesker står klumpet sammen ude foran. Det sker kun ved ulykker og udsalg, og da det ikke ligger lige for, at Jobcentret holder udsalg, må det være en ulykke.

Da jeg har parkeret min cykel og begiver mig hen mod hoveddøren, finder jeg ud af, at der ikke er sket en ulykke i gængs forstand. Vi er blot en meget stor gruppe af mennesker, der er blevet indkaldt til møde på samme tidspunkt. Som minutterne går (-9 C og frosne fingre og tæer langsomt) ærgrer jeg mig over, at jeg tog hjemmefra i så god tid, men i brevet fra Jobcentret havde de lovet bål og brand, hvis jeg ikke mødte op til tiden.

Vi står stuvet sammen som kvæg foran døren til stalden, der lover varme. Vi maser ikke. Vi sørger bare for at holde vores plads mens vi holder øje med døren. Det er en glasdør, så vi kan se, at der går mennesker rundt derinde. Minutterne snegler sig afsted. Vi kigger ikke på hinanden. Vi taler ikke sammen. Vi står skulder ved skulder — fysisk.

Der er kommet mange flere til siden, jeg kom. Køen har bredt sig forbi fortovet og ud på kørebanen. Der er noget sært ved stilheden. Jeg har aldrig hørt byen så tavs. Vores øjne er stadig og stædigt fæstet ved døren. Klokken er nu et minut i ni. Som om vi med viljens magt kunne tvinge vagten til at åbne døren, har vi nu fæstnet øjnene på ham. Han står lige bag glasdøren. Han kigger ikke på os. Han venter. Vi begynder at blive lidt utålmodige, da klokken bliver to minutter over ni. “Åbn nu den dør” siger vi alle i et tavst kor.

Da klokken bliver fire minutter over ni, åbnes døren. Der opstår en flaskehals. En dør og så mange mennesker. Vi står i kø igen. Da jeg endelig kommer indenfor, skal vi én for én indlæse vores sygesikringsbevis på den samme scanner. Vi står i kø igen. Mit hjerte banker lidt for hurtigt og jeg kan mærke sveden i min nakke — af angst men også af varme.

Jeg har ikke haft mulighed for at tage min vinterfrakke og hue af. Jeg koger. Jeg er ved at gå i panik. “Jeg kommer for sent. Jeg kommer for sent. Hvad sker der, hvis jeg kommer for sent? Tager de min kontanthjælp, som de har truet med i brevet?” Mine tanker og mit hjerte konkurrerer om at løbe hurtigst. Endelig bliver det min tur. Jeg kører mit sygesikringskort igennem scanneren med svedige hænder. Jeg læser beskeden på skærmen: Du er kommet for sent til dit møde.

Scene 2 – I akademikere tror I er noget særligt

Varmen stikker blidt i min hud. Den varme luft afkøler min krop på behagelig vis. Af en eller anden grund giver sommeren mig mere tiltro til mine medmennesker. Måske fordi, vi om sommeren frivilligt bevæger os rundt i det offentlige rum i mere end en halv time ad gangen. Vi er varme nok til at give os selv tid til at sanse hinanden. Således opmuntret af vejr og tanker, låser jeg min cykel og begiver mig ind i Jobcentret.

Jobkonsulenten er gledet så langt ned i sin stol, at jeg frygter, han snart glider det sidste stykke ned på gulvet. Han giver mig elevatorblikket og udstøder et lille pift. “Der er nogen, der har været på ferie, hva’?” Jeg formoder han hentyder til mine brune lemmer, som ikke har undgået hans (elevator)blik.

“Man må ikke holde ferie, når man er på kontanthjælp”, er jeg ham behjælpelig. “Jeg er blevet brun hjemme i min gård”. Han retter sig op i stolen: “Du er akademiker?” spørger han retorisk. “Ja” svarer jeg i overensstemmelse med sandheden (Jeg er meget optaget af at forholde mig til sandheden i alle sammenhænge). Hans øjne har skiftet udtryk. De er ikke længere halvt flirtende og halvt arrogante. De er små og stirrende. “I akademikere tror, I er noget særligt” hvisler han sammenbidt.

Før jeg kan nå at svare benægtende, kommer den næste salve: “I tror, I er for fine til at tage et ikke-akademisk job”. Heller ikke denne gang når jeg at svare benægtende. “Men det er mig, der bestemmer, og hvis jeg siger, du skal tage en job, så skal du tage det”.

“Du er akademiker?” spørger han retorisk. “Ja” svarer jeg i overensstemmelse med sandheden (Jeg er meget optaget af at forholde mig til sandheden i alle sammenhænge). Hans øjne har skiftet udtryk. De er ikke længere halvt flirtende og halvt arrogante. De er små og stirrende. “I akademikere tror, I er noget særligt” hvisler han sammenbidt.

Det er lykkes ham at gøre mig usikker. Jeg ved nemlig ikke helt, om det er tilladt at lave skjult kamera på Jobcentret. Da det går op for mig, at der ikke er tale om skjult kamera men skjult noget andet, får jeg endelig indført et ord — faktisk nøjagtigt 45 ord: “Hvis du tvinger mig til at tage arbejde i en dyrebutik, hvor der er slanger og fugleedderkopper, så nægter jeg. Jeg nægter, selvom du tager min kontanthjælp fra mig. Jeg vil hellere bo i en jordhytte i Fælledparken end at arbejde med slanger og edderkopper.”

Min protest har ikke den ønskede virkning. “Hvis jeg siger, du skal tage et job i en dyrehandel, så skal du tage et job i en dyrehandel”, er svaret. Jeg forvandler mig til et femårigt barn, hvad der på sær og uhyggelig vis er en vis ræson i. Jobkonsulenten opfører sig og taler til mig som om, jeg er et lille barn. Som om han er min disciplinerende far. “Jeg gør det ikke. Jeg gør det simpelthen ikke”, hører jeg mig selv sige med skinger stemme.

Jeg låser min cykel op. Der har dannet sig et skydække over solen. Vinden føles kold. De første regndråber stikker i min hud. Jeg har kun én tanke i hoved: Hjem. Nu. Hurtigt.

Foto: Emdot, Flickr,CC

Maria Busch

Maria Busch er cand. mag. i historie og engelsk fra RUC har i en lang årrække været ansat som kommunikationsmedarbejder på Københavns Universitet. I dag er hun langtidsledig kommunikationsmedarbejder på kontanthjælp. Hun bruger sin blog beprettyplease.dk til at sætte fokus på, hvordan det er at bebo det golde kontanthjælpsland. Maria er født og opvokset på Nørrebro, hvor hun stadig bor.