Steffen Jungersen: Ozzy albums, jeg beholder på grund af navnet

i Kultur/Musik af
MUSIK // ANMELDELSE – I disse dage er det 50 år siden, det første Black Sabbath-album udkom. Sangeren i verdens første heavy metal-band er stadig aktiv, senest med albummet Ordinary Man. Forholdsvis aktiv, hvis man spørger Steffen Jungersen, der blandt andet anmelder albummet med ordene: “Jeg kan jo af gode grunde ikke vide, om det er tilfældet, men albummet lyder et pænt stykke hen ad vejen konstrueret, fortænkt og tilpasset ”tidens lyd”. Og bemeldte lyd er så åbenbart effekt-indsyltede, autotunede vokaler og en guitarlyd så syntetisk, komprimeret og kunstigt forvrænget, at den i hvert fald ikke kommer for skade at irritere amerikanske radioværter.”

Endnu en Ozzy Osbourne plade, du kan gå ud at købe, hvis du føler for det.

Det sker der såmænd ikke noget ved.

Endnu en Ozzy Osbourne plade, du kan totalt ignorere, hvis du føler for dét.

Det sker der såmænd heller ikke det vilde ved.

De fleste af mine læsere ved vist godt, at jeg elsker John Michael ”Ozzy” Osbourne så højt, at det får Lady og Vagabonden til at ligne et studie i hadforbrydelser.

MEN det har i de seneste tyve år været tydeligt, at Ozzy – når han ikke har Tony Iommi og Geezer Butler fra almægtige Black Sabbath eller for den sags skyld Zakk Wylde med sig – i et vist omfang er blevet en marionet.

Om det så er fru Sharon eller andre rådgivere/samarbejdspartnere, der er ”masters of puppets”, må den enkelte afgøre med sig selv. Trods øjeblikke på et par album siden da (Black Rain (2007) og Ozzmosis (1995)) skal vi imidlertid næsten tre årtier tilbage – til No More Tears fra 1991 – for at finde et uomgængeligt Ozzy soloalbum.

Effektsylte

De forhold ændrer sig ikke med Ordinary Man – Ozzys tolvte album, og det første siden den mildest talt forglemmelige Scream fra 2010.

Jeg kan jo af gode grunde ikke vide, om det er tilfældet, men albummet lyder et pænt stykke hen ad vejen konstrueret, fortænkt og tilpasset ”tidens lyd”. Og bemeldte lyd er så åbenbart effekt-indsyltede, autotunede vokaler og en guitarlyd så syntetisk, komprimeret og kunstigt forvrænget, at den i hvert fald ikke kommer for skade at irritere amerikanske radioværter – og det er jo nok også dét, der er meningen. Men det er en lyd, der er alt det, en HM-lyd (=heavy metal, red.)  ikke må være (hvordan den bør være, kan du så høre på eksempelvis et hvilket som helst Judas Priest album).

Alt i alt et album, som har sine øjeblikke som skrevet står. Men selv korrigeret for nostalgi-faktoren er der ikke noget her, Ozzy Osbourne ikke har lavet langt bedre før

Den var aldrig gået med Tony Iommi ved roret – lad mig sige det sådan.

Når det er sagt, er Ordinary Man ikke en specielt dårlig plade. Problemet er bare, at den heller ikke er specielt god.

Åbneren Straight To Hell er en bevidstløs boogie, der er glemt, før den er færdig, mens All My Life er en typisk mal-efter-numre Beatles-agtig ballade, som señor Ozz så ofte har lavet dem.

Op!

Med den atmosfæriske Black Sabbath-tonede ”Goodbye” løfter kvalitetsniveauet sig imidlertid gevaldigt, og det bliver deroppe i det efterfølgende og faktisk fremragende titelnummer. Som mange vil vide er Ordinary Man en duet med Elton John, og Sir Eltons uomtvistelige tæft for en god pianoballade fornægter sig heller ikke hér.

Faktisk er titelnummeret sammen med den følgende, flotte, atmosfæriske Under The Graveyard faktisk albummets højdepunkter. Hér kan man faktisk – på trods at den effektplagede vokal – høre, at Ozzy virkelig leverer og minder én om alt dét, han har givet os de sidste 50 år.

Ned igen!

Fraset det fængende refrain i Scary Little Green Men er der imidlertid ikke meget at hente på albummets anden halvdel. Endnu et par ligegyldige Beatles-pasticher (Today is The End og Holy For Tonight) og den fortænkte og komplet ligegyldige punkøvelse, It’s a Raid, i duet med rapperen Post Malone.

Alt i alt et album, som har sine øjeblikke, som skrevet står. Men selv korrigeret for nostalgi-faktoren er der ikke noget her, Ozzy Osbourne ikke har lavet langt bedre før.

Og hvad fanden er vi ude i – om ikke hampen i stor stil – når det bedste nummer på et Osbourne album er en pianoballade?!

Men hvad fa’en, han skylder sgu ikke mig noget, og hvis nogen – iblandt dem Ozzy selv – ikke kan leve uden Ordinary Man, er det da godt for dem.

Hér ryger den nok ind på hylden under ”Ozzy albums, jeg beholder på grund af navnet, men næppe kommer til at høre igen.”


Ozzy Osbourne, ‘Ordinary Man’, album

Foto: PR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Steffen Jungersen er født 19. december 1958 i Fredericia og bliver ofte beskrevet som som ”en legende i dansk rock”, ”rockens sprogekvilibrist” og ”Dr. Rock” takket være en tre årtier lang karriere som rockreporter og –anmelder.
Jungersens journalistiske virke startede på forskellige lokalaviser, før han igennem 25 år bestred posten som musikredaktør på dagbladet BT.
I dag driver Jungersen sit eget ”Classic Rock” website – www.steffenjungersen.dk – og fungerer desuden som forfatter, foredragsholder, kommunikationskonsulent, karriere-konsulent for bands, konferencier, freelance-skribent, DJ, blogger m.m.m
Har skrevet bøgerne ”Dr. Rock” (2013) og ”Mig & Lemmy” (2018). Er desuden medforfatter til ”Politikens Dansk Rock Leksikon” udgaver 1997 og 2002.
Steffen Jungersen har gennem årene mødt og interviewet bunkevis af de største rockstjerner både ude og hjemme. Han har derfor fået et enestående indblik i såvel dansk som international rockmusik og har medvirket som ekspert i et utal af radio- og TV udsendelser.
Han har fået flere branchepriser for sit virke – bl.a. Danish Metal Awards’ (en underafdeling af DMA) hæderspris for sit ”utrættelige virke for den hårde rock i Danmark”, som det hed i juryens begrundelse.
Inkarneret fan af FC Barcelona og Brøndby IF.
Bor på Nørrebro med sin kat Slivovic og sine seks guitarer.